Celia

 

Forår.

Å, så fjerlet, og dog så underligt tungt, vejende på hjertet som en lykkelig, kvalm vægt, mindede den de unge om at være unge. Og Celia var ung.

Ung og dejlig. Der var måske til tider et hårdt drag om hendes mund, men hvilken yngling glemte ikke det ved det allerførste møde med hendes vilde, yndige øjne; modvilje kom aldrig til verden, men gik over i ømhed og medlidenhed. Hun havde tidligt mistet begge sine forældre ved en bilulykke. Og nu, hvor hun var fyldt 21, var hun alene i et stort, tomt hus. Med en årlig rente på 200.000 - jo, Celia var at beklage. Men ungdommen er medfølende af natur, og den flokkedes om Celia, ja, stod i kø for at dele hendes ulykke.

Forår!

Tiden, hvor folk smækker vinduer op og bliver forkølede. Celia smækkede ikke noget op. Tværtimod. Dørene i det store hus var altid omhyggeligt låsede.

Bag en sådan omhyggeligt aflåset dør sad Cella foran det store spejl i sit soveværelse. Hun kunne høre den gamle dame synge. Den gamle dame, som boede i det forfaldne hus næppe hundrede meter fra hendes eget, hendes utålelige nabo. Celia vendte sig. For enden af soveværelset hang et legemstort maleri af hendes forældre. Far og mor. Hvor smukke de havde været! De lignede det store hus i al deres statelighed. Hendes far var foredragsholder og havde turneret verden rundt med sin smukke kone, som alle talte om, og som måske i grunden havde været hans største aktiv. Når de kom hjem efter sådan et par måneder i fremmede lande, havde de altid noget med hjem til Celia, noget, der var lige så smukt, som de selv var, eller næsten. Hun havde ofte grebet sig selv i at tænke, når hun så mor og far sammen med mennesker, mindre heldigt udstyret fra naturens hånd, at de egentlig slet ikke skulle have lov til at være der, hverken på fotografierne i aviserne eller i verden overhovedet. Ligesom folk heller ikke skulle have lov til at forsømme deres hus og have, som hendes nabo, den gamle dame gjorde det. Folk var måske ikke herrer over, hvordan de så ud, man sådan noget kunne de da tage sig sammen til. Eller bedre: Lade en gartner tage sige af. Folk, der ikke havde råd til at holde deres huse i forsvarlig stand, skulle slet ikke have lov til at bo i dem, bestemte hun.

»My loved one, give me babies,
a daughter and a son;
they are the hopeful maybe's
the world must build upon,
for even we like clover
must wither - this I know.
And when it all is over,
we'll cuddle in the snow.«

Sikke noget tøjeri for en gammel dame at synge. En kærlighedssang. Og så noget med døden. Celia gøs.

»Min elskede, giv mig børn,
en datter og en søn;
de er det håbefulde »måske«,
verden må bygge på,
for vi selv visner som kløver,
det véd jeg.
Og når det hele er forbi,
vil vi putte os i sneen.«

Celia tvang sig til ikke at høre efter. Hun havde tilbragt næsten en halv time i den sparsomme forårssol, hvis strålers ødelæggende virkning på en ung piges teint dog ikke måtte undervurderes. Skaderne måtte udbedres. Der var endnu tid, mens hun var ung, som hun var. Hun tvang sig selv til at se sit eget spejlbillede i øjnene og lagde mascara.

»... we'll cuddle in the snow.«

Celia smed arrigt penslen, låste og lukkede døren op og trådte kort efter ud i efterårssolen. Sommeren igennem havde hun fundet sig i den gamle dame og hendes svineri, men nu måtte det være slut. Hun bankede hårdt på døren til det forfaldne, lille hus. Den gamle dame inviterede hende indenfor til te, og den unge pige besluttede at være høflig, så længe hun kunne. Der var faktisk ganske nydeligt i huset, det måtte hun selv indrømme. Når man altså så bort fra småting som at sengen var uredt, og at der stod en skovl - en skovl! - lænet op ad tebordet. Hun havde fået den af sit barnebarn, som selv havde lavet den, og det kunne man godt se: den var ikke andet end et almindeligt gammelt skovlblad monteret på en knortekæp. Hvis det var kvaliteten af de haveredskaber, der stod til den gamle dames rådighed, forstod hun sandelig godt, at haven så ud som den gjorde.

Efter at have talt om vind og vejr i henved en halv time sagde Celia:

»De må virkelig se at gøre noget ved Deres have. Ukrudtet fra Deres have ødelægger min fuldstændig!«

»Lad det gro!« sagde den gamle.

»Ja, det siger De. Om tre år kan her ikke gro en tulipan, hverken i Deres eller min. Jeg vil ganske simpelt ikke finde mig i det, og så er den ikke længere.« Hun rejste sig.

Den gamle dame smilede uforstyrrelig og skænkede te: »Lad det gro,« sagde hun.

Det var sandelig ikke en behandling, Celia var vant til: »Nu skal jeg sige Dem en ting, De usandsynlige gamle heks ...«

»GAMMEL?« Den gamle dame så op på hende på en måde, der fik Celia til at tie. »Ja, jeg er gammel. Og gudskelov for det. Hvis vi ikke blev gamle og døde, ville intet nyt komme til verden. Vi gøder jorden for det næste, unge dame, husk på det.«

Celia fingererede arrigt ved spaden, men hun sagde ikke noget. »Jeg er gammel, ja. Gammel og grim, som De selv bliver det, når De har nydt kærlighedens frugter, når kærlighedens frugter har fyldt Deres mave og udspilet den en fem-seks-syv gange, når ...«

»Døden?« smilede Celia, »forelsket i døden, hvad? O-KAY!« Og spaden for gennem luften med en kraft, den unge pige ikke havde tiltroet sine arme, kløvede luften som ført af en hånd mægtigere end hendes egen og skar den gamle dames hoved af under hagen. Hun havde været ved at skænke te for sin gæst, og af en eller enden grund nåede hun at skænke færdig, før hun tabte tepotten. Celia så til i væmmelse, da hendes kop fyldtes, først med duftende te, så med noget gulligt og til sidst med blod så rødt og ungt, som nogen baby kunne have givet. Den gamles hænder faldt til ro, men hun blev siddende et øjeblik, hovedløst ligevægtigt med det lille plobrende springvand i en nydelig bue op af halspulsåren et øjeblik, før hun tumlede til gulvet som så mange kilo ben og fordærvet kød, for fordærvet måtte det være, tænkte Celia.

Hun slæbte liget ud i haven tillige med skovlen, rensede husets indre og begravede den døde med hendes barnebarns present, som trods alt var mere holdbar, end hun havde turdet håbe. Da hun havde fyldt den improviserede grav, lod hun skovlen blive stående. Den ville blive det eneste gravmonument, den gamle dame nogensinde ville få, tænkte hun.

Det blev vinter. En ung mand friede, Celia sagde nej tak. Hun erindrede kun alt for vel den gamle dames ord, og hun havde en vision konstant svævende for øjnene af sig selv som en grim, tyk kone med børn på armen, der havde slidt sig selv op med at føde og føde på en flok grimme unger, for at de skulle kunne nyde alt det, hun kun havde nydt så kort.

Aldrig!

Tiden gik.

Radioen lovede sne, og hun gøs. Hun hadede vinteren, døden, mørket, den bløde jord, forrådnelsen, alt det, der ender livet for at begynde påny. Hun hadede det. Snestormen kom.

Den begyndte som en rødlig prikken højt, højt oppe, så vendte hvælvet, og sneen kom dalende, faldt tungt, tungt, tungt, lagde sig på lur om det herskabelige hus, vinden rejste sig, svingede med armene og sendte kaskader mod ruderne. Den lagde sig til rette i skæve vinkler og buer, det blafrede og hylede, hvinede og gispede i hendes store bygning, dørene måtte lukkes i lås for ikke at kvase malerirammerne og nipset, der hoppede i små anfald af indestængt nervøsitet.

Bag en sådan, omhyggeligt aflåset dør sad Celia foran det store spejl. Der er mennesker, der gribes af andagt, der tillader sig selv at blive grebet af andagt for ikke at blive grebet af det, der er værre, når naturen fører sine tropper hen over hovedet på dem, som den gjorde i aften. Men ikke Celia. Fra skyerne kunne man, hvis man brugte skorstenen som okular, se hende som et lille insekt og smile.

Langt borte fra kom den gamle dames underligt unge stemme ind over huset:

»And when it all is over,
we'll cuddle in the snow ...«

Celia hørte hende ikke. Hun havde tilbragt næsten en halv time i den sparsomme vintersol i dag: frosten havde været bidende, og skaderne måtte udbedres. Der var endnu tid. Det måtte der være. Hun tvang sig selv til at se sit eget spejlbillede i øjnene, idet hun omhyggeligt undgik at bemærke de tandløse gummer og rynkerne, der lå som et uhyggeligt edderkoppespind mellem hende og spejlet - 76 er ingen alder tænkte hun, slet ingen alder. Og lagde mascaraen.

Men i den gamle dames have vendte foråret tilbage, og skovlen skød grønne skud på hendes grav.