Maya

Fortalt af WULF. Tegnet af Henning Kure

 

Der var virkelig tidspunkter, hvor Phil Willis yndede at sammenligne sig selv med den ærværdige Antoine de Saint-Exupery: Pilot og poet. Det var Phil også, han havde ganske vist ikke fået udgivet noget endnu, men det var altsammen kun et spørgsmål om tid, mente han.

Og pilot var han altså også.

Når Phil Willis blev træt af at flyve ugeblade og whisky til urskovslæger og missionærer, trak hans lille røde maskine sig selv langt op i himlen, ikke ulig en legetøjsedderkop. Jorden faldt væk under ham, drejede sig i et mægtigt lysegult skråplan, og han var undervejs til sit hjertes hjem, de dele af Honduras' mægtige regnskove, der endnu var forskånet for menneskets fodspor og øldåser. Langsomt gled den grønne verden forbi dernede som en stor gavepakke, og Phil spekulerede som en lille dreng på, hvad der mon kunne være indeni. Det var den bedste del af det. Junglen var evigung og uendelig gammel. Han forestillede sig, at mennesket var blevet til derinde på en måde, et moderne menneske ville betragte som unaturlig, måske vokset frem af jorden, måske fremstået af en eller anden stinkende pøl. Mennesker havde været guder derinde, var han sikker på, eller havde i det mindste omgåedes dem og tilbedt dem, disse på engang nære og fjerne kæmper, der hvilede i det blå (som også han nu gjorde det) eller lurede i skovkanten eller lå slumrende i enorme stenkapeller, indespærrede uhyrer, ventende, afventende deres time, den time, hvor de igen skulle betræde og beherske jorden. Kort sagt, Phil Willis var alt andet end poet. Men han var sikkert blevet en habil forfatter.

De fleste mennesker forestiller sig junglen som et ildelugtende vildnis, fyldt med mudrede huller og forrædderiske sumpe. Det er selvfølgelig ikke helt forkert. Ikke desto mindre er få mennesker klar over, at dette helvede også indeholder paradisiske pletter, store, åbne, lyse sletter med rigt dyreliv (fortrinlige landingspladser), ja, klare strømme og lyseblå søer. Phil havde altid frømandsudstyr i maskinen, når han tog på en af sine ekskursioner. Så landede han på en åben plads, spiste sin frokost, hvilede sig et par timer og sluttede måske af med at dykke i en af de dybe søer, der var endnu en verden for sig. Han elskede disse ture - selv om han nok ville benægte det - de gjorde ikke noget synderligt indtryk på ham. Han reagerede ikke som en digter, men som en turist, der udvælger postkort. »Pænt!« Så samlede han sine grejer sammen og tog af sted igen. Men han efterlod aldrig affald. Den mindste stump madpapir blev omhyggeligt samlet og og medtaget. Atter steg den røde drage, og skoven gispede efter vejret over så megen borgerlighed.

Det var på en af disse ture, Willis fik øje på det lille tempel, en lille hvid terning, der lignede en stifttand, tabt af en nærsynet dame på en enorm græsplæne. Han kunne være landet, men han blev enig med sig selv om, at landingen ville være så tilpas besværlig, at den var værd at tænke to gange over. Han afmærkede følgelig med stor nøjagtighed sin position og vendte derefter hjem.

Han var selvfølgelig ikke længe om at afgøre med sig selv, at han ville besøge terningen igen. Men ikke alene; han ville have sagkundskaben med med det samme, det ville nedsætte antallet af nødvendige landinger fra to til én. Den følgende dag tilbragte han i Tegucigalpa med at studere håndbøger, tidsskriftter, telefonbøger og vejvisere. Endelig fandt han den person, han formodede ville kvalificere, en vis Dr. Hellstein, professor i indiansk arkæologi, en tysk jøde, bosat i hovedstaden. Det tog følgelig ikke Willis mange halve timer at lokalisere den lærde mand.

Professoren var 45 år gammel, men så ikke ud til at være mere end 30, en køn ung mand med kraftigt hår og tydelige øjenbryn, en næse, der ville have begejstret enhver fanatisk antisemit, og et intelligent og levende udtryk i de runde øjne. Alligevel var der noget, der ikke rigtig passede til det banalt-sympatiske i hans ansigt, en smerte, en dyb, undertrykt smerte, som ikke var nogen stor sorg, men snarere en måde at tage tingene på. Noget mørkt i ham, der gjorde tingene om ham mørke, men ikke egentlig truende eller deprimerende, blot ligesom tungere, vigtigere, mere betydningsfulde. Han var en mand, der tog sig ting nær, der gik i og ind for livet med en egen sær, højtidelig alvor, der lå Willis fjern. Som om livet var en art ritual, der for at være nydelsesrigt og lønnende, måtte tages uden antydning af en skælven i mundvigene, et langvarigt eksperiment, en indviklet balanceakt, for hvis udførelse koncentration var absolut påkrævet. Han var forsigtig på en aparte måde. Navnlig var han forsigtig med ikke at lade nogen chance gå sin næse forbi, lade noget forslag uprøvet. Han levede grundigt med et øje på hver finger.

Han inviterede Phil indenfor og lyttede i tavshed til, hvad han havde at fortælle. Da den unge mand var færdig, sad han et stykke tid, ikke synderlig entusiastisk, forekom det piloten, nærmest som om han ledte efter en undskyldning, en forklaring på, hvorfor han desværre ikke var interesseret. Willis hoppede derfor også bogstaveligt talt i lænestolen, da professoren slog til, et enkelt lille nervøst hop, der naturligt gled over i en energisk gestus, da han rejste sig; han knyttede først hånden, som han havde for vane, strakte derefter fingrene ud og så langt bagover som muligt, smækkede med tungen og holdt døren åben for Hellstein.

Dagen efter kunne man atter se den lille røde fugl lette, danse hen over himlen i små, ivrige spring som en nervøs skakbrik og endelig forsvinde bag den blågrønne horisont. Willis gned styrepindens kugle med behag, hovedet havde han lagt halvt på skrå, ud ad den ene øjenkrog betragtede han skælmsk den mærkelige mand, der syntes at holde øje med et punkt dybt, dybt nede, men i virkeligheden var langt væk. Hans bukseben blafrede i trækken, hele hans krop hamrede af elektricitet, den døvende, dyssende tone fra motoren, der snart syntes pinligt nær, snart - når han ikke netop lagde mærke til den - var et dyrehjertes summen dernede, hvor de grønne plader dækkede hinanden. Hans frisure var i uorden, hans øjne i vand; han tænkte på alting og ingenting, som alle insekter gør det i den skrækkelige tropehimmel. Kvindeansigter gled forbi, børn, aftenen var sval i professorens lille hoved. Men udenfor drejede og regerede Willis med sit latterlige legetøj som en lille dreng: Brummm, dreinggg. Maskinen tabte højde, jorden kom pludselig helt nær i, hvad forekom Hellstein at være et frygteligt fald, men som den unge mand ved hans side næppe syntes at registrere. Solen skar skiver af cockpittets glas.

Så faldt maskinen atter, gled hen over trætoppene, der for forbi med frygtelig fart. Willis blev med ét anspændt; han gik tæt ned over toppene og op igen, drejede, kom tilbage, igen og igen, så begyndte motoren at hoste. Professoren drejede hovedet, og den gule bund kildede ham, forekom det ham, under fødderne. Flyvemaskinen gled som en svane ned over landfladen - BUMP - op igen, Willis flåede i roret - BUMPBUMP, træstammer forude, drejning, voldsom drejning. Maskinen standsede.

Phil smilede, fumlede med døren, den smækkede mod maskinens side, de steg ud. Uden videre forberedelser begyndte piloten at gå ind i tykningen. De havde ingen macheter, men det var heller ikke nødvendigt. Underskoven var ikke synderlig tyk; derimod lukkede de høje træer fuldstændig af for solen. Efter få minutters gang befandt de sig i en tusmørkeverden, der syntes at hidrøre fra en anden planet.

Professoren anslog, at turen varede henved en halv time. Så vendte lyset tilbage, og i en lille lysning stod den firkantede, hvide bygning. Hellstein kunne ikke andet end gispe.

Selve bygningen var ikke andet end en klods med en grundflade på ca. tre gange tre meter, knapt tre meter høj. Der var ingen vinduer, men en enkelt døråbning. Men på klodsens tag hvilede en fantastisk figur. Det var en art buste, et gudebillede, tydeligvis, men det var også omtrent alt, hvad man med sikkerhed kunne sige om det. Det syntes at forandre sig, mens man så på det. I det ene øjeblik var det en erfaren romersk kriger med en pragtfuldt udsmykket hjelm, i det næste en skrækkelig, frølignende dæmon, i det næste igen en venlig, gammel kone. Ornamenteringen var imidlertid ikke til at tage fejl af: Tidlig MAYA, ikke senere end 300 e.Kr. Men det vidunderligste var dog den enkle bygnings mure. Thi de var oversået fra tag til grundfundament med netop de hieroglyffer, som var Hellsteins speciale. Han ønskede at træde nogle skridt tilbage, han ønskede at lejre sig her i dage og bare se på vidunderet, før han forsøgte at dechifrere skriften, endsige betrådte helligdommen, og han forbandede næsten højt Willis, der straks spadserede ind. Professoren trådte arrigt efter. Lys faldt gennem et hul i loftet, og det havde ikke været vanskeligt at se den indre udsmykning, hvis der havde været nogen. Men det var der ikke. Kun en art stol af sten og på den en mumie, en indiansk mumie, der var fantastisk velbevaret; kroppen var naturligvis næsten skeletteret, men det var tydeligt nok ikke et arbejde, noget levende væsen havde udført. Hvad det var, der havde forhindret skovens små og store indbyggere i at træde ind gennem den åbenstående port, var mere, end Hellstein sådan umiddelbart kunne forklare. Der var resten af en hvid klædning, og håret var fuldstændig intakt, det var samlet i karakteristiske fletninger over det, der engang havde været ører. Et vidunderlig smukt smykke, en art hårbånd af den mest kunstfærdigt udførte mosaik, professoren nogensinde var stødt på, prydede mumiens pande. Han drak med rystende hånd en halv kop kaffe af den termoflaske, Willis lige havde nået at snuppe fra maskinen. Så gik han i gang med dechifreringen. Det gik langt hurtigere og nemmere, end han havde troet. Ved aftenstid havde han allerede dannet sig et temmelig godt indtryk af, hvad indskriften drejede sig om. Dette fortalte han Willis, da de - efter at være vendt tilbage til maskinen - sad ved bålet på den store slette.

»Underlig historie,« sagde professoren. »Det, vi har set, er mumien af en ung mand, der boede i byen Copan for henved 1700 år siden. Han var, siger indskriften, ikke nogen synderlig vis mand, før han blev besat af en ånd, den-der-bringer-visdom. Straks efter begyndte den unge mand imidlertid at røbe både guders og menneskers hemmeligheder, indtil en anden af indbyggerne blev så ærgerlig på ham, at han slog ham ihjel. Men den unge mands lig blev ved med at tale og fortælle, hvem der var utro med hvem, og hvordan man lokker lynet ned fra himlen. Man skar altså ligets tunge ud. Men alle, der kom i forbindelse med liget, kunne stadig 'høre hans stemme i deres maver'. Telepati, altså. Så tog man liget, balsamerede det, lagde det på en båre og bragte det langt ud i junglen, hvor man byggede et hus, som 'det kunne bo i og være tilfreds med'. Derefter forlod man hus og mumie.«

»Talende lig, my foot,« sagde Willis.

Professoren vidste ikke, hvad Willis' fod havde at gøre med mumier, men han formodede, det var en talemåde. I det hele taget havde han sommetider svært ved at forstå Willis. Og Willis ved at forstå ham for den sags skyld, for professoren talte et uldent engelsk. Det var selvfølgelig næsten vanskeligere for ham at oversætte sine opdagelser til et forståeligt engelsk, end det havde været at dechifrere hieroglyfferne. Slutningen på indskriften gjorde han meget ud af at oversætte så nøjagtigt som muligt: »Too much wisdom makes the world a toy, and so even he who is most wise, becomes most childish«. »For megen visdom gør verden til legetøj, og således bliver den, der er visest, mest barnlig,« tænkte professoren, »was ist denn das?«

Den næste dag vendte de to tilbage til graven. Professoren forsøgte at få mere ud af indskriften, end hans hidtidige undersøgelser havde afsløret, mens Willis betragtede bygningen indefra. »Bare han dog ville holde sig væk,« tænkte Hellstein. »Hvis han ødelægger noget ... Lieber Gott!«

Willis blev derinde i over en time, og professoren blev virkelig urolig. Straks han stak hovedet indenfor, forstod han dog, at han havde gjort den unge mand blodig uret. Denne sad nemlig i andægtig lotusstilling foran mumien, ivrigt betragtende klenodiet - eller var hans holdning ikke snarere afventende - lyttende?

Hellstein måtte råbe til ham for at bringe ham tilbage til virkeligheden. »Det er pragtfuldt,« skreg Willis, »det er pragtfuldt! Han fortæller mig alting. Jeg bliver verdens klogeste mand, jeg kan regere verden, når jeg kommer tilbage!« Professoren fik ham med stor møje og besvær overtalt til at føre sig tilbage til maskinen og lejrpladsen. Der sad han og så ind i ilden med skinnende øjne: »Jeg drømte - og så var det alligevel virkelighed - virkelig fremtid - han lærte mig - jeg så mig selv sidde på en hest, der oprindelig havde været sort, men nu var rød af mine fjenders blod. Jeg så mig selv ride ind i en besejret by ...«

Willis sov let den nat. Hen mod tre blev han vækket; det var professoren, der skreg. Han fik fat i sin ene riffel - den han sov med, den anden var i flyet - og styrtede, så hurtigt benene kunne bære ham, i lydens retning. Jorden begyndte at blive blød under hans fødder, og han gik langsommere. Nu var skrigene ganske nær ved hans øre. Og lidt længere fremme, halvt skjult af buskadset, var professorens hoved. Hele kroppen var forsvundet i det forrædderiske kviksand. Hellstein vred sig og sank. Det sorte vand flød ind i hans mund, hans øjne blev endnu rundere, sveden forvandlede hans pragtfulde manke til strittende grå pigge, der stod som en tornekrone til alle sider over ansigtet, der forvandledes til ukendelighed af en umenneskelig rædsel og var borte.

Willis stod med hænderne ned langs siden. Nåja. Han havde sin egen tåbelighed at takke for sin skæbne. Havde han blot ventet med at besøge graven nok engang, til det var blevet lyst, og Willis havde været vågen og parat til at føre ham ... men den slags hvis'er tjente jo i grunden intet til.

Hans egen skyld; efterhånden, som Willis gik, var han ikke mere så sikker på, at det havde været Hellsteins egen skyld. Hvorfor i alverden skulle han dog have foretaget sig noget så tåbeligt? Og man havde jo hørt om forbandelser og åbnede mumiegrave - hellere se at komme tilbage.

En grenstump ramte ham hårdt i nakken. Han så sig om. Ingen i sigte. Hvem skulle det vel også være? Mumien, måske? En stor abe havde sikkert moret sig med at kaste til måls efter ham. Så kom han til at se ned i skovbunden. Der havde en utvivlsomt menneskelig hånd tegnet en hieroglyfagtig skitse af en mand med en pil gennem hovedet. Han begyndte at løbe. Han hørte tunge skridt bag sig, han løb hurtigere. Skridtene lød også hurtigere nu. Eller var det hans egne? Han standsede. Noget stort bevægede sig rundt i skyggen bag buskadset, på størrelse med et menneske, opretgående. Det kom nærmere. Den sidste rest forstand forlod Phil Willis. Han løb, så hans lunger føltes, som var de foret med nåle. Så faldt skuddet, og han faldt stendød til jorden.

Frem af skyggerne trådte professor Hellstein. Han var forsigtig på en aparte måde. Dristigt, men gennemtænkt. Så snart Willis sov, var han listet tilbage til maskinen, havde taget, hvad han skulle bruge. Han havde omhyggeligt prøvet, hvor dybt mudderhullet var. Knapt en meter til absolut bund. Når han lå på knæ, stak hovedet netop op over overfladen. Så havde han bare at trække hovedet til sig på en dramatisk måde og gøre god brug af det iltapparat, han havde befriet pilotens frømandsudstyr for. For Willis havde den gamle indianers visdom været en forbandelse. For ham ville den være en velsignelse. Han var ikke aggressiv, ikke krigerisk. Men han måtte vide alt, hvad det var muligt for et menneske at vide. Han ville vende tilbage til den gamle og indsuge hans visdoms honning. Og når han var klog nok, ville han vende tilbage og ofre sin visdom på menneskehedens alter, hjælpe menneskene.

Uden større besvær fandt han tilbage til graven, han var en mand, der hurtigt tilpassede sig, selv i en jungle. Han trådte ind ad den lave port og satte sig foran mumien. Og mumlen begyndte at tale i hans mave. Han så kabbalaen, den hemmelige, jødiske lære, udtydet, han så Isissløret sønderrevet. Han så Jahves mægtige øje, han så Davidsstjernen funkle i solen. Og han så sig selv ride ind i en besejret by.