Dræberen fra underbevidstheden

 

Jeg ynder ikke spiritistiske seancer. Alle disse forholdsregler: Absolut mørke, ingen fotografering, ingen undersøgelser af rekvisitter, kort sagt alt, hvad der hører med til en jammerlig forestilling af den slags, tredjerangs amatør- og selskabsillusionister byder på. Og så oven i dette noget, der må tage modet fra selv et gement veloplagt, taknemmeligt varietépublikum: kvindegråd, følelsesmæssige blottelser - hvem ville ikke blotte sig emotionelt, hvis han troede sig ansigt til ansigt med sin elskede, for længst afdøde og begravede lille søn eller datter? Talentløshed og smagløshed blandes, og videnskabsmanden (også han, tror på eksistensen af andet og mere, end der er udsigt til fra Rundetårns observatorium en klar forårsaften), videnskabsmanden rynker på næsen.

Og dog, ligesom store kunstneriske begavelser ofte begynder deres karriere på en lille scene, således finder man ofte ved disse latterlige, oversanselige eftermiddagsforestillinger begavelser - omend i en noget anden retning, kort sagt: Medier.

En aften hørte jeg, at der i en spiritistisk kreds, jeg ikke tidligere havde besøgt, var fremstået en lysende genius, en ung pige, hvis enestående evner i omtalte henseende sagdes at have forbløffet mange.

Hun blev en skuffelse - jeg ønsker hverken at opgive hendes navn, hendes metoder eller den metode, ved hvis hjælp jeg uden at vaekke det øvrige selskabs opmærksomhed afslørede dem. Jeg skuffes ofte på denne måde, men holder mig for god til at skandalisere nogen enkelt person offentligt. Jeg var derfor også ret tilbageholdende, da en mig ukendt deltager fra seancen spurgte mig ud med hensyn til, hvad jeg syntes, om jeg havde fundet »forestillingen« (det var det udtryk, han betjente sig af) underholdende osv. Jeg erfarede dog straks efter, at han ikke lod mig noget efter hvad angår skarpsindighed og årvågenhed. Vi blev straks de bedste venner.

Min nyerhvervede ven viste sig at være af ædel byrd - en vis hr. De Fond - belgier, mit franske strækker til, men heller ikke mere. Vi faldt i snak om lidt af hvert, om spiritismen, om svindlere, om den skade, de forvolder, og om den hidsige diskussion, som til stadighed står mellem okkultister og fanatiske og hårdnakkede benægtere og materialister. Vi enedes om, at den, der kynisk afviser alt oversanseligt som ammestuesnak og overtro, i grunden ikke skader okkultismen så meget som de stakkels tåber, der har så travlt med at bevise eksistensen af det oversanselige, at de kritikløst udlægger den første den bedste svindler som dokumentation. Herved bestyrker de naturligvis kun materialisten i hans vildfarelse, idet det jo er en næsten ufravigelig regel, at svindlere før eller siden afsløres. Vi overvejede ligefrem at stille vor ekspertise i så henseende til rådighed for offentligheden, for at dog de mest sjofle udhalere kunne få kærligheden at føle. Alt dette undgik naturligvis ikke at bringe os tættere sammen indtil den dag, hvor Monsieur De Fond vendte tilbage til sit hjemland og bad mig følge en fjortendagstid efter, hvad der ikke kunne falde mig ind at afslå.

Ikke desto mindre skal jeg ikke nægte, at jeg første gang, jeg så borgen - for det var, hvad det var - følte mig i Renfields sko, da han betræder den frygtelige Draculas enemærker.

Det var en usandsynlig stor bygning, eller rettere: serie af bygninger. Dele af muren så ud, som var den hugget ud i klipen, to mægtige, sorte tårne strakte sig i vejret og pirkede til skyerne med de irrede spir. Exteriøret fristede til at tage det næste tog hjem igen; efter at have set det frygter jeg nu mere for at blive fristet til at blive så længe, at jeg er til ulejlighed for min vært, hvad han aldrig kunne få sig selv til at åbenbare med blot antydningen af et løftet øjenbryn.

Jeg hører Victor De Fonds venlige latter; han står bag mig og smiler til spejlet, der hænger lige over for mig, der sidder ved bordet og skriver. Jeg kigger også i spejlet og må smile som han, omend beskæmmet. Jeg har en dårlig vane med at gnide mig i ansigtet, alting synes at klø i det, så snart det udsættes for den mindste smule overflødig varme: næse, hage, pande, øren. Og min pen, der klatter og drypper fra mellemrummene mellem mine fingre, gud være lovet, der ikke er dug på bordet, jeg ligner en neger i ansigtet. Jeg sidder hjælpeløst og stritter med fingrene; min ven er gået ud af stuen, antagelig for at gøre en eller anden slags forberedelser til at ile mig til assistance. Ja, der har vi ham, grinende over hele sit venlige ansigt, med et stort vandfad i hænderne ...

Det lettede. Men han holdt ikke op med at le. Jeg ved godt, jeg har en karakteristisk måde at vaske mig på. Det første, jeg gør, når jeg ser et vandfad, er at stikke hele ansigtet ned i det, så vandfladen kilder mig i ørerne. Personlig finder jeg det absurd med den sædvanlige forestilling: Dypper en klud i vand, duppe på panden, dyppe igen, duppe igen, dyppe-duppe-dyppe ... Er min metode måske ikke mere effektiv? »Du ligner grangivelig en and!« sagde min ven hjerteligt. Jeg lod min næse dryppe af og tog fat med hænderne. Nu er jeg ren igen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg beholder den pen, jeg formoder, det er en slags sentimentalitet.

Jeg har været her et par dage, så endnu har jeg forhåbentlig ikke trukket for store veksler på hans gæstfrihed. Men nu til en mere spændende del af min fortælling.

Der foregår mystiske ting i borgen - jeg ved, jeg lyder som en tegneserie. Men det er nu ikke desto mindre ganske rigtigt. Ting flytter sig, knive knækker, malerier falder ned. Selv så jeg i går en vase blive løftet af en usynlig hånd og kastet mod væggen, så den sprang i tusind stumper.

Jeg udspurgte min vært med hensyn til, hvad han mente, forklaringen kunne være; først tøvede han, men da jeg vedblev og drillende spurgte, hvad borgens genfærd hed, blev han med ét alvorlig og svarede:

»Dets navn er 8 ID.« »ID«?

»Det ubevidste. Ja, min ven, jeg tror, det er os, der bevæger disse genstande. Eller i al fald noget i os.«

»Du mener, at fænomenerne er en art - ufrivillige bevægelser fra vor side?«

»Præcis. Vore hjerter slår, men vi er os det som regel ikke bevidst. På samme måde besidder mennesket disse kræfter, disse evner, uden at være sig det bevidst. Og bruger dem, vel at mærke. Altsammen under bevidsthedens tærskel.

Dette ubevidste, underbevidste »ID« spiller os mange sære puds. Nogle mere uhyggelige end andre. Nede i landsbyen havde vi for få uger siden to brødre, der var partnere i en særdeles profitabel forrenting: De handlede med fotoudstyr og lignende og havde hverken konkurrenter eller næringssorg. Hvergang et brudepar, nybagte forældre, ved konfirmationer, forlovelser osv. folk ville fotograferes, sendte de bud efter de to brødre.

Ingen anede, at der var den mindste uoverensstemmelse mellem dem, omend mange i stilhed ynkede den ene af de to, der af naturen var utilbørlig grim, mens den anden var en særdeles attraktiv fyr, som formelig vadede i knuste pigehjerter. Men som sagt, der synes ikke at være noget ondt i nogen af dem, endsige mellem dem.

Så en dag drak den hæslige af brødrene et par glas for meget, 'hæmningerne' faldt fra, ID rejste sig, og fyren gik hjem og knaldede en tung flaske i hovedet på broderen, hvorpå han metodisk skamferede ligets ansigt med koncentreret saltsyre. Han bedyrede i retten, at han ikke anede, hvorfor han havde gjort det.«

»Er ID da altid destruktivt?«

»Det holder i al fald åbenbart af at slå ting i stykker. Ærlig talt, Victor, jeg ved det ikke. Måske vil det bare gerne være frit. Det er jo i en slags fængsel, fængslet i forglemmelsen, i det ubevidste. Indespærring bliver man aggressiv af, ved du ...«

I morgen har vi besluttet at udføre ET EKSPERIMENT: Vi vil begge gennem koncentration forsøge at befri ID, se, hvad det vil gøre.

Slut for i aften.

Sidder her atter efter en begivenhedsrig dag. Vi udførte eksperimentet. Og med hvilket resultat!

Vi koncentrerede os begge - det var kort før solnedgang - om at befri dette uhyre, som Victor påstod, bor i os alle. Vi sagde til os selv, at vi ikke længere ville forsøge at kontrollere det. For bedre at koncentrere sig (sagde han) mumlede min ven nogle brudstykker af en gammel djævlebesværgelse eller sådan noget: »O Diabolos qui hominem creavit, quem Deus indidus in terram deiecit ...«

Der var helt stille og temmelig mørkt i værelset.

»... Leviathan, O sanguis patris mei ...«

Jeg så at noget lyste i værelset, en lille rød prik på den mørke væg, og spekulerede på, hvad det mon kunne være.

»... manus meae manus tuae sint, voluntas tua ...«

Jeg gjorde min ven opmærksom på den, og netop i det øjeblik begyndte den at bevæge sig, vandret, langs med væggen. Min ven næsten skreg:

»Ipic Mastema! Poraidao oceue anarni ivevti! Kom, det er den! Følg den! Sinimil sotsuc, damnas lagli oiufael!«

Den røde prik nåede vinduet og forsvandt. Vi skyndte os ned på det grønne stykke foran borgporten. Solen sank.

Og der, foran porten, som om den ventede på os, svævede den røde prik frit i disen, der begyndte at vælde op af jorden. Stod stille et øjeblik, som om den ville være sikker på, at vi fulgte den, og begyndte så atter at bevæge sig.

»Jeg ved, hvor den skal hen!« råbte Victor; jeg kendte næppe hans stemme igen. »Kirkegården. Selvfølgelig.«

Jeg stirrede uforstående på ham, mens vi løb ned ad de stejle skråninger, bort fra borgen, for prikken bevægede sig hurtigere nu. Næppe havde han imidlertid sagt det, før den forsvandt.

»Kirkegården,« sagde han. »Det flytter ting, ikke? Animerer dem, får dem til at bevæge sig, besjæler dem. Og nu er det blevet frit, stærkt. Hvad tror du nu, det vil besjæle?«

Vi nåede kirkegården, gik langs med det nedtrådte hegn for at komme hen til portalen, der dannede indgangen til den ældgamle begravelsesplads.

Nu kunne min ven ikke styre sig længere. Han for afsted med en fart, jeg ikke troede, noget menneskeligt væsen kunne skyde. Jeg kunne simpelthen ikke følge med. Jeg gik så hurtigt, jeg kunne, men han forsvandt alligevel for mig i tågen. Jeg kunne netop skimte portalen, i hvis åbning noget syntes at rejse sig.

Det syn, der mødte mig, da jeg langt om længe, tungt åndende, nåede frem til den brede trappe, som førte op til porten, kan ikke beskrives. Men jeg må jo forsøge.

Midt på trappen lå Victor på ryggen. Han havde endnu sin røde slåbrok på, nu stod den åben, for den var berøvet bæltet, den purpurfarvede kvastsnor, der havde holdt den sammen. Den havde nemlig Victors frygtelige angriber taget i brug.

ID havde kun fundet et legeme tjenligt til opholdssted, det sidst begravede. Altså sad nu den ulykkelige myrdede overskrævs på min arme ven; den røde prik var blevet to, der skinnede uhyggeligt i de tomme øjenhuler på det totalt skamferede hoved, et kranium, et renpillet kranium på et lig, der ellers var så friskt som noget, et lig, der var i færd med at strangulere Victor De Fond med hans egen slåbroks kvastsnor.

Jeg var lammet. Min ven vendte det hvide ud af øjnene; jeg var som tappet for al kraft og kunne intet gøre. Så faldt liget pludselig hen over Victor som en leddeløs kludedukke. Kunne ID ikke holde sig fast længere? Straks efter vidste jeg, at jeg havde taget fejl.

ID rørte min bevidsthed. Jeg mærkede mine tanker flytte på sig, som uhyret maste sig ind i min hjerne. Jeg spærrede øjnene op, bevidstløsheden truede i øregangene. Så slap det og var borte. Victor De Fond rejste sig og gned sin røde hals. Han smilede og rystede på hovedet. Jeg smilede ikke igen. I hans øjne glimtede to røde prikker som genskæret fra et fjernt bål.

Jeg turde intet sige. Vi fulgtes ad tilbage til borgen og satte os i det værelse, der havde bevidnet vort uhyggelige eksperiment. Min ven - var det stadig min ven? - var tavs.

Så så han med ét på mig så varmt som aldrig før og sagde:

»Min kære ven. Det var godt, det slap fri. ID, mener jeg. Det er ikke ondt. ID er ikke ondt. Det er tværtimod det gode i mennesket, som vi har fortrængt.

Jeg har aldrig været så lykkelig som nu.«

De næste to timer talte Victor så brændende, så inspireret og så rørende menneskekærligt, at jeg græd.

Han talte om en ny verden, hvor menneskene skulle være brødre og dele alt, nej, ofre alt for at hjælpe deres svage næste. Han talte om ID, som skulle beherske verden, om naturen, der er god, om mennesket, som fra naturens hånd er godt, indtil det gode, indtil ID fortrænges, for at mennesket kan opfylde vor civilisations krav om egoisme, ufølsomhed, »effektivitet«. 0g jeg forstod, at han talte sandt.

Ånej. Ånej. Se nu der: Jeg er kommet til at kigge mig i spejlet igen, og jeg ser endnu værre ud i ansigtet end i går. Herre du milde!

Men Victor er på vej med vandfadet. Min kære, kære ven Victor. Han stiller det foran mig og venter på, at jeg skal udføre mit nummer, så han kan få lejlighed til at smile og sige, at jeg ligner en and. Vel, jeg skal sandelig ikke skuffe ham.

Han stiller det foran mig, og væsken skvulper over og efterlader en underlig, dyb syret plet på skrivebordet.