Elsa Gresse om en dansk profet med syge drømme

 

Fimsefin og halvlækker dødssyg nazimentalitet

Det er let - for let - at affærdige Erwin Neutzsky-Wulff, med at hans »X (Dialog om det 21 århundredes to vigtigste verdenssystemer).« - intet mindre er en gang ulideligt umodent tøjeri, en klæg prosamasse, med boller af »poesi«. et par boller endda på pinligt skoleengelse, udflydende, halvartikulerede pubertetsudgydelser, hvor denne »vanskelige alders« storhedsvanvittige drømme næres af et miskmask af Freud, Hans Møllegaard, Robert Ardrey og Desmond Morris i ufordøjet stand, rørt op med tredje hånds obskurantisme af speget oprindelse.

Den lille bog, hvis fimsefine, halvt lækre, halvt grove udstyr svarer ganske til prosaens dekadente karakter (som givetvis er helt ubevidst anslået) er utvivlsomt alt det lige nævnte. Men det var ikke omtale værd, om den ikke også var symptomatisk i sin sex- og livsforskrækkede voyeur-holdning til vold og destruktion.

ENW er, med sin egen yndlingsmetafor som er lort, full of shit i enhver betydning af ordet. Hans ideer er, ligesom deres kilder, bogstavelig talt dødssyge, men det er ikke så forskrækkeligt i betragtning af den retarderede pubertet, hvor syge drømme er en del af en udvikling (måske - vi får se om et par år).

Det forskrækkelige er at han på ingen måde er alene, men at stærke tidstendenser går den vej, og at den ikke engang latente, men helt åbne nazimentalitet er tilstede i andre former og grader, der næppe vil samle sig om netop denne lille runde dansker, men meget let kan samle sig om en af de mange i hans generation der vandre rundt med samme rodsammen af menneskeforagt, angst for kvindekønnet (og dermed livet) og uhemmet trang til at finde en fører, der ikke vil hedde Hitler, men vil ligne vores gamle bekendte i indre blæver og ydre stivhed. Det er skriget efter autoritet, styrke, magt der er farligt i denne lille tryksag, denne rædselsvækkende svaghed og forskræmthed der skriger efter styrke og mod.

ENW er, med navnet som det eneste eksotiske præg, pæredansk af den bløde mellemkvalitet uden kanter, hvad han åbenbart føler tungt og prøver at kompensere for. Han vil skam ikke wulfianismen (herreje!) idag eller imorgen, men om god tid. Han er ingen sindsyg syfilitiker som Nietsche ingen dyspeptisk misantrop og kvindehader som Schopenhauer, ok nej. Han har hverken sine meningers mod eller sin skrivende professions fejhed. Men meningerne er der immerhen, og de er totalt destruktive, og den dag den rette svage-stærke mand appellerer til dem, kan de få de altfor velkendte følger. De er sikkert langt mindre farlige, de meninger, i den delvis bevidste og artikulerede form, end i helt ubevidst form. Men harmløse er de ikke. Og de bliver ikke mindre uhyggelige af at den danske hyggelighed ligger som røgslør over dem.

Hvem sagde romantikkens blanding af religion, vellyst og grusomhed døde med det 19. århundrede?

Elsa Gress i Aktuelt 26/6 1972.