Mummiens blod

 

I

Dette er den sørgelige fortælling om skriveren Ptahemdjehuti. Den historie, der skal fortælles, vedrører ting, der skete i det tretten hundrede og sjette år før vor tidsregning, i soldaterfaraoen Horemhabs regeringstid.

Ptahemdjehuti blev født i byen, den store og strålende hovedstad Wesi, som vi kalder Theben, i det tretten hundrede og femogtyvende år før frelserens fødsel. Tidligt viste han tegn på evner i litterær retning og lærte allerede som femtenårig at læse og skrive. Det var ved den tid, han forelskede sig i Bata, købmanden Unamuns fortræffelige datter, som var sine forældre til behag og bydelens unge mænd en nydelse og adspredelse for øjet.

Også bydelens bedagede balsamerer, Sinuhe - han var fyldt de fyrre somre - fik øje for hende og begærede hende til ægte. Pigen var ikke videre stemt for forbindelsen, og da Sinuhe ikke netop var hovedrig, ville man ikke insistere.

Den unge Ptahemdjehuti, derimod, var af god familie og havde allerede en anselig position, desuden elskede Bata sin skriver, og det var jo heller ikke så dårligt. Forberedelser blev gjort til brylluppet.

Men inden forbindelsen kom i stand, lod den skinsyge balsamerer, hvem Unamun og hans datter havde vraget - fandt han - på det skammeligste, den unge skriver myrde for penge. Der blev en gråd og jammer over det ganske Theben, thi hans digte var meget kendte; hans familie og svigerfamilie samledes i grædehus, og den stakkels Bata gik rundt med tomme øjne og en lille kniv, som ingen kunne vriste fra hende, eller turde, for hun var så spæd og fin, og våbnet så vokset i eet med hendes hånd, at man frygtede, at man ved en ugennemtænkt bevægelse kunne trække hele den sarte plante op ved rode.

Endnu før skriveren var gravlagt, mens han endnu lå i grædehuset, fremturede nu balsamereren med visitter, idet han tænkte, at han nu, efter at have ryddet rivalen af vejen, atter kunne prøve sin lykke. Bata svarede ham ikke.

Tilsidst sagde Sinuhe: "Det forekommer mig dog, at din datter, kære Unamun, er bedre tjent med levende end døde, med Apis end ådsel!"

Nu talte Bata for første gang i flere dage, idet hun svarede og sagde: "Papyrus dør for at spire igen, og skal jeg ikke møde min elskede her, så dog et andet sted."

Disse ord ramte Sinuhe hårdt, thi han vidste, det var sandt, som hun talte. Sinuhe var nemlig ikke for intet balsamerer, han kendte mange hemmeligheder. Således vidste han, at KA, livsånden, er evig, og når legemet dør, flyver den ud som en fugl, der forlader een rede blot for at bygge en anden. Dette, enedes han med sig selv, skulle ikke hænde med Ptahemdjehuti.

Den samme nat stjal han skriverens lig fra grædehuset og balsamerede det derefter på en sådan måde, at KA for evigt ville blive i sit legeme. Så lagde han det i et galleri, der var blevet udgravet i en af Thebens mange høje i farao Ahmosis' regeringstid, men aldrig taget i anvendelse og siden glemt, kun kendt af Sinuhe, thi denne viden havde han arvet fra sine forfædre. Derpå forseglede han galleriet.

Sinuhe fik dog siden sin straf, thi da man opdagede, at han ofte tog sig betalt for hele den indviklede balsameringskunst og så dog begravede liget i jorden og fyldte mumien med stokke og sten. Man afhuggede hans hænder og fødder og jordede ham levende.

II

I virkeligheden var det jo en vittighed.

Nu havde hendes professorer brugt en lille halv snes år på at fratage hende alle illusioner og romantiske forestillinger vedrørende ægyptologien. De havde fortalt hende, at der var arkæologer, der havde arbejdet tredve år på at gøre en blot mellemstor opdagelse, at intet arbejde i verden var så lidt lønnende og fuldt af skuffelser som netop det, hun havde valgt. Og minsandten, om så ikke den allerførste ekspedition, hun deltog i, fik bid!

Ptahemdjehutis grav - det var næsten ikke til at tro. Ptahemdjehuti hørte til den klassiske ægyptiske litteratur - uheldigvis var imidlertid ikke en eneste strofe bevaret. Hvordan mon han havde skrevet?

"Hiya, Stardust!"

Brenda Starr fik den skoldhede kaffe galt i halsen, hun hostede, og hun hostede, og 2Cowboy" dunkede hende i ryggen. Cowboy kom altid ind på den måde: "Hiya, baby, noget varmt i kanden?" Og så grinede han, som om han havde sagt noget, der var på en gang vovet og afsindigt morsomt. Når teltåbningens sejldug blafrede for hans stormangreb, trak hun sig altid uvilkårlig nogle meter tilbage, ud af lygtens lyskegle - hvor var han dog utålelig, det menneske. "Jeff Morgan, honey, altid til tjeneste; mine venner kalder mig 'Cowboy'."

"Hvodden skær'en!"

"Vil du have noget kaffe?"

"Tak som byder. Det trækker sammen."

"Til hvad?"

"Sgu i al fald nok ikke snestorm, hee-ar, hee-ar, hee-ar!"

Han lo som et æsel.

"Nå, me-go-beddy-bye-now. Seeyaround, dusty, hee-aree-har."

Ro i lejren. Professor Summerley var forlængst gået til ro, han ville sikkert også være den, der kom først på benene i morgen tidlig, det plejede han.

Brenda kunne ikke sove, ophidselsen havde været for stor. Alene tanken om, at hundrede meter borte, lænet op ad væggen i hulen, stod Ptahemdjehuti, måske sin tids største digter. Gud, dengang var der mænd til!

Hee-har.

Professor Summerley havde insisteret på straks at afdække mumiens ansigt, det havde været ualmindelig velbevaret. Der var noget besynderligt tiltrækkende ved det, noget åndfuldt, uforklarligt - hun måtte se det igen, nu, hvor hun kunne være alene, uden at behøve at lytte til professorens forelæsningssovs: "Dihir er intressant, smask-smask, di skal du se, Brenda, smirk-smirk, dihir er meget intressant!" og Cowboys brandere: "Uh, I want my mummy, hee-har!" Nej, hun ville gå derind alene, inddrikke stemningen af fred og styrke.

Hun forlod teltet og skråede over til hulen. Hun tøvede et øjeblik, før hun gik ind.

III

Hun drejede om et hjørne, og lygten syntes at brænde heftigere, som det tågede aftenlys blev lukket ude. Lyskeglen var gul og næsten stoflig, mørket lukkede graven. Nu stod hun foran mumien, stirrede ærefrygtig ind i dens tomme øjne. Ro lå over mumiens træk, ikke alvor og strenghed, men fred, som en lang varm sommer kan være fredelig. Mumien lignede ikke en ung mand, men det kunne han vel heller ikke siges at være, efter at treogtredve århundreder var gledet hen over taget på hans bolig. Der var ... erfaring i hans træk, selvom hun ikke kunne gætte, hvor den skulle være kommet fra til et menneske, der ikke havde overlevet sin tyvende fødselsdag. Den høje, brede pande fortalte om intellekt, de dybe øjehuler om inspiration, de store ører om livskraft og fantasi. Næsen var aristokratisk, munden livfuld, venlig og en anelse sanselig: Dette var utvivlsomt mumien af en digter og tænker. Hvis hun dog blot kendte et eneste af hans digte, hvis blot nogle få linier havde overlevet til hendes tid. Hvordan ville de have lydt? Og i disse øjeblikke trængte en stemme, der ikke var en stemme, men en tanke, med en lyd, der ikke var en lyd, men en følelse, dybt, dybt ind i hendes hjerne, og Det Gamle Sprogs vellyd lejrede sig i dens hulrum som dadlen på gourmetens tunge, gennemtrængte dens fibre og stødte på hendes bevidsthed, som blind rammer blind i famlende håndtryk:

"Ak, ingen tomhed,
ingen længsel,
ikke havets dybder, og ikke hvælvingens højde regnet fra brøndbund, ikke urvandenes vidder
er trøstesløse eller inderlige,
dybe, uendelig lange
som min længsel efter dig, min elskede,
den sidste nat før vort bryllup."

En let skælven gennemrystede hendes krop. Det var kommet som en tanke, et indfald, glemt, før det var udtalt. Det havde været, som Ptahemdjehuti havde hørt hendes bøn, som havde han lejret sig tålmodigt ved hendes side og hvisket et digt i hendes øre.

Hun betragtede atter mumiens ansigt og gik nærmere for at se, hvad det var, der glimtede og strålede på Ptahemdjehutis pande, og hun sluttede, at et insekt var fløjet mod mumien i mørket og blevet knust.

For den perle, der smykkede den gamle skrivers ansigt, var frisk blod.

IV

Hun vidste egentlig ikke selv hvorfor, men hun vendte tilbage den følgende nat. Hun lagde sig på knæ foran mumien og sagde automatisk hen for sig: "Læs for mig, skriver!" Af en eller anden grund virkede mumien ikke nær så fredelig og ophøjet som den foregående nat. Hans øjehuler var ligesom blevet mere levende, et lille smil, syntes hun næsten, spillede om hans læber. Han var blevet tre århundreder yngre, afgjorde hun med sig selv.

Et lille stykke tid forløb, før stemmen svarede hende på det sprog, hun havde ofret så mange år på at lære:

"Op, min elskede!
Solen står allerede højt på himlen,
og brudefølget venter.
Se dine forældre, højtidsfulde,
hør slægtningene sladre,
nu er det en tid for vin og bannere ..."

Tavshed. Hendes hjerne var tom, hendes øjne søgte tillidsfuldt mumiens.

Lyset flakkede og gik ud. Ptahemdjehuti skælvede som en febersyg, og to røde dråber trillede ned ad hans kinder: "Du har ladet din brudgom vente, Bata!" Hendes læber formede de vanskelige stavelser, men ikke en lyd frembragte de.

"Bata, min elskede ..."

"Jeg er ikke - den, du tror, store skriver!"

"Bata! Bata, Harde, Ferti, Chore, Aminia, Mary O'Malley, Elisabeth Ferres, Brenda Starr - mange navne, mange kroppe. Og dog - altid - min Bata!"

Reinkarnation, tænkte hun. Han tror, jeg er ... men måske er jeg ...

"Store skriver! Jeg er - jeg var din Bata. Nu er jeg en anden, og det må du ikke laste mig."

Mumiens venstre øje syntes at glide op og frem, kom tilsyne; det var frygteligt at se til, fyldt af bebrejdelse og smerte: "Er det således, vi taler om kærligheden: JEG VAR DIN?"

Brenda rejste sig og flygtede. Hun bestemte, endnu mens hun løb, at hun aldrig mere ville vende tilbage, at hun allerede den følgende dag ville vende tilbage til Staterne. Hendes nerver måtte være slået klik, atmosfæren, hendes viden om, at hun bevægede sig blandt rester af mennesker, der havde levet og elsket for tre årtusinder siden, havde bragt hende ud af balance.

Et sådant sammenstød mellem kulturer var for de hårdhjertede og klarhjernede, ikke for et sentimentalt fjols som Brenda. På et museum ville hun slå sig til ro. Når først tusind snottede unger havde overgloet skriveren, ville han ikke længere have nogen magt.

Selvfølgelig fik Summerley hurtigt overbevist hende om, at hendes plads var her, med ham og Cowboy (hvis idiotiske vittigheder blev noget nær trøsterige i den følgende tid), indtil Ptahemdjebuti var bag glas på Princetown-museet i hendes og professorens stolte fødeby. Om sine 'oplevelser' med mumien nævnede hun selvfølgelig intet. Fra det øjeblik forandredes Brendas verden. Hun fik modet tilbage, besluttede at blive ved sin gerning, men forstod, at kloge hoveder ikke for ingenting havde advaret hende mod romantiske følelser for arbejdet. Fra nu af ville hun aldrig mere lade sig rive med. Mumier var døde mennesker.

Og døde skulle de forblive: The only good mummy is a dead mummy, som Cowboy ville have udtrykt det ...

V

Tre dage før et andet hold skulle ankomme for at hente mumien til afskibning begyndte ulykkerne at regne ned over den lille ekspedition. En sandstorm begravede landroveren så grundigt, at det ville tage en uge at grave den fri, rense motoren for sand osv. Man satte sig følgelig til at vente på, at det skulle blive torsdag.

Mandag aften kom professoren ind i teltet til Brenda og Cowboy, idet han ængsteligt studerede sin hånd.

"Er du kommet til skade?" spurgte Brenda.

Der var blod på Summerleys hånd, alligevel rystede han energisk på hovedet. "Nej, nej. Det er mumien - den bløder."

"Hvaba'?"

"Jeg er ligeså overrasket som du, Morgan. Men den bløder faktisk ud af næse og ører. Og ud af øjnene, som om den græd."

Den nat fik Summerley høj feber. Han kastede sig frem og tilbage på sengen og talte i vildelse på en blanding af engelsk, fransk og old-ægyptisk. Han blev ved med at gentage mumiens navn. Tilsidst faldt han til ro, Morgan trak på skuldrene og gik beddy-bye.

Brenda turde ikke forlade den gamle mand, der snart blev urolig igen. Sommetider var han langt væk, sommetider helt klar og sagde til hende, at hun ikke skulle være bekymret, eller klagede over tørst - han tømte hele teltets vandbeholdning, og Brenda gik over til sit eget telt for at hente mere. Pokkers med den lastbil! Nå, i overmorgen ville det andet hold nå frem, medmindre de også - Gud forbyde - var blevet sinket af sandstormen.

Da hun vendte tilbage med dunken, var professoren væk. Hun løb udenfor og så sig indgående om til alle sider. En skygge var ved at glide gennem indgangen til hulen.

Brenda havde ikke været i gravkammeret siden hin frygtelige nat, og hun havde svært ved at stramme sig op til at følge efter professoren, men kunne på den anden side heller ikke se, der var andet at gøre.

Da hun nærmede sig, syntes hun, hun hørte stemmer, men da hun nåede frem, var der kun en, professorens. Nu talte han udelukkende flydende old-ægyptisk:

"Jeg må indrømme, kære svigersøn, at jeg er ængstelig i mit hjerte. Denne Sinuhe, balsamereren, hans følelser for dig er ikke venlige. Han kunne finde på ting, der ville være os alle til stor sorg ..."

Straks efter så hun, at det var mumien, han tiltalte. Hun stod lamslået, ude af stand til at afgøre med sig selv, hvad hun skulle gøre. Så mærkede hun tilstedeværelsen af en anden bag hende og vendte sig. Det var Cowboy, der måbende iagttog sceneriet.

"Vi må se at få professoren tilbage til teltet!" sagde Brenda, men Cowboy blev ved med at måbe, mere og mere - frygten lyste ham ud af øjnene. Tilsidst vendte hun sig atter med rynkede bryn mod professoren og mumien.

Summerley tav nu. Mumiens venstre øje var stadig vidt åbent, og det flammede frygteligere end før, og hvad der var væsentligt mere ildevarslende: Ptahemdjehuti havde drejet hovedet.

Cowboy tog hende fast om håndleddet og trak hende ud af galleriet; hun var for chokeret til at stritte imod. Først tilbage i teltet slap han hende, tungt åndende. Han var pludselig blevet alvorlig: "Han vil dræbe os. Mumien. Han vil dræbe os begge for vores utroskabs skyld!"

"Utroskab?" Brenda stirrede uforstående på den unge mand.

"Har du da ikke gættet det?" Morgan så bebrejdende på hende. "Da jeg hørte om ekspeditionen her, meldte jeg mig straks frivilligt. Hvis Ptahemdjehuti slap fri - det ville være forfærdeligt! Som livet samler sine aktører - igen - og igen! Har du da ikke gættet det?

Jeg er jo - balsamereren Sinuhe ..."

VI

Morgan gav ikke Brenda tid til at fundere over, hvad han havde sagt. "Vi må brænde mumien!" sagde han. "Det slipper Ka fri - så genfødes han et andet sted på jorden som spæd, og det varer tyve år, før han bliver stærk nok til at plage os igen. Det giver os tid. Måske kan jeg til den tid balsamere ham igen, og dennegang gemme hans mumie et sted, hvor ingen nogensinde vil finde den ..."

De vendte endnu engang tilbage til hulen, dennegang bevæbnede med en fakkel. I gravkammeret lå professoren, feberen havde øjensynlig gjort kål på ham, den gode Summerley, eengang købmanden Unamun, hvis svigersøn var blevet brutalt myrdet, og hvis datter havde sørget sig ihjel.

Ptahemdjehuti var ingen steder at finde.

"Hvis bare ikke Summerley havde afdækket hans ansigt!" hulkede Morgan. "Det var det, der vækkede og befriede ham!" De tilbragte en nat og en dag i angstfuld venten. Tirsdag aften gik Morgan på rekognosering. Han vendte aldrig tilbage. Hun ventede en time og forlod så teltet.

Udenfor, som en enlig, mødig og bedrøvet vagtpost, stod mumien. Hans øjne var forsvundet igen i hulerne, og han blødte ikke mere. Hvis hun ikke havde vidst bedre, ville hun have svoret, at de lange linnedstrimler gemte et rovdyr, munden var åben og dryppede blod, men af en eller anden grund troede hun ikke på, at det var mumiens eget.

Hun vendte sig for at løbe, men knæene slog sammen under hende, og Ptahemdjehuti lagde en arm om hendes hals og klemte til. Så var det, som om han stivnede. Som om han alligevel ikke kunne pine og dræbe det, han elskede højest af alt. Han kunne ikke dræbe hende, og han kunne ikke slippe hende, de var som sammenvoksede, ude af stand til at skilles eller blot bevæge sig: eet dyr.

Så sprang Morgan adræt frem fra skyggerne med en fakkel i hånden. Med minutiøs omhu stak han ild på den nederste fold af hendes nederdel. Så lænede han sig beroliget tilbage mod teltvæggen og så den underlige dobbelte skabning forsvinde i flammerne. Summerley-ekspeditionen 1974 forsvandt således uden et spor ...

... I året 2045 købte en meget gammel mand et uskadeligt missil af Hærens Overskudslager. Han fremviste en officiel tilladelse og det balsamerede lig af en ung mand, som han fortalte, var hans søn. Den gamle mand, der hed Geoffrey Morgan, men aldrig blev kaldt for andet end "Cowboy", havde altid ønsket, at hans søn skulle blive rumpilot, og det havde den unge mand også selv villet. Desværre havde en tuberkulose taget livet af ham, før han kunne nå at få sit ønske opfyldt. Den unge mands sidste ønske, sagde han, havde været at blive begravet som rumfarer, i rummet. Ved hjælp af missilet ville faderen nu opfylde dette ønske og sende sønnen langt uden for solsystemets grænser.

Geoffrey Morgan døde 2047 en rolig død i bevidstheden om, at han nu endelig havde skaffet sig af med den plagsomme skriver.

VII

I virkeligheden var det jo en vittighed.

Nu havde hendes professorer brugt et lille halvt år på at fratage hende alle illusioner og romantiske forestillinger vedrørende rum-arkæologien. De havde fortalt hende, at det meste af det vraggods, der driver rundt i rummet, er det rene bras. Og så havde hun på sin allerførste ekspedition fundet et skib indeholdende en balsameret ung mand - ikke, at han så ung ud, men det kunne man vel heller ikke forlange efter - ja, lad os nu se, vi skriver 5395, så det måtte jo blive: treogtredve århundreder!

Og nu var kapslen i den lille ekspeditions skib åbnet - selv den balsameredes ansigt var afdækket, hun stod og så ind i de sorte øjenhuler og på den fast tillukkede mund.

Gad vidst, hvad han ville sige, hvis han kunne tale? Og i disse øjeblikke trængte en stemme ind i hendes hjerne, som ikke var nogen stemme, og som ikke talte noget bestemt sprog, med en lyd, der var en tanke:

"Du har ladet din brudgom vente, Bata!"

Hun virrede forbavset med hovedet. Vist lod hun da ikke sin brudgom vente. Det ville da også være dumt, så stort besvær hun havde gjort sig for at få ham.

Gud, hvor de andre piger var misundelige!

At tænke sig: Hun skulle giftes med kaptajn Sinu Hensen, blandt venner kaldet »Cowboy« ...