Kedeligt nyt om Wulfianismen

 

Af SØREN KJØRUP

Erwin Neutzsky-Wulff: Etik. 132 sider, kr. 24,75. Multivers.

UDENPÅ BOGEN klipper en halvnøgen kvinde nogle negle på en løve med en fåresaks. Og bogen slutter med et »Således talte Zarawulfstra« plus et billede af forfatteren med angivelse af, hvordan man kan klippe hovedet af ham. Og også indimellem er der glimt af den uhyre produktive Neutzsky-Wulffs særlige vid og stilsans, som man kender den fra romanen »Adam Harts opdagelser«.

Men denne gang bliver det kun til glimt, og for at størstedelen virker »Etik« blot som et pjattet venstrehåndsarbejde, der burde have været forbeholdt den snævreste wulfianske inderkreds. Nogle parodier på faglig værdi-filosofisk prosa - der ellers nok kunne fortjene at blive parodieret præcist og skarpt - falder til jorden som studentikost pladder. Forfatterens koketteren med læseren virker som halvhjertede forsøg på at dække sig ind bag en holdning af »det hele skal ikke tages så alvorligt. Og dog!«.

»Erwin Neutzsky-Wulff (født 1949) er blevet kaldt næsten alt mellem himmel og jord. Een ting er han imidlertid aldrig blevet kaldt: Kedelig« - hævder forlaget. Med »Etik« har han dog gjort hvad han kunne for at få indhentet det forsømte.