ANNO DOMINI, NEUTZSKY-WULFF OG SCIENCE FICTION

 

En gennemgang af hans S.F.-def. Og Anno Domini, baseret på bogen, artiklen i Proxima 5 og et radiointerview mellem Erwin Neutzsky-Wulff og Jannick Storm.

Det var med en vis undren at vi så Erwin Neutzsky-Wulff kaste sig ud i debatten omkring definitionen af S.F., men efter at have læst artiklen i Proxima 5 og hørt forsvaret og udlægningen af def. i radiointerwievet forstod vi det bedre.

ENW mener at et kendetegn ved andre S.F.-def. er at de ikke er brede nok men kun dækker vise aspekter af SF. Han ønsker en bred def., der kan bruges leksikalt, således at Hr. Jensen kan gå hen og slå op i en ordbog under S.F. og få et svar på hvad det er.

Vi er ikke enige med ENW i denne def., men vi kan se det praktiske i den. Vi opfatter den som en følge af vores tids hang til konkrete fakta (dyrkelsen af teknologien.).

ENW følger sin egen def. i Anno Domini, hvor en masse ting bliver omhyggeligt forklaret, de indledende sider er på grænsen til til det uforståelige p.gr. af deres tekniske og psykologiske uddybninger, senere beundre vi ENW meget for hans energi og opfindsomhed i forbindelse med planetens sprog, indtil det tilsidst bliver én for meget med disse lange gloselister. Til gengæld savner vi, i henhold til hans def. en forklaring på hvorfor et så teknologisk udviklet samfund ikke har nogen rumfart, de kender jo fremstillingen af det brændstof der driver heltens rumskib, og hvorfor har denne moderne planet et så uudforsket område, hans tabu og økonomiske forklaringer svarer dårligt overens med det i øvrigt moderne samfund, og endelig ligger der et kraftværk og forskningscenter på øen. Så forklaringen er lovlig tyndbenet til at være realistisk (stadig i henhold til hans egen def.).

For os at se bliver def. herved sprængt af hans egen fantasi, den bliver for ham selv, på trods af breden, en bremse for udfoldelsen hvis den skulle overholdes.

Ellers er det en meget spændende og velskrevet bog, vi giver til fulde Lars Olsen ret når han i Kristeligt Dagblad betegner den som "på grænsen til det geniale."

Når man lægger Anno Domini fra sig første gang, sidder man tilbage med følelsen af at man bør læse den en gang til for helt at forstå den. Fordi den er så fuld af symbolik og ideer. Dette er grunden til denne bog let får den tåbelige betegnelse "mere end Science Fiction" eller "... løfter den sælsomme historie op over det fantasteri, som alt for ofte præger genren." (For hvordan kan S.F. være andet end S.F.), fordi den netop spiller på vores mest indgroede forestillinger om: klasse- og kvindekamp, fødsel-liv-død, skabelsesberetningen, kristuslegenden og kampen mellem Gud og Satan.

Bogen spænder vidt, idet den starter i et moderne samfund, med dens konformitet (grunden til udrejsen), glider via stenalder samfund, med brutalitet og junglelov, over til et moderne samfund, hvor individet må gøre alt, undtagen at have følelser. (Her bemærker man blot at ENW ikke er mere frigjort fra det klassiske kønsrollemønster, end at der i dette lige og frie sa,fund kun findes bordeller for mænd.) Herfra svinger romanen over og bliver nu primært en beretning om en kamp imellem Gud og Satan. Slutningen der er bemærkelsesværdig skal ikke røbes her.

Er frastødende træk ved helten er dennes gennemførte egoisme i alle situationer, på trods af hans udtalelser om næstekærlighed.

Elise Enrum & Erik H. Swiatek.