Sado-masochisme

 

Erwin Neutzsky-Wulff: Kærlighed. Tekster. (Multivers, 48 s., kr. 14,75).

EN AF 60ernes smukkeste skildringer hed Kærlighed og var skrevet af Helene S. Andersen, som man siden ikke har hørt meget til. Erwin Neutzsky-Wulff har kaldt sin nyeste og sjette bog det samme, og hvor langt vi i dag befinder os fra det forrige årti og dets følsomhed, kan man i grunden få et ganske godt billede af ved at sammenligne de to skildringer.

Kærligheden i Helene S. Andersens novelle er hos Erwin Neutzsky-Wulff i overensstemmelse med det såkaldte 'wulfianistiske kærlighedsbegreb' øget med så stor volumen af ømhed og agressivitet, at resultatet er blevet til ren og skær sadomasochisme, som Erwin Neutzsky-Wulff så skriver smukt og mandigt og vittigt om. Dels i et langt digt med rim og metrik, som vidner om en højtudviklet æstetik hos forfatteren, og dels i lange samtaler og filosofiske/fantastiske overvejelser, som flere steder leder tanken tilbage til forfatterens fjerde bog, Adam Harts Opdagelser, der i øvrigt fortsættes i en roman til maj.

VAGN LUNDBYE