På grænsen af det geniale

 

Den danske forfatter Erwin Neutzsky-Wulff giver en moderne fortolkning af skabelsesberetningen og Kristus-skikkelsen i science fiction-ramme.

Den er på grænsen af det geniale, Erwin Neutzsky-Wulff's science fiction roman »Anno Domini«. Betegnelsen science fiction er knap nok dækkende - bogen kan læses på mange måder. Tag titlen helt bogstaveligt, fordi bogen handler om »Herrens år«. Det er en moderne version af skabelsesberetningen, en moderne Kristus-skikkelse, et kulturhistoriske essay, et stilistisk forsøg - og meget, meget andet.

Med fare for at blive stereotyp i min lovprisning af bogen: Jeg mindes ikke at have læst så væsentlig en dansk sf-roman. Men science fiction-rammen må ikke afskrække læsere, der ikke bryder sig om denne genre. Ok, der forekommer rumskibe, datamater, mærkelige planetvæsener og fremmedartet teknologi i bogen. Men der er ikke af den grund blevet en »ingeniør-roman«. Den kvalificerede læser skal stille samme krav til science fiction som til al anden litteratur: Den skal handle om mennesker. Og der gør Neutzsky-Wulff's bog.

Der skal nok være læsere, der bliver forarget over »Anno Domini«, for Neutzsky-Wulff er vitterligt meget uortodoks i sin fortolkning og begrebsverden. Somme vil måske ligefrem finde den blasfemisk. Det gør ikke så meget - for det viser, at bogen rummer en tæt, stærk og væsentlig tekst, som læseren tvinges til at tage stilling til.

VINTENS FORLAG, der fortjener megen tak for at tage risikoen med så uortodoks en bog, betegner helt rigtigt forfatteren som meget ambitiøs. Og det er både hans styrke og hans svaghed. Uden ambitionerne var bogen ikke blevet det, den er. Men samtidig tager Neutzsky-Wulff så mange tråde og spor op, at billedet kommer til at flimre. Læseren kan have svært ved at overskue bogen efter kun én gennemlæsning - og forfatteren har en smule svært ved at styre de mange tråde, der et par steder bliver til løse ender. Det er prisværdigt at ville det hele. Især hvis det hele bliver fordelt over et langt og omfattende forfatterskab.

Bogen er ikke maskinsat. Den er reproduceret efter maskinskrift. Også det virker rigtigt. Bogens ydre ramme er nemlig en kosmonauts dagbog. Og denne kosmonaut er Menneskesønnen.

Og bogen er illustreret, helt i stil med idéen. Dels rummer den et fremmedartet alfabet fra en planet, der ligger 42 lysår fra jorden (...eller måske er denne planet jorden?). Dels rummer den billede af en frise, der på denne planets vilkår fortæller skabelsesberetningen, en skabelsesberetning, der kan virke fremmedartet og sær, men dog er så kendt, så kendt.

PÅ BAGRUND AF Erwin Neutzsky-Wulff's bog vil jeg godt vove det ene øje med et godt råd (den slags er ikke populært): Dette blads læsere, især de skrivende, kender diskussionen om den religiøse litteraturs ringe udbredelse og de hindringer, der lægges i vejen for den. Kære venner, det kan måske skyldes, at I kunstnerisk er kørt fast i et spor. Bryd nye veje, væk skal I fra det plan, der minder om almanakhistorierne. Science fiction rummer enorme muligheder. Men det er en svær genre. Dårlig science fiction er værre end ingenting.

Tilbage til »Anno Domini«: Læs den bog. Bliv begejstret, glad, forarget, vred, tag stilling. Efterårets væsentligste danske bog er kommet.

LARS OLSEN

Erwin Neutzsky-Wulff:
Anno Domini. 189 sider, illustreret.
Kr. 46,00. Vintens Forlag.