Gud og Satan slås i flyvende tallerkener

 

Af MOGENS LYHNE

To flyvende tallerkener, en hvid og en sort, svæver gennem universet. Gud sidder i den ene, satan i den anden. De kriges konstant, hvad Gud bygger op, river Satan ned. Civilisationer fødes og dør, og aldrig når de at komme i kontakt med hinanden. Menneskene skal ikke være brødre. Sådan cirka er det pessimistiske budskab i Erwin Neutzsky-Wulffs science fiction roman »Anno Domini«. Men der sker meget, inden man når til denne erkendelse.

Peter Jensen, dårligt tilpasset borger i et fremtidigt lykkeland, vælger at tage på en årtusindlang rumrejse, frem for at lade sig behandle. Han havner på en klode, der forbavsende meget ligner vores. Ja, faktisk er folkene dér mere menneskelige end det følelseskolde, teknokratiske jordmenneske. Han havner først blandt naturfolk, og han væmmes ved dem, men prøver dog at tilpasse sig. Det går ikke, men han undslipper, og når frem til civilisationen, en velsignet diktaturstat, med lige lykke til alle.

Men folk er trætte af den sterile, gennemorganiserede tilværelse. De forbereder en revolution. Tilbage til naturen, så går Jensen i gang med at belære dem. De skal være glade I deres samfundsorden. Revolutionen bliver udsat, men hvor længe...

I starten er man ved at lægge »Anno Domini« fra sig, den er lidt kedelig, hovedpersonen irriterende ligegyldig. Så bliver man grebet, man tror man har fanget bogens idé. Men man forvirres atter, og slutter helt i vildrede. Og i færd med at tænke sig grundigt om. Sådan skal en god science fiction bog værre. »Anno Domini« er virkelig spændende. I bogens start henvises diskret til Arthur C. Clarke's »Ud af barndommen«, og bogen står da også i gæld til dette mesterværk i genren. Men den er ikke nogen efterligning, den er et ambitiøst, meget smukt og originalt kunstværk.

Erwin Neutzsky-Wulff: »Anno
Domini«. 189 sider. Kr. 46,00
Vintens Forlag