Monroe Kane

 

I

Monroe Kane tænkte. Han sad i sin hvide kittel med hænderne knyttet sammen under hagen og albuerne støttet på hver side af mikroskobet. Engang imellem tørrede han sig symbolsk under næsen med venstre hånds pegefinger, stolen knirkede tilbage, han blinkede mod lysstofrøret i hjørnet, der altid blinkede en lille smule, ligemeget hvad man gjorde ved det, han rømmede sig nervøst, han travede op og ned ad gulvet og lod sig plumpe tilbage i sædet. Der var ingen tvivl længere. Det var jo pjattet, næsten metafysisk, men hans eksperimenter demonstrerede ikke desto mindre med al ønskelig tydelighed, at det var et faktum.

Celler i det menneskelige legeme kunne rent faktisk påvirke andre celler, selvom der ikke bestod nogen åbenbar forbindelse mellem dem. Forbindelsen var i hvert fald ikke elektrisk, ikke kemisk. Den var ikke neurologisk, ikke hormonal; ingen blodbane, ingen lymfetråd, ingen nervefiber kunne have formidlet den påvirkning, han med egne øjne havde konstateret. Celler kunne altså - herom kunne der ikke længere tvivles - kommunikere på en hidtil for videnskaben ukendt måde. Men hvilken måde? HVILKEN?

Det der ærgede ham mest, som han trak kitlen af og prøvede at få styr på sit hår i laboratoriets kontors diminutive spejl, var at mørkemændende nu ville få ny vind i sejlene. Okkultisterne ville begynde at snakke om telekinese og flyvende tallerkener. Såsnart der var noget, videnskaben ikke straks havde en færdigsyet forklaring på, var de der som gribbe. Kane vrængede ad sig selv og klappedejakkelommen efter nøglerne, det spjættede i hans fingre; om han havde husket det hele? Hvis nu der var noget om snakken. Hvis den uforklarlige kommunikation var en slags - telepati. Han smilede og rystede på hovedet, men det stak i hjertet: Objektivitet. Gode grunde. Legale årsager til at forkaste teorier; legale årsager til at antage dem. Men, forsvarede han sig, telepati! Ja, gamle dreng, det har en odiøs klang, men derfor kan der godt være noget om det. Men på den anden side: Hvis cellerne skulle kommunikere telepatisk, måtte de være i besiddelse af bevidsthed. Ja, selvfølgelig! Og selvfølgelig var celler ikke bevidste. Han smækkede døren med et lille tilfreds nik.

Men hvis de nu var det? Tænk, Monroe Kane, tænk på, hvor "intelligent" nucleus styrer cytoplasma i den levende celle! Tænk....

Han kunne ikke slippe tanken. Den var absurd, javel, en tvangstanke, en fiks ide men, konkluderede videnskabsmanden, den bedste måde at tage livet af en teori på, er nu engang at prøve den. Hvis nemlig cellerne var bevidste, og telepati var en realitet, ja, så skulle det rent faktisk være muligt for ham - at læse sin krops tanker. Ja, hvorfor ikke? Hvorfor ikke - forsøge....?

Han baksede nøglerne op til låsen og gik tilbage til laboratoriet. Han lukkede øjnene og lod sig glide bort, til han ikke mærkede stolesædet under sig længere. Så koncentrerede han sig om sin mave. Først var ans hjerne behagelig tom, han var et sted midt emelllem søvnen og den vågne tilstand. Trætheden efter den lange arbejdsdag havde en næsten hypnotisk effekt på ham. Så var der noget rundt, sort, koldt, ligesom trevlet, men på samme tid blødt som smeltet ost. Han sansede en hule, en mørk, rød hule, der rakte ud efter tingen med ivrige frynser. Den blev rullet, formet, som ler af et barns fingre, så åbnede et hvævl sig, og ætsende dråber gennem- hullede klumpen, den blev hevet og trukket som konfektmasse, dens tyngde lod den flade ud, fingrene slap den og rakte atter opad, efter det næste. Han rystede på hovedet, spærrede øjnene op. Suggestion. Maven har ingen sanser, ikke på den måde. Var hans krop levende på en måde, han aldrig havde forestillet sig? Tænkte hver enkelt del, følte, var hans krop en koalition af gode væsner, og ikke bare et enkelt? Var hele verden levende på den måde? Tanken var så stor, at det svimlede for ham. Hvis nu - hvis nu også mikroskopet der....men nej, hvordan man end vendte og drejede det, bevidsthedens grund måtte være organisk.

Måske, tænkte han, skulle mennesket blot lære at lytte til sit legeme, for ikke at blive sygt. Han ville lære at lytte. Han ville lære andre at lytte. "Herr Smith, jeg har lige talt med Deres blindtarm, og efter hvad den siger...." Han lo højt.

Han tilbragte dagene med at lytte.Han forstod, at når han kun havde kunnet opfatte organernes tanker som udifferentierede, var årsagen den simple, at han endnu kun havde kunnet opfatte udiifferentieret. Organerne havde deres sprog. De talte i billeder, men der var billeder, der ikke var svære at oversætte. Når et organ viste ham et billede af den muskel, vænnede han sig hurtigt til, inden i sig selv at sige ordet "muskel", så at det tilsidst forekom ham, at f. eks. hjertets sprog var det samme som hans eget, lige ned til den sidste lille konsonant. Nu var tiden inde til at offentliggøre sine resultater.

Eller var den? Han havde jo ingen beviser. Det var nok bedst at se tiden an lidt endnu.

II

Monroe Kane tænkte. Han sad i sin hvide kittel med hænderne nyttet sammen under hagen og albuerne støttet på hver side af mikroskopet. Engang imellem tørrede han sig symbolsk under næsen med venstre hånds pegefinger; tilsidst ville han rejse sig, som han havde for vane og tage turen rundt om bordet, men han kunne ikke. Hans ben var døde. De var iskolde og stive, han kunne ligeså gerne ikke have haft nogen ben overhovedet.

Han trak buksebenene op og begyndte at massere sig selv, lige over knæet, hvor huden var kridhvid. Det dundrer i hans hovede, flimrede for øjnene.

"Vi sulter!!!" Det knirkede i knæledet.

"Giv os blod!"

Hans krop var pludselig fyldt med stemmer.

"Deres excellence...."

"Ja, Sympaticus?!"

"Der er en celle...."

"Åja. Stil ham ind."

Der var en pause.

"Deres excellence; jeg kommer på De Nedre Extremiteters vegne ... "

"Åja, ambassadøren. Hvad kan jeg gøre for Dem?"

"Derese Excellence, corelande sulter. Der er ikke blod nok. Der er ikke blodlegemernes fejl, de gør, hvad de kan ... "

De - hm - RØDE blodlegemer, siger De"

"Ja. Ja, Deres Excellence kender de rødes motto: "Yde efter evne og nyde efter behov". Men det er svært, når maven ... "

"Maven?"

"Maven, Deres Excellence, tager al næringen fra blodet; vi får kun den tyndeste lymfe, og ... "

"Det kan jeg ikke tro, ambassadør. Maven er en særldeles god ven af mig, og som alle ved, en produktiv og absolut nødvendig borger i samfundet. Men det er jo hårde tider ... "

"Men, Deres Excellence, maven og bagdelen får blod nok, mens vi, det arbejdende folk, Ekstremiteterne, sulter ... "

"Ja, ambassadør, De må virkelig have mig undskyldt. Jeg har en del at stå i som øverste leder af det autonome nervesystem såvel som ordførende i det sympatiske og parasympatiske nervesystem. Jeg skal se, hvad jeg gøre. Farvel, min herre!"

Ny pause.

"Hvordan gik det hos Excellencen?"

"Det samme gamle. Han skal se, hvad han kan gøre. Man siger, lungerne også er utilfredse med den blodmængde, de får."

"Lungerne foragter os. De snobber for hjernen. De er bange for omvæltninger."

"Måske skulle vi alligevel tale med dem ... "

"Vi taler ikke samme sprog. De gisper af pænhed, bare man nærmer sig: "Hhhhaste, det var en Extremitet!" Gud faderbevares!"

Monroe Kane sad helt stille og hørte det altsammen. Han kunne stadig ikke bevæge benene.

"Å, Deres Excellence!"

"Ja, kære Fundus, jeg tænkte, vi kunne spise sammen i dag. Jeg har et lille problem..."

"Extremiteterne beklager sig igen?"

"Ja, desværre ... "

"Å disse forkælede proletarer. Tænk, hvis vi allesammen klynkede, som de gør: "Vi sulter, vi sulter!" Hvem tænker på min forstoppelse?"

"Jeg giver dig fuldstændig ret, gamle mavesår! Men hvad gør man? Hvad gør man i mit sted? Endelig har vi jo også brug for arme og ben. Måske du skulle give dem lidt mere blod ... "

"Jeg ved hvad vi gør, Deres Excellence! Vi giver dem, skal vi sige et par liter ekstra fordelt over en kort periode. Blodet, siger vi, skal gå til udvikling af en selvstændig mave i hver Extremitet. Så har vi gjort, hvad vi kunne. Kan de så ikke tage sig sammen til at udvikle de maver - ja, så er det jo ikke vores skyld!"

"Storartet, Fundus, storartet! Vi kalder det "udviklings-hjælp" ..."

"U-organ-hjælp!" foreslog maven.

"Strålende," replicerede Excellencen, "jeg holder især af det "u-", og "u" som underlegen. Det fastslår vor egen overlegenhed og historiske mission. Storartet! Slå sluseportene op! Den ædle mave åbner sit hjerte ...!"

Monroe Kane vaklede på benene. Nu løb blodet til, kunne han mærke. Han tog sig til panden. Kunne han have feber? Det, han havde hørt, kunne ikke være ...

III

"Begynder De nu også, Cortex. Jeg har jo sagt ... "

"Deres Excellence, mine resultater kan ikke betvivles. Maven må afgive en del af sin overflod til extremiteterne. Ellers svarer jeg ikke for følgerne..."

"Men vi har jo u-organ-hjælpen!"

"Det er ikke nok."

"Men vi må tænke på os selv. På betalingsballancen. På nationalblodbanken!"

"Vi har ikke længere råd til at tænke på os selv. Extremiteterne hverken kan eller vil finde sig i situationen længere. Vi får krig, Excellence!"

"Men vort forsvar er perfekt. De hvide blodlegemer ... "

"Kan ikke klare den totale krig. Og så er der en ting til. Ikke alene tager maven en alt for stor part af blodmængden. Den leverer ikke ordentligt arbejde."

"Men maven er et af de vigtigste organer, et af de mest gavnlige for samfundet ... "

"Burde være det, Excellence, burde være det. Men maven arbejder dårligt. Den prøver at slippe let om ved det. Den laver dårlige produkter. Og det er ikke det værste."

"Hvad er da det værste?"

"Forurening. Den sørger ikke for at udskille affaldsstofferne ordentligt. De går tilbage i blodbanen istedet for at udskilles som urin, og forgifter hele systemet. Hele fordøjelsessystemet er bundråddent og korrupt. Der må skrides ind. Centralnervesystemet må skride ind, før det er forsent."

"Men demokratiet ... hvad skal jeg gøre?"

"Noget må der gøres. Ellers kan resultatet blive - verdens undergang."

"Å sludder. I videnskabsmænd taler altid om verdens undergang. Min kære Cortex, celler dør, ja, og udskiftes med nye. Et helt legeme dør ikke. Det er, såvidt vides, aldrig sket. Det er noget sludder."

Monroe Kane lå vågen om natten. Han måtte koncentrere sig. Hidtil havde det været umuligt for ham at kommunikere sine egne tanker til cellerne. Men nu var det nødvendigt. Han måtte fortælle dem, at et legeme kan dø. At han, Monroe Kane, kunne dø. DE var de eneste, der kunne frelse ham.

"Hvor varm din arm, hvor hedt dit blik, hvor dine kinder blusse, ak, hvor min arme, ømme ... "

Det var kønsorganerne, der reciterede, men blev censureret af Storhjernen.

"Kan du ikke skrive noget andet, i disse for vort land så alvorlige?"

"Forstår du ikke!" svarede testiklerne. "Denne kultur er ved at dø. Men vi bærer i os spiren til en ny!"

"Å pladder!" sagde storhjernen. "Her skal klare hjerner til, ikke liderlighed. Må sammenkalde mine neutroner! Du lyder grangivelig som Lupus."

"Må vi være fri!" sagde penis. "Ham kender vi slet ikke. Den skrækkelige virus! Tror du, vi omgås den slags?"

"Af kønsceller kan man vente sig hvadsomhelst!" svarede hjernen, og så var den ikke længere.

"Var der nogen, der kaldte på mig?" råbte Lupus. "Verden er ved at gå under, ganske som jeg spåede. Vi bliver alle virus igen, fri, fri! Ikke flere organer! Ikke flere systemer! Den fri, guddommelige virus!"

"Hold kæ-hæ-hæft! hvæsede lungerne.

"Det nytter ikke noget!" sagde Extremiteterne.....

"Vi må vise det mavesure svin, hvad vi går ind for ... "

"Nej stop! skreg Monroe Kane.

"Nej stop! skreg Storhjernen.

"Nej stop! skreg det autonome nervesystem.

Men de kom forsent allesammen, hænderne havde grebet den fortyndede edikesyre og tømt flasken ned i svælget. Maven skreg og vendte sig: "De angriber!"

"Svar igen!" skreg fundus.

"Vis de proletarer!" råbte tarmene.

"Det er nødvendigt at statuere et eksempel!" mumlede Excellencen.

"Det Store Våben!" gispede de allesammen.

"Nejnej!" skreg hjernen. "Det er verdens undergang!"

"SLUDDER! BEMAND BASERNE! VI SKAL LÆRE DEM!"

"Nejnejnej!" hulkede Monroe Kane. "Stop det, en eller anden, stop det!" Han koncentrede sig intenst om en af sine hjerneceller. "STOP DET!"

IV

"Det er jo det rene sludder, De siger der, kan de ikke se det? Noget religiøst pladder ... "

"Men det er sandt, Excellence. Gud har åbenbaret sig for mig. Jeg hørte ham tydeligt råde: "Stop det!""

"Og hvem eller hvad er så, om jeg må være fri at spørge, denne "Gud" ? "

"Gud - det - det er os allesammen."

"Nonsens."

"Jeg ved godt, det lyder underligt. Men jeg tror, at hele verden har en bevidsthed, at vi tilsammen på en eller anden måde danner en kæmpe-bevidsthed, som bekymre sig om, hvordan det går os allesammen."

"Sympaticus, vis denne mand ud! Og giv mig kortene over extremiteterne. Nu skal vi få at se ... "

Monroe Kane lå helt stille på sin seng. Han prøvede at bilde sig selv ind, at det hele var noget, han bare havde drømt. Han prøvede at glemme det. Han prødvede at lyve sig fra de smerter, som indfandt sig nogle uger senere. Han gik til læge, men han behøvede ikke at høre diagnosen for at vide, hvad Det Store Våben var.

Cancer! Tre uger igen.

"Nu sker det!" råbte Lupus, "The Divine Virus Rides Again!"

Tre uger. Men der var håb endnu. Lægen havde sagt det: Der var altid håb.

Monroe Kane troede det ikke ...