Den lille grusomme

Ghouls

 

»Sælsomt er lykkens gaver rundt fordelt«, skriver vor udødelige skjald Adam Oehlenschläger, der endnu hæver sig som et Everest blandt den danske litteraturs Rifbjergkæder og muldvarpeskud.

Og dog synes det, som om »lykken« har sine yndlinge, hvem intet ondt kan vederfares. På den anden side står ulykkesfuglene, de altid uheldige, ulykkelige, forfordelte, misforståede og græmmer sig. Det er ikke vanskeligt at elske livet, når livet elsker en. Men når livet har vendt en ryggen? Så begærer man døden. Livet bliver en ond drøm, dets afslutning den lykkelige opvågnen til realiteterne: I livet er alting falsk, hult, dobbeltbundet, uforståeligt. Den evige kærlighed, den dybe følelse, troskaben, uforanderligheden, den umålelige og uovervindelige styrke hører døden til.

Selv den mest troløse hore kan fryses i et knivblik til ægteskabets dyre løfter, og sviger - aldrig mere.

Når denne sygelige tankegang først har sneget sig ind i en menneskehjerne, er den ikke sådan at sætte på porten igen. Den angrebne søger ind i sin egen underbevidstheds grav:

... De læber,
der var kys, er dødningekæber,
bundet op, de intet siger,
intet taler - ikkun skriger,
vore ådsler af hver sprække,
mulden ej formår at dække,
udspyr dødens kundskabstale,
maddikfavnede og gale ...

står der et sted i »Nazaræeren«.

Gravkapellet, den tomme kirke, begravelsespladsen, den øde strækning bliver hans foretrukne opholdssteder, indtil han begærer døden gennem dem, døden har taget til sig, indtil han længes efter at begrave ansigtet i et bestandigt - men iskoldt skød.

Intet levende kan længere røre ham til latter eller tårer, kun sønderriver nekrofiliens uudtalelige fristelser hans underliv, og GHOULens begær rumsterer i hans tarme.

Fra det øjeblik, han første gang giver efter, første gang trykker et barnligt kys på hendes pande, hvis hår krøller så smukt om det kolde hovedgærde på lighuset, det øjeblik, hvor han for første gang slikker det hvide kød, skræller den yndige, feminine hånd eller sutter grossererens knogler, fra det øjeblik forlader han for evigt menneskenes rækker - tro mig - jeg ved det.

Eller som skjalden synger:

Everybody loves some - body!

Han mister hurtigt sit menneskelige udseende, nok er han immun over for liggift i en sådan udstrækning, at den ikke dræber ham, men den udtærer ham, forandrer ham - den, i hvis tarme liget lever, lever selv som lig.

Øjeæblerne svulmer op, sprækker undertiden og afgiver materie. Pupillen bliver uanseelig og overordentlig lysfølsom, hele ansigtet antager den gule og sorte galdes farver.

Det er latterligt at tro, GHOULen ikke eksisterer mere. Han er udstødt, en paria, javel, men han eksisterer. Selvfølgelig er det vanskeligt at skaffe mad, og især mad nok, og af den rigtige kvalitet. Nej, dengang piger på en seksten-sytten år døde for et godt ord af lungebetændelse eller TB, det var tider. Hvad nytter det med selvbetjening, når der ikke er noget at betjene sig af?

GHOULens liv er hårdt, og tiderne er trange, medmindre man ligefrem arver.

Eller får en stilling ved Retsmedicinsk.

(Illustrationerne er udeladt).