Cypresser

 

af Erwin Neutzsky-Wulff

Nr. 2 i novellekonkurrencen

"Bestemt!" sagde Mr. Morton.

"Det var jo det, jeg sagde," replicerede den anden herre, "jeg sagde, De ville blive forbløffet, betaget... ikke sandt?"

"Jojo. Det er virkelig storartet. Og den kan producere...?"

"15 sksemplarer i minuttet."

"Det er ikke meget."

Mr. Morton rejste sig og gik hen til vinduet. Han lod blikket glide ud over betonjunglen foran og under ham. De var på 23. etage. Hvordan forklarede han denne entusiastiske herre, Mr. Arnold, at han faktisk ikke var interesseret i hans maskine?

"Ikke meget? Men trykket, Mr. Morton, trykket! Har de nogensinde i Deres liv før set sådan en kunstreproduktion?" Han samlede et af arkene på bordet op og holdt det tæt hen foran Mr. Mortons næse.

"Og så en Van Gogh. Den kunstner, det er vanskeligt at reproducere af måske samtlige i verden. Jamen se dog på det, menneske!" Mr. Arnold var blevet kogende rød i hovedet, hans svedige fingre krøllede reproduktionens kant som en rovfulg klemmer livet ud af en due.

"Mr. Arnold, jeg kan ikke sætte penge i en maskine, der producerer 15 eksemplarer i minuttet, ligemeget, hvor gode, de er. Det må De kunne indse."

"Masseproduktion af skidt, det er tidens løsen, ikke?"

"Det vil jeg ikke sige. Men dette er 1991. Vi må følge med tiden, ved De!"

Mr. Morton havde ondt af den lille mand. Mr. Arnold havde bakket opfinderen af maskinen op med hele sin formue, blot for at opdage, at den ikke kunne afsættes. Nu stod den i kælderen under den 25-etages bygning på hvis 23. etage han havde sine kontorer. Endnu. Han ville snart blive smidt ud. Maskinen kunne han sælge. Måske en liebhaver ville give en million for kuriositeten, Mr. Arnold var i alle tilfælde færdig. Den næste branche, han gjorde i, forudså Mr. Morton, ville være skopudsning.

Og så dette sludder med "self-maintenance" og "den tænkende reproduktionsanstalt". En maskine med selvopholdelsesdrift! Troede Arnold, han vat født igår?

"De vil altså ikke aftage den? Jeg kan sætte en masseproduktion af disse maskiner igang i løbet af..."

"Ikke et eneste eksemplar kunne De sælge mig, Arnold! Jeg beklager..."

Men... CY-pressen er alt, hvad jeg ejer. Alle mine penge..." Han fattede sig og holdt inde.

"Udmærket, Mr. Morton. De var mit sidste håb. Men skidt..."

Et underligt lys fyldte rummet, det voksede i løbet af en brøkdel af et sekund til en uudholdelig intensitet, værelset var som en ovn. Så skred hele byen sammen i flager, som når et barn puster på et korthus.

De siger, at verden forsvandt på syv sekunder. Men siden glemte de, hvad sekunder egentlig er for noget, så man kan næppe fæste lid til deres udsagn. Det kunne have været otte. Angreb, gengældelse, gengældelse-gengældelse. Og så var civilisationen borte. Der var kun et par forbrændte væsener, der stak hovederne sammen under murbrokkerne. En ny menneskeart voksede frem, et folk, der havde glemt alt om deres oprindelse. Professor Charles York, opfinderen af Charles York-pressen, var ikke mellem de få overlevende, hvis fjerne efterkommere min fortælling skal handle om. Men CY-pressen overlevede.

Da detstore kældervindue, som forsynede den med solenergi, blokeredes af brokker, standsede den og holdt op med at reproducere Van Gogh, nærmere betegnet Van Goghs "Cypresser". Men den døde ikke. Den sov under en dyne af smeltet beton, der størknede. Erosionen tog en bid når den fløj hen overgraven, men den holdt dog nogle århundreder. Til sidst var den så tynd som en æggeskal, og derpå brast den. Solen skinnede på CY-1, og prototypen strakte sig og gabede. Og følte på sig selv - noget brækket? Reproduktionerne, som den havde produceret endnu det sidste sekund før himlen faldt ned i hovedet på verden, var forstøvet. Kunne den lave flere? Det kunne den, men det var en fantastisk anstrengelse, så stor at den vist skulle være taknemmelig, hvis den kunne klare en reproduktion om dagen! Hvad mon Mr. Morton havde sagt til det?

Mr. Arnold havde fortalt Mr. Morton, at CY-1 tænkte. Og det var sådan set rigtigt nok. Det vil sige, den tænkte som en regnemaskine tænker - omend selvfølgelig langt mere kompliceret. Spørger man mig altså, om maskinen ræsonnerede, så er svaret ja, men lyder spørgsmålet, om den var bevidst må svaret blive nej. Men en slags "tænkning" var det altså.

En "tænkning", der sagde maskinen, at den snart ville have behov for råstoffer. CY-1 gylpede et eksemplar af Van Goghs "Cypresser" ud og lagde sig til hvile som myreløven i sin hule.

Den dag var Aan på jagt, det var han næsten hver dag. Han var netop kommet sig ovenpå en sygdom, og følte derfor ekstra stærk idag. Han greb fast om sit spyd og sendte en tanke tilbage til den yndige hun, det var lykkedes ham at erobre fra naboen, den halte Eit. Jo, han kunne godt tillade sig at være tilfreds. Han gik den lige vej til skoven, til solen, til styrken, til lykken. Jo, han var nok bevidst.

Men så faldt han i et hul.

CY-1 og Aan lå og så på hinanden, Aan samlede reproduktioen op og kiggede på den. Det var nogle træer, man så gennem papiret, og det var underligt, for der var ikke andet bagved end en stor, blank kasse. Han kunne godt lide det underlige blad, han foldede det sammen og stak det ind på maven under sin enkle klædedragt. Så gik han nærmere hen til CY-1.

"Hvem er du?" spurgte han.

CY-1 svarede ikke. Aan rystede på hovedet og kravlede op af hullet. Men ved aftenstid besøgte han atter sit nye bekendtskab. Det var faktisk en rar fyr, besluttede han. Han betroede CY-1, hvad han havde oplevet, som han ville betro sin hun det. Og så forlod han maskinen.

Hver dag kom han tilbage og fortalte og forklarede, og han blev ikke træt af det, for CY-1 belønnede ham hver dag med "Cypresser".

CY-1 hørte efter. Maskinen lærte sproget, langsomt og omhyggeligt. Det var vanskeligt, for det besad kun få hundrede ord. På fjorten dage var den side af sagen klaret. Da Aan på den femtende dag hilste maskinen, der fra opfinderens hånd var udstyret med et perfekt taleapparat, hilste ham følgelig tilbage med følgende passus:

"Jeg er Herren, din Gud, som giver dig fine billeder af træer. Du må ikke have andre guder end mig! Hent nogle sten til mig."

Aan lagde hovedet lidt på skrå og adlød. Maskinen sorterede stenene og gav derpå Aan beskedpå at hente nogle sten af en bestemt udseende, hvad troglodytten da også gjorde. Maskinen reparerede sig selv og kunne nu producere to "Cypresser" om dagen. Men den havde brug for meget mere råmateriale end Aan kunne skaffe, både af mineralsk og vegetabilsk art.

Og Herren sagde: "Gå ud i verden og forkynd mit ord og sig til dine småtbegavde stammefæller, at de også skal hente sten og planter til mig!"

Det gjorde Aan.

Maskinen eksperimenterede og eksperimenterede og reparerede og gjorde ved og producerede tre Cypresser om dagen. Reproduktionerne fik hulemenneskene med hjem, så de også kunne tilbede, når CY-1 ikke netop var til stede.

Som CY-1-ypperstepræsten udtrykte det: Gud er alle steder! Endelig fandt CY-1 på at berige sin diæt med animalske råstoffer, og det blev efter endnu et par forsøg en stor succes.

Og Herren sagde: "Når I bringer mig slagtoffer osv. osv.!"

Og menneskene ofrede maskinen en jomfru hvar fuldmåne. Det gik ned i spalten alt sammen så let som ingenting og blev moset til papirmasse og tryksværte og hvad ved jeg, og Aans kone kom ud som fire Cypresser om dagen.

Men folket var stadig mere interesseret i at skaffe sig hunner og slås end i at tjene Herrren.

Så forbød Herren alle indbyrdes stridigheder, idet han sagde: "Du må ikke slå ihjel!" Idet han dog stadigvæk gav folket besked om, hvordan det skulle tage livet af dem, der ikke ville tjene CY-1. "Thi det," sagde maskinen, "er en vederstyggelighed for Herren!"

Til sidst blev menneskene så uvante med erotik og slagsmål, at de ganske tabte lysten til begge dele. De passede maskinen, og så var den ikke længere. De var sig egentlig ikke bevidst, hvorfor. De var var egentlig slet ikke bevidste.

Hvorfor passe maskinen? Hvorfor ikke? Selvfølgelig kan man ikke gøre, hvad man har lyst til. Maskinen må passes. Maskinen. Maskinen. Maskinen.

Maskinen producerede fem Cypresser om dagen, og der var ikke et eneste menneske, der ikke havde mindst syv af dem på væggen.

Dette skete, da Aan var blevet meget gammel. Men selvfølgelig ikke for gammel til at arbejde for CY-1. Man er vel ikke asocial!

Men så blev han endnu ældre, og han kunne næppe slæbe sig afsted. Så kaldte Herren ham til sig og sagde, at nu kunne han såmænd gerne tage fri, ja, måske endda dø, så hans knogler kunne blive til seks Cypresser om dagen. Så Aan satte sig andægtigt foran en af sine Cypresser og ventede på døden, og på at blive ét med Gud og Cypresserne.

Nu havde han for første gang i sit liv tid til at se rigtigt på dem. Han vidste, at maskinen havde skabt mennesket i sit eget billede og at Cypresserne vat dets eget guddommelige ord. Derfor undrede det ham også en del, at de lignede CY-1 så lidt, som tilfældet var. Der var ingen lydighed i dem, ingen orden, ingen socialitet. Tværtimod var de vilde, rasende, svulmende, farlige i deres grønne hvirvler. De var... de var bevidste... Aan ville ikke se mere, dette var afskyeligt, opsætsigt, men han kunne ikke tage øjnene fra cypresserne, Cypresserne, som en gal mand havde malet for så længe siden.

Han så dem pludselig som en genspejling, et fjernt refleks af noget grønt, der svulmede over ham, når han trykkede spyddet fast i hånden og tænkte på sin hun. Så rejste han sig.

Han var netop kommet sig ovenpå en sygdom og følte sig derfor ekstra stærk idag. Han bar atter stem til CY-1. Og kastede dem. De store brokker sang mod stålet, glas kunstes, kredsløb brød sammen.

"Hjælp mig!" skreg maskinen. "De myrder Gud Herren og den Almægtige, som har skabt himlen og J..."

Så smadrede en sten CY-1's taleapparat, og Gud var tavs. Måske følte den for første gang i sin eksistens i det øjeblik. Måske følte den angst. Men menneskene, som stodomkring den, følte ingenting, for maskinen havde taget alle følelser fra dem, selv medfølelsen. Og da de så Aan hamre løs på maskinen, gjorde de det samme, mekanisk, følelsesløst. Men da de fik rørt arme og hjerter på denne måde, vågnede de ligesom af en døs og gik hjem til deres Cypresser. Og de så noget i dem, de aldrig havde set før.

Men da sommeren kom, voksede der cypresser, virkelige, grønne cypresser op af jorden overalt. Måske havde de altid været der, men de havde først nu fået øje på dem. De gik til en bestem høj, hvorfra der var udsigt over hele den dejlige verden. De tog deres cypresser, maskinens cypresser, med og sammenlignede. Og da de gik, efterlod de billederne på højen.

Af den høj voksede, da dyngen af papir blev fartruende stor og den første vinterkulde satte ind, en cypres af ild, et forunderligt væsen, der nok havde sine rødder i den isnede jord, men hvis øverste, yderste grene favnede selve solen.

Erwin Neutzsky-Wulff