Erwins grundstene

 

Niels Dalgaard, Ellen Pedersen & Erik H. Swiatek

I de 3 foregående artikler er dele af Erwin Neutzsky-Wulffs novelleproduktion og hans Hart-tetralogi blevet behandlet. Tilbage står hans fire store romaner, de egentlige hovedværker i hans hidtidige forfatterskab: Anno Domini, Gud, 33. marts og Havet, hvoraf dette essay vil behandle de tre første og den efterfølgende artikel Havet.

ANNO DOMINI

En jordbo lander på en fremmed planet. Han lærer beboernes sprog og deres livsstil at kende. Efter en ret omflakkende og farefyldt færd lykkes det ham igen at nå tilbage til sin rumkapsel.

En absolut spændende og velskrevet bog om flugten fra det udviklede teknologiske samfund via et stenaldersamfund med junglelov og brutalitet, over i et anderledes frit og lige samfund. (Proxima nr. 6)

Bogen er forfatterens gennembrud som science fiction forfatter. Værket er rigt illustreret af Torstein Gunderson, ved hjælp af hvis klare streg EN-W har skabt planetens skriftsprog. Dette udbygges så med køn og kasus. Hele første del af bogen indeholder store partier holdt i dette sprog, hvilket både betager og irriterer læseren. Merete Kruuse ser landingen på planeten som en fødselsscene. Hun skriver med tydelig overraskelse i Proxima: "Det var som Satan. Det er jo et digterværk!" I kristeligt dagblad betegner Lars Olsen bogen som En moderne version af skabelsesberetningen.

GUD

Med denne roman, igen smukt illustreret af Torstein Gunderson, vandt EN-W i 1977 SFC-prisen (han delte pladsen med N. E. Nielsen)

Romanen skildrer menneskets møde med nogle fremmede, deres teknologi/biologi, konsekvenserne ved dette møde og personernes søgen efter en gud. Svend Kreiner Møller skrev i Proxima nr. 11: Først og fremmest er bogen fuld af det vanskeligt definerbare begreb, "sense af wonder", en følelse af noget mystisk, noget fantastisk, som man alligevel har en oplevelse af at kunne være muligt. Selvom der er skønhedsfejl er bogen konstant spændnede. Flemming Chr. Nielsen gik endnu videre og betragtede bogen som værende af internationalt format.

33. MARTS

Herom skriver Erwin Neutzsky-Wulff selv i Brudte Grænser nr. 1 (1977) som baggrund for denne roman, som han selv betragter som en af sine vigtigste produktioner: (Der har været) en trang i mennesket til at søge udad, og ikke stoppe, selv ikke, da 'efterrationaliseringen', at der var nyt grønt land hinsides bjergranden, var blevet vås. Det er denne trang s.f. først og fremmest udtrykker ... I en ... fremtidig s.f. roman må hovedpersonen udforske det begrænsede univers som den traditionelle astronaut udforsker det ubegrænsede, og som romanen skrider frem må dette univers trække sig sammen om ham, på lignende måde, som astronauten ser universet udvide sig foran ham. Han må finde, at rummet er en illusion, at himmelhvælvingen er en kugleskal. Det vil være den absolut første ANTI-SF-ROMAN - eller måske den første 'rigtige' SF-roman, alt efter, hvordan man vælger at se på sagerne.

H. P. Inselmann begyndte sin anmeldelse i Proxima nr. 14: Dette er en bog som fanden og symbolerne tog.

Det er beretningen om virkelighedens forfald for et enkelt menneske, fortalt af ham selv. Bogen postulerer en dualisme i samfundet. Livet i København forekommer som en kulissetilværelse, hvor alt virker som i dag, men udenfor er det et primitivt, nærmest middelalderligt samfund. Det primitive og uorganiserede overvinder det organiserede og iscenesatte samfund. Bogens svaghed er dens rigdom på symboler, og HPI mente, at bogen brød sammen på midten, netop på grund af denne symbolrigdom, fordi disse tager magten fra forfatteren og sidste halvdel kommer til at fremstå som et eneste stort symbol. Men bogen Karakteriseres som læseværdig og spændende. Tage la Cour sammenligner i Politiken Erwin Neutzsky-Wulff med Søren Kierkegaard.