Djælvlen i hallen

FORTALT AF WULFF

 

Marie Anatole var en smuk kvinde. Ikke en yndig kvinde, som hendes datter var det, men en flot kvinde. En kvinde, man måtte beundre og respektere. Nøddebrunt, kraftigt har, noget langagtige, aristokratiske træk, smukt hvælvede øjenbryn over de runde, stærke øjne. der syntes at udstråle en urkraft. Hendes mund var bydende, men ikke utilbøjelig til kys, hendes hænder at læne sig ved, hendes krop tilbedelsesværdig.

Hun var den smukkeste kvinde, Arnold Christian nogensinde havde set, og han friede, da de havde kendt hinanden knapt tre uger.

Monsieur Francoise Anatole var på det tidspunkt en ruineret mand, Christian velsitueret, og Marie en kvinde, der vidste, hvad hun skyldte sine forældre, og brylluppet kom istand. Det ville være forkert at sige, at hun ikke elskede Arnold - nåja, det ville i al fald være uretfærdigt at påstå, at hun ikke forsøgte.

Men Arnold Christian var Maries absolutte modstykke, en lille rund mand, der, forekom det hende, var baby den første halvdel af sit liv, og midaldrende den anden; ung, gammel, smuk, grim, potent, impotent, det havde han aldrig været - en blød mellemvare - meget blød - og kvinder af Maries slags ynder at ligge hårdt. Datteren Marianne blev egentlig en god mellemting mellem sine forældre, som bør skal, det bedste fra hver. Hun fik sin moders rygrad, smukke hår og øjne, men faderens bløde, runde træk, der forlenede hende med en kvindelig ynde, moderen aldrig havde ejet. Arnolds og Maries ægteskab beskrev en kurve ikke ualmindelig i forbindelser, hvor modsætninger mødes. Marie var altid en smule kold over for Arnold, som hun ville have været det over for enhver mand, som det var hendes natur at være det, men hun var konstant, hun var ham tro, og - når man ser bort fra, at hun nok kunne have næret og vist varmere følelser for ham, end tilfældet var - en god hustru. Set ud fra Arnolds synspunkt var hun først en dronning, en bydende herskerinde, en stærk og levende erotisk personlighed. Så begyndte han at føle, at hun var for hård, måske endda næsten ond. Hendes forhold til den nyfødte Marianne, forekom det ham, var unaturligt sterilt, det virkede fremmed på ham og frastødte ham. Det var, som om han, når han så mor og datter sammen, for første gang anede sin hustrus sande natur, og han frastødtes paradoksalt nok af dem begge. Her skal vi utvivlsomt søge forklaringen på hans forhold til Annie.

Marianne syntes altid, de to statuetter havde været der; når hun kom ud fra sit værelse og gik hen ad den lange gang og ned ad trappen til hallen, så var de der, til venstre, på hver sin side af søjlen. På venstre side var den lille grimme abe, der lignede Anne, tut-tut, syntes den at sige, mig-dum, mig-have-banan. Anne elskede den, huskede hun, de var lige dumme og grimme begge to; det var nok derfor. Den var så sød og venlig - pladder: Næ, attraktionen lå på den anden side: Den lille djævel. Den var der ikke noget sødt ved, den var ædende ond, sur og gnaven og rasende over at være lænket til søjlen, ja, for Mariannes far havde lænket den på Annes indtrængende bønner, hun var bange for den sagde hun, og Anne fik altid sin vilje, den dumme åndssvage unge. Men det gjorde ikke noget, for lænken var alt for stor til djævelen; ingen af statuerne var mere end en halv meter høje, og hvis de ikke havde siddet på sokler, havde man nok ikke engang lagt mærke til dem. Så djævelen kunne smøge lænken af så let som ingenting, hvis den ville, tænkte Marianne, og det trøstede hende. Men det var nu alligevel en ydmygelse. Ikke underligt, den altid var så sur.

Hvor hun dog havde hadet Anne, faktisk næsten lige siden hendes far havde fortalt hende, at hun skulle have en lillesøster. For det var jo ikke hendes lillesøster, hendes mor var slet ikke blevet tyk, det var en anden dame, der var blevet tyk, og det var hendes barn, og desuden ville hun slet ikke have nogen som søster, der var så grim og dum som Anne. Far havde gjort noget ved en dame, der hed Annie Fredericks, så hun var blevet tyk og havde fået Anne. Og damen kunne ikke selv have Anne, og så skulle de have hende. Å, hvor hun hadede det.

Det var ikke engang løgn, at Anne var åndssvag. Lægen sagde det, alle sagde det, hvor er det synd, at Anne er åndssvag, og der var nogen i skolen, der sagde noget om »Guds straf«.

Og nu skulle hun og hendes ægtemand Harris plages med hende, måske i tyve år endnu. Mor var død af sorg, og nu var far også død, og testamentet kunne ikke omstødes. Ægteparret Marianne og Harris Appleton skulle tage sig af Anne Christian, til hun døde, ellers arvede de intet. De havde ikke haft noget valg. Allerede den følgende søndag ville hun vende tilbage fra hjemmet, hvor hun var blevet midlertidigt anbragt, og så skulle de bo, de tre, i huset, Marianne, Harris og åndssvage Anne, der var ligeså grim som aben i hallen.

Anne glædede sig. Det skulle blive rart at komme hjem igen. Hun sad i toget og glædede sig og smilede til sig selv i den sorte rude.

Anne Christian var en ualmindelig smuk pige, skulderlangt sort hår, et kønt og venligt ansigt med store udtryksfulde øjne. Ingen, der ikke vidste det, ville gætte, at hun led under en ganske vist mild intelligens-defekt. Den gav sig navnlig udslag i en vis barnlighed, man kunne næsten sige, at hendes sytten-års krop indeholdt en tolv-årigs forstand, og at det egentlig var det eneste unormale ved hende. Hun var tillidsfuld og naiv ud over al forstand, og hun havde egentlig heller ikke grund til andet, for hendes far havde altid beskyttet hende og sørget for, at hun havde det godt. Det hadefulde glimt i stedmoderens øjne opfattede hendes lille barneforstand ikke, og hun lo hjerteligt, når i sin tid hendes stedsøster spændte ben for hende eller hældte sæbevand i hendes seng. Hun vidste, at hendes far var død, men forestillede sig ikke, at det kunne gøre nogen større forskel i den modtagelse, hun plejede at få, når hun vendte hjem fra ferier og lignende. Hun skulle hjem, og hun glædede sig.

Harris og Marianne glædede sig ikke. Marianne havde vænnet sig til tanken, hun havde sådan set haft en hel barndom til at vænne sig i. Desuden havde hun planer med Anne: Den åndssvage unge pige skulle opfylde en funktion i det gamle hus, der dels ville være praktisk, dels en mundsmag af den hævn, hun havde pønset på siden den allerførste dag, hun havde set sin »søster«.

Harris derimod var rædselsslagen. Han forestillede sig et savlende, sindssvagt barn, der med flegmatisk selvfølgelighed smadrede alle husets talrige værdigenstande. Det første møde med pigen var derfor også noget af et chok.

»Hun er jo køn!« sagde Harris halvt bebrejdende til sin kone aftenen efter Annes ankomst.

Ved morgenbordet holdt Marianne en længere straftetale over Anne. »Du forstår sikkert, Anne, at hvad du nød her i huset, mens min far levede, var noget af et privilegium. Hvad min far ellers kan have foretaget sig ude i byen, hører du ikke, jeg gentager: ikke til familien Christian. Min mand og jeg indser imidlertid vanskeligheden i din position og vil gerne hjælpe. Vi vil meget gerne have dig boende, lille Anne, men vi har ikke råd til, at du spiller grevinde. For fremtiden er husarbejdet din afdeling men du spiser selvfølgelig sammen med os andre, og du kan i det hele taget betro dig til mig som til en, hm, søster ...« Marianne holdt inde for at trække vejret. Anne sagde ingenting. Det var irriterende. Marianne var sikker på, at hun vidste, hvorfor. Det var selvfølgelig for at give hende samvittighedskvaler - men, se, den gik ikke. Hvergang Anne satte sit hundebedrøvede smil op, ja, så fik hun bare endnu en salve. Det var det eneste, der virkede - de ville virkelig ikke tyranniseres af det pigebarn. »Aben«, som de enedes om at kalde hende.

Apropos aben - der var kommet noget bedrøvet over dens ansigtsudtryk også. Og så var det ligesom, den ikke rigtig udfyldte sin plads på soklen mere. Den var blevet mindre.

Hun var frygtelig at have om benene, syntes Marianne. Som nu, hvor hun pudsede sølvtøj, og Marianne kom ind i stuen. Den måde, hun kneb læberne sammen på og prøvede at se forkuet ud. Forkælede, utaknemmelige tøs! Gav de hende måske ikke mad og husly mod latterlige tjenester, som hun udførte mindre fyldestgørende end en seks-årig! Spiste hun måske ikke med uforskammet appetit og med en selvfølgelighed, som om hun og ikke Marianne var frue i huset? Hvor hun dog var god af sig, at hun ikke engang for alle satte den gadetøs på plads med enden af et læderbælte - det havde hun fortjent. Og se nu! Var det en måde at pudse sølvtøj på? »Hvad tror du egentlig, du laver? Skovler møg?«

Anne rejste sig og smilede fjoget og frækt, og Marianne stak hende en lussing, der sved og gjorde godt i håndfladen.

»Tøs!« skreg hun i den skingre falset, der havde været typisk for hendes mor. »Luder!« Og hun slog igen. Og Annes anden kind rødmede med samme æggende heftighed. Anne faldt på knæ. Å, hvor det ville gøre godt at sparke hende, så blodet stod hende af munden, hendes fod hævede sig næsten fra gulvet ved tanken, men blev afbrudt af et tungt bump fra hallen. Djævelen var faldet ned fra sin sokkel og lod sig ikke rokke. Den surmulede ikke længere, men grinede henrykt, og lænken passede næsten. Den var blevet synligt større.

Harris svævede om Anne i stadig mindre kredse. Han begyndte at være venlig mod hende, til sin kones store fortrydelse, omtrent som man er venlig mod et barn. Han gav hende små ting, han trak hende med sig og viste hende husets forskellige dele. Hun kendte dem selvfølgelig bedre end han, men strittede ikke imod.

En dag Marianne ikke var hjemme, fik han hende med ind på ægteparrets soveværelse og lukkede døren i lås. Sveden drev af ham, og han græd næsten af skam og dårlig samvittighed, men han kunne ikke styre sig længere.

»Klæd dig af!« sagde han. Hun rynkede desorienteret brynene. Han tænkte siden, at han i det mindste kunne have forført hende på en anstændig måde. Men af en eller anden grund blev det sådan.

»Ja, klæd dig af, dit lille dyr! NU!«

De følgende dage sænkede der sig en underlig tavshed over huset. Ingen syntes at sige noget. Harris spekulerede over, om den åndssvage pige havde røbet noget. Hvis hun gjorde det, ville han være færdig, vidste han. Hun ville smide ham ud, og han ville være på gaden igen uden en øre. Rædslen for det var enorm. Og den voksede, for hver dag, der gik.

Voksede som djævlen i hallen.

»Det var meget dumt, Harris!« Det var nærmest en konstatering. Hun havde vidst det hele tiden. »Hvis hun sladrer til politiet - eller andre steder - så bliver hun taget fra os!«

Han nikkede lettet. »Ja, og det kan vi ikke risikere. For arvens skyld. Vi bliver nødt til at have hende boende, til hun dør.«

»Ja«, sagde Marianne.

»Til hun dør«. Bemærkede de ikke, hvor djævlen voksede? At den næsten havde naturlig størrelse nu. Eller havde de så travlt med andre ting, at de nægtede at bemærke det?

Det skulle se naturligt ud. Det ville være bedst, hvis hun faldt ud over gelænderet nede i hallen.

»Anne? Jeg vil vise dig noget!«

Anne var blevet meget bange for Harris den nat. Men han var stadig den eneste, der var en smule venlig mod hende. Hun gik hen til gelænderet og så ned i hallen, hvor Harris stod smilende. Så skubbede Marianne hende, og hun faldt sprællende de få meter. Allerede, da hun faldt, forstod Harris, at der ikke var højt nok, hun ville ikke dø af det. Anne rejste sig på albuerne og faldt om på ryggen, der løb en lille, tynd blodstribe ud af den ene mundvig. Harris trak sig tilbage, han følte det, som om han havde foretaget en mislykket aflivning af en hund, Anne var et lille dyr, kvæstet, men ikke dræbt, hvis lidelser han i menneskelighedens navn måtte ende. Anne havde efterladt en forskærerkniv på bordet i hallen. Harris greb den og nærmede sig pigen, ækel ved det hele. Men så stønnede hun sagte og vred sig på gulvet, hendes ben var spredt, og kniven eet med hans hånd. Bag rækværket vendte Marianne sig bort.

Det var ikke så vanskeligt at bære den spinkle skikkelse ned i kælderen. Der ville de siden bryde gulvet op og begrave hende. De ville sige i byen, at hun i forvirret sindstilstand havde forladt huset. Ingen ville få mistanke.

Rystede, men tilfredse trods alt, med sagernes udvikling, trådte de gennem den lille kælderdør atter op i hallen. En tåge dansede for hendes øjne, og hun vidste ikke rigtig, om det, hun så, var sandt. Djævlestatuen var borte, lænken sprængt. Hun faldt sammen som en klud og kunne ikke tro det. Men det var hans, stendjævelens mægtige skikkelse, hun anede i skyggerne bag gelænderet, hvor hun selv for minutter siden havde bevidnet den frygtelige scene. Det var ham, der kneb sig ned ad den smalle trappe. Marianne samlede sig sammen og løb. Hun åndede tungt og så kun en enkelt gang over skulderen. Hun så Harris vende sig halvt, forstenet, og hun så djævlens fingre hugge ind i hans strube og trække nedad, som man åbner en lynlås, dampende hede indvolde stod i røde klumper ud af hans skælvende krop, der var som en sæk, uhyret stod i begreb med at tømme.

Knæene slog sammen under hende, og hun vidste ikke, hvor hun skulle flygte hen, hun løb frem og tilbage som en skræmt hjort, flåede i hoveddøren, som ikke ville gå op, kastede sig foran billedet af den lille abe og skreg:

»Du, som er god! Hjælp! mig, lille abe! Hjælp mig!« Men aben smilede blot vemodigt til hende, svag og indskrumpen som et utidigt foster.