Anmeldelse af »Blandt betonblomster«

 

"Blandt betonblomster ... i det danske forsvar" er ikke noget kunstværk - men det er heftet næppe heller tænkt som. Ideen er formodentlig at give den værnepligtige en orientering om, hvad der venter ham, der er lidt mere givende end den, "Forsvarets oplysnings- og velfærdstjeneste" (læs: afd. for propaganda og hjernevask) kan og vil tilbyde. Denne målsætning opfyldes smukt. Måske er det ikke så vigtigt at få at vide, efter hvilket mønster der ekserceres på den og den dag, men all right, helhedsindtrykket er der. Faren er desværre, at når det militære tvangsarbejde skildres så realistisk, overfladisk, uden skelen til motivationen for den specielle behandling af de værnepligtige (bortset fra et par ulidelige skolestile, der er skudt ind i tegneserien, og som jeg vender tilbage til), bliver billedet let lovlig rosenrødt. Man glemmer ligesom at bemærke, at når individer underkastes et sådant autoritært system, er vi på fascismens territorium. Den pæne parakurtlignende hovedpersons skikkelighed og apati smitter af på læseren - det bliver kun til lidt vandet pacifisme hist og her i taleboblerne. En slags forklaring på rekrutternes forsvarsløshed over for Kameradschaft-indoktrinationen gives naturligvis i den følelsesmæssige afstumpethed, de fra forfatter/tegnerens hånd er udstyret med, verbal-erotikkere, bajer-narkomaner osv.

Hvis den citerede sang "Danmarks blå dragoner" er autentisk, er næppe nogen kommentarer nødvendige. Ikke desto mindre får vi en "litterær analyse", hvor makværket sammenlignes med Fabers intet mindre end geniale "Dengang jeg drog af sted". Hvis det så endda blev ved gymnasieåndfuldhederne!

Men på siderne 42-43 (måske de vigtigste i heftet) får vi præsenteret en smuk afløser af den nazisme, man vil bekæmpe(?) Sammenhold den bare med sprog-analysen side 24-25! Her tales der om socialistiske frihedstendenser og -bevægelser, men kapitalistisk undertrykkelse og aggression. Lighed contra udbytning. I stedet for argumenter får vi skråsikkerhed: Fremad maarrrch! Fraserne er om muligt hulere end Gud, konge og fædreland. Vort lands krigsliderlige moroner nøjes åbenbart med at forklæde militæret ved at kalde det et forsvar. Men forfatteren til omtalte artikel nægter blankt, at et socialistisk land overhovedet kan have et militær (en rimelig deduktion ud fra påstanden om, at militæret kun har en funktion i et kapitalistisk land).

Måske har dette hefte i virkeligheden en mission ud over det objektivet informerende. Måske kan dets underlige blanding af vattet, overgemt flipper-mentalitet og blodrød, fanatisk torskedum fasci-socialisme få det til at gå op for en og anden, hvor fjenden er, ikke på den ene eller anden side af en rød streg på et kort, men i den stupide foragt for mennesket, ethvert system, der sætter ideen over individet, repræsenterer. I så tilfælde bør dets forfatter være tilfreds.