Matriarkatet

 

Tage Eskestad: Matriarkatet
Forlaget Irlov-Regulus, 1975,
182 s., 16.50 kr.

I en af sine kronikker skildrer Tage Eskestad den litterære udvikling på ungefær følgende måde: Vi har glemt eventyret. Vi sidder til halsen i endimensional trivial-realisme. Til gengæld er den moderne eventyr-form Science Fiction i miskredit, fordi den ikke er litterært forsvarlig. Fremtiden må være en litteratur, der både eksperimenterer med stil og handlingsforløb. Som begyndelsespunkt på denne ny litteratur nævner Eskestad Anno Domini. Han kunne også have nævnt Matriarkatet.

Tage Eskestads bog er udtryk for et sandt digterisk klarsyn. Meget i bogen er traditionelt; handlingen foregår efter atom-katastrofen, vi har to lejre, hvoraf den ene omgærder den tabte teknik med overtro, den anden, Sortebrødrene, forsøger at genopdage den. Hans leg med politisk og religiøs symbolik kan være trættende, og hippet til den moderne arkæologi (fremtidsmenneskene bortforklarer resterne af vor civilisation som naturfænomener) er på urimelig vis skåret ud i pap. Og når forfatteren serverer os pterodaktyler og kæmpe-edderkopper ...

Men samtidig er bogen romantisk i ordets bedste betydning. Det er følelsen, der er i centrum. Følelsen førte til Undergangen. De overlevende beflittede sig derfor først og fremmest på at tæmme den biologiske kerne i mennesket - det bliver side for side klarere for læseren, at historien på en måde ikke foregår i fremtiden, men i nutiden - men det er måske i virkeligheden kendetegnet på al vedkommende sf. Man tæmmede manden, det guddommelige, skabende og ødelæggende princip, driftsvæsenet. Den kvindelige, kølige fornuft blev enehersker, i stedet for et nødvendigt modspil. Den fysiske og psykiske kastration af manden (og dermed mennesket) er i bogen fuldstændig. Men manden lader sig ikke kastrere. En hemmelig misogyn og teknofil bevægelse opstår.

Digteren er tilbøjelig til selv at henfalde til misogyni, sat i relief af en naiv tilbedelse af et uvirkeligt moderdyr. Men OK, det er kvindeår, og they asked for it! Opløsningen på bogen besidder en sjælden skønhed. Vi forstår, at følelserne nu atter er i spil; det gamle, evigunge spil. Vi er også klar over, at dette faktum kan bringe historien til at gentage sig. Men her er romanens pointe hammerhård: Uden biologien er vi ikke mennesker - vi er biologiske væsener.

Skildringen af det underlige troldelandskab, kulturruinerne danner, er medrivende og stemningsfuld, når Eskestad lader os slippe for dinosaurerne, og ikke hengiver sig til en alt for Johannes V. Jensensk begejstring over sin drengetid. Det er håndværksmæssigt gjort.

Man får desværre kun sjældent en så smuk og stærk bog i hånden.

Erwin Neutzsky-Wulff