Fantasifuldt

 

Det vigtigste, der er at sige, er, at bogen næppe nok er en anmeldelse værd. Man begynder med frisk humør. Hvorfor ikke med forfatteren, der er en 22-årig filosofistuderendes prøven at kikke 100 år frem i tiden. Og det lyder da ikke helt tåbeligt, at to forskellige menneskesyn allerede nu tegner sig for os, og at brydningen mellem dem vil præge fremtiden. På den ene side står en materialistisk-biologisk menneskeopfattelse med tydelige freudianske træk. Her gælder det de enkeltes og specielt de stærkes ret til livsudfoldelse, de vitale drifters ret, så medmennesket egentlig bliver et »modmenneske«. Og på den anden side møder vi en mystisk farvet understregning af den elementære samhørighed mellem alle mennesker og derfor et radikalt nej til enhver form for vold. »Beskedent« kaldes den første opfattelse for wulfianisme efter bogens forfatter, mens den anden betegnes som neospiritualisme. Dette betyder vel, at forfatteren væsentligst står på den frejdigt-frodige, selvhævdende livsudfoldelses side, selv om det antydes, at hans tilhængere har udviklet sig noget bort fra synspunkterne, der blev fremført o. 1972.

Anslaget er altså, om ikke forjættende, så dog tåleligt. Men udførelsen! Det ville være komplet meningsløst at referere den nærmere. Og så kommer endda det allertåbeligste i en »epilog«, der giver seks »citater« mest fra tiden lidt efter midten af næste århundrede, men, det sidste fra o. år 2500. Her fejrer tåbeligheden sande triumfer, som forfatteren egentlig burde være ene om at nyde. Jeg kan i hvert fald ikke følge med, gider rent ud sagt heller ikke.

N. H. SØE

N. H Søe i Kristeligt Dagblad 3/7 1972.