Døden i pestsumpen

 

Den 17. januar 1691 fødtes pioneren indenfor den moderne parapsykologiske forskning, Baron Friedrich Zwang. Allerede som dreng eksperimenterede han og opdagede således, at han ved koncentration kunne få små papirstykker, som han ikke på anden måde påvirkede, til at bevæge sig på faderens skrivebord. Han døbte den underlige energiform »Zwangkraft« (senere kaldet psi- eller od-kraft) og begyndte at spekulere på, om den monstro ikke kunne bruges til noget bedre end selskabsnumre. Han ville lave en »Zwangmaskine«.

Men hvorfra skulle han hente den fornødne kraftkoncentration? Zwang skriver et sted i sin »Von der Zwangkraft und ihren Verwendungen«: Det såkaldt normale menneske er at ligne ved en hysterisk paralyseret, der er ude af stand til at bevæge sig, fordi han ikke tror, han er i stand dertil. Udsættes patienten for voldsom ophidselse, glemmer han undertiden denne tro og overvinder således sin lammelse (læg mærke til, at allerede Zwang kendte den hysteriske paralyse, selv om han naturligvis ikke kunne kende den forholdsvis moderne betegnelse for den, som jeg har tilladt mig at benytte i oversættelsen).

Zwang opdagede, at kraftudstrålingen var stærkest fra et menneske (specielt en kvinde) i fysiologisk ekstreme tilstande som angst eller smerte. I sådanne overvejelser havde de tildragelser deres udspring, som er foreviget i skillingsvisen »Den frygtelige beretning om den gale Baron Zwang og hans infame og gudsbespottelige eksperimenter«.

Zwangs private gemakker var en sær blanding af laboratorium og torturkammer. Hertil førte han egnens unge piger, spændte dem fast på store borde og gjorde sig i det hele taget de hæderligste anstrengelser for, at hans forsøg skulle krones med held. Desværre kunne den samlede zwangkraft fra tolv nøgne, lænkede, torterede, skrigende og sprællende bondepiger kun netop drive et hjul på størrelse med en tokrone. Om baronen nogensinde drev det til mere, ved vi ikke, han medvirkede selv mindst lige så ufrivilligt som i sin tid hans ofre ved sit mest storslåede eksperiment, nemlig da han blev brændt levende på torvet i Ertenberg.

Havde han levet godt og vel et kvart årtusind længere, ville han utvivlsomt have opfattet den historie, jeg står i begreb med at fortælle, som alle sine teoriers mest udmærkede konfirmation. Nåja.

Vanessa Barrow ønskede, hun ikke havde sagt ja til den invitation. Men nu havde hun ikke set Cindy i årevis, og så dukkede hun pludselig op en dag, hvor hun havde 2-3 aftaler i forvejen. Og hun ville jo faktisk gerne snakke lidt med Cindy og egentlig også Herbert og børnene, som hun aldrig havde set. Og sådan blev det altså.

Vejen var øde og elendig. På begge sider af den var uendelige vidder, alligevel følte hun sig på en underlig måde klaustrofobisk, lille og indeklemt på en overordentlig ubehagelig måde. Som om hun var et lille insekt i en nøddeskal på et enormt ocean.

Havde hun kendt navnet på det landskab, hun for øjeblikket passerede, og som var alt, hvad der var at se langs hele den venstre side af den improviserede hovedvej, ville hun formodentlig have følt sig endnu mere trykket. Det var nemlig »Leper's Bayou«, »Pestsumpen«, der smaskede i solen.

På højre side var ørkenagtige brakmarker og et enkelt skur hist og her, hvoraf ingen syntes beboet. Solen bagte ned over stenene, bilen igen og igen bumpede hen over. Sten, eller var det støvpartikler, sumpen en ildelugtende pøl af opvaskevand, de udgåede træer, visne græsstrå? Var hun i virkeligheden uden for sit hus, men blot så uendelig lille, at alt syntes fremmed? Var det hende, der kørte, eller var den fjerne summen en drøm? Bilen standsede brat og begyndte at udsende en høj, gnaven lyd. Hun var uden tvivl faldet i søvn ved rattet, og nu var hun altså kørt i grøften. Ja, det var lige det, der manglede. Hun lod hjulene knurre nogle gange endnu, alt til ingen nytte, det her var et job for en kranvogn. Og hvordan fik man fat i sådan en? Hun var lige ved at græde. Så tog hun sig sammen og kravlede ud af bilen. Hun stillede sig midt på vejen med vægten hvilende på det ene ben og skyggede mod solen. Hun måtte finde et hus, håbe, at det var beboet, håbe, beboeren havde en bil, så han kunne køre hende til en servicestation, eller bare til en telefon. Håbe, håbe, håbe!

Hun undersøgte omhyggeligt horisonten to gange, hvoraf den sidste gav en slags gevinst. Et solidt stykke fra hovedvejen lå virkelig en lille grønmalet rønne, og hun trak på skuldrene og begyndte at gå. Efter en halv times tids forløb nåede hun op til bagsiden af huset og kikkede ind af et af vinduerne.

På en seng sad en midaldrende mand travlt beskæftiget med at tælle sine sparepenge. Det tog ikke Vanessa lang tid at konstatere, at han var overordentlig velhavende, der måtte være mindst 50.000 dollars, måske endda ikke så lidt mere. Hun blev imidlertid afbrudt i sine overvejelser, da manden pludselig snurrede rundt og så lige på hende. Han smilede med store tænder og gjorde tegn til hende om at gå om på den anden side af huset. Der tog han imod hende og viste hende indenfor, hvorefter han uden at have sagt et ord begyndte at proppe sedlerne ned i en gammel, hullet kuffert, som han derpå lagde op på et skab. Så anviste han hende plads og satte sig selv på sengen efter at have tørret den af med et par symbolske håndbevægelser.

- Ja, undskyld ... begyndte Vanessa og gik straks i stå. Manden havde meget kraftige træk, han lignede mest af alt en stor hund. Hun kunne se, han prøvede at se venlig ud, men hans mund var alt for stor til venlighed og ikke beregnet til små, beroligende smil.

- Ja, ser De. Jeg er kørt i grøften, og så tænkte jeg, at De måske - hvis De har bil - eller hvis De kunne sige mig, hvor ... De har ikke bil, vel?

Manden smilede bredere og uhyggeligere og rystede bestemt på hovedet, stadig uden at have mælet et ord.

- Er der ... er der en telefon her i nærheden?

Ny hovedrysten.

Vanessa begyndte at føle sig dårligt tilpas. Hun rejste sig.

- Ja. Nåja. Jeg prøver lykken længere nede ad vejen.

- Det nytter ikke noget. Her bor ingen i miles omkreds. Men der kommer et bud i morgen med de ting, jeg behøver. Kommer hver anden torsdag. De kan køre med ham, hvis De vil.

Vanesa blev roligere. Han kunne vel for pokker ikke gøre for, hvordan han så ud - hun afgjorde for en sikkerheds skyld med sig selv, at han virkede sympatisk. - I morgen, sagde hun.

- Javel. Men så må jeg jo sove i bilen.

- Nej, De kan sove i brændeskuret. Hvis De vil. De kan låne et tæppe af mig.

Og det blev aftalen.

Resten af dagen sad hun og kikkede ud på det trøstesløse landskab. - De har nok sikret Deres alderdom! Hun syntes, hun måtte sige noget, men han svarede ikke. Måske var han en smule tunghør.

Natten i brændeskuret var ikke behagelig, men hvad, herregud.

Manden, hvis navn hun ikke kendte, og som hun af en eller anden grund ikke brød sig om at kende, vækkede hende til et spartansk morgenbord, bestående af kaffe og grovbrød. Han sagde ikke noget, han sad blot og så på maden og gumlede, regelmæssigt eftertænksomt, hele den underste del af hovedet drejede som et møllehjul, tilsyneladende kun fastgjort til den øverste ved en enkelt metrik, der lydigt og tålmodigt drejede med i tindingen. Så standsede maskineriet et øjeblik, han slubrede en slurk kaffe, adamsæblet flyttede på sig og lod passere, og gumleriet fortsatte. Til sidst følte hun, at hun skulle smile og vendte hovedet bort. Hun lod med vilje være med at se mere på ham.

- De tror ikke, jeg er kommet ærligt til de penge, vel?

Vanessa så forbavset op. Manden gentog overflødigt spørgsmålet.

Vanessa trak på skuldrene. - Hvorfor skulle jeg ikke ...

- De tror det ikke! Han pegede på hende med en kroget finger, og hovedet hoppede i en voldsom synkebevægelse, så kaffen skvulpede ud over koppens kant ned i skødet. Vanessa vidste ikke, hvad hun skulle sige.

Manden satte kaffekoppen fra sig og tørrede munden i ærmet. Han tog brødet op, men lagde det straks efter igen. - Det er jeg heller ikke. Vil De høre om det?

Hun tav stadig. Manden begyndte at fortælle. Han sagde så meget på et kvarter, som hun ikke troede, mennesker af hans type lader slippe over deres læber på et halvt år. Han fortalte, hvordan en røver med byttet under armen var rendt lige i armene på ham, hvordan han havde dræbt manden - i selvforsvar, efter hvad han fortalte - og begravet liget i sumpen.

Vanessa lyttede med stigende ængstelse. En detektiv på jagt efter røveren var gået samme vej. En detektiv, der havde vidst for meget. Og nu fortalte han hende alt dette.

- Forstår De, frøken, jeg kan jo ikke have, at De begynder at fortælle folk om en underlig mand med en masse penge. Nogen ville lægge to og to sammen. Det forstår De nok, ikke?

Vanessa mærkede, at hun ikke kunne røre et lem. Hun ville tage et eller andet tungt og kyle lige i hovedet på ham, skolde ham med kaffen, et eller andet. Men hun kunne ikke.

Manden tog hende fast om håndleddet og trak hende ud i skuret.

Der lænkede han hende til væggen med en kæde og en rusten hængelås. Han lagde kæden om hendes ene ankel, og hun kunne ikke engang trække den til sig, da han gjorde det. Hun prøvede at sige noget, men hendes hænder klaprede for meget.

- Hvad vil De ... Gå ... øre, mm ...

Manden trak på skuldrene. - Hvad kan jeg gøre? I morgen går vi ned til sumpen. Der binder jeg Dem med en ende reb og lænker Deres håndled sammen, så De ikke kan svømme. Det er det hele. Det går meget hurtigt altsammen, De mister bevidstheden i løbet af få minutter, måske sekunder. Lad være med at tænke på det, det er snart overstået. Han lukkede døren efter sig, og hun kunne høre hans skridt fjerne sig.

Hun begyndte at græde. Højt og hjerteskærende. Ordet »dø« blev ved at køre rundt i hovedet på hende, hendes læber formede det meningsløst, savlende. Hun skreg. Skreg, så hele hendes krop gjorde ondt, og det næsten sortnede for øjnene. Hun flåede i lænken og faldt, hun hamrede i jorden, og hendes hjerte gjorde hende næsten døv.

Så lå hun helt stille og brækkede sig. Den følgende dag hentede han hende, som han havde sagt.

Hun følte sig stærkere end den foregående dag, selv om hun ikke havde sovet. I dag ville hun slippe fra ham. Hun ville tage en sten på vejen derhen og slå ham ihjel. Men manden havde måske forudset noget sådant, for han lænkede straks hendes hænder. Han førte hende afsted, bort fra huset, men hun kunne ikke gå, han måtte bære hende. Hun besvimede tre gange, før de nåede bestemmelsesstedet. Han tog den medbragte ende reb, lagde hende på jorden og snørede arme og ben sammen, så løftede han hende atter i armene.

Hun kunne fornemme den stinkende vandflade, som hun lå i hans arme. Hun forstod, at hun aldrig mere skulle mærke fast grund under fødderne. Han stod med hende en evighed. Så slap han, og hun ramte vandet, der straks lukkede sig over hendes hoved. Hun sank stille, og vandet fyldte hendes lunger, hun gispede og hostede, men der var ingen luft at hoste med, kun vandet, der varmt og klæbrigt flød ned og fyldte hendes luftveje. Hun ville dø nu, hjælpeløs, snørret sammen, vandet ville kvæle hende, og der var intet, hun kunne gøre. Intet. Dø. Hun skreg et stumt skrig og sank. Hun var døende. Men hun levede endnu, ville leve endnu mange smertefulde sekunder, før mørket lukkede sig over hende. I den tid ville hendes krop sende hendes livskraft ud gennem hendes porer, hun ville svede frygten ud i lammende doser.

Den unge piges lig lagde sig til hvile på bunden. Og sumpen vågnede og følte angst. Den vred sig i ubeskrivelig smerte, og af den smerte fødtes bevidsthed.

Den unge piges morder, Mike, så kroppen forsvinde, gispende, sprællende. Så trak han på skuldrene og gik hjem. Det havde været afskyeligt, afgjorde han med sig selv. Men nødvendigt. Som at drukne et kuld kattekillinger.

Sent den eftermiddag kom budet med forsyninger til Mike. Han fandt ikke Mike i huset. Han fandt ham heller ikke i skuret. Og han fandt ham ikke i den lille køkkenhave. Han fandt ham faktisk - resterne af ham - alle tre steder.