Advareren

 

Novelle af ERWIN NEUTZSKY-WULFF

I
Først var han ikke sikker på, at han havde set rigtigt. Så tænkte han på, om det måske kunne være et menneske; han fløj flere gange tæt hen over genstanden i sin store gule fugl og satte den endelig ned nogle hundrede meter fra objektet.

Geoffrey Morgans skildring af sine følelser ved sit første møde med Advareren er gribende i al sin enkelhed. Den har været gengivet i utallige aviser og tidsskrifter verden over, og jeg skal ikke trætte læseren med detaljer. Nok er det at Morgan gik flere gange rundt om den hvide statue, i en tilstand af ekstrem ekstase. De bedste fotografier viser Advareren som et kunstværk, ingen jordisk kunstner nogensinde har kunnet skabe magen til. Der er mindelser om de græske billedhuggere, om Michelangelo og Thorvaldsen, men statuen har et liv, en åndfuldhed, som er ubeskrivelig. Vi må tænke på, hvordan Morgan så den, midt i den hvide ørken under den blå sol, i 61° C. Han må have troet han hallucinerede.

Figuren var knap ti meter høj, Morgan beskriver den: "Den lignede den genopstandne Kristus!" Ingen ved med sikkerhed, af hvilket materiale, den er lavet, for ingen har turdet røre den, endsige flytte den, men eksperter gætter på, hvad de benævner som "en art blød marmor. Det hvide gevandt, figurens rejsning, gør alene figuren til et mesterværk. Ansigtet gør den til et mirakel." Udtrykket, siger Morgan, "var mildt, let bebrejdende, ja advarende, som en streng, men kærlig far, der formaner sine børn" Stillingen var fuldendt, let spredte ben, armene lidt ud fra siden.

Vi kender alle den situation, fænomenet faldt sammen med, 1992, den "hede sommer", hvor alle ventede, at atomhelvedet ville bryde ud i morgen, eller senest i næste uge. Selvmordene voksede med nær 300 %, alle ventede verdens undergang. Det var på dette tidspunkt, statuen viste sig, mild, formanende. "Elsk hinanden!" syntes den at sige, og en katolsk præst, der besøgte stedet, svor på, at han havde set statuen græde. Alle sekter gjorde krav på miraklet, kirkerne sloges om at kanonisere statuen, Jehovas vidner reproducerede fotografier af den i alle sektens blade. Spiritistiske medier oprettede (efter, hvad de sagde) telepatisk kontakt med den, og en kreds af souvenirboder omkring den svært bevogtede lejr, der i løbet af døgn voksede op omkring Advareren, solgte små modeller af figuren i millionvis. Men hvem eller hvad præcis, statuen var, hvem, der havde lavet den og anbragt den der, midt i Sahara, vidste ingen, heller ikke, hvor længe den havde stået der, for Morgan havde, da han opdagede den, benyttet en flyverute, der ikke var blevet anvendt i mange år.

Videnskaben var stort set enig. Det store uigennemtrængelige æg, som man fandt ikke langt fra statuen, var utvivlsomt indpakningspapiret, statuen selv en gave fra en uendelig fjern og uendelig fremskreden civilisation. Motivet var også indlysende, denne civilisation havde holdt mennesket under opsyn og nu, hvor det var på vej ud over den yderste rand, fordi stormagterne ikke længere kunne holde fred på trods af, hvad en atomkrig ville medføre, forsøgte at advare, at mane til menneskelighed, til fred.

Men man lyttede ikke. Oprustningen fortsatte måned efter måned, krigen blev stadig mere truende.

Da kom der bud fra Sahara, at statuen havde forandret sig. Armene var begyndt at hæve sig. Den katolske præst, der havde påstået at have set Advareren fælde en tåre, hvervede på en gang så mange proselytter, at han besluttede at sige den katolske kirke så mange tak og farvel og begynde for sig selv. Han startede sekten "De sidste dages advarers hellige", der straks blev overordentlig populær. I løbet af en måned havde den flere tilhængere end den protestantiske kirke og mormonerne tilsammen. Og imens gjorde stormagterne deres raketbaser i orden, smurte og pudsede til Armageddon.

Og som månederne gik, og dommedag kom nærmere, hævede statuen armene mere og mere. Og så kom den nyhed, der fejede alle andre nyheder om krig af forsiden som en efterårsvind: Statuen havde skilt læberne.

Advareren ville tale!

Årsdagen for den dag, hvor Morgan opdagede statuen, nærmede sig, og alle ventede, at dette ville blive det øjeblik, hvor Advareren talte til verden. Mikrofoner og radioanlæg fra alle verdens stater hobede sig op omkring figuren.

Så faldt den første bombe. Den var kun på få megatons, og kun få tusind mennesker blev dræbt. Den var en såkaldt "deterrent", en afskrækker. Men nu vidste fjenden, at han ikke kunne tilstå, at han havde ladet sig skræmme. Hvis han nemlig på denne måde tabe ansigt, ville han have bøjet hovedet og indrømmet modstanderens overherredømme. Han måtte gengælde, og han måtte anvende en lidt større bombe. Så faldt da den. Advareren hævede armene og begyndte af åbne munden. Modstanderen kunne ikke sidde dette angreb overhørig og lod en af fjendens storbyer sejle mod himlen. Fjenden overvejede full-scale-attack. Advareren hævede armene mod himlen, mildt bebrejdende, åbnede munden. Så gennemrystedes planeten som af en frygtelig krampe, paddehat efter paddehat skød op af den støvede jord og bredte et tæppe af ild, støv og aske ud over menneskene.

Så var det forbi.

II
Arightna steg ud af sit rumskib. Han stod et øjeblik og betragtede ørkenen. Så mærkede han bevægelse omkring sig, et eller andet bevægede sig fantastisk hurtigt forbi, ganske nær, et hegn opstod tilsyneladende af ingenting omkring ham, instrumenter, befordringsmidler. Og omkring det alt sammen, som en summen af insekter, en let brise.

Arightna var forvirret og træt efter rejsen. Han strakte sig og gabede. Så farvedes himlen pludselig rød over hans hovede, og jorden rystede under hans fødder. Det var forbi på et øjeblik. Arightna trak på skuldrene, vendte tilbage til sit rumskib og satte kursen mod sin egen verden. Bortset fra de hurtige, usynlige insekter, der for øvrigt pludselig var forsvundet, var planeten åbenbart fuldstændig øde.

De to et halvt minut, han havde tilbragt på den, var mere end nok ...