Python

FORTALT AF WULFF

 

Han kunne ikke sove den nat, og det havde sine naturlige årsager. Hvis Alice havde været enhver anden, end den, hun altså netop lige var, ville han næppe engang være vågnet. Halvsovende ville han have klemt sig ind til hende, befriet hendes tunge, røde krop for den krøllede silke, være trængt ind i hende. Men Alice ville ikke have brudt sig om det. Så John blev bare liggende og kiggede op i loftet.

Det var timerne før gry, kærlighedens timer, hvor verden fornyer sig i kokoner af sveddryppende sammenrodede lagner, to og to, klemmer sig parvist ind til hinanden og klistrer fast i skabelsesøjeblikket, den kontinuerlige skabelse, for at fremstå for solens lysende ansigt som lyserøde smågrise, forsynet med ny hud og ny ånde. Det er længslernes timer for den, som længes, for den som er livstræt, øjeblikket, hvor han klart indser, at der er en by uden for vinduerne, fyldt med kød og ømhed. Sådan følte John Other det, og han klædte sig forsigtigt på og sneg sig ned på gaden.

Han stilede straks mod den røde del af byen, som levede nu, hvor de lovlydige borgere havde trukket teglstensdynerne op over ørerne. Han var ensom og styrede sine skridt mod den ensommes bydel, der stiller de midler til rådighed, der for en nat kan bortvejre den ensomhed. Han havde ofte af ærinde eller nysgerrighed passeret gaden med de irgrønne neonskilte, med glødende røde lampeskærme som dæmoniske pupiller i de gamle huses sorte huler, med sørgmodige kvinder, storkeagtige, med det ene ben trukket op under sig. Men først i nat følte han sig hjemme der, ligesom tryg. Han valgte en billig natklub ud af vrimlen, af den slags, hvor man synes, det er døden selv, der drager det beskidte fløjlstæppe tilside og lader en passere. Der var en pause i forestillingen, hvor han kom ind, og en underlig stilhed. Ingen tjener spurgte ham, hvad han ville nyde. Lokalet lugtede af øl og allehånde mandlige udtømmelser, der var en atmosfære så tyk som det mug, man sommetider kan skrabe af gammelt brød med en kniv.

En midaldrende mand i et kjolesæt, hvis rynkede skuldre syntes at true med at kvæle ham, krøb hen til mikrofonen og hældede den et par gange til hver side, idet han så ud over publikum. Så sagde han: »Linda, lady withe snakes!« Tre-mands-orkestret satte i med en falsk akkord, der gik over i dyrehavsbakke-orientalsk musik. Projektørkeglen snublede over nogle glemte rekvisitter og nåede frelst frem til damen med slangerne.

Hun havde overdrevne former, som understregedes af et for stramt, rødt trikot. Det var da i det mindste noget nyt, tænkte Other, slangedanserinder plejede at optræde iført bedstemors aflagte gardiner med snore og det hele. Hun havde engang haft et flot hår, men det var blevet ødelagt af for megen lak. Hendes make-up var klodset, for tydelige øjenbryn og en læbestift, der fik hendes mund til at virke misdannet, påklistret, som den var, et tåbe-æggende smil. Kraftigt hoftevrikkende gik hun hen til en flettet kurv, hvoraf hun fremtog en Python, der måtte være mindst 95 år gammel. Linda var nok i al fald halvt så gammel, og de burde begge forlængst have været pensioneret.

Linda tog slangen op, så man kunne se hendes armmuskler spændes under overflødigt flæsk og hvid sminke. En blå åre afslørede hendes menneskelighed. Hun lagde den om halsen og begyndte at danse rundt med den og stak dens hoved i munden. Så tog hun trikotet af og kastede det med en overdreven gestus ud i lokalet. Det landede på bordet foran John og fyldte hans næsebor med en lugt, der var halvt kvinde, halvt zoologisk museum. Han strakte hånden ud og rørte ved det. Linda pressede slangens hoved mod sine strittende brystvorter, hun spredte benene, og hendes bagdel slog mod scenegulvet med rytmiske klask. John sad helt stille. Han opdagede ikke, det var forbi, sad bare og berørte trikotet, distræt-intenst.

Et godt stykke inde i en håndstandsakt vågnede han så meget op, at han kunne begynde at spekulere over, hvad han skulle gøre med sin souvenir. Hun ville nok foretrække at få den igen. Han besluttede at gøre det hele så diskret som muligt og hviskede til konferencieren: »Miss ... Lindas garderobe ...?« Konferencieren smilede, men hans blik var koldt. Han tyggede på et eller andet og nøjedes med at pege over skulderen.

John faldt ind af en lille dør i prosceniet og famlede ned ad en gang. Han slog knæet slemt på noget meget hårdt. En ung lyshåret pige stak hovedet ud af en dør. Hun stillede sig op på gangen, og hendes glycerin-bryster spærrede vejen for ham, så han måtte gå sidelæns. Hendes hede ånde bedøvede ham, så han kun netop kunne skimte navnet Linda og en falmet papstjerne på en af dørene. Han bankede på. »Ja, sure ... kom ind for pokker!« Hun stod midt på gulvet iført et trikot magen til det, han stod med i hånden, blot sort. »Nå, det var dig ...« sagde hun bare. Han rakte hende dragten, men hun tog ikke imod den. Hun bed sig i læben og så på ham, smilende, drillende, sikker. Så kastede han sig på knæ og ville kysse hendes hånd, men hun trak den til sig. Så smilede hun og rakte ham den. »Du er trængende i aften, hvad, skat! All right. Hvis du kan vente en time, er det iorden. Uden for sceneindgangen. Du kan jo se resten af showet, hvis du gider.« Nærmest som en indskydelse tilføjede hun: »Jeg koster 25 ... skidt, tyve dollars«.

Han ventede den tidlige morgen. Han følte sig ung, forelsket, genfødt. Altsammen lige vanvittigt. Men det betød ikke noget. Lindas krop og Lindas sjæl - hvis hun havde nogen - det var det eneste, der betød noget.

Han følte sig heller ikke flov, da han vaklede hjem ad våde gader. Alice sov endnu og havde ikke mærket hans fravær. Det var ved denne tid, Other begyndte at drømme. Og han drømte altid om Linda. Men i hans drømme var hun ikke en lasket, midaldrende, afdanket, forhenværende luder, hun var ...

Hun var smuk. Hendes hår var blødt og varmt. Hendes sorte øjne gnistrede, hendes overkrop var æggende blød og vidunderlig, hendes overkrop. For i drømmen havde hun altid en slanges underkrop.

»Jeg er Pythia!« sagde hun. »Jeg er slangedronningen. Min herre er slangeguden Python, til hvem du og jeg må ofre.« Og han knælede i drømmen, som han havde gjort det den nat i hendes garderobe. Tilsidst var drømmen ham ikke længere nok, og han gik en sen aften, til lejligheden, hvor hun lå. Hun lukkede op iført det røde trikot, men det gnistrede nu, som et bad af friskt blod, hvoraf hun nylig var opstegen.

Hun var dennegang som i drømmen.

Hun smilede bittert, da han endnu engang knælede for hende. »Du har altså gættet min hemmelighed, gennemskuet min forklædning? Ja, jeg er Pythia. I morgen vil vi ofre!«

Alice brød sig ikke om nye steder. Hun foretrak at spise på de restaurationer, hvor hun plejede at spise, selvom hun ikke kendte den adresse, John havde opgivet chaufføren, kunne hun ikke lide de kvarterer, de passerede. De sted ud og John betalte chaufføren. »Ja, du må undskylde!« sagde han til sin kone. »Vi går et ordentligt sted hen og spiser bagefter. Men der er lige en mand, jeg må træffe!«

»Her?!«

»Ja, det er en gammel skolekammerat, det er gået tilbage for. Stakkels fyr. Du behøver ikke gå med op ...« Men som han havde forudset, foretrak Alice hvadsomhelst frem for at stå alene på et gadehjørne i dette kvarter. De gik ind på den mugne trappegang og begyndte opstigningen til Pythias tempel.

Hun tog imod dem, strålende smuk som altid, men ganske nøgen. Alice snurrede rundt mod John med store øjne. »Jeg synes, du sagde, det var en mand ...«

Phytia betragtede scenen koldt, da John klædte sin kone af. Hun begyndte at skrige, og John stak hende en kæbeknagende lussing, og blev sådan ved, til hun tav. Hendes læber var blodige, hendes svømmende øjne vantro, da han bandt hende med fire nylonstrømper i en døråbning. Det var fløjdøre, og han fastgjorde de fire lemmer, spændt ud mellem de fire hængsler. Tilsidst trak han en femte ind mellem tænderne på hende og bag om nakken og strammede til. Så knælede han foran ypperstepræstinden i ydmyg afventen. Pythia fremtog af en skuffe en bred, skarp offerkniv. Det gik pludselig op for ham, hvor spinkel og hjælpeløs en kvinde hans hustru egentlig var, nu, hvor han så hende nøgen og bange. Han fik næsten ondt af hende. Men hvad kunne han vel gøre? Hun var et offer til Python, slange-guden. Hendes øjne var bønfaldende, Pythias grusomme og ubønhørlige. Pythia kyssede hende på munden, og hun kyssede igen, så godt hun kunne med strømpen strammende mellem de knuste læber, hulkende dybt i krampetrækninger, der gik i lammende stød gennem hele hendes krop. Længe, længe varede dødskysset. Kniven glimtede, og Alice lukkede øjnene, Pythia lagde hånden på hendes mund og tvang hovedet bagover. Så skar hun med et enkelt snit halspulsåren over. John så, hvordan Pythias underkrop flimrede og forvandledes, til hun for første gang var præcis som i drømmen. Hun smilede til ham og forsvandt.

Tilsidst flimrede selve værelset, et grønt skær faldt ind i og over det, røde øjne lynede, og John så, at den tåge, der under hele ofringen var blevet stadig tættere, nu tog form af et mægtigt slangehoved. Det var PYTHON, der åbenbarede sig for John Other i hele sin frygtelige majestæt. I præcis dette øjeblik nærmest faldt en midaldrende letpåklædt kvinde, hvis profession overbetjenten ikke behøvede at spørge om, ind på den nærliggende politistation. Først kunne man slet ikke opfatte, hvad det var, kvinden i sin ophidsede tilstand rablede, men tilsidst fik man det ud af hende.

»Frygteligt ... denne ... mand ... han tog en kvinde op til mig og klædte hende af og bandt hende og. Han tvang mig til ... han må have været sindssyg ... han skar halsen over på hende!«

John Other betragtede fascineret den vældige slange. »Hvem er du?« gispede han. »Hvem er du?«

»Er det ikke indlysende?« svarede det flade hoved med de lysende øjne. »Jeg er slangen, den evige, guddommelige slange. Jeg er livets hemmelighed og fornyer. Jeg skaber og ødelægger, giver liv og dræber. Mennesket tilbeder og frygter mig. Mennesket har forvist mig og opsøger mig dog i min landflygtighed.

Jeg er kvindekroppe, jeg er luderøjne, jeg er blank, jeg er våd, jeg er glinsende, jeg dufter, jeg smager, jeg kvæler, jeg lammer. Jeg er dig selv, John Other og alt, hvad du nogensinde har været eller vil være, det er jeg. Jeg er livet, og jeg er døden.«

Og det var, som om en mægtig hånd greb John Other, og han så altet i striber og glimt, og tilsidst i en altødelæggende helhed.

Da Linda, damen med slangerne, vendte tilbage til sin lejlighed med politiet, mødtes hun af et overraskende syn. Enten havde den gamle Python, som havde sin soveplads i kurven i hjørnet, ikke været så affældig endda, og det skræmte hende at tænke på. Eller også havde den været præcis så affældig, at den uden protester havde fundet sig i at assistere John Other, der havde manglet et reb.