Krudtrøgen letter, men striden går videre mellem Henrik og Elsa

 

I debatten omkring Elsa Gress' anmeldelse af Erwin Neutzsky-Wulffs bog bringer vi her et nyt brev fra forlæggeren Henrik Borberg. Det tager tråden op fra Elsa Gress' svar den 5. ds. på Borbergs første kritiske indlæg den 3. ds.

At vi er kommet på fornavn med hinanden, Elsa & Henrik, i diskussionen om »Dialog om det 21. århundredes to vigtigste verdenssystemer«, må ikke forlede læseren til at tro, at vi er kommet hinanden nærmere end soldater i kamp uden mere krudt: På med bajonetten og stik til højre og enstre, én i Wulff, en i (ak) Henrik og nu også én i stakkels Sløk...joh, her argumenteres.

Skal denne diskusion have mere interesse for læserne, må der være en vis udvikling i den, en uddybning af de væsentligste synspunkter.

Jeg skal derfor ikke gå i dybden med Elsa Gress' meningsudbrud om, at hun synes bogen er noget makværk, en pubertets-opus, fimsefin, dødssyg, halvlækker, fladpandet... og jeg trækker selv lignende følelsesudbrud tilbage fra mit eget indlæg.

Jeg skal derfor heller ikke hæfte mig synderligt ved, at Elsa Gress, som den dygtige skribent hun er, benytter sig af emotionelt opbyggede sætninger, der kun tjener det formål at sætte modstanderen i et dårligt lys, f.eks.: »Henrik Borberg vil forståeligt nok gerne have solgt ENWs pubertets-opus, og har til den ende offentligt bekendt sine synder i...«, eller »den samvittighedsplagede og oplagsbevidste forlægger..« eller hvad med den om stakkels professor Sløk i elfenbenstårnet?

Disse sætninger kan ikke give Elsa Gress ret i, at ordet nazistisk må benyttes som det ledende adjektiv i en læservejledning om »Dialog..« Elsa Gress irettesætter mig, når jeg imødegår hende ved at benytte ordet som stående for et absolut statssystem. »Nazismen er primært en livsholdning«, siger hun.

Hertil mit svar:
1) Når ordet benyttes i en følelsesladet opbygget anmeldelse, fremmaner der hos læseren primært associationer om diktatur, jødeforfølgelse, koncentrationslejr, SS-svin etc. Altså ikke livsholdning.

2) Det er Elsa Gress selv, der i sin anmeldelse påstod, at bogen repræsenterer skriget efter autoritet, »en fører«. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet i min anklage mod Elsa Gress:

Hvordan i himlens navn kan en bog (lad os nu blot kalde den livsholdning), der står for det enkelte menneskes ret til at træde ud af civilisationen og gokke sin nabo i hovedet og enhver, der i samfundets navn søger »at fører ham« - hvordan kan en bog, der søger at bevise menneskets absolutte frihed ikke blot fører til at elske, men også til at dræbe - der påstår, at menneskets eneste vej til overlevelse er at erkende den »kendsgerning«, at mennesket er sin egen fjende, »vi skal være modmennesker, ikke medmennesker« - hvordan kan en sådan bog primært karakteriseres som nazistisk? Og hvordan tør man som anmelder påstå, at der ikke kan argumenteres mod sådanne påstande?

At Elsa Gress i Wulffs dyrkelse af det såkaldte »stærke« kan finde fællestræk med nazismen, gør ikke bogen mere nazistisk end at morlille aldrig blev til en sten, selv om heller ikke hun kunne flyve.

Stemples denne bog med et så følelsesladet adjektiv som nazistisk, vender Elsa gress' læsere sig bort i væmmelse, fordi de tror, at bogen er noget andet end den det, den er: Et frygteligt fingerpeg (en syg drøm, nuvel) om det problem, vore børn vil komme til at tage håndgribeligt stilling til, hvis vi vedbliver at vende os bort fra det, sålænge det endnu kan diskuteres: Vold eller ikke-vold.

Læs bogen, for forlæggerens skyld, og fordi, De er forbandet nødt til det.

Henrik Borberg

Henrik Borberg i en avisdebat i Aktuelt 10/7 1972.