Gru og rædsel

 

Enestående bog i dansk underholdningslitteratur

Erwin Neutzsky-Wulff: Adam Harts opdagelser. (Multivers, 218 sider, ill., kr. 36,00).

EN FORUNDERLIG bog, enestående i dansk underholdningslitteratur, men ikke uden forudsætninger, som forfatteren dog ikke behøver at have kendt, for at skrive Adam Harts opdagelser. Den okkulte detektiv blev skabt 1908 af mesteren i det makabre, Algernon Blackwood, hvis John Silence, Physician Extraordinary har en del tilfælles med danskeren Adam Hart, som også er i familie med både William Hope Hodgsons Carnacki the Ghost-Finder, Dion Fortunes, Dr. Taverner, Margery Lawrences Miles Pennoyer og Seabury Quinns Jules de Grandin. Alle nævnt, ingen glemt, men temmelig ukendte her i Danmark, hvor kun et udvalg af novellerne om Carnacki blev oversat engang i tyverne i et lille bind, der sikkert er lige så vanskeligt at finde i dag, som den engelske originaludgave, men en del bøger af de omtalte forfattere skulle da være nogenlunde let tilgængelige for særligt interesserede engelskkyndige.

FOR AT få det rette udbytte af Erwin Neutzsky-Wulffs eksperimenter, må læseren indstille sig på at bære over med en irriterende, krukket stil, håbløse allegorier og en masse overflødige indskud af engelske sætninger. Det komplet usandsynlige har derimod været nødvendigt for rigtigt at komme i gang, så man må f.eks. finde sig i, at en professor i London med dags varsel inviterer to ham næsten ukendte danske studenter med på en ekspedition til Amazonas regnskove, og at en engelsk millionær, efter et tilfældigt møde, straks beder bogens beretter, Victor Janis, om at tilbringe sommerferien i hans danske luksusvilla sammen med sig selv, sin hustru og dejlige datter, hvis hånd han uden betænkning skænker studenten.

Et referat af bogens 5 noveller vil være en håbløs opgave at bringe. Lige så håbløst, som at fastslå, om de skal kaldes science fiction, spøgelses historier, okkulte noveller eller gysere, for de drejer sig om mystiske chiffergåder, menneskeofringer, skjulte skatte, gæster fra andre verdener, rejser i sindets mørkeste afgrunde, sælsomme uhyrer m. m., men eet må man være forberedt på: fortællingerne er uhyggelige over al måde! Bogen giver noget at tænke over, og så er den skrevet af en meget vidende ung mand på 24 år - med et ubestrideligt talent for alt hvad hjertet kan begære af gru og rædsel i denne og andre verdener.