Katherine fænomenet

af ERWIN NEUTZSKY-WULFF

 

Albert Knowles, fysiker og nobelpristager så fra Kitty til Kitty. Kitty i lænestolen over for ham, der varmede sine tæer ved den åbne pejs, og Kitty, der stod bag stolen, spørgende.

Det var altsammen begyndt, da han og Kitty havde prøvet TRABYDEMATEN, Knowles' geniale opfindelse, der skulle gøre det muligt at tilbagelægge utrolige afstande og rejse med lysets hastighed, men istedet havde givet Knowles en så knusende hovedpine, at han havde kørt sin kone, Kitty, ihjel. Men da han kom hjem efter ulykken, var hun der alligevel, Kitty, og minsandten, om der nu ikke var en Kitty til. Det var selvfølgelig trabydematen, der havde været på spil. Forvirret? Jamen, så se dog for syv at få købt forrige nummer!

Knowles vidste ikke, hvad han skulle sige, end mindre, hvad han skulle gøre. Nu havde han lige været så glad over at have fået Kitty tilbage. Men to koner - og så endda to fuldstændig identiske koner - det ville i længden blive for meget af det gode. Kitty i stolen smilede først venligt til ham, så forstod hun, at hans blik ikke var vendt mod hende, men et punkt over hende, og endelig hørte hun den anden Kittys stemme. Hun sprang op, og de så hinanden i øjnene. Kitty II havde fået det hele forklaret af sin mand, mens Kitty III kun kunne måbe. De to andre måtte sætte hende ind i sagen. Bågefter sad de alle tre og grundede over deres skæbne. Tilsidst foreslog en af Kitty'erne, at hun og den anden Kitty skulle gå ud og smøre noget mad, hvad denne sidste gik med på. Der gik et øjeblik, så for Kitty ud ad døren til køkkenet som skudt ud af en kanon. »Den mær!« skreg hun. »Hun prøvede at slå mig ihjel!« Og ganske rigtigt, i dette øjeblik kom den anden Kitty tilsyne med en vældig brødkniv. Den angrebne værgede sig, så godt hun kunne, men en sofapude, som kniven borede sig ind i. Hun kastede den fra sig i det håb, at kniven ville blive siddende i den, men hendes modstander holdt godt fast på sit våben og jog det i næste øjeblik i livet på sit offer, hvorpå hun trak sig tilbage til et hjørne af stuen, endnu med mordvåbenet i hånden.

Blodet pippede ud af Kittys mave gennem den sønderrevne kjole, og hun skreg hjerteskærende, idet hun klamrede sig til Knowles' ben. Fysikeren bøjede sig, og den døende piges hånd lukkede sig i et jerngreb om hans håndled; hendes læber søgte hans, hun sank voldsomt, og blod fyldte hendes kinder. Så sank hun tilbage over en stol og blev liggende med det røde hår fejende hen ad gulvet, blodet dryppende fra de knuste læber og armene slappe og blege som tøjstrimler, der flagrede lige ud i luften over hendes hoved. Knowles så rædselsslagen på Kitty, der havde tabt kniven. Hun prøvede at smile. »Det var jo mig,« mumlede hun, »det er jo mig, der er din kone. Hun der var jo bare en kopi!« Om det virkelig var Kitty II, der havde dræbt Kitty III, eller tværtimod omvendt, kunne han ikke sige, dertil lignede de hinanden for meget. Han var på en besynderlig måde også ligeglad. Kitty havde dræbt Kitty, Kitty var ofret, og Kitty var mordersken, hvilke følelser svarede vel til en så absurd situation? Knowles fandt det klogest ikke at føle nogetsomhelst.

Det var, da Kitty IV den følgende aften gjorde sin entre, at Knowles forstod, at sådan ville det blive ved, hvis han ikke satte en stopper for det. De to Kitty'er talte ganske vist noget så hyggeligt lige i øjeblikket, men det ville ikke vare længe, før dramaet fra i går aftes ville gentage sig. Det var sådan set også i orden. Han og sejrherren ville begrave de to lig, hvoraf det ene allerede lå i redskabsskuret, og leve videre, som om intet var hændt. Hvis de kunne. En Kitty V skulle i al fald aldrig komme til verden - Knowles tog fra redskabsskuret en økse og gik ned til sin maskine.

Ti års arbejde spildt. Det var bittert. Kunne man blot ikke rette fejlen? Nej, det kunne han ikke risikere at vente på, det kunne tage tre måneder. Og 90 Kitty'er, heraf formodentlig 98 myrdet og stablet op i dagligstuen; det var alligevel mere, end han ville kunne bære. Han ville hinsides al tvivl miste sit bedste aktiv: Sin forstand.

Men måske var maskinen løbet tør for Kitty'er, måske kom der ikke flere nu. Han kunne dog lige vente og se.

De to Kitty'er og Albert stillede sig op i kælderen og gav sig til at vente på klokken ti, sidstnævnte med øksen i hånden, parat til at knuse sin maskine, hvis endnu en Kitty skulle vise sig i boksen.

Det gjorde hun.

»Det gik jo fint, hvad?« sagde hun og opdagede med et gisp sine dobbeltgængere. Albert hævede øksen over kontrolpulten. »Vent!« sagde en af de to første Kitty'er. »Lad os vente og se en dag eller to. Det er da en forbrydelse at ødelægge sådan et livsværk!« Men dennegang lod Knowles sig ikke rokke. Han havde tre koner nu, og det var nok. »Nej!« sagde han, »Jeg må gøre det nu!« »Lad i det mindste mig gøre det. Det vil være mindre slemt for dig!« Knowles rakte hende øksen, men i stedet for at gå hen til maskinen, svingede hun efter ham med den. Det varede ikke mange sekunder før hans hoved sejlede gennem laboratoriet. Og det varede kun endnu 24 timer, før den næste Kitty var færdig.

Det kræver ikke store forkundskaber i matematik at regne ud, at et halvt år senere var der en fandens masse Kitty'er i Junction City. De kunne selvfølgelig kun gå ud en ad gangen. Resten af tiden tilbragte de i huset, i kælderen og på de to beboelige etager, i redskabsskuret, og under træerne i haven. Der var kun netop plads til dem allesammen den 31. december 1985, og man ventede en ny inden midnat.

»Veninder!« sagde Kitty III og så alvorlig ud. »Vi er nu alt i alt et hundrede og syvogtredve! Vi er et folk, et fænomen: Katherine-fænomenet. Vi bliver - overflødigt at påpege - stadig flere, om et kvart århundrede er vi rundt regnet 10.000 foruden eventuelle efterkommere. Nå, alt det ligger ude i fremtiden.

Hvad der imidlertid er tvingende aktuelt, er vort overbefolkningsproblem. Vi kan ikke blive i dette hus længere. Og når vi ikke kan det, må vi åbenbare os for verden!«

Dette blev enstemmig vedtaget, hvad det måske ikke er så underligt i betragtning af, at der kun var een: Kitty Mistray.

Hidtil havde man klaret sig på de penge, man havde fået ind ved et kup i Junction City Bank, hvor en af Kitty'erne simpelthen var spadseret ind med en pistol i hånden og bedt om alle pengene. Hun havde ikke engang gjort sig den ulejlighed at maskere sig.

Alligevel blev der aldrig rejst tiltale. Det traf sig nemlig mærkværdigvis således, at Kitty Mistray samtidig med, at røveriet havde fundet sted, havde været midt i et foredrag i den lokale dameklub ...

Nu var der hverken plads eller penge mere. Det blev selvfølgelig den store sensation i 1986. Alle ville se og undersøge maskinen, men det fik ingen lov til. Man fik blot at vide, at den var i sikkerhed, fungerede og ville vedblive med at være funktionsdygtig og fabrikere Kitty Mistray'er.

De nu knapt to hundrede kvinder havde selvfølgelig heller ikke svært ved at blive gift. Før hun giftede sig med den lille fysiker, havde Miss Mistray været sin tids Marilyn Monroe. Nu var der næsten en Marilyn Monroe til hver. Og hvis der ikke var det, lovede man, kunne der hurtigt blive det.

De første Kitty'er gik til prominente personligheder. Snart var der en Kitty bag hver eneste statsmand i verden.

Katherine-fænomenet ophørte med at blive et videnskabeligt problem, og blev istedet et politisk. således som i sin tid alle mænd havde været Kitty Mistray's slaver, hvis hun havde villet det, blev nu hver eneste af hendes ægtemænd, deres hustruers slaver. De opponerede heller ikke imod, at hustruen opdragede det fælles afkom på en måde, der ville være forekommet en tidligere epoke absurd. Børnene lærte, at manden af naturen er skabt til at være kvindens slave, det ligger nu engang i hans natur. Og således voksede en ny generation op. Og en ny. Hvert århundrede vågnede endnu et halvt hundrede tusind Kitty'er op til dåd, og under deres ledelse holdt jordens kvinder deres mænd i et jerngreb. De førte krige mod lande, der havde en anden mening, og udryddede i de første århundreder af det nye årtusind mere end 98% af jordens befolkning. Med det 23. århundredes begyndelse begynder så den mørke periode, hvorom man kun ved lidet eller intet. Men den verden, der kom ud af disse tågede århundreder, var en verden, ingen kendte igen ...

Klav var ikke nogen almindelig mand, han var tværtimod overordentlig lidt mandig. For det første troede han ikke på gudinden. For det andet troede han ikke på kvindens ubestridelige ret til at besidde og beherske manden; for eksempel mente han ikke, en kvinde ustraffet burde kunne tage en mands liv. Han drømte om en verden, hvor mænd og kvinder var lige, hvad der selvfølgelig var en sindssvag tanke.

Det var skik og brug, at mændene straks efter fødslen blev bragt til et hus, hvor de lærte at adlyde og tilfredsstille en kvinde. Derefter blev de solgt til de af kvinderne, der ville købe dem.

Klav var flygtet fra Huset. Dels af trods og dels, fordi han var bange. Mange kvinder, påstodes det, satte ligeså stor pris på deres mænd som på deres ulve, men andre, havde han også hørt, blev hurtigt trætte af dem, hvorefter de torteredes tildøde. Hvis han blev fanget nu, vidste han, var døden ham vis. Men det gjorde heller ikke så meget, hvis han blot inden døden nåede at fuldføre sin mission. Det er nu engang sådan, at mellem slaver opstår religioner, og der var da også opstået en mellem mændene i husene. En profet var blevet født, som hævdede, at ikke kvinden, men manden i sin tid havde hersket på jorden, og ville komme til det igen, når Maskinen var ødelagt, maskinen i Kithiernes dal. Den maskine ville han, Klav, ødelægge.

Selvfølgelig var han rædselsslagen for Kithierne som alle andre. Selv kvinderne frygtede og adlød dem. Kithierne var dødelige, disse frygtelige rødhårede gudinder, men maskinen lavede stadig flere af dem. Hvis blot den blev ødelagt!

Klav stod nu foran labyrinten, der førte ind til Kithiernes Dal. Turde han? Han måtte vove det. Han gik i timer, i dage, syntes han næsten. Så øjnede han lys, et varmt rosa skær.

Der var en åbning. Han begyndte at løbe. Så stod hun der pludselig, frygtelig at skue, med de hårde, ubøjelige træk under ildhåret, den faste, stærke krop, som en mand måtte elske betingelsesløst og fornedrende, som han havde lært det, som kvindernes piske havde lært ham det. Hun holdt med en enkelt kæde tre ulve tilbage, der rasende gik til angreb, da hun lindede på lænken. Den midterste af dem kastede de to andre tilside, da den lagde sig som en tung vægt på hans nøgne bryst med hed ånde og kløer, der gik dybt i kødet. Han kastede sig tilbage og begyndte at løbe, nu ville hun slippe ulvene, og han ville være fortabt. Men hun gjorde det ikke. Måske var det sandt, hvad de sagde, at også kvinder kan føle medlidenhed, eller måske var hun blot bange for at miste sit kobbel i de uendelige gange. Stønnende sank han om bag en sten et sted i labyrinten. Da han havde hvilet sig, forsøgte han at finde tilbage, men kunne ikke. Derimod fandt han en lille kilde, og da han havde vasket det størknede blod bort, opdagede han, at ulven kun havde givet ham overfladiske skrammer. Han slukkede sin tørst og gik igen, anede lys og nåede en åbning. Men allerede det rosa skær fortalte ham, at det blot var endnu en indgang til Kithiernes Forbandede Dal.

Der var ingen vagtpost ved denne indgang, og Klav kom uhindret ud i dalen og ind i en lille skov. Der, tænkte han, ville han hvile sig nogle dage og siden opsøge maskinen. Det var en nat, hvor han havde lagt sig til hvile i skovbunden, at han hørte kvindesang. Han turde ikke løbe, men vendte sig blot om og tittede ud gennem buskadset. Det var tolv Kithier på heste, de gik parvis sammen, og imellem hver to gik en lænket, nøgen mand. Krat blev ryddet tilside af nogle at kvinderne, og en slags alter med seks pæle kom tilsyne. Så vidste Klav, hvad der skulle ske, og begyndte at løbe. Han for igennem skoven som en stormvind, blodet bankede i hans øjne, så han næppe kunne se træerne, end mindre hvor han trådte. Han snublede og faldt, slog hovedet hårdt mod en gren. Da han løftede hovedet, stod en af Kithierne over ham med skrævende ben. Han var fortabt, og han var ligeglad. Det havde altsammen været forgæves. Så mærkede han hendes runde arm under sin skulder, som hun hjalp ham op. »Jeg hedder Mistra«, sagde hun. Hun tog ham i sine arme og kyssede ham, der var noget uendelig ømt over hendes favntag. Havde han taget fejl? Han havde altid troet, at alle mænd, som blev sendt til dalen, straks blev ofret til gudinden. Måske var ikke alle kvinder sådan!

Hun tog ham i hånden og førte ham bort, og han redte dem leje under et træ, hvor de elskede, til morgenen brød frem. Det var på intet tidspunkt noget nedladende eller tyrannisk ved hende, så at han tilsidst udbrød:

»Du ... behandler mig, som om jeg var et menneske ...«

Hun smilede. »Er du da ikke det?«

De var lykkelige og han glemte maskinen. De lå i skovbunden sammen.

»Hent mig vand!«, sagde hun.

»Jeg er træt ...«

Hun lod ham ligge og hentede sit vand selv. Det var fantastisk. Han var ikke hendes slave, men hendes lige!

Måske var dette begyndelsen til en ny verden, hvor kønnene var lige! Man kunne ikke vide det. Hun vendte tilbage med vandet, gav ham at drikke og gik så hen og åbnede sin lille taske. »Kom her hen!« sagde hun. Han rejste sig og gik hen til hende. Da hun vendte sig, så han, hvad det var, hun havde taget frem, og hans mund blev tør. Det var håndjern af den type, kvinder yndede at forsyne deres mænd med.

»Hvorfor ...?« sagde han.

»Du var ulydig,« svarede hun uforstyrrelig, »jeg må piske dig!«

Store tårer kom frem i hans øjne. Så vendte han sig brat og løb ind i skoven. Så havde det hele altså blot været noget, han havde bildt sig selv ind. I virkeligheden så også hun, Mistra, på ham som en slave. Og han havde elsket hende! Han ville dø. Han ville løbe op på en klippe og kaste sig ud. Alt var ligegyldigt nu.

Han tænkte på, om det mon altid havde været sådan, og hvis det havde været anderledes hvad der så havde forandret det. Mistras kønne ansigt viste sig for hans indre blik. Hvor hun var dejlig! Hvor han elskede hende, hvor det var svært at undvære hende. Men skulle han blive en slave? Aldrig!

Han løb op på klippen og ned igen. Langsomt travede han tilbage til det sted, hvor han havde forladt Mistra. Hun var der stadig. Han knælede for hende.

Hun beherskede ham. Måske havde det engang været anderledes, men nu var det sådan. Og engang, ja, engang ville maskinen måske producere mænd i stedet for kvinder, Klaver i stedet for Mistraer, og så ville mændene have magten, og sådan ville det måske blive ved til evig tid. Han vidste det ikke.

Kun to ting stod ham i dette øjeblik klart, det ene, at nogen måtte herske, det andet, at det i grunden var ligegyldigt, hvem. Han knælede for sin herskerinde, og håndjernene føltes som kølige kærtegn om hans håndled. »Hvem der hersker - det er ligemeget«, tænkte han, da det første piskeslag faldt, »fuldstændig ligegyldigt!«

Ja, sådan var det, tænkte han.

I kærlighed gjaldt det ikke om at have magt, gjaldt det ikke, hvem der behersker hvem. I kærlighed gælder kun kærlighed.

SLUT