Den lille grusomme

Evigheden - Universets historie i meget korte træk

 

Fire ting i universet er evige: ANIMA (sjæl), MATERIA (Stof), SPATIUM (rum) og TEMPUS (tid). Sjælen bevæger stoffet gennem rummet og tiderne, thi alt stof er i en eller anden grad og forstand besjælet. Guderne er ren anima, dvs. de kan skifte legemer som de vil, medens planter, dyr og mennesker er bundet til det ene, de gives ved fødslen (se DØDEN - ET MYSTERIUM?!) Kun i kraft af og gennem dette kan de (normalt) bevæge verden. Engang forbrød gudinden EA sig mod sin slægt og måtte vandre fredløs gennem rummet, til hun nåede den del, vort solsystem nu opfylder. Her lagde hun sig til hvile og fødte to sønner, ANGUIS og JEHOVAH; hun fødte desuden hver af dem syv sønner, før hun døde.

Jehovas syv sønner er navnløse, men en af dem kaldes LOGOS.

Han inkanerede i mennesket Jesus.

Angius eller Arepos syv sønner er:

AZAZEL (påfører og lindrer smerte, ekstasen og den dybere erkendelses guddom)

BAALZEBUB (påfører og kurerer sygdomme, lægeguden)

BELIAR (medfører voldelig død, den sorte magis guddom)

LEVIATHAN (giver viden om materielle ting, den praktiske videns og håndelagets gud)

MASTEMA (kærlighedens gud)

OIUFAEL (venter på at inkarnere som Antikrist)

RAHAB (giver magt, ære og rigdom, guldets og menneskenes hemmeligheders gud)

Da Arepo skabte solsystemet, hjalp hans sønner ham: Rabab skabte den faste grund og de ædle metaller, Baalzebub havene, søerne og floderne, Mestema den flygtige livsånde, dampen og skyerne. Beliar dannede de hemmelighedsfulde plantelegemer, Azazel dyrenes kroppe, og Oiufael menneskets. Tilsidst indblæste Arepo sin livsånde i skaberværket, animerede det, gav det bevægelse, og urværket gik igang.

Endelig gav Leviathan mennesket våben og ild for at hjælpe det til at nå et guddommeligt stade, og menneskene kaldte ham PROMETHEUS og troede, det var ham, der havde skabt verden.

I mellemtiden surmulede Jehovah og hans sønner, de havde ikke villet være med til noget af det, de var tværtimod bange for, at mennesket skulle blive for stærkt og måske få den ide at udfordre guderne. Derfor nedstyrtede de Arepo og hans sønner til jorden og spærrede mennesket, som de ikke turde dræbe, inde i haven EDEN. Arepo befriede dem, og dermed begyndte årtusindernes kamp mellem Jehovah (»Gud«) og Arepo. Djævelen ønsker sine børn guddommelighed, Gud hader og frygter menneskene og forsøger at få dem til at underkaste sig ham. Det er Djævelens plan, at mennesket engang vil blive stærkt nok i ånden (anima) til at blive Hans hær, når han engang gør storm på himlens porte. Derfor hverver han sjæle.

Om ikke lang tid vil hans søn OIUFAEL vandre på jorden i et menneskes skikkelse og samle hans tropper til strid. Fra Jordens Skabelse til dens undergang og derpå følgende skabelse af en ny jord er syv tidsaldre. To er forgangne, det er Leviathans, hvor mennesket lærte at bruge våben, og Rahabs, hvor mennesket skaffede sig rigdom og materielle goder. Vi er nu i Oiufaels, der er en forberedelse til DET STORE SLAG, som vil finde sted i Beliars tidsafsnit.

Derefter følger (hvis Arepo og hans tilhængere sejrer) Baalzebubs, genopbygningens tidsalder, Azazels, den dybere erkendelses, og Mastemas, kærlighedens epoke.

Om tiden efter den Ny Jords skabelse vides meget lidt. Det hedder et sted i LIBERNINGER:

»I de dage vil kød blive ånd, og ånd kød, menneskene vil blive som guder, og guderne som mennesker, og der vil ikke være forskel på dem. Menneskene skal erhverve gudernes menneskelighed, guderne menneskenes guddommelighed; menneskene skal lære åndens hemmeligheder at kende, og guderne kødets og blodets. Se, da er de ikke længere to, men eet. Og der vil ikke være nogen opstigen eller nedstigen af kød eller ånd, men alt vil gå op i sig selv.«

»Den Lille Grusomme« være hermed stillet under AZAZELs beskyttelse ...

DEN LILLE GRU-SOMME