Katherine fænomenet

ERWIN NEUTZSKY-WULFF:

 

Man kunne fristes til at sige, at da Katherine Smith blev valgt til Miss Alderbury i 1975 var hendes skæbne beseglet, hendes bane afstukken. Noget lignende kunne man sige om resten af verden. Det var simpelthen den spæde begyndelse til ...

Alting gik fra begyndelsen rørende let for den unge pige, næppe var hun ankommet i den store by New York, før hun blev tilbudt arbejde som fotomodel. Hun avancerede hurtigt takket være solidt benarbejde, både i den ene og anden forstand, og blev snart kendt som »Verdens Smukkeste Kvinde«. Herpå fulgte nogle film, hvor hun klædte sig af og på i wide-screen, samt diverse ægteskabstilbud fra sheiker og pølsefabrikanter. Det kan derfor heller ikke undre, at Albert Knowles, Nobelpristager i 1981 og eminent fysiker faldt for hende med det legendariske brag, da han mødte hende i '84 ved et aftenselskab hos en af Katherines rige beundrere, hvis velkendte snobberi også havde ladet ham invitere Knowles.

Det blev - til overraskelse for ikke få - til ægteskab få måneder senere mellem fysikeren og Kitty Mistray, som Katherine nu hed. Navnet skulle give tilskuere og fans associationer som »mist«, »ray«, »master«, »mistress«, »mystery« og, hvad ved jeg. Hvorfor giftede hun sig med denne tyndhårede, flegmatiske tænker i stedet for med en af de filmhelte, der stod i kø foran hendes dør? Det er svært at sige. Måske tænkte hun, at Knowles' geni før eller senere ville føre læssevis af penge, prestige og magt med sig, goder, som hun kunne dele som hans hustru. Eller også elskede hun ham simpelthen.

Han var hende en god ægtemand. Hun fik aldrig lejlighed til at føle sig udenfor eller tilovers; han brugte timer på at popularisere sine resultater for hende. Kitty havde derfor også et sjældent godt kendskab til, hvad hendes mand syslede med.

Det var i grunden en gammel sag, eller snarere en gammel drøm, som hun genkendte fra rader af antikverede film som »The Fly« og »The Projected Man«. Drømmen om at omdanne materie til energi og tilbage igen, efter at energien i et sindssvagt koncentreret strålebundt havde tilbagelagt en strækning. Man kunne f.eks. tænke sig, at man dematerialiserede rumpiloter, sendte dem afsted som energi og derefter materialiserede dem i deres oprindelige form på en fjern planet. Perspektiverne var fantastiske.

Hun håbede, han kunne klare det selv, for så ville han også få æren og pengene selv. Hvis han blev nødt til at inddrage en anden i foretagendet, ville han kun få halvdelen. Eller måske ikke engang det, for Knowles havde efter Kittys mening en alvorlig fejl, han var ikke den mindste smule ambitiøs. Han ville lade medarbejderen løbe med alle overskrifterne uden et ondt ord. På dette og andre punkter følte Kitty en sær trang til at beskytte sin mand - eller var det sin investering, hun prøvede at beskytte, var det, hvad ægteskabet med Knowles var for hende, en investering? Til en vis grad, måske. Det hun frygtede mest, skete. Knowles fik en medarbejder på TRABYDEMATEN, som han havde døbt opfindelsen, en afsindig og meget lidt mundret kortelse af TRAnsportation BY DEMATErilisation. Kollegaen hed Harris, og Kitty beroligedes en del ved hans udseende, det var ikke en ung fanatiker, men en skikkelig fyrre-årig ligesom Albert. Man sendte alt igennem den færdige eller næsten-færdige maskine, lige fra askebægre til marsvin. Det var, da en schäferhvalp kom uskadt igennem, at Knowles kom ind til sin kone i soveværelset med rynket pande. »Hvad er der i vejen?«

»Å, jeg ved ikke!« sagde Knowles og gned øjnene. »Det er Victor Harris. Han skriver så meget ...«

»Skriver?«

»Ja, han skriver alting ned, flere gange, mange flere gange end nødvendigt, og så tager han notaterne med hjem. Han insisterer på at have kopier af alle de statistikker og tabeller, vi kun har brug for i laboratoriet, med hjem, hvor han ingen brug kan have for dem. Du tror ikke ... du tror ikke, han har tænkt sig at stikke af med de notater og sælge mine hemmeligheder, eller publicere dem, før jeg selv når at gøre det? Det ville jo være hans ord mod mit ...«

Albert Knowles vidste det ikke, men med de ord underskrev han sin kollegas dødsdom.

Tilsidst besluttede man at prøve med et menneske, og Harris meldte sig frivilligt. Det kunne ikke gå galt, var de enige om, så fint alting havde klappet indtil nu. De stillede apparaturet op, hvorpå de vendte tilbage til den del at huset, der var beboelig - laboratoriet lå i kælderen - og tog sig en opstrammer. I mellemtiden var Kitty i kælderen. Hun betragtede fascineret instrumenterne og vidste da også et og andet om noget af det, dog ikke nok til at vide, hvad hun gjorde. Hun lagde derfor blot vægt på at ødelægge så meget som muligt, uden at det umiddelbart mærkedes af den, der trådte ind i laboratoriet.

Strålende veloplagte og forberedt på en videnskabelig triumf sluttede de to videnskabsmænd sig til Katherine i kælderen. Harris stillede sig op i boksen, der mest af alt ledte tanken hen på en badekabine, hvor bruserens plads var optaget af en strålekanon, der lignede noget fra røntgenterapiens barndom. Knowles havde minutter tidligere bistået af sin kollega checket det hele, hvorfor han blot startede maskineriet. Kanonen begyndte at udspyde det karakteristiske rosa lys, men det var ikke så varmt, som det plejede at være, strålen var tynd og flakkende, og den fejede hen over boksens væg som en føreløs projektør uden at ramme Harris. Knowles rynkede brynene og så ned på kontrolbordet, idet han for første gang forstod, at noget var galt. Så skreg Harris. Hans hår lyste spøgelsesagtigt i højre side, og hans ansigt krølledes sammen af smerte. En hvid plet kom tilsyne på hans tinding, der stadig udvidede sig. Knowles så rædselsslagen til, han vidste, at processen, ligemeget i hvor høj grad en funktionsfejl i maskineriet havde perverteret den, ikke kunne standses.

Den hvide plet blev stadig større, huden og kødet krøllede bort fra den som brændende papir, det var, som om en frygtelig syre fortærede Victor Harris' ansigt. Harris sank i knæ, hele hans krop gennemrystedes af en krampe, men han kunne tydeligt nok ikke slippe ud af strålen, der nu var koncentreret på højre side af hans ansigt. Øjet spærredes unaturligt op, da det omgivende epithel krængedes bort fra det, så revnede øjeæblet, og lag efter lag blev skrællet af det, som man skræller frugt med en kniv. Det blev gult, næsten hvidt og geleagtigt, en smeltende klump, der smaskede ned på øjenhulens gulv, så var der kun sort derinde, mens de hvide tænder og den røde pølsetunge opførte rædslens pantomime. Victors ansigt var nu helt skeletteret på den ene side, et kranium, hvis overflade slog revner som tørstig jord. Der glimtede ligesom en våd plasticpose i den knuste skål, indtil også den fortæredes af atomilden, og hjernen skred ned over næsen, der nu blot var antydning at en bruskstump, som en rådden, stinkende masse, en lavine af putresens. Knowles vendte sig og kastede op, Kitty betragtede hypnotiseret den anden boks, den, i hvilken Harris på en brøkdel af et sekund, skulle have materialiseredes. Det var straks begyndt at dryppe et sted i det tomme rum i boksens øverste del, det var tunge bloddråber, der farvede boksens gulv skrigende rødt. Så kom hudflager, kødklumper, slim og pus, det var en mand, der havde været igennem en overdimensioneret kødhakkemaskine, der samlede sig i små rødmende bunker med mavevendende slask. Det dryppede fra boksen, og det var en mand, der dryppede fra den. Så blev klumperne af en eller anden grund større, og som organerne pumpedes ud ved hendes fødder, gik det op for hende, hvilken farverig ting, et menneske egentlig er, hvad man dårligt kan forestille sig ud fra dets blegfisede overflade. Hun forstod også, at hvis man samlede det op, der kunne samles op, og skrabede resten op i flasker, ville man utvivlsomt komme til det resultat, at Victor Harris vejede ligeså meget nu som før.

Men det ville nok blive vanskeligt at sætte ham sammen igen.

Knowles forstod simpelthen ikke, hvad der var sket. Han var oprigtig forbløffet, da han skovlede sin ven sammen, men mistænkte ikke desto mindre ikke et øjeblik sin hustru.

De havde åbenbart ikke checket det hele godt nok, og det måtte han altså gøre næste gang.

Han vendte en tid tilbage til eksperimenter med mus, og så sendte han tilsidst sig selv igennem. Det gik strålende, og Kitty insisterede på at forsøge selv. Knowles havde sendt sig selv igennem klokken syv den aften, og klokken ti »teleporterede« han sin hustru de fire meter, der var mellem boksene, overrasket over, at hun turde, da hun jo dog selv havde bevidnet, at det gik galt.

Hvad han ikke vidste, var selvfølgelig, at Kitty udmærket godt vidste, at det ikke var Alberts maskine, der havde været noget i vejen med.

Han kunne således ikke lade være med at beundre hendes mod, da hun stod i boksen, parat til overførsel; og det var langtfra det eneste, han beundrede hos hende. De havde virkelig ret, de kritikere, der sagde, at hun var verdens smukkeste kvinde. Det røde, vilde hår, de tydelige øjenbryn og gnistrende øjne, den smuktskårne profil med den hårde, guddommelige mund.

Og hendes krop: De yppige bryster, den slanke, fine, men samtidig stærke bygning, en gudinde at se til, som man nok kunne tilbede (kunne ikke lade være), men aldrig komme ganske nær. Han vidste med sig selv, at hvis hun befalede ham at dræbe sig selv, ville han gøre det, og han gøs ved tanken. Men sådan var Kitty jo slet ikke, gudværelovet.

Det var, som om alt, hvad han havde forsket og ydet, blev til intet ved siden af det, at være hos hende. Det var alt, hvad der betød noget for ham.

Og hvad drømte hun, da hun stod i boksen og ventede på miraklet? Vel nok mest på, hvordan opfindelsen ville gøre dem rige over al forstand. Hun lukkede øjnene og lod det ske.

Da hun atter åbnede dem, var hun i den anden boks. Men der var mørkt i laboratoriet. Hun trådte ud og tændte lyset; hendes mand var ingen steder at se. Kunne han være nået op i stuen så hurtigt? Hun gik hen til den svære ståldør og tog i den, den ville ikke gå op; det så faktisk ud, som om hendes mand havde låst hende inde i kælderen. Men hvorfor dog? Hun så ned af sig. Hun havde et øjeblik ventet at se et uhyre; hvis processen havde vansiret hende, var han måske blevet grebet af panik og stukket af - men selv det ville ikke ligne ham. Og desuden var hun så smuk som nogensinde før. Hvad da? Distraktion? Havde han været så begejstret over, at eksperimentet var lykkedes, at han var styrtet ud på gaden eller hen til en kollega for at fortælle det, og ganske glemt forsøgsobjektet?

Ja, sådan måtte det være gået til. Hun måtte ganske enkelt sætte sig til at vente. Hun så på sit ur: To minutter over ti den 14. august. Overførslen var altså sket for kun to minutter side, og Albert var allerede borte. Han måtte være i bedre fysisk kondition, end hun havde drømt om!

Albert Knowles satte farten lidt op, så vinden rigtig fik tag i hans hustrus ildhår. Tænk, at eksperimentet var lykkedes den foregående aften med Kitty som forsøgskanin! Og så var det blevet for sent til at fejre, og de havde bestemt at fejre i aften i stedet for. Det var også meget bedre, nu havde de aftenen for sig. »Hvad er klokken, skat?« Kitty så på sit ur: »To minutter over syv den 15. august«, sagde hun. »Vi er i god tid til teateret«. Hun havde en skør vane med at opgive datoen med, når man spurgte hende, hvad klokken var. Hun havde netop fået et ur med datoangivelse af sin mand, så det var vel en slags kærlighedserklæring. Nu skulle de more sig. Også pokkers med den hovedpine, han virrede nervøst med hovedet, som for at kaste den af sig. Den havde plaget ham den sidste halve time nu og var hele tiden tiltaget i styrke. Nu fik smerterne det næsten til at sortne for hans øjne. Det klogeste ville selvfølgelig være at opgive det hele, men han nænnede ikke at skuffe Kitty.

Han var kun væk et øjeblik, men det var nok. Vejen forsvandt under ham, træet tårnede sig op over ham som en fjendtlig kæmpe. Så blev alt stille.

Han kravlede ud af bil-liget, han blødte kraftigt fra et kødsår i skulderen. Ellers var han uskadt.

Men Kitty, hans elskede Kitty, var død. Han fik fat i en ambulancen, på hospitalet forbandt man hans skulder og spurgte, om han ikke ville indlægges for en sikkerhed skyld. Fysikeren nægtede blankt. Han ville hjem og være i fred. Man kørte ham altså hjem, som han ønskede det.

Ironisk, at hun skulle overleve eksperimentet, blot for at omkomme ved en gemen bilulykke den følgende dag. Men selvfølgelig var der en sammenhæng. Overførslen gav åbenbart hovedpine og kortvarig bevidstløshed efter fireogtyve timer. Det burde han selvfølgelig have kontrolleret, holdt sig i ro nogle dage efter. Og da slet ikke kørt bil. Men forsøgsdyrene havde virket så raske allesamnne, Hvordan havde han kunnet vide, at processen havde en anden virkning på mennesker? Nej, der var ingen undskyldning, han burde have forhindret det.

Han var hjemmme kort før halv elleve. Det dundrede stadig svagt i hans hoved, og det varede noget, før det gik op for ham, at den banken, han hørte, kom fra et sted uden for hans hoved. Der var nogen, der bankede på indersiden af laboratoriedøren. Men ... hvordan ... hvem .....

Han lukkede op.

»Hvor fanden blev du af?« sagde Kitty, og hendes øjne skød lyn.

Det tog Knowles nogen tid at forstå, hvad der var sket. Han havde den foregående aften omdannet sin kone til ren energi og materialiseret hende igen. Samtidig med, at maskinen havde dematerialiseret hende, havde den naturligvis mærket sig hendes atomare struktur, som den havde givet videre til BOKS II, der havde genopbygget hende efter disse instruktioner. Det var ganske simpelt sådan, maskinen virkede.

Men DEREFTER havde maskinen 24 timer efter ud fra de samme oplysninger lavet en ny Kitty af energi, som den formodentlig havde udvundet af nogle kilo havejord eller en spisestuestol i huset. Så enkelt var det faktisk. Han havde fået sin Kitty tilbage.

Eller havde han? Det var jo kun en kopi. En kopi lavet efter oplysninger om den rigtige Kitty. Men så havde den Kitty, som var omkommet ved bilulykken, jo også været en kopi og han var det selv. Jo, kroppen var en anden, men sjælen ... Nej, kopien havde blot fået hans hukommelse, derfor huskede han som Knowles. Men han var jo ikke Knowles. Eller var han? Han forstod, at han i ethvert øjeblik af hele sit liv havde haft en bestemt hukommelse og derfor været en bestemt person. Alle de personer, som havde været Knowles havde kun været Knowles i kraft af, at de havde haft Knowles' hukommelse. Med andre ord: Ethvert menneske, der havde Knowles' hukommelse måtte nødvendigvis være Knowles. Eller ...? Det var mildest talt forvirrende for en fysiker, der ikke havde beskæftiget sig meget med filosofi.

Men - gu' var det da Kitty, hende kendte han da. Og hun var vendt tilbage til ham. Han forsøgte som sædvanlig at forklare hende det hele. Og så vendte han ellers tilbage til arbejdet. Hvad andet kunne han egentlig gøre? Han for op og ned ad kældertrappen, og da han endelig holdt fri ved seks-tiden den 16. august, datoen efter Kittys død og genopstandelse, forsømte han at låse kælderdøren. Kort efter klagede Kitty over en stærk hovedpine, der dog gik over, som klokken nærmede sig ti.

Det var, da han og Kitty sad og hyggede sig foran pejsen, at en tredje person trådte ind i stuen og afleverede følgende replik: »Hvor fanden blev du af?«

Sagde Kitty, og hendes øjne skød lyn ...

(fortsættes i næste nummer)