Den lille grusomme

Igennem årene har læserne plaget mig arme Maddige med spørgsmål om livet og døden, om vampyrer og varulve, om voodoo og sort magi, og om, hvoran man tager livet af son gamle bestemor på en måde, der er lærerig og interessant for begge parter.

Fortvivler ikke!

fra nu af er svaret på alle eders bønner: Slå op i »Den lille grusomme« Spørg om det, I ikke ved. Indtil videre går vi alfabetisk frem og lægger ud med

Alkymi

 

En flue kravler på et brød
med øjnene i mosaik, med hundreddusinddoblet blik,
dæmonisk lilla, rosenrød.
Den ser og smager, tænker kun
på sin planet af mel og gær.
Ved den at ligne er enhver,
der står på himmelhavets bund
og aldrig skuer opad - han
som dybets øjeløse fisk
er blind. Solgudens hvide pisk
slær knuder i det plumre vand.

Menneskene ser nedad, mod jorden. De dyrker jorden, og jorden giver dem føde. De favner jorden, og jorden favner dem. Aldrig vender de ansigtet opad, de ser kun delene i den helhed, de og jorden i sig selv udgør; ikke og aldrig den helhed, de selv er dele af.

Alkymisten ser op:

Men ALKYMISTEN. Stjernerne har
for ham en egen mening, som
DE GAMLES RØST beretter om.
Han ser ... og bliver timen var:
Snart er DET STORE VÆRK fuldbragt,
forvandlingeners forvandling endt,
DEN STORE HEMMELIGHED kendt,
det uudsigelig sagt
- da funkler ELEKSIREN i
den vises hånd. NI dråber han
på tungen lægger. Ingen mand
kan tåle mere en de ni.

Alkymisten kender himmellegemernes indvirkning på hans forsøg. Han ved, hvornår konstellationerne er heldige for det eksperiment, han netop er i værd med at foretage.

Hvad er det egentlig, alkymisten beskæftiger sig med?

Han ville muligvis selv udtrykke det på følgende måde: Det menneskelige legeme er ufuldkomment, specielt de menneskelige sanser: Menneskesjælen er fange i et bur af bueglas, der forvrænger den ydre verden. Kun gennem en fuldkommengørelse af legemet og dermed sanserne kan alkymisten nå til sand erkendelse. Midlet til denne fuldkommengørelse eller renselse er de vises sten, eller »ELEKSIREN«. Det »Store Værk«, som alkymisten arbejder på, er en serie forvandlinger eller transmutationer, og eleksiren er slutproduktet.

Fablen om alkymisten som »guldmager« er opstået, fordi alkymisten for at sikre, at han virkelig e r nået frem til eleksiren må fratage en sidste transmutation, som eleksiren formidler; han undersøger, om slutproduktet af hans arbejde er i stand til at forvandle et såkaldt uædelt metal (f.eks. tin) til et ædelt (sølv eller guld). Lykkes det, har han en garanti for, at han rent faktisk har fundet »de vises sten«.mm

Af feber gennemrysten han,
og grædekoner kaldes til,
mens præsten beder, at han vil
modtage nadveren. I vand
står sønnens øjne; sytten år
er knægten, faderen de tres.
»Min kære søn, giv dig tilfreds,
tør dine tårer, thi det går
med mig kun, som det bør sig!« Men
den fromme søn er uden trøst,
når solen stiger op i øst
. . . ved vesper græder han igen.

Umiddelbart efter at alkymisten har indtaget de foreskrevne ni dråber af en opløsning af eleksiren, sættes hans stofskifte voldsom i vejret, og han får høj feber: Legemet renses med ild, De dele af legemet, som »stenen« ikke på denne vis er i stand til at rense, dvs. hår, negle og tændet (idet de ikke har nogen blodcirkulation), afstødes, men vokser ud igen efter renselsen.

Den gamle mister negle, hår
og tænder. Ligger stille hen.
- Men kommer siden sig igen,
er atter feberfri og får
de tabte ting tilbage. Dog
den mand, der lagde sig tilsengs
med helvedfeber til sin drengs
fortvivlelse og sorg; som sov
på dødens tærskel nat og dag,
er ikke den, der stiger op:
En anden mand, en anden krop
så stærk, som den var syg og svag.

Efter renselsen overtager eleksiren legemets energiforsyning, fordøjelsen ophører med at fungere. Alkymisten har ikke afføring, lader end ikke sit vand, sveder kun. Han behøver altså ikke længere spise, men kan gøre det for sin fornøjelses skyld. Den indtagne føde nedbrydes fuldstændigt.

Så levede de da. de to
i glædens mange år endnu.
Min kære læser: Tvivler du
på eleksirens virkning, tro
da blot på øjne og forstand,
ifald du skulle finde på
en kirkegård en dag en grå,
men endnu rask og rørlig mand.
Det er hin dyre ELEKSIRs
forbandelse, han må,
forbandelse, han bære må,
at han på drengens grav skal stå.
Thi s ø n n e n blev kun niogfirs.

NÆSTE GANG: BLODMAGI

(Illustrationerne er udeladt).