Rædslernes Hus

FORTALT AF WULFF. TEGNET AF OBEROI.

 

I 1921 kom en dengang 27-årig ung mand til dette land, altså Danmark, og han fik en indflydelse på de mennesker, med hvem han kom i berøring, der næppe kan overvurderes. En præst blev frafalden, en hæderlig forretningsmand svindler, en ung kvinde begik selvmord. Alt dette vedrører nu ikke i synderlig grad vor historie.

Nok er det, at Albert Jacob Herrick kort efter sin imigration mødte Erhard Schmiedt. Den unge Schmiedt, Alvin, spurgte altid faderen ud om den underlige dæmoniske mand, der på hint tidspunkt var kommet ind i dennes liv, men fik sjældent svar. Erhard anede ikke, hvor Herrick var kommet fra, han vidste i virkeligheden yderst lidt om ham. Det eneste, han med bestemthed kunne sige, var, at han skyldte denne fantastiske velgører sin ganske formue. Hvorfor og hvorledes? Aldrig et ord.

Alvin var en flittig mand, men han var ganske givet ikke overbegavet; en reel uddannelse var fra begyndelsen udelukket. 42 år gammel fandt han, at han egentlig ikke kom af stedet, og hvis han ikke selv havde opdaget det, skulle hans kone, Annie, nok have mindet ham om det. Han var en total fiasko, medens faderen var hovedrig, og det mest irriterende ved det hele var, at ingen i grunden anede, hvorfor. Sådan var det bare, det var lige så uforståeligt og uforanderligt som verdens skabelse.

Gamle Schmiedt var toogfirsindstyve år gammel, og den lille familie havde ventet hans begrædelige afgang i henved tyve. Den mand var simpelt hen ikke til at slå ihjel; dvs. det var han selvfølgelig nok, men den udvej fristede ikke umiddelbart nogen af ægtefællerne. Det var en lille gordisk knude: Gamle Schmiedt med millionerne (der kun røbede deres tilstedeværelse ved kvanti- og kvaliteten af familiens julegaver), den fattige kontorlus, Alvin, og så selvfølgelig hans ulykkelige familie, Annie og de to børn, Peter og Lisbeth. En hårknude, der aldrig ville finde sin løsning uden ved et Alexandrinsk sværdhug, som alle veg tilbage for at føre. Schmiedt hin Ældre ville leve evigt, præcis lige så sikkert, som hvis han havde smagt DE VISES STEN.

Det havde han måske i grunden.

Erhard Schmiedt var okkultist, så det battede; det havde Herrick også været (dog: han havde været død et kvart århundrede). Sværdhugget blev til en stoppenål, da Annie fostrede et Columbusæg; for hende at se var okkultist og »sindssyg« synonymer. Hvorfor så ikke få manden erklæret utilregnelig og uden videre palaver overtage hus, formue etc.? Selvfølgelig var det ikke lige på den måde, hun forelagde ægtemanden sin plan: Var det ikke bedst for sådan en gammel mand, der i parantes bemærket kunne finde på hvad som helst, at han kom i pleje, og navnlig, under opsyn?

Alvin var ikke entusiastisk. Så kom da julen '69, hvor den gamle sendte Peter og Lisbeth to medailloner fyldt med en stinkende, gul masse, der skulle »holde dem sunde og ved deres forstands brug.« Da konkluderede Alvin endelig, at faderen i al fald havde mistet sin, men der gik alligevel nogle år, før han under forskellige påskud fik jaget den gamle til psykiater. Han kunne have sparet sig ulejligheden. Vinteren '74 døde langt om længe - Erhard Anton Schmiedt.

II

Den selvsamme vinter, der således opfyldte alle familien Schmiedts hedeste begær, var en streng tid for Victor Janis. Jeg ved ikke, om jeg behøver præsentere ham. Victor Janis og Adam Hart var studiekammerater (indtil de begge opgav studierne) - de blev siden partnere i en mildest talt utraditionel forretning, nemlig som »okkulte detektiver«.

Vinteren '74 var vinteren med opgøret med Adrian Herrick (et barnebarn af den tidligere omtalte Herrick - it's a small world, som franskmændene siger). Victor ville siden komme til at se tilbage på begivenhederne omkring denne styrkeprøve som de frygteligste i hans og vennens ellers ikke just begivenhedsløse tilværelse. Jeg husker det som i går, den aften, da han udøste sit hjerte for mig: De havde dræbt Adrian og vidste hverken ud eller ind; havde han været en djævel, eller havde de taget livet af en stakkels galning? Adams helbred havde på det sidste været svigtende, han hjemsøgtes af de frygteligste mareridt (hvoraf et udgør sidste kapitel af Victors skildring »Adam Hart og Oiufael«), og Victor selv kunne heller ikke lade være med at lade sig gå på af den dystre stemning i Sværtegade.

Jeg følte med ham, han er en af mine fire bedste venner: Janis, Toft, Hart og Berthelsen.

Men jeg er vist ved at blive sentimental på mine gamle dage.

Hen mod slutningen af februar, da alting ligesom tegnede lidt lysere, fik Victor besøg af Alvin Schmiedt. Schmiedt, sagde han, var lige flyttet ind i sin gamle fars hus, efter dennes pludselige død. Og nu skete der underlige ting. Men Victor kunne ikke forlade sin ven, så Alvin måtte gå med uforrettet sag.

Havde Adam Hart på dette tidspunkt været lige så rask og frisk, som han blev lidt hen på foråret (jeg var med til hans fødselsdag den anden maj, hvor han fyldte tredive år og bestemt ikke fejlede noget), havde han sikkert taget sagen, og en tragedie var måske, nej, ganske uden tvivl blevet afværget. Man kunne næsten sige, at stakkels Adam var den indirekte årsag til familien Schmiedts forfærdelige skæbne.

Men så havde han måske på den anden side været så optaget af den sag, at han slet ikke havde fået tid til at tage sig af begivenhederne i juli 1975, som Victor så levende har beskrevet i den fjerde »Adam Hart«-bog, som utvivlsomt er så langt den bedste.

Summa summarum: Det eneste, der kunne have standset den gruens lavine, der snart skulle begrave den lille familie, udeblev.

Efter dette kunne intet længere afvende det uafvendelige.

III

Peter og Lisbeth var henholdsvis syv og femten år gamle, da deres bedstefar Erhard døde. Ingen af dem sørgede, det gør børn sjældent, og der var så meget mindre grund til det i dette specielle tilfælde, som de havde haft meget lidt omgang med den døde. Begivenheden betød således først og fremmest for dem, at familien flyttede.

Alvin havde håbet, at hans sorger ville være slukket, når først den gamle havde lukket sine øjne. Så stærkt havde han håbet og troet det, at han i adskillige år havde planlagt præcis, hvad han ville gøre med pengene.

Først og fremmest ville han skille sig af med det store skrummel af et hus, han arvede efter faderen. Det kunne nok sælges, selv om det ikke ville indbringe de store penge - det var jo, anstændighederne taget i betragtning, heller ikke nødvendigt. Erhard Schmiedt havde selv pralet med, at han var god for de første tre-fire millioner.

Når arven og salget var gået i orden, skulle familien rejse sydpå for at bygge sig et bo under dadelpalmen. Havde de første to tredjedele af hans liv været komplet meningsløse, ville den sidste rigeligt opveje dem. Pengene blev det eneste, han havde at se hen til. De blev hans livs mening. Alt dette drømte han, alt dette fablede han om i familiens skød.

Somme tider gjorde han sig andre tanker. Han regnede med at have rundt regnet tyve år tilbage at leve i. Hvis han nu lod Annie og børnene om den ene million, ville der i al fald være to tilbage til ham: Det var - med renters rente og lidt sund investering - rundt regnet 150.000 om året. I Alvins fantasi voksede dette beløb til ufattelige størrelser. Han ville holde verdens smukkeste kvinde som elskerinde. Han ville leve i luksus. Hvad var meningen med tilværelsen? Kontorslaveri? En kælling som Annie, To snottede unger til at arve ham? Nix. Tyve, ti, nej, blot EET års intens nydelse, kulinarisk, erotisk - og det skulle to millioner vel nok kunne købe - ville gøre hele hans liv meningsfyldt og døden til en petitesse. Det havde han fortjent. Han var kort sagt nået frem til den anden barndom, hvor vi - som da vi var små - tror, at penge er lykke.

Men der var ingen penge. Kun huset. Alvin vaklede et sekund efter slaget, så begyndte han at gøre forberedelser til at flytte ind i sin arv. I huset måtte pengene være, vidste han, og om han skulle rådne der: Han ville finde dem! Det var midt i februar 1975.

Det første sted, han søgte, var i biblioteket. En del af bøgerne solgte han; han havde været lidt for hurtig til at sige sin stilling op, og spise skulle de jo. Bøgerne var for det meste af hermetisk art, »Messes Noires«, »Traité Méthodique de Science Occulte«, »Oiufael«, »Uroboros«. Den sidste var på dansk, og Alvin kiggede i den.

»... troede, at DET GUDDOMMELIGE VÆSEN af angst for, at Uroboros skulle styrte ham, delte ham i to og lod ham tage bolig i to jordiske væsner, mennesket og slangen. Og GUD sagde: Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, imellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen. Og GUD satte fjendskab mellem mennesket og slangen, for at de ikke skulle mødes, og UROBOROS atter blive hel. Det er dette møde, denne forening, Uroboros-dyrkerne tilstræber i deres ritualer, hvor ...« Schmiedt smækkede bogen i. Det var altså den slags, hans far havde spildt sin tid og sine penge på. Han rystede på hovedet.

Han satte sig og stirrede på de bøger, han havde stablet op på bordet foran sig. Gad vide, om noget af det kunne sælges. Nå, han havde da lov til at forsøge. Det var her og på dette tidspunkt, det første gang slog ham, at der i grunden var noget skræmmende ved huset. Som om det gemte på ... på en viden, der ikke var bestemt for almindelige dødelige, og som ville gøre det af med dem, hvis den blev dem tilstået. Eller påtvunget? Alvin rystede atter på hovedet, denne gang ad sig selv.

De fem bøger indbragte 1100 kroner.

»Mor! Mor!«

Det var morgen den 17. februar. Mor stod i køkkenet, halvt lænet til køleskabet og fikserede distræt kaffekolben. »Se, mor.« Hun lukkede halvdøren op og fik noget i hånden. Hun var lige ved at tabe tingesten, hun ventede halvt om halvt, at det ville være noget ækelt som det, smådrenge plejer at slæbe med ind i huset. Men det var intet mere farligt eller frastødende end en lille hvid sten, oval i formen, vel omtrent 10 centimeter på den lange led og egentlig ganske pæn, småprikket og glat, som den var.

»Nydelig!« sagde hun.

»Der er flere af dem!«

Der var flere af dem. Efter at være blevet forevist endnu fire-fem stykker opgav hun og bad Peter samle en bunke af dem i baghaven. Hun tænkte ved sig selv, at hun altid kunne lave en lille pyntelig pyramide af dem i et af bedene eller sådan noget. Det lykkedes Peter at samle et lille hundrede stykker, før han blev træt af legen; de dannede en lille høj under vandposten, blev samlet op i en spand af far og sat ind i redskabsskuret, hvor de blev stående.

I mellemtiden gik storesøster på jagt i pulterkammerets kister. De fleste var fyldt med bøger, der måtte være tyve eller tredive tusinde bind i huset, alt i alt. Andre indeholdt tøj, for det meste afdøde fru Schmiedts, hvem Erhard havde overlevet med et kvart århundrede, og det på trods af, at hun havde været langt den yngste af de to.

Schmiedt var pludselig i en alder af fyrretyve år blevet styrtende rig, ingen vidste rigtig, hvordan; ingen fæstede lid til den usandsynlige historie, at en ubetydelig pengegave fra en vis Herrick plus »klog investering« havde skabt millionerne. Først da havde Erhard giftet sig, nemlig med den enogtyveårige Elsie, der næsten øjeblikkelig fødte ham Alvin, deres eneste barn. 1949 var det sorgens år, der næsten rev fodfæstet under den allerede da aldrende Schmiedt, idet med få måneders mellemrum hans hustru og velgører døde.

Lisbeth begyndte, som hun gennemrodede den døde kvindes garderobe, så småt at fæste lid til til de historier, hendes forældre til tider hviskede. Der var virkelig usædvanlig meget sort silke. Hun gyste og lukkede kisten med et forarget smæk.

Den tyvende februar begyndte løjerne i det nye Schmiedt'ske hjem. En bog begyndte pludselig at brænde på et bord. En kniv sprang i tre stykker i køkkenskuffen, og hver nat hamrede og dundrede det i hele huset, så det var umuligt at lukke et øje.

Alvin overgav sig først, da han så følgende annonce i torsdagsavisen:

ER DER NOGET, DE IKKE KAN FORKLARE?

Spørg

Adam Hart,
Investigator of the Occult,
N.H.F.
Sværtegade 13,
1118 K.

Desværre tog detektiven selv ikke imod, da han var sengeliggende, og hans assistent, Janis, var grundet sin vens sygdom heller ikke i stand til at hjælpe. Alvin gik med uforrettet sag, men fast besluttet på ikke at være skuffet. Det var såmænd udmærket, at han ikke fik gjort sig komplet til grin ved at begynde at fable om okkultisme og den slags, når der var andre til stede, præcis som hans salig fader. Det var jo noget sluider alt sammen, ammestuesnak og sammentræf.

Det syntes da også, som om familien et stykke ind i marts skulle få fred. Bankningerne ophørte næsten fuldstændig, og der indtraf ikke flere »mystiske omstændigheder«. Kort efter turde Lisbeth igen begive sig ud på sine små ekspeditioner, hun følte sig underligt tiltrukket af de møre kasser. Til sidst blev hun deroppe hele dage, stablede kufferter op foran døren og åbnede det lille tagvindue. Så stillede hun sig foran et legemstort spejl, hun havde gravet frem af dyngerne og prøvede tøjet. En hat med slør, en gammel støvet frakke. Så forsøgte hun at sammensætte tøjet, sådan som det måtte have dannet hele kostumer, og til slut klædte hun sig helt af og iførte sig undertøj, netstrømper, små støvler, som hun netop kunne være i, og lange handsker, der strammede mod overarmen og sendte en ikke ganske reglementeret fornemmelse via rygraden til de ædlere regioner.

Imens havde Lillepeter fundet på en ny leg. Han begyndte at fatte en overordentlig interesse for sin storesøsters dukker, som Lisbeth var holdt op med at lege med for år tilbage, men som hun alligevel - med teenagerens stædighed - havde insisteret på at få med i de nye omgivelser. Straks efter flytningen havde hun selvfølgelig glemt alt om dem igen, selv den tidligere favorit, dukke Ilselil.

Men de gik ikke til spilde. Peter legede med dem, forbavsende lege - eller måske netop ikke forbavsende. Han lod dem falde ud ad andensalsvinduet på det mægtige og ærværdige hus, han lod dem komme ud for skrækkelige færdselsuheld, der krævede halve flasker ketchup; kort sagt: Barnet morede sig.

»Peter?«

Peter var i redskabsskuret, hvor han tit legede, og han havde låst døren indefra.

»Peter?« Han var som sædvanlig døv for verden.

Så holdt hun op med at råbe og begyndte at lytte. Hvad i alverden foretog hendes søn sig?

»Ingen nåde!« Det var Peter, der gjorde sin stemme dyb.

»Jeg er uskyldig! Jeg sværger!« Nu var stemmen skinger og skælvende. Så dyb igen: »Det nytter ikke. Vi har beviser! Desuden har du tilstået!«

»Peter? Peter, hvad laver du?«

Et skingert skrig fra skuret.

»PETER! Peter, luk op! Hvad laver du?«

Hun tog hårdt i døren og opdagede, at den alligevel ikke var låst. På redskabsskurets gulv sad Peter, og hans øjne lyste. Han havde tømt en husholdningsæske tændstikker ud på stengulvet, og på dette improviserede bål brændte dukke Ilselil lystigt...

V

Bøger, bøger, bøger. 18. marts syntes Alvin, han havde gennembladet i tusindvis af dem. Men det måtte være der, hemmeligheden var at finde, sandsynligvis i et af Uroboros-bindene, for den gamle havde tilhørt Uroboros-kulten, derom kunne ikke længere herske nogen tvivl. Den store mosaik i hallen af slangen, der bider sig selv i halen, med indskriften: QUI UROBOROS TANGIT THESAURUM EJUS PARTICIPAT, hvad det så ellers betød... vent... Alvin fik gravet en latinsk-dansk ordbog frem af bibliotekets dynger.

»Hvem, nej, den, der... den, der - tangit - rører...«

Selvfølgelig. Her var gådens løsning, havde stirret ham i øjnene den allerførste dag, han trådte ind i dette rædslernes hus: DEN, DER BERØRER UROBOROS, FÅR DEL I HANS SKAT! Den, der berører mosaikken, altså. En, een bestemt af de rundt regnet tyve tusinde små brikker, der dannede den vældige mosaik, var en trykknap, der åbnede et hemmeligt panel. Eller havde han set for mange gysere? Nej, sådan måtte det være. Og bag panelet: Tre millioner danske kroner, måske fire - eller fem!

Det ville tage ham, forstod han, godt og vel en uges tid at prøve dem alle, hvis de alle skulle trykkes i bund, så der ikke kunne være tale om, at han havde været for flygtig eller overfladisk, været for utålmodig eller overset nogen af dem. Han gik straks i gang.

Samme eftermiddag fandt Lisbeth en ny kiste, der kun indeholdt eet kostume. Det var tydeligvis i slangeskind helt igennem og måtte have kostet en formue. Med stigende forundring opdagede hun, at det dækkede hele kroppen, når undtages et cirkelrundt hul over munden og et mere besynderligt mellem benene. Hun tog det på. Det sad noget stramt, men passede ellers ganske godt; blot var der noget, der slaskede og ringede ved ankler og håndled. Der var åbenbart fastsyet remme og spænder der, hvis formål var utvetydigt, de skulle holde hænder og fødder samlet i et ritual, hun havde svært ved at forestille sig. Hun spændte ankelspænderne og forsøgte det samme ved håndleddene, som hun samlede på ryggen, og opdagede, at det gik overraskende let.

Næppe havde hun imidlertid hørt smækket af det sidste spænde, før det gik op for hende, at hun ikke ville kunne slippe fri af dragten og den knælende stilling uden hjælp. Hun begyndte at svede, og af en eller anden grund kunne eller turde hun ikke råbe. Hun vred sig, og det var, som om dragten trak sig sammen om hende, så det gjorde ondt, og hun væltede om på gulvet. Hun kæmpede tappert videre en lille time, før hun var fri, og hun klædte sig chokeret på og forlod pulterkarnmeret.

Den tyvende begyndte morskaben igen. Propperne sprang af flasker og glas i hele huset, små porcelænsting beskrev baner gennem rummet, før de knustes mod et møbel eller en væg. Men den slags havde Alvin alt for travlt til at bemærke.

Peters lege blev besynderligere og besynderligere. Man overraskede ham altid i absurde situationer. Så huggede han sin mors børster, så rendte han rundt med en tændstikæske i lommen fyldt med små tingester, der viste sig at være afklippede neglestumper. Om det så var moderens brugte menstruationsbind, fik han fat i dem og stablede dem op i et hjørne af sit værelse.

Det var ved denne tid, Annie begyndte at føle sig skidt tilpas. Hun skrantede, klagede over hovedpine, og hun havde ellers altid været et jern.

En nat, da Alvin vendte sig i sengen, var hun død.

Lægen, der skrev dødsattesten, mumlede noget om »hjertestop af ukendte årsager«, og så var den ikke længere. Den sørgende ægtemand, der nu havde trykket på halvdelen af mosaik-fliserne, holdt fri en otte dages tid og fik hende anstændigt begravet. Og gik så ellers i gang igen den tredje dag i april.

Hans hustrus død undrede ham: frisk som en fisk den ene dag, død den næste; men han beklagede den ikke i synderlig grad. Så var det altså en mindre til at dele millionerne.

Lisbeth kunne ikke holde sig længe fra pulterkammeret. Navnlig kunne hun ikke holde sig længe fra dragten. Hun drømte om den om natten, den sære fornemmelse af fordærv og hjælpeløshed, som gennemstrålede hende hin vidunderlige og forfærdelige dag, måtte hun opleve igen.

Til alt held hørte faderen hendes skrig, da slangeskindet truede med at kvæle hende. Det blev brændt på forhavens græsplæne der, selvsamme aften. Den selvsamme aften, som Lilleper forsvandt uden et spor.

Den følgende eftermiddag kørte en ambulance op foran huset, og en ældre herre steg ud. Han måtte desværre meddele, sagde han, at Alvins lille søn var død, tilsyneladende dræbt ved bid af en slange, der ellers kun lever i tropiske egne, hvordan det så ellers skulle kunne forklares. Faderen modtog meddelelsen med bøjet hoved og gik så ind og trykkede videre.

Natten til den sjette april 1975.

Huset sover, men to små mennesker arbejder flittigt inde i dets mave. Lisbeth på pulterkammeret, hvor hun kæmper med den sidste kiste, hvor nøglen er rustet fast i låsen; Alvin i hallen foran den store mosaik. Nu er der kun få hundrede brikker, han endnu ikke har trykket på.

Gamle Schmiedt. Han kendte sin søn. Han vidste, kontorlusen ville begynde øverst til venstre og arbejde sig til højre og nedad, metodisk og ærkedum, som han var. Så Erhard anbragte knappen allerallernederst til højre i billedet. Men det ved Alvin ikke.

Huset sover.

Huset drømmer. Drømmer om sin bygning, betalt med guld, gravet op af dæmonen Rahab for så mange år tilbage. Drømmer om den viden, Herrick gav bygmester Schmiedt, den viden, der besatte ham: Sagnet om Uroboros, urkraften. Uroboros, som hviler i to væsener, mennesket og slangen, og som kun ved en forening, som ikke kan finde sted, men som Schmiedt alligevel tilstræbte.

Resultat: Død og sindssyge. Død og sindssyge for de stakkels horer, ruffersken Elsie skaffede ham, og til sidst for hende selv.

Huset drømte.

Drømte om, hvordan det havde advaret den lille familie, der nu havde denne rædslernes bolig, igen og igen, alt til ingen nytte. Hvordan nu to af de fire var bukket under for den onde viden, huset besad. Huset vred sig i erindringens mareridt, så tagspærene skelede. Men Lisbeth og Alvin søgte.

VII

Endelig smækker låsen op, og Lisbeth åbner den. Hun kan ikke tro, hvad hun ser.

Alvin trykker på den sidste sten, og et panel glider til side; to kufferter kommer til syne. Han åbner en af dem, så den anden. Der er ikke millioner, vel næppe een, men alligevel flere penge, end Alvin nogen sinde før har set.

På pulterkammeret forlader den første slange kurven, og Lisbeth klemmer sig op i en krog. Den søger ud over kanten og lander med et bump, bølger hen over gulvet, hen over Lisbeths knæ og bag hende. Hun kaster sig midt ud på gulvet, rystende af skræk, hun kan kun knæle, ikke støtte på benene, ikke røre sig mere. Hypnotiseret krydser hun hænderne på ryggen, slangen binder dem med sin krop, lader hovedet falde ned over anklerne og knytter de fire slanke pigekviste i en satanisk knude.

Grinende som en vanvittig slæber Alvin kufferterne midt ud i en vældig bunke på gulvet, hysterisk hulkende kaster han sig på knæ i dem og krammer et bundt i hver næve.

Den anden slange forlader kurven og kryber langsomt, uden hastværk, mod den bundne, rædselsslagne pige. Hun er allerede halvt bevidstløs af skræk, og alting er dele af den samme frygtindgydende drøm. Den føler sig frem mellem hendes spredte knæ, krummer sig sammen i velvære mellem hendes lårs redekanter og går ind.

Alvin stopper pengene i kufferterne igen. Det går langsomt på grund af ophidselsen. Han savler ukontrollabelt. Slangen forsvinder i hendes indre, det er, som om indvoldene skubbes til side uden at tage egentlig skade. En slimet strøm skyder op gennem hendes fordøjelsessystem og klemmer luftvejene sammen, til det lille irgrønne skællede hoved vejer på hendes tunge. Spiddet på slangen knæler hun.

Alvin lukker den første kuffert og begynder at fylde den anden. Pengene kan ikke være der, så uordentligt, som de ligger. Han tømmer den første igen og begynder at støde seddelbundterne op som en mand, der kan lide sit arbejde. Skønt slangen endnu ikke har forladt hendes svælg, har den allerede nu igen hovedet i hendes skød. Den glider ikke mere i spiserøret, den ligger stille, og et sted mellem hjerte og nyrer bider den sig selv i halen. Så strammes tingen. Alvin er færdig med sit arbejde. Men han kan ikke få sig selv til at lukke kufferten. De er så smukke. Så tager han sin lighter frem af inderlommen og brænder en af sedlerne. Medens den endnu gløder, kaster han den ned i en af kufferterne, hvis indhold straks kommer i brand. Han hælder indholdet af den anden på bålet.

Ringen strammes. Hun græder stille. Så sprøjter blodet ud af øjne og øren, næsebor og brystvorter. Organer klasker mod gulvet fra kønsåbningen som moderkager. Ringen strammes.

Bålet er stort, og heden får hans hår til at rette sig ud enkeltvis. Han forlader huset gennem hoveddøren, baglæns. Ilden får fat i et gardin.

Ringen bliver til en skive i hendes indre. Ryggen revner som ved lynlås, brysterne springer ud på gulvet som rødmende våde bolde. Hovedet sidder skævt og vipper, skelet, ben og brusk knuses til mel, og kødet glider i klumper og suppe fra hendes hofteskåle. Blodet farver alting rødt.

Alvin går væk fra huset. Han vender sig på sikker afstand og ser det brænde. Tagværelset med pulterkammeret glider ned ad den skæve rygning og knuses mod jorden med et plask. Pengene brænder.

Men hvad skal han med penge? Hvad skal han med hus?

Er han ikke... Uroboros...