Adam Hart & Co.

 

Steen Knudsen

Lad mig starte med at slå fast, at de fire bøger om Adam Hart og hans ven Victor Janus ikke er science fiction. Palle Toft betragter serien som en beretning om Adams åndelige udvikling fra barndom til alderdom (Palle Toft: Erwin Neutzsky-Wulff - an introduction. Side 59 i Vølve, Scandinavian Views on Science Fiction, Københavns Universitet, 1978). Bind 1 skulle være om mangfoldigheden af menneskets muligheder, i bind 2 vælger Adam fuld frihed med alt hvad det indebærer, i bind 3 kæmper fornuft og følelser om hans inderste 'jeg' og endelig i bind 4 bryder de dybeste og farligste mentale kræfter løs.

Især i betragtning af at Palle Toft og Neutzsky-Wulff har samarbejdet sammen, er det en udlægning, man ikke sådan kan se bort fra. Og naturligvis er den sand, men den er hverken hele sandheden eller ikke andet end sandheden. Om ikke andet, så fordi Palle får det til at lyde, som om sagaen om Adam Hart er endnu mere filosofisk spækket (tynget?) end de øvrige af Neutzsky-Wulff's bøger. Det er ikke tilfældet, i hvert fald ikke på overfladen.

Nogle udredninger og dybsindige betragtninger slipper man ikke for, men ellers kommer tingene mest frem i selve handlingen. De hændelser, Adam og Victor kommer ud for, kan man naturligvis godt begynde at tolke og tyde, men beretningerne kan læses med fornøjelse, ganske som de er. En stadig 'oversættelse' af symboler etc. føles ikke som noget påtrængende krav.

Adam Harts opdagelser fremtræder som en række dagbogsnotater. Mest fra Victors hånd, men vi får også nogle af Adams egne optegnelser.

Bogen indeholder 5 historier, Eventyr som Adam selv kalder dem. Adam og Victor er først i tyverne, året er 1971, stedet København. Der er vage antydninger af, at de studerer. Fra ca. midt i bogen bor de på samme værelse i Sværtegade, ellers er det ikke meget baggrund, vi får. Den smule, vi ser, er også ganske ordinær. Det giver altid en øget kontrast til de fantastiske hændelser. For de er fantastiske.

En forhekset ring, der kan mane en dæmon (elemental) frem i kvindelig form, besættelse af en anden slags djævle i Amazonjunglen, et besøg i dødsriget (meget original version), ægte, levende men troværdige vampyrer og endelig et møde med en parallelverden, der til en afveksling viser sig at have en naturlig forklaring. Denne sidste historie er forøvrigt den eneste, der har en slutning med virkelig bid i. I hvert fald de tre første har fået påhægtet en lidt letkøbt, ekstra pointe.

Ellers er alle godt fortalt med en indledning, opbygning til klimaks og en sluttelig forklaring. Hvis det lyder lidt som en kalssisk detektivhistorie er det med vilje. I det sidste eventyr nedsætter Adam sig nemlig som okkult detektiv, side 195:

Er der noget, de ikke kan forklare?
Spørg Adam Hart,
Investigator of the Occult
N. H. F.
Sværtegade 13
1118 K.

"Vi ramler jo alligevel ind i de mest usandsynlige begivenheder", sagde han. "Hvorfor ikke tage sig betalt for det?"
...
"Hvad betyder N. H. F.?" spurgte jeg.

"er det ikke indlysende?

Never a Hart-Failure."

Victor er bestemt ikke nogen "Dr. Watson". Han spiller en meget aktiv og selvstændig rolle. Historien Skønheden og uhyret handler i realiteten udelukkende om Victor.

Det må også med, at disse historier er fortalt med en god del humor. (I hvert fald så længe Victor er fortæller). Specielt i den allerførste historie, hvor Victor fortæller om sin excentriske ven Adam, er der ofte lejlighed til at more sig. Ikke højt og larmende, men en stille klukken. Endelig omtaler Victor et par gange "min meget gode ven Erwin Neutzsky-Wulff", og giver os også et kort glimt af ham, p. 167:

Det siges om Wulff, at han tilbringer størstedelen af søndagen med at køre gamle damer ned med en barnevogn, han har medbragt til formålet, altimedens han råber: "Det gamle må vige for det nye. Id es!"

Charming fellow, right? (Mange replikker er på engelsk, uoversat.) Denne form for illusionsbrud bliver mere udpræget i den næste bog i serien.

Adam Hart og sjælemaskinen præsenteres som en roman, en okkult gyser. Handlingen er dog delt så tydelig op i episoder med til dels forskellige personer, at det næsten lige så godt også kunne have været en novellesamling.

Vi lærer Adam og Victor bedre at kende, personerne bliver meget fastere. Allerede på side 7 filosoferer Victor over deres evne til at rode sig ind i usandsynlige eventyr:

Og hvor Adam og Janis vendte sig hen, se, der var der verdener at opdage. Hvorfor, ved jeg ikke. Havde de været der hele tiden, således at vi kun behøvede hinanden til at gøre hinanden opmærksomme på dem? Eller var der noget overnaturligt, noget magisk ved denne kombination af intelligens og fornuft, som Adam og jeg altid havde forekommet os selv at repræsentere, han intelligensen, og jeg fornuften? Er vi måske selv en slags misfoster, en mandsling med to hoveder, som tiltrækker andre af sin art?

Denne karakteristik af de to kan vist ikke gøres bedre.

Ligesom i den allerførste fortælling om de to er det et digt, der sætter det hele i gang. En sindssyg mands tilsyneladende meningsløse skriverier udpeger et sted, hvor det er muligt at slippe ind i sjælenes rige. Teorier om sammenhængen mellem de levendes og de dødes verden fremsættes flere gange i lidt afvigende variationer.

Kernen for Adam er, at det er muligt at besøge de døde sjæles verden i sin egen krop, så at sige.

Metoden til at bryde barrieren er ret barsk og viser Victor Janis (og læseren), at der er ret så mørke dybder også i Adams sjæl. Jeg vil nødigt afsløre for meget. En stor del af fornøjelsen ved netop denne bog er beskrivelserne af besøgene i de døde sjæles rige. (Der findes også en verden for de levende sjæle, Men den ser vi aldrig).

Det er et særdeles originalt dødsrige, og ordet fornøjelse er valgt med overlæg. Der er brugt en hel del (sort) humor. Godt nok er det alvorlige sager, men derfor er der vel ingen grund til at græde?

En mystisk organisation sætter en "sjælemaskine" op i de dødes sjæles verden, der kan "veje" en sjæl før den vender tilbage til Jorden igen. Kun de perfekte slipper igennem, og Udkøbing er udset til forsøgsområde. Det får naturligvis katastrofale følger, desværre også for bogen. Morale og filosofiske udredninger tager for en gangs skyld næsten overhånd.

Og dog ... Hvor bogen logisk set synes at være slut, får vi en regulær lille tidsrejsehistorie. Ved hjælp af nogle tabletter hopper Adam, Victor og en fordrukken, kvindelig kernefysiker næsten hundrede år frem i tiden, blot for at konstatere at en militant filosofisk bevægelse, "Wulffianismen", har kastet landet ud i en art borgerkrig.

Til dels som følge deraf beslutter Adam og Victor at dræbe Neutzsky-Wulff. (Han har optrådt som biperson et par gange. Sidst som en meget irriterende gæst).

Så brydes illusionen totalt, forfatteren griber ind, skruer tiden lidt tilbage og sender vennerne på et eventyr i Sahara. (En ikke ueffen historie i sig selv). Det går også galt, nyt brud etc. På de sidste sider gør Adam og Victor regulært oprør og trænger ind til forfatteren. Adam vælger at klare sig selv, forfatteren skal ikke mere "lave ham". Victor vender tilbage til "sin" verden.

OK, det er ganske virkningsfuldt, men bogen hænger ligesom ikke rigtigt sammen. Efter den endelige slutning er det også svært at se, hvordan beretningen om de to kan føres videre.

Åbenbart har Neutzsky-Wulff valgt helt at se bort fra problemet, for i den næste bog, Victor Janis og søn, finder vi dem sammen igen. Hvis man skulle få det profane indfald at bedømme bøgerne ud fra deres rent underholdende værdi, så ville bind tre tage prisen. Bogen er ikke alene rent elementært spændende, men er en af de ganske få, jeg også finder virkelig uhyggelig.

Rammen er den efterhånden velkendte, at Victor fører dagbog. Den midterste tredjedel er dog en kopi af Adams noter. Forskellene i fortællemåde, stil, er ret mærkbar. Det ville være ufint at røbe for meget af handlingen, overraskelsesmomentet er vigtigt.

Det skader dog ingenting at fortælle, at vi præsenteres for to forløb, tilsyneladende uden sammenhæng. Victor tager, noget hovedkulds, til London for at søge efter sin elskede Alicia, (Kendt fra bind 1), mens Adam undersøger, om et hus virkelig er hjemsøgt af spøgelser.

Det er her, de skrækindjagende ting sker. "Skrækindjagende" skal tages bogstaveligt. Adam frygter til sidst selv for sin forstand, og taber den da også for en tid. Der er vold, død, sex og overnaturlige hændelser nok til at gøre det mere end sandsynligt.

Alle finder dog sammen igen i hybelen i Sværtegade. Victor nu med en kone og en søn Peter på 4 år. Udsigt til den rene idyl, der derfor efter bedste græske mønster ender i den store tragedie. Alicia dør, der er simpelthen ingen vej udenom, og Adam og Victor underkastes en grusom forbandelse. Den mystiske organisation, ekstraintraspeditoriatsekretariatet, der stod bag sjælemaskinen, dukker op igen. Resultatet er, at Adam, Victor og lille Peter præsenteres for en datamat, der er begyndt at tænke for sig selv.

Faktisk går de rundt inde i den, lange underjordiske gange. Noget urealistisk, men uhyre effektfuldt. De sidste brikker bringes på plads af Peter, og selv om de nødvendige spor er lagt ud tidligere i romanen, så kommer den endelige afsløring alligevel som et chok. Logisk, men alt andet end behagelig. Til sidst er der igen kun de to venner tilbage.

Og så er vi fremme ved det sidste bind, Oiufael.

Oiufael (øj'ufael), Djævelen. Oprindelse ukendt, dog muligvis af den oldengelske exorcisme "Oi Ufel Fa" (0 Evil Foe).

Historien begynder på side 106, det er i hvert fald først der, at Victor melder sig som fortæller (Dagbog). Indtil da har vi fået baggrunden for Adrian Herrick, "emnet" for det kommende eventyr. En stor del af denne indledning er på vers, til dels engelske. Formen er sine steder en slags dagbog, Adrian kalder sig selv for Adam Hetero nogle steder, store spring i tid og sted, etc. Hos mig steg forvirringen over, hvad der egentlig gik for sig til sådanne højder, at det var en virkelig lettelse, da Adam & CO meldte sig. Endelig et fast holdepunkt. Oiufael er ikke lige sagen, hvis man skal til at begynde et bekendtskab med Neutzsky-Wulff. Hvis forfatteren tilgiver mig, så vil jeg foreslå at begynde første gennemlæsning på side 93, det giver baggrund nok.

Men derefter er der fart over feltet. Emnet er intet mindre end Satans forsøg på at lade sig inkarnere i året 1974. Dette er virkeligt alvorligt, så selv med Victor som fortæller (lige på nær en slags epilog) er der ikke mange af de lidt mere muntre indslag, vi kender fra tidligere. Den indre sammenhæng er konsekvent og ubønhørlig, men Adam sejrer dog til sidst.

Sådan da.

I tiende og sidste kapitel med undertitlen i hvilken historien ender, brydes selv den efterhånden meget tynde illusion om en dagbog. Fremme i 1985 får vi at vide, hvordan det slutteligt går Adam og Victor. Det er gjort kort, men stærkt, ingen happy end her. ... historien ender viser sig desuden at have en dobbelt betydning. Al historie hører op, og Adam stiller for sidste gang spørgsmålet om det ondes mysterium: hvorfor?

Kapitlet er sat med ekstra store typer. For en sjælden gangs skyld en typografisk smarthed, der virkelig fungerer. (I modsætning til nogle af de højst irriterende "blodpletter" i Victor Janis og Søn).

Serien om Adam Hart er nok de nemmeste af Neutzsky-Wulff's bøger at "gå til". Naturligvis kan de tolkes. Noget i retning af Palle Tofts udlægning lyder meget rimelig, men alligevel ...

Jeg har lidt svært ved at se en tydelig linie, en forud planlagt udvikling. Hertil kommer, at bøgerne er skrevet over en så forholdsvis lang periode, at det dårligt kan have været meningen heller. Neutzsky Wulff har udviklet sig enormt i tiden fra Adam Harts opdagelser og til Oiufael. Det mærkes.

Hvis det her har vakt lidt interesse for Adam, men ikke nok til at sluge alle 4 bind, så start med Victor Janis og Søn.

God fornøjelse.

Adam Harts opdagelser
Multivers, 218 sider, 1972

Adam Hart og sjælemaskinen
Carit Andersen, 187 sider, 1977

Victor Janis og søn
Multivers, 193 sider, 1976

Ouifael
Multivers, 179 sider, 1977