Loven og Kunne-have-været

 

En ung mand, Erwin Neutzsky-Wulff, her fra sognet, har givet mig nedenstående stykke samt salmen bag på kirkebladet.

Erwin Neutzsky-Wulff er tyve år og student fra Ahms kursus i sommer med karakteren 13 i dansk. Nu læser han dansk ved Københavns Universitet. Han betegnes fra kursus som lidt af en kommende forfatter. Men læs nu selv hans tanker.

Jørgen Jessen

Loven

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden og mennesket i sit eget billede, og han velsignede det og gav det Loven. Sekel efter Sekel skænkede han de retfærdige overflod og lykke. Men mennesket glemte Loven.

Betragt vor tids unge pige. Hun har mistet al respekt for ægteskabet, som Gud dog selv helligede og gjorde ubrydeligt og ukrænkeligt, op til et punkt, hvor hun overvejer at afskaffe det. Hun er så sikker på sig selv, som man nu kan være, når man ikke længere kan se den uforanderlige kærlighed i sin ægtefælles øjne og gengælde den med en, der er lige så nådesløs bestandig?

Eller arkitekten, der måske for sin karrieres skyld har ladet en læge - en der kalder sig læge - dræbe hans barn, endnu før det har set solen. Hvem skal bo i det hus, han bygger? Det bliver hans eget gravkapel.

"Enden på sagen, når alt er hørt er: frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre." (Præd. 12,13).

Kunne-have-været

Jeg kunne have været.
Tre måneder lå jeg i dit liv og var parat.
Øjnene parat til at se fuglene.
Ørerne parat til at høre træerne.
Alle sanser på spring.
Hjertets fløjsbold trukket op.
Indmarch:....
Jeg kunne have elsket.
Jeg kunne have værnet, været lykkelig.
Nu er jeg intet, og hun, der var bestemt for mig,
skygger med tårer for sine tomme hænder.
Jeg blev kun tomhed, men du skal få at se, den tomhed kan hade.
Måtte verden gå til grunde med min verden.