Den lille grusomme

Blodmagi, Credo og Døden - et mysterium?!

 

BLODMAGI

Det er den moderne videnskabs opfattelse, at mennesket spiser for af maden at opbygge materialer, hvormed det reparerer det slidte legeme. Satanistens syn på sagen er et ganske andet: Mennesket spiser (først og fremmest) for at få del i den sjæl, der er knyttet til maden (f.eks. det slagtede dyrs sjæl), for med denne at fornye, styrke og bevare sin egen sjæl.

Sjælen er primært knyttet til Blodet, men føres af dette rundt i hele legemet (derfor er hver enkelt del af legemet »levende«, besjælet); og hvad blodet er for legemet, er saften for planten.

Dyret æder planten og dermed plantesjælen, hvad der øger dyrets sjælekoncentration, derfor har dyr også større sjælekoncentration end planter, er mere bevidste. Mest bevidste er rovdyrene, hvis sjælekoncentration er endnu større i kraft af, at de æder dyrene. Mennesket rangerer højest på listen. Jo større sjælekoncentration føden besidder, jo større bliver sjælekoncentrationen i den, der fortærer den, og jo mere bevidst bliver han. Følgende lille tabel kan derfor være den til nytte, der har lyst til at tage en rask lille Satanisk Diæt. Fødemidlerne er ordnet efter sjælekoncentration (sjælelig næringsværdi):

VAMPYRBLOD, VAMPYRKØD, GHOULENS BLOD, GHOULENS KØD, KANNIBALBLOD, KANNIBALKØD, MENNESKEBLOD, MENNESKEKØD, ROVDYRBLOD, ROVDYRKØD, PLANTEÆDERBLOD, PLANTEÆDERKØD, PLANTESAFT, PLANTEKØD.

P.S.: Sjælen frigør sig fra kødet, hvis dette opvarmes. Derfor brændte man i tidligere tid de døde, for at de ikke skulle gå igen som f.eks. vampyrer. Heksebrændingerne affødtes også af denne tankegang: Ild (varme) overbrænder båndet mellem legeme og sjæl (»renser« sjæle for alt jordisk, marterielt). Så lad for Guds Skyld (undskyld, jeg bander) være med at stege jeres vampyrer!

Bare i menneskeblod er sjælekoncentrationen så stor, at den vane at drikke det (vampyrisme) kan give bogstavelig talt evigt liv. En vampyr kan faktisk kun dræbes, hvis han fortæres af ild, eller blot hjertet, der jo er blod- og dermed sjælepumpe for hele legemet, brændes eller gennemstikkes. Den, der æder menneskekød, forlenes efter sigende med overnaturlig styrke, medens de fleste mennesker nøjes med at lade sig styrke af en blodig bøf. Vegetarer taler vi slet ikke om, de arme åndsforsnottede svæklinge!

Alt dette, vil læsere af videnskabelige tidsskrifter og lignende dødssyge publikationer indvende, er jo slet ikke bevist! Lad mig hertil blot svare:

Man har udført følgende forsøg (på mus):

Man lærte en gruppe mus et bestemt trick. Derefter uddrog man af deres hjerner stoffet DNA, som man indpodede i mus, der ikke havde lært tricket. Det viste sig nu, at disse lettere lærte det pågældende trick end ikke-podede mus. Med andre ord: Ved at overføre en del af legemet overførte man samtidig en del af bevidstheden, sjælen.

Givet alle disse kendsgerninger kan det ikke undre nogen, at blodet har KRAFT, der danner grundlaget for en BLODMAGI.

Vi vil iøvrigt vende tilbage til dette emne i den næste artikel, betitlet: CREDO - NOGLE HEMMELIGE SELSKABET OG DERES TROSBEKENDELSER.

CREDO

OMNE IN OMNE! plejede alkymisterne (se ALKYMI GRU Årsalbum nr. 1) at sige, idet de således hævdede det Skabtes Enhed: Alt er i alt. Hver enkelt del af et hele er helet en miniature, hver del er en lille model af helet, atomet er en model af solsystemet, mennesket en model af verden.

Så fuldstændig er delen en lille kopi af helet, hvoraf det er en del, at delen ikke kan bevæge sig, uden at helet udfører en tilsvarende bevægelse. Synes det anderledes, er det, fordi vi ikke er i stand til at se rigtigt efter. Dette er baggrunden for hele okkultismen og alle okkulte selskabers trosbekendelser.

Man siger, at okkultismen er en symbolsk videnskab, at dens lære skal tages symbolsk. Dette er rigtigt, forsåvidt vi forstår ordet SYMBOL på den rigtige måde. Forstået på denne måde er en symbolsk handling en »delhandling«, der tvinger en større del af kosmos til at imitere den »magiske« gestus.

Eksempel: Venstre lillefingers yderste led er en model af mennesket: Ben, kød, blod, hud, muskler, nerver og anima. Et sådant afskåret lillefingerled kan bruges til »sympatisk« magi; hvis jeg gennemborer det, føler hele kroppen smerte (på trods af, at det altså er afskåret), brænder jeg det, hentæres hele personen. Selv med et par hovedhår eller blot et fotografi kan denne form for »sort« magi lykkes. Det kræver blot »anima«, bevidsthed og viden af udøveren.

På samme måde influerer stjerneverdenen på os, og vi på den, en kendsgerning, den moderne »astrologi« har forvrøvlet indtil ukendelighed.

Den, der maner en dæmon frem, maner blot en del af sin egen bevidsthed frem; men denne mikrokosmiske begivenhed må ikke desto mindre nødvendigvis have sin genpart i det makrokosmiske. Samtidig med at adepten frigør og realiserer sit selv, flår den makrokosmiske genpart hjertet ud af livet på sit offer et andet sted på jorden.

Alt dette ved dyrkere af såvel »hvid« som »sort« magi. Den hvide magi finder vi f.eks. i nadveren, hvor brødet forvandles til Kristi kød, vinen til Hans blod. Men det er jo kun »symbolsk«, alt dette skal opfattes, siger protestanten. Ak ja.

Den hvide magiker låner sine »symboler« fra et verdensbillede, der har JEHOVAH som sin skaber og opretholder. Den sorte magiker tror, Djævelen har skabt verden.

Når paven velsigner masserne, bruger han en variant af oldtegnet: Han samler de tre midterste fingre til een (treenigheden) og krydser tommel- og lillefinger (korset).

Satanisten bruger venstre hånd (den »modsatte«, »modstanderen«s foretrukne), gemmer de tre midterste fingre (fornægter treenigheden) og lader kun tommel og lillefinger (»hornene«) stikke frem. Begge bruger symboler, begge behersker verden ved hjælp af symboler, der er udtryk for deres respektive verdensbilleder. Hvilke symboler »virker«? Tilsyneladende begge.

Når jeg har kaldt denne artikel »Nogle hemmelige selskaber osv.« er det fordi den viden, okkultismen repræsenterer, er ved at blive glemt af de brede masser, som end ikke tolererer de få, »som ved«. Selskaberne er nødt til at være hemmelige, selv den regulære kirke med al dens forstokkede materialisme har lidt stor tilbagegang.

Og det må vi nok finde os i, til vi atter ser Kristus (eller ham, den anden) i skyerne ...

DØDEN - ET MYSTERIUM?!

Universet består af to slags stof, MATERIA eller materie og ANIMA eller sjæl. Når anima er knyttet til en materie, siger vi, at den er levende eller besjælet.

Det bånd, der knytter sjælen til materien eller legemet, udgør blodet hos dyr og mennesker, men saften hos planten. Blodet bærer sjælen rundt til legemets forskellige dele; når hjertet standser, er dette umuligt, legemet kan ikke længere besjæles, og vi siger, at personen er DØD. I dødsøjeblikket er både kød og blod besjælede, omend kødet i noget mindre grad end blodet. Den anima, der er knyttet til blodet, forlader næsten øjeblikkelig dette, nemlig, når det stivner; den anima, der er knyttet til kødet først, når dette rådner. Sjælen forlader således legemet i to »omgange«, hvorfor der endnu er anima nok tilbage til, at f.eks. hår og negle kan gro på liget nogle dage efter dødens indtræden. Den væsentlige del af anima, der danner menneskets bevidsthed, går imidlertid straks over i LIMBO eller »De Dødes Sjæles Verden«, det er den del, der er knyttet til blodet. Sjæleresten, der ankommer sammesteds nogen tid efter, kaldes somme tider »Efterbyrden«.

Den dødes sjæl ser og hører, sanser ikke Limbo. Vedkommende oplever kun sine egne tanker og minder, dog på en sådan måde, at han ofte ikke er klar over, at han mindes, men tror, han sanser, endnu er i live eller lignende. Han mister sin identitet, idet hans anima blandes med den anima, der allerede er tilstede i Limbo ved hans ankomst. Af den resulterende »sjælemos« dannes nye sjæle til nye planter, dyr og mennesker, når frøet spirer, eller dyret (eller mennesket) avles.

Det næste spørgsmål må lyde: Hvorfor dør vi?

Vi dør, fordi vi giver anima fra os. Mens jeg skriver dette, mister jeg anima. Når vi skaber eller gør noget for andre, giver vi anima fra os.

Den kristnes og satanistens trosbekendelser kan i virkeligheden udtrykkes i termer af anima. Den kristnes livsopgave er at give anima, satanistens at modtage den.

Alt dette givetvis i princippet, for satanisten giver anima, hvergang han prædiker sin satanisme og dermed »inspirerer« (betyder egentlig: besjæler) sine medmennesker; og den kristne modtager anima, hvergang han indtager en gulerod, han nyder nemlig godt af gulerodens kød og saft, efter at den er plukket, altså egentlig DØD.

Sålænge den optagne anima opvejer den afgivne, lever mennesket.

Men det er også et spørgsmål om økonomi. Jo ældre legemet bliver, jo mere anima skal der til for at holde det igang. Tilsidst kan der simpelthen ikke skaffes nok (medmindre man slår sig på vampirisme og bliver ved med at fornye sin anima på denne måde - et levende menneskes blod indeholder givetvis enorme doser anima, efter sigende op til 10.000 gange mere end plantesaft. På denne vis er det noget lettere at komme foran i kapløbet med DØDEN, ja, der er praktisk talt tale om evigt liv for vampyren - se VAMPYR).

En anden og for de fleste nok mere tiltalende måde at forlænge livet på, er at holde legemet så sundt, at det ikke tærer unødig på anima: En sund sjæl i et sundt legeme. En opløsning af De Vises Sten siges bogstaveligt talt at fuldkommengøre det menneskelige legeme (se ALKYMI GRU årsalbum 1).

Lad mig ende med at sige, at jeg ikke kan se, der er nogen grund til at frygte døden. Tværtimod forsikrer en af mine nærmeste venner mig om, at vampirisme bestemt ikke er lutter lagkage (hvis nogen skulle føle sig fristet). Han levede et stykke tid sammen med en hel familie af vampyrer, var sågar en tid forlovet med husets unge datter, hvad han endnu ikke er kommet sig rigtig over.

Familien, siger han, virkede trist og forpint og ville sikkert have betragtet Døden som en udfrielse - den kunne blot ikke holde tørsten i ave - det er jo en del familiers problem på den ene eller den anden måde. Akja.

Jeg burde være den sidste til at moralisere. Jeg er selv werewulf ...

Næste gang: Evigheden - universets historie i meget korte træk.