Harmachis øjne

AF Erwin Neutzsky-Wulff

 

I himmelhøje røde dyner reflekterer det ørkenhvide sandspejl den sukkerblå solflade. Den arabiske ørken er et ark skrivepapir med en motoriseret flue, John Derek Webster, der hviler ud bag en sanddyne med fødderne oppe og »The New York Times« fremme, John Derek Webster, der ikke kunne vente, men måtte køre halvanden hundrede kilometer over solens tromme for at være til stede ved et vigtigt møde, vigtigt for John Derek Webster, i El Quseir, vigtigt nok til, at han nu ligger som et stykke bacon på en stegepande 80 kilometer øst for Qena.

Harmachis ser.

John Derek lagde fødderne over kors ved anklerne og bredte sin avis ud over horisonten, ørkenen forsvandt og erstattedes af menneskemasser og reklamer for soft-ice. Konflikt. Den engelske forsker Sir Bla-bal Esquire mener at have fundet et virksomt middel mod blob-blob. Præsident Didal kræver, at Dutdut straks trækker sine tropper tilbage fra Dadadums grænser. Hidtil stærkeste brintbombe afprøves I morgen. Hungersnød i ...

John gabede. Han havde hvilet en time, og det var på tide at fortsætte. Men han kunne ikke få sig selv til at dreje tændingsnøglen om. Han trak vejret dybt, lungerne gjorde ondt, han baksede med kraveknappen, de svedige fingre gled, en kvælende irritation bemægtigede sig ham, og knappen beskrev en bue mod vindspejlet. Han virrede med hovedet. Alting var blåt.

Harmachis så.

Han vågnede af en abscence på et lille kvarters tid. Han kneb øjnene sammen - hvad var den lyd? Det var efterårsstormen i trætoppene, som han kendte så godt, men her var ingen træer og aldrig efterår. Hvad var det da? Han så sig om. Så så han det, ud af det ene sidevindue. Det var en flodbølge. En stor, blå mur på march fremad, så syntes den ligesom at standse, trække sig tilbage igen, så fremad, sitrende, nølende, mægtig, luften bølgede, og tiden gik i stykker, som han sad der i den hermetisk tillukkede sardindåse og så den komme. Så var der nogen, der tog i dørhåndtaget, nogen, der bombarderede presenningen over ladet med sten, nogen, der ville ind, men alle disse nogen, de var alle ørkenen, der rullede sin gule løber ud: Sandstorm, gik det op for ham, sandstorm! Vognen gyngede i affjedringerne, så han troede, den ville vælte, der var sort omkring ham, der var sort i ham.

Da det store dyr Ørken var blevet træt af sit nye legetøj, kastede den det op på en havløs strandbred. En sanddyne havde fået antenne, den stak op af det hvide som en synål af en sukkerskål, så begyndte sandet at skride, en dør gik op, og John Derek Webster stod under solen.

Allerede derinde i mørket havde han vurderet sin situation. Umiddelbart syntes det lettere at gå de manglende haivfjerds kilometer end at grave vognen fri, rense motoren for sand, prøve at få den i gang, finde sten til at lægge under hjulene osv. Men han vidste, at det ville være selvmord. Ganske vist havde han kompas og forsyninger, og han havde før gået et lille hundrede kilometer fordelt over et par dage. Men her gjaldt næppe naturlove eller måske netop kun dem. En ny sandstorm, og han ville have samme chancer som en valnød under en forhammmer.

Alle disse overvejelser forsvandt dog som dug for solen ved det syn, der mødte ham, da han trådte ud af bilen. Foran ham lå en bygning, han aldrig havde set magen til.

Den bestod af en stenkasse ca. 30 gange 30 meter i grundrids og 10 meter høj, ovenpå hvilken en ny kasse var stablet, noget mindre end den første, og ovenpå den igen en ny og således videre en ni-ti etager. En arkæolog ville have dateret den til tidligt fjerde dynasti, dvs. omkring 2600, men i virkeligheden var den langt ældre. Den stod faktisk allerede i det treogtredivte århundrede før Kristus, den stod, da Menes kaldet Narmer, forenede Ægypten, den stod, da ægypterne opfandt skrivekunsten, da de begyndte at bygge med sten omkring 2800, og den havde stået længe, da de første pyramider blev rejst. Den var bygget af hænder, der ikke var ganske menneskelige.

Ægypterne vidste, at selv mindre guddomme kunne bygge monumenter, af hvis byggesten intet menneske kunne rokke den ringeste, monumenter, større guddomme kunne knuse med en panderynken. Men det havde menneskene glemt, og John Derek Webster havde aldrig vidst det.

John gik rundt om templet eller mastabaen eller hvad det nu var for en. Der var ingen port. Men der var en sprække i muren, som utvivlsomt årene havde afstedkommet, bred nok til, at en slank mand kunne klemme sig igennem.

Han stod foran hullet og tænkte. Okay, han var nysgerrig. Og hvad kunne der ske ved det? Han fik pludselig lyst til at løbe tilbage til vognen, grave den fri, sætte sig i den og køre til El Quseir i fuld fart. Derfra ville han tage med skib tilbage til New York, hvor han ville låse alle døre og krybe ned under dynen i sin seng. Så absurd og grotesk voldsom var denne trang, at den overbeviste John om, at den var aldeles ubegrundet, og han mavede sig ind i mørket efter at have hentet og tændt en lygte. Denne lygte var et af teknikkens vidundere. Da han satte den på et lavt stenbord midt i det store rum, kunne han netop skimte alle væggene. Det fik ham til at føle sig tryggere.

Den ene endevæg var forsynet med en enorm port, hvad ikke undgik at undre den unge mand, for på den anden side af muren var som allerede nævnt ingen sådan port at øjne. John konkluderede, at den måtte være til pynt.

Templets vidunder og største attraktion var imidlertid at finde ved den modsatte endevæg.

Der lå nemlig med ansigtet mod døren som en sovende løve den største androsphinx, han nogensinde havde set. Den havde den karakteristiske skiveformede hovedbeklædning og det firkantede, stiliserede skæg, ørerne var små og trækkene næsten kvindelige. En bred næse understregede den sanseligt halvåbne mund, og der var en underlig air af statelighed over den.

Sådan, tænkte John, måtte en gudinde se ud: Skøn, dejlig, men utilnærmelig, en skabning, man måtte tilbede med en underlig blanding af vild ømhed, morderisk begær og masochistisk respekt.

Men intet fangede John Derek Websters opmærksomhed som HARMACHIS ØJNE: To pragtfuldt, rødgnistrende stene på størrelse med velvoksne fodbolde. Harmachis uindbudne gæst afgjorde uden videre, at ejeren af blot en af disse to ville være verdens rigeste mand. Noget længere tid tog det ham at fatte, at de var hans, hvis han blot gad strække sig efter dem.

Harmachis så.

Harmachis så til verdens ende. Og ved verdens ende lå DWAT. Og dér måtte DWAT blive, det var Hans opgave, derfor havde Han ligget gennem årtusinderne og bevogtet porten, den eneste port, DWAT kunne passere.

Men så længe Harmachis fæstede sine øjne på porten, så længe kunne DWAT ikke passere. Thi DWAT måtte komme ubemærket til verden.

Harmachis så. Han så John Derek Webster klavre op mellem sine ypige bryster, hæve sig op, strække sig efter Harmachis ansigt.

Harmachis græd. Store røde dråber løb ud (af øjenkrogene, faldt ned og landede på stengulvet. Der sortnede de og koagulerede ligesom. John sprang. Han havde begge Harmachis øjne i favnen, og han løb, begejstret, rædselsslagen mod det lille hul. Han trådte i noget blødt, brunligt; Harmachis' tårer klatrede op ad hans ben, og han tabte de store kugler. Først nu fik han øje på de mørnede lig, der hang langs den tredje væg i sorte lianer af det klæbrige stof, som nu lukkede sig om hans håndled. Han kendte sin skæbne: Han ville blive korsfæstet med de andre på den tredje væg, myrdet af en livsform, der aldrig havde levet andre steder end i Harmachis tempel. Harmachis så ikke mere. Men han hørte. Den store port gav sig. Det var DWAT.

DWAT måtte standses, men med hvad? Harmachis' blik kunne ikke længere fryse DWAT, brænde DWAT til aske. Det violette stof tøvede, så trak det igen, men i en anden retning. Det korsfæstede John, ikke på den tredje væg, men tværs over porten. Harmachis var desperat. Man kunne lige så gerne have forsøgt at låse et løvebur med Scotch-tape. Men Harmachis var desperat.

John Derek Webster hang et øjeblik, fastnaglet som et levende segl over den møre dør. Så blev han revet over som en dukke af papir. Skulderbladet knækkede, blodet strålede ud, en lunge landede med et melankolsk smæld på gulvet for den blinde Harmachis' fødder. Et ribben gennemborede hjertet, hans kønsdele blev skåret af ved roden, så hang han flagrende på hver side af den åbne port, gennem hvilken DWAT passerede.

Harmachis græd.

Mørket gennemskyllede verden, solen flakkede og gik ud. Brint-bomben udløstes automatisk af en datamat, hverken et sekund for tidligt eller for sent. Den ledte uvilkårlig tanken hen på en lille, ængstelig dreng, der tænder sin sidste tændstik i en mørk og tilsyneladende uendelig stor og fjendtlig kælder.

Så revnede jorden.