Filmanmeldelse: Rollerball

 

Neutzsky-Wulff: Rollerball

Hvad er renæssance? Hvorfor har vi ikke renæssance hele tiden? Hvordan kan en verden ligge i dvale i århundreder og så pludselig eksplodere i geni? Formodentlig fordi der til enhver tid vil være en kraft, der undertrykker geniet. Derfor ytrer det sig ikke kontinuerligt, men i "jordskælv af ånd". Der sker et gennembrud af den frosne jord, og blomster skyder op overalt. Ind imellem hersker vinteren uimodsagt. Frasernes, fordommenes, traditionens vinter.

Selv gætter jeg på, at dette land er midt i en sådan vinter. Der produceres ikke noget nyt, tænkes ikke nye tanker. Vi har en fløj der uforstyrret forfægter forrige århundredes liberalisme, og en anden, der ligeså overbevist fører samme sekels socialisme i marken. Opstår endelig noget nyt, bliver det kasseret af venstre som højreorienteret, og samtidig uvægerlig af højre som venstreorienteret. Det kan jo ikke være vores, så må det være de andres. Og det, som hverken venstre eller højre kan tage til sig, er jo ganske klar simpelthen uinteressant. Således lægger frosten sig over landet.

Jeg kan ikke håbe på at slå hul i isen, måske højst underminere den hist og her, ved utrætteligt arbejde. Men jeg kan blive ærgerlig, når jeg ser et kunstværk sjoflet, fordi meningerne i det ikke er "rigtige" og derfor overses med forsæt. Det er grunden til, at jeg forsøger mig med en anmeldelse af sf-filmen Rollerball i Proxima.

Rollerball foregår i en verden, der ligner vor egen meget, hvad der er foruroligende, og vore idealer mere, hvad der er allerhelvedes skræmmende. I denne fremtidsverden er det afgørende The Game, et spil, som egentlig ikke er noget spil, fordi det ikke har - ikke må have - nogen vindere. Vi tænker straks på de tomhjernede sovjetiske musik-vidunderbørn, der altid omhyggeligt gør opmærksom på, at Guds (dvs. Sovjet-Statens) er æren. The Game er et sindrigt system med to i grunden ikke overvældende forskellige klasser: Manipulatorerne, "lederne" ("Executives make executive decisions", forklarer en senil datamat denne tingenes tilstand) og alle andre, som får deres beslutninger taget for sig. I virkeligheden manipulerer alle alle. Spillet har sit sindbillede i spillet Rollerball, der er noget mere end blot sporten, som den herskende klasses måde at kontrollere befolkningen på (jvnf. den brasilianske fodbold). Det er et i grunden yderst intrikat stykke filosofisk legetøj. Det repræsenterer ikke blot samfundsspillet, men det langt større og farligere spil, som tilværelsen er. Målet med spillet er at overbevise befolkningen om »det formålsløse i individuel stræben«, som det præcist udtrykkes. Det formålsløse i volden, der hegnes ind og kontrolleres som rovdyr i en zoologisk have. Det formålsløse i virkelig livsudfoldelse, i kamp. I Rollerball-spillet er kampen og volden virkelig også meningsløs. Det er en energi-udfoldelse så tåbelig, så stupid og rå som et andet spil: Krigen. At blive moset af en stålkugle, rollerballen. De herskende, meningsdannende, har arrangeret spillet sådan. Associationerne til den generelle livsudfoldelse ufarliggør denne sidste. Og så er målet nået.

Men intet system er perfekt. En spiller, Jonathan E(nergy?) bliver for god til spillet. Han bliver mål for en persondyrkelse fra publikums side. I vort samfund er persondyrkelsen en slags afreageren af trangen til at have en rigtig identitet. Det véd vort samfunds magthavere og er tilfredse. Men i Rollerball har the establishment taget endnu et skridt, og her repræsenterer den hyldest, som bliver Jonathan til del, et illegalt behov. I filmen bliver den et symbol på individualismen an sich. Derfor er JE's sejr andet end en ligegyldig sports-bedrift. Jonathan bliver bedt om at trække sig ud af spillet. Han bliver ikke egentlig truet; trusler, vold og tortur er en luksus, Utopia ikke kan tillade sig (højst et ophold på et sindssygehospital på statens regning). Jonathan giver sig ikke. Spillet opløser sig, efterhånden som situationen tilspidses, ingen udvisninger, ingen udskiftninger. Da den sidste regel, tidsfristen, bortfalder, udvider banen sig og bliver livet selv.

Jonathan E. indser dette i en af filmhistoriens smukkeste scener, da en af hans holdkammerater dør den død, som også bliver vores fremtidsdøden: Hjertet slår, kroppen lever, alt kan holdes i funktionsdygtig stand, efter at hjernedøden er indtrådt. Jonathan E. forstår ikke denne form for død. Lægen gør ham irriteret opmærksom på, at ifølge hospitalets regulativ må han underskrive en formular, der giver tilladelse til at anvende alle de friske organer i det afsjælede legeme.

"There are no rules!" svarer Jonathan.

Til sidst finder vi ham i det sidste Rollerball-spil, verdensmesterskabet. Spillerne dør som fluer. Da han gør sejrsrunde, råber mængden hans navn, stadig højere. Glasset ind til banen dugger, buler, menneskeansigter vågner, kommer nær. Vi ser arrangørernes bekymrede ansigter. Her slutter filmen.

Det er en fremragende film. Ikke uden fejl: Rollerball-sekvenserne er vel lange, den megen brug af klassisk musik virker manieret, men Bachs Toccata i D-mol har som sædvanlig sin virkning, her som individualismens tema. Kvinderne står blegt, de er genstande snarere end mennesker, kolde, usympatiske. Hovedpersonens fortvivlede forsøg på at få fat i en bog mellem kønne og velmanicurerede "bibliotekarer" og elektronhjerner, der nærmest fungerer som en slags kulturens destruktionsanstalter, er morsom, men drives for langt ud i farcen. Men det er altsammen mindre indvendinger.

Denne hjertelige, filosofisk klokkerene, afdæmpede, selvkloge, men også fremsynede film, får anmelderne med sædvanlig forståelse for geniet til "ubehagelig spekulation i vold". Desværre har dette besyv sikkert afskrækket mange fra at gå ind og se filmen, også sf-fans. Derfor denne anmeldelse. Når den ud i december-nummeret, skulle der være en chance for, at filmen stadig går i en eller anden biograf.

Og så skal den ses.

Erwin Neutzsky-Wulff