Jensen fra 2046

 

Erwin Neutzsky-Wulff: »Anno Domini«, 189 s., 46,00 kr., Vinten.

Erwin Neutzsky-Wulff er en af vore virkelig visionære forfattere, og dem har vi pligt til at værne om.

I øjeblikket er det sære, mystiske og fantastiske hos ham dog stærkere udviklet end hans evne til at formulere det. Hans fremtidsroman »Anno Domini« er en besynderlig blanding af det dristigt tankevækkende og det banale, beretningen om fremtidsmennesket Peter Jenssen født i Copenhagen år 2046, der som utilpasset går i luften for at finde en ny verden.

Han lander på den sære planet Dåtholø, opdelt i tre riger, der er højst forskelligt udviklet og som ligger i indbyrdes krig. Jenssen forsøger at optræde som Vorherre, men det kommer der ikke noget godt ud af.

Neutzsky-Wulffs største handicap er hans udisciplinerede sprog, en højst bizar blanding af teknisk jargon, selvopfundne ord, engelske brokker, private indskud og platheder. Hvis det lykkes ham at sublimere sit temperamentfulde talent, kan det ikke udelukkes, at han en skønne dag kan skrive en hel, god roman.

Line.