ET NYT DANSK FILOSOFISK VÆRK

 


Nye filosoffer er ikke noget, man konfronteres med hver dag. I løbet af januar måned udgiver Erwin Neutzsky-Wulff sin bog »Dialog om det enogtyvende århundredes to vigtigste verdenssystemer« på Forlaget Multivers. Vi har fået lov til at bringe et uddrag af bogen, der foregår efter forfatterens død. Bogen gengiver en samtale mellem tre voksne mænd, Sagredo, Salviati og Simplicio, forkortet til SAG, SAL og SIM for nemheds skyld. De diskuterer blandt andet forfatterens egen filosofi »Wulffianismen«, som de ikke alle er lige begejstrede for. I dette uddrag kommer de også ind på ting som menneskets udvikling og ESP, men læs selv her:

SAL Jeg skal fortælle jer en historie. Det er historien om mennesket.

På et eller andet tidspunkt af denne planets historie begyndte et abelignende væsen at forandre sig. Det blev et rovdyr. Men den lille brune vegetar havde hverken klo eller rovtand, og den slags ting tager det ofte æoner at fremskaffe i et laboratorium, hvor kun tilfældigheden arbejder. Men denne store videnskabsmand - tilfældigheden - kan også få gode, ja selv geniale ideer. Han gav mennesket, for mennesket var det, eller rettere blev, intellektet. Den lille brune rejste sig og fik hænderne fri til våbenbrug. Efterhånden blev han en erfaren jæger, større og støre bytte fik han. Men han mistede også noget: Sine naturlige fjender. Og ikke ret meget er farligere for en art end at miste sine naturlige fjender. Resultatet er befolkningseksplosion og devaluering - den frygligst tænkelige: Af generne. Større kvantitet, mindre kvalitet - de naturlige fjender kan jo ikke længere skaffe arten af med de uheldige eksemplarer, for de naturlige fjender er døde. Degeneration. Så falder også kvantiteten. Arten uddør.

Men vi uddøde ikke. Naturen spillede sit trumfkort ud. Vi må forsøge at visualisere situationen. Vi må adskillige millennier tilbage, naturligvis, men alligevel. Visualiser!

Udviklingens hjul er ved at standse. Den lille brune spadserer hjemmefra og møder en anden lille brun. De hilser. Den ene betragter den anden.

Og så, så står solen op. Bedre kan jeg ikke beskrive det. Det smukkeste øjeblik i planetens historie. Alle ting, levende og døde, tier. Tavshed. Selv udviklingens hjul synes at være standset helt.

Så falder slaget. Den lille brune har dræbt sit medmenneske og forandret verden og med den sig selv og alle sine artsfæller. De er ikke længere medmennesker. Men modmennesker. Mennesket er blevet sin egen naturlige fjende.

Udviklingshjulet lytter ikke mere, det er begyndt at dreje. Men det knirker ikke mere. Det brøler. Og omkvædet på den vise, der brøler, er: Mennesket er født!

Solen fælder en glædeståre af ild over et af sine børn.

SIM Og det vil ske igen?

SAL Det vil ske igen?

SAG Aldrig! Gud vil ikke tillade det.

SIM Og menneskets barndom?

SAL Hvad menneskets barndom angår, var den kort og trist. Arten faldt i den fælde, der står åben for alle nogenlunde højtstående arter: cicilisationen. Mennesket opfandt loven: Du må ikke slå ihjel etc. Det gode var ikke længere, hvad individdet har interesse i at kalde godt, men hvad en gruppe eller et samfund har interesse i at kalde godt.

Man fandt hurtigt ud af, at identitetsskallen er besat med pigge: Mennesket er et asocialt dyr. Altså: Loven. Jo større interessegruppen blev, jo mere fremmed og absurd blev loven naturligvis for den enkelte. Statens greb strammedes. Mennesket berøvedes al frihed.

»Frihed under ansvar« er statens slogan. Under det totalitære styre betyder dette simpelthen: Gør og sig, hvad du vil, men du bliver henrettet for det. I demokratiet går det ikke meget bedre, for demokrati er flertals- eller flermandsvælde, men frihed er hvermandsvælde.

Den biologiske udvikling standsede bogstaveligt talt helt og dermed naturligvis den intellektuelle, eftersom intellektet er en nedarvet kvalitet.

Pøblen, som man jo som bekendt kan bilde alting ind, kan man selvfølgelig også få til at tro, at månerejser er et resultat af intellektuel udvikling. Nej, mine kære venner, vi er såmænd ikke synderlig intelligentere end hulemanden. Vi står på hinandens skuldre, erfaringsmæssigt, det er det hele. Det er denne latterlige akrobatik, man er uforskammet nok til at fortælle folk, er et bevis på »intellektets sejr«.

En akrobatik, der nok kan opdage atomkraften, men ikke finde bedre anvendelse for den end selvdestruktion. Den kan give mennesket elektrisk lys, men - må jeg være banal? - ikke lykke.

Men, som du ganske rigtigt påpegede, Simplicio, det, der engang forandrede verden, vil forandre den igen. I begyndelsen var id - det egentlige menneske. Civilisationen belemrede det med superego. Det hele resulterede i et sygt, splittet ego. Wulfianerne er atter id og id alene. Hvordan? Lad være med at påtvinge dine børn et superego. Det er det hele. Disse - idmennesker og mennesker kan ikke leve sammen, sammenstød har fundet sted, ofte og blodige, der beviser dette.

Men vi vil overleve. Id er en frygtelig størrelse, øm og grusom på samme tid - som jeg sagde - øm indefter og grusom udefter. Id er sluppet løs på verden. Id vil beherske verden.

SAG Satan vil beherske verden!

SAL Udviklingshjulet vil atter rulle.

SIM Og jeres modstanders hoveder.

SAL En wulfianer dræber ikke, medmindre han bliver angrebet voldeligt, før han læser mordet i modstanderens øjne. Han dræber ikke for et princips skyld, men for at overleve. Alt andet ville være tåbeligt og civiliseret. Det er ikke os, der systematisk udrydder, men den naturlige udvælgelse.

Tag Sagredo! Hvis han ved at dræbe mig kunne dræbe wulfianismen, ville han gøre det. Har jeg ret, Sagredo?

SAG Ja, Gud hjælpe mig, hvis jeg bare kunne!

SAL Der ser du, Simplicio, han er morderen, ikke jeg. Men han er en morder uden våben, næppe nok en ærlig vilje. Svaghed er ikke ondskab, Simplicio, men de er allerhelvedes forelskede i hinanden, de to.

Simplicio, følg os. Forlad dødens verden. Forlad trældom og had og usselhed. Mennesket kan være stort, hvis bare det får lov. Gå ind ad den port, der bærer indskriften:...

SAG I, som træder ind her, lader håbet fare!

SIM Jeg kan ikke følge dig, Salviati, for jeg tror dig ikke. Jeg tror ikke på, hvad du tror på. Sagredo, også din livsanskuelse er oversimplificeret, og der ligger mere had og intolerance i den, end du aner. Og dog: Skal jeg vælge, følger jeg dig. Der må, der skal være andre veje end drab. Det tror jeg på, det må jeg tro på.

Måske har du ret Salviati. Men så vil jeg alligevel tro, hvad jeg må tro, når I har druknet menneskeheden i dens eget blod. Og når I planter sejrsfanen, vil jeg stadig være der, et eller andet sted, og hviske jer det i øret.

Jeg vil være giften i sejresbægeret og bide i jeres hjerter. »Mennesket må ikke uddø« vil du måske sige. Jeg siger: Menneskeligheden må ikke uddø.

SAL Så har jeg ikke mere her at gøre.

SIM Vent, Salviati. Så let slipper du ikke. Jeg er i samtalens løb kommet i tanker om et argument i Sagredos favør - med de herres tilladelse vil jeg fortælle den.

SAL Værsåartig.

SAG Historien er temmelig gammel - jeg håber, jeg husker de vigtigste detaljer. Nuvel, altså: For nogle år siden mødte jeg på gaden en gammel ven, jeg ikke havde set et lille stykke tid.

SAL Begynder alle dine historier sådan, Simplicio?

SAG Ti nu stille, Salviati.

SIM Han fortalte mig, han havde et problem; bad mig besøge ham og hans kone om aftenen. Jeg indvilligede, og efter middag fortalte han mig den mest fantastiske historie, jeg nogensinde har lyttet til.

SAL Andenhånds, altså.

SIM Ikke ganske. Han havde haft en drøm, sagde han. Han havde drømt, han vågnede i et fremmed soveværelse, i en fremmed seng og ved siden af en fremmed kvinde. Jeg spurgte han, halvt i spøg, om han havde fortalt sin kone om drømmen.

Han svarede gravalvorligt, at det havde han. Men der var een ting, han ikke havde sagt hende, og det var, at han havde forelsket sig dødeligt i kvinden fra drømmen.

SAL Neej, hvor romantisk!

SIM Han havde spurgt hende, hvor han var, og hun syntes at tro, han spøgte. Men ven resignerede - hvis det er det rigtige udtryk for så lykkelige omstændigheder - og lod »tingene ske«. Der skete nu ikke meget mere, han kunne huske. Men den følgende nat drømte han igen, fortalte han mig.

SAL Overraskende, ikke sandt?

SIM Han vågnede kort sagt igen i det fremmede værelse med den fremmede kvinde. Denne gang huskede han at have fået øje på et spejl. Han stod op af sengen, spejlede sig og så: En fremmed mand. Det var ganske simpelt ikke hans ansigt.

Kvinden vågnede, de gik på indkøb sammen, og han begyndte at genkende kvarteret som beliggende ikke langt fra sin »vågne« bopæl. Han lærte kvindens navn at kende, fandt ud af, at de måtte være gift, og hvilken stilling han beklædte - naturligvis altsammen i »drømmeverdenen«. Han erfarede ovenikøbet sit eget navn, der ligeledes var et andet end det, han kendte. Den følgende morgen spadserede han ned i det pågælende kvarter, men oplevede intet bemærkelsesværdigt. Men dag efter endnu en nat i selskab med sit drømmebekendtskab mødte han i dette kvarter kvinden - der ikke genkendte ham - i selskab med den mand, han havde set i spejlet den anden nat. Samme eftermiddag bestilte han tid hos en psykiater.

Denne fortalte ham inden aften den historie, I netop har hørt. Lægen forekom ham at være i vildrede, men stillede en forsigtig diagnose, gående ud på skizofreni i første stadium. Hvis tilstanden forværredes, anbefalede han indlæggelse.

Samme nat drømte han, at han sammen med kvinden spadserede ned ad den gade, han om dagen havde set dem sig - på. Han så endda i drømmen sit eget »vågne« forbavsede ansigt.

Det blev ikke bedre. Drømmene gik ham på nerverne og trættede ham ubeskriveligt. Han var blevet irritable indtil det brutale; sit arbejde kunne han ikke længere passe. For øjeblikket sov han atten timer i døgnet. Han drømte stadigvæk - altid den samme drøm: En anden tilværelse. Hvad skulle han gøre?

Tro mig, dette var en personlighed i opløsning. Han irritation lyste som ondskab, og indimellem græd han som et lille barn. Af det menneske, jeg havde kendt, syntes intet at være tilbage.

Jeg tilrådede øjeblikkelig indlæggelse. an så på mig som en hund der er blevet slået. Jeg tog ikke afsked den aften. Jeg flygtede.

Nå mine herrer, hvad mener I så?

SAL Den gode doktor havde utvivlsomt ret.

SAG Hvad mener du selv, Simplicio?

SIM Sagredo, hvordan definerer du »personlighedsspaltning«?

SAG To sjæle, een krop?

SIM Salviati?

SAL Kan jeg nok tilslutte mig.

SIM Vel. Jeg tror, min ven var offer for det stik modsatte.

SAG Modsatte?

SIM To kroppe, een sjæl. Fællessjæl. Måske dette forklarer ESP. Min ven havde een sjæl, men to kroppe. Hver krop styredes af hver sin autonome del af sjælen, ingen udveksling fandt sted mellem de to dele. Undtagen måske i drømme, hvorr det ikke erkendtes. Men min ven var på flugt. På flugt for sit trivielle liv, sin hverdag, sit arbejde, som han hadede, og sin kone, som han ikke elskede. Han ønskede sig en anden tilværelse, og drømmen - som ofte lydigt opfylder vore ønsker - opfyldte også dette. Han drømte ikke blot om en anden tilværelse, han drømte om sin anden tilværelse.

»Virkeligheden« blev mere og mere skræmmende, »drømmen« mere og mere tiltrækkende. Han begyndte at sove mere. Han begyndte ubevidst at nedbryde sin ene personlighed for at kunne hellige sig sin anden.

SAL Absurd.

SIM Ikke absurd, Salviati, blot uforeneligt med din opfattelse af sjælen, som noget, hjernen »gør«.

SAG Det var en lærerig historie.

SIM Der er en epilog.

Nogle måneder efter det omtalte møde modtog jeg et brev. Fra min ven. Han forsikrede mig, at han nu var helt rask. I spøg - antog jeg - havde han underskrevet sig dels med sit eget navn, dels med et andet, som jeg antog, måtte være det, han havde båret i drømmen.

Jeg skrev tilbage og fortalte, at jeg var glad for, at han var blevet rask, og gerne snart ville besøge ham.

Den følgende morgen læste jeg i avisen nogle spalter, der tillod mig at rekonstruere handlingsforløbet siden vort møde. Min ven var blevet indlagt, hans tilstand havde forværredes yderligere, hans sygdom havde nået sin katatoniske fase, I ved, denne tilstand, hvor patienten er ubevægelig og umulig at få nogensomhelst kontakt med. Tilsyneladende havde min ven været sjæleligt død.

SAL Men så fik han det pludselig bedre?

SIM Nej, han fik det ikke pludselig bedre. Lidt efter lidt syntes det også ar være gået ud over konens sunde fornuft, forestil jer hendes stilling, enke og dog ikke enke; hustru til et levende liv, der ikke reagerede på nogen påvirkning, en dukke, der blev madet og skiftet som et spædbarn, øjne, der intet så, en følelsesløs moron, der engang havde været hendes ægtemand.

Forestil jer hendes følelser, da hun modtog mit brev, hvori jeg udtrykte min glæde over min vens mirakuløse helbredelse. Et blanding af fortvivlelse og håb må det have været, var hendes mand pludselig blevet rask, havde jeg fået det at vide før hun - det var jo så absurd, men sådan er den fortvivledes håb jo sommetider. Hun ringede hospitalet op; I kan selv regne ud, hvad svar hun fik. Den dag kom hun som sædvanelig, og da hun var alene med det der engang havde været hendes mand, åbnede hun sin håndtaske, tog en lille pistol op og...

Men sjælens afhængighed af kødet må nu alligevel være stor, for andetsteds i avisen fandt jeg en kort notis, der fortalte, at en ung mand, der bar det mig ukendte af brevets to navne, på samme tidspunkt - var blevet ramt af et hjerteslag.

Fra Psykisk forum. 18. årgang. Nr. 1. Januar 1972.
Med førsteret for PSYKISK FORUM: Uddrag af et nyt dansk filosofisk værk af Erwin Neutzsky-Wulff