Niernwalds verden

 

af
Erwin Neutzsky-Wulff

Et udsædvanligt kig ind i den litterære verden... og i hovedet på en digter, der er mindst lige så skør som alle andre digtere. En erhvervssygdom, der her advares kraftigt imod.

Erwin Neutzsky-Wulff tilhører den meget unge generation af danske sf-forfattere. Han er født i 1949 og debuterede i 1971 med »Dialog om det enogtyvende århundredes to vigtigste verdenssystemer«. Han fik noget af et gennembrud i 1973 med »Adam Harts opdagelser«. Har ialt udgivet en halv snes bøger bl.a. to i dette efterår, »Adam Hart og sjælemaskinen«(Carit Andersen) og »Anno Domini«(Vinten). Neutzsky-Wollf bor på Nørrebro og har efter studentereksamen bl.a. studeret logik, filosofi, erkendelsesteori m.m. på universitet og har udover romanerne skrevet et hav af tegneserietekster, sange og noveller. Derimellem »Niernwalds verden«, der her offentliggøres for første gang.

De mødtes ved en af disse endeløse forlagshøjtideligheder, hvor fabrikken fremviser sin stald af forfattere og illustratorer til gavn for læsere af Illustrations magasinet og Lyt og Læs. De mindre forfattere nyder og benytter sig af lejligheden til at sætte deres pyntelige navnetræk i bøger, der i forvejen bærer deres navn; de store sidder i kroge og muler.

Sophus Scherning, «Københavner-digteren», var altid på gulvet ved disse ejligheder, piroutterede ind og ud imellem klynger af honoratiores, berørte en skulder og strakte hals efter de store kanoner, som han så overfaldt med skvulpende cognacglas. Der var minsandten Flåedahl himself! Og her en unge debutant, Niernwald, Peter Niernwald, der netop havde fået så stor anmeldersucces på sin «Ungermann». Han så helt fortabt ud i det fine selskab, stakkels fyr.

- Nå, wald, wie geht's, som englænderne siger, når de forsøger at tale russisk?

Niernwald nikkede, men sagde ikke noget, formodentlig forlegen ved at blive tiltalt af en af litteraturens store.

- Jeg har læst Deres bog. Udmærket. Lidt lang, måske. Men absolut lovende. Hvad mener De forresten om min «Lyse Nørrebronætter»?

- Vil De virkelig vide det?

- Javist, da. Selvfølgelig vil jeg det. De unge har ofte et blik for den slags ting, som vi gamle mangler, forstår De. Måske kunne De fortælle mig noget om bogen, som jeg selv har overset.

- Det kunne jeg sikkert, ja.

- Jo, men lad høre!

Scherning trak Niernwald hen til et bord og bænkede ham. Han skænkede muntert op og sagde skål. Og den unge forfatter tømte sit glas.

- Hent et eksemplar! sagde han så. De så hinanden i øjnene. - De vil høre min mening, ikke? Hent et eksemplar af «Nørrebronætterne» fra opstillingen på bordet.

Den gamle gjorde, som han sagde.

Han vendte tilbage med bogen under armen og så fra side til side, som om han var bange for at blive set. Han rakte Niernwald bogen, men denne afslog den.

- Vælg et digt! sagde han. Scherning var ikke længe om at slå op på sin yndling. Den ville Niernwald få svært ved at kritisere, for netop det digt var overordentlig populært. Et firma havde endda trykt det på sin emballage.

Niernwald lænede sig tilbage, en smule træt, og begyndte at læse digtet op på en drævende, ligegyldig måde, uden dog at springe noget over eller ødelægge digtet ved at lægge trykkene forkert!

«Jeg sidder i ro bag en halvdrukken
øl
og tænker de særeste tanker,
og kroværten råber, at «værsgo
og skyl»,
når gigten har bidt mine skanker.
Så råber jeg højt: Giv en
omgang, I to,
og sæt jer hos mig her i fred og i ro
blandt vinglas og vildvinens ranker.»

Han gjorde en pause, idet han læste digtet igennem en ekstra gang for sig selv.

- Nå? sagde Scherning, han var begyndt at more sig.

- Hvilke tanker? svarede Niernwald med, et spørgsmål. - Hvilke to? Hvorfor netop to? For at det skal rime på ro. Hjælperim. Åbenlyse hjælperim: Helligbrøde «Og sæt jer hos mig her i fred og i ro» - og-sæt-jer-hos-mig ....lutter enstavelsesord. Giver en sindssvagvirkning,lyder som en hullemaskine. «Blandt» kan ikke bruges på samme måde ved vinglas som ved vildvin. Tanker-ranker! Hvorfor ikke «dråbe-håbe»? ElIer «stjerne-fjerne»? Eller...

De omkringstående var begyndt at smile. Scherning blev rød.

- Og hvordan, unge mand, ville De have gjort det?

- Skildret drikkeri? Øjeblik!

Niernwald fiskede blyant og papir op af lommen og griflede to-tre minutter. Så læste han med samme monotone stemme:

«Frugtstøv og blomster har dugget
min brille,
vellystig græssaftig vin,
raver i blinde og frydefuld dille,
hejfilleful, den er fin! Ølvåd...»

Scherning rev digtet ud af hånden på digteren. Han så på det, og linjerne løb sammen for hans varme, våde blik. Et sekstenlinet perfekt digt. Ingen banaliteter, ingen hjælperim, ikke et punkt, man kunne sætte en finger på. Fem minutter! Scherning havde været fem kvarter om sine «vinglas og vildvinens ranker».

- Jeg synes ikke, det er særlig godt! sagde Scherning.

Niernwald trak på skuldrene.

- Det er elendigt! sagde han og trak på skuldrene. - Men det er trods alt skrevet af en professional. De, min herre, ved ikke de simpleste ting om rim og metrik. De er en amatør og fusker af Guds Unåde!

Så drejede han om på hælen og forlod selskabet.

Den aften begyndte Scherning at hade den unge digter. Niernwald havde latterliggjort ham i det litterære selskab, men det var i grunden ikke det, der kreperede ham. Det, der kreperede ham, var at Niernwald havde haft ret i alt, hvad han havde sagt om «Nørrebronætterne». Han havde nok kunnet se fejlene tidligere, men blot tænkt, at det fejlfrie kunstværk var en utopi. Et kunstværk var noget, man måtte slås med og gøre så godt som muligt. Det var alt, hvad nogen digter kunne gøre.

Men ikke Niernwald.

Hans digte - som var det eneste i hans produktion, Scherning kunne bedømme - var virkellig fuldkomne. Nej, selvfølgelig var de ikke det. Han var blot ti gange bedre digter i sit femogtyvende år, end Scherning med sine fireoghalvtreds nogensinde kunne håbe på at blive. Og alene det var nok til, at Scherning livsværk syntes at dåne for ham, skride og løbe ud i sand mellem hans fingre. Han ville ikke blive husket. Niernwald ville.

Han følte det, som om hans liv havde været et langt spild af tid. Alt dette, fordi Niernwald var kommet ind i det. Og Niernwald ville forlade det igen, uskadt på legeme og sjæl. Det var ikke retfærdigt. Nuvel, han måtte gøre sit bedste for at glemme den unge kunstner.

Men hvordan kunne han? Niernwalds stjerne var stigende. Ikke hurtigt, men langsomt og støt. Scherning ærgede sig. Han havde udelukkende vundet et navn ved at være den eneste, der skrev rimet og metrisk. Nu forsvandt han i Niernwalds skygge. Så kom tiden, hvor hønen forsøgte at lære af ægget. Scherning kopierede simpelthen Niernwald, men det var et så elendigt og letgennemskueligt plagiat, at han end ikke turde lade det udgive. Hvergang en ny Niernwald-bog udkom, slugte han den. Han pinte kun sig selv.

Endelig oprandt den skæbnessvangre dag, da «Københavner-digteren» i et interview læste, at Niernwald var i færd med at skrive, hvad han selv anså for at være sit foreløbige hovedværk. Da han blev færdig med det og afleverede det på forlaget, stjal Scherning det fra arkivet; dennegang kunne han simpelthen ikke vente. Måske var det dårligt. Måske var det virkelig dårligt.

Men det var ikke dårligt. Det var Schernings dødsdom. Alt, hvad Scherning nogensinde havde drømt om at udtrykke, lyste ud af dette værk. Når dette sidste manuskript blev udgivet ville der kun være plads til en diger: Niernwald. Sscherning - hvem var det?

Han sad i sin lejlighed og læste det og græd af skam og indestængt raseri. Hvert tilendebragt afsnit, hver velafrundet metafor stak som tusinde pile i hans digterhjerte. Han tvang sig til at læse det til ende, en rigtig Niernwald-slutning, hvor horisonten rykkes ud og bort, og læseren flyttes ud i en altfavnende meningsfuldhed, der efterlader ham tømt for alt andet en bogens sidste linjer.

Og i den yderste fortvivlelse øjnede Scherning håb. Håb og retfærdighed, om hævn, og om straf. Niernwald tog aldrig kopier af sine værker. Det havde han sagt i et andet interview. Svherning havde læst.

Schernings øjne var kolde og tomme, da han brændte manuskriptet.

Straks, det var gjort, blev Scherning grebet af en vild og meningsløs rædsel. Ingen vidste, hvad han havde gjort, man ville blot på forlaget beklage, at manuskriptet var blevet forlagt. Fejlen havde været Niernwalds egen, fordi han ikke havde beholdt en afskrift. Ingen ville få noget at vide om Schernings udåd.

Andre end Scherning. Han ville altid med sig selv vide, at han havde ødelagt et mesterværk. Hvad han havde gjort, det forstod han nu, var at sidestille med billedstormernes hærværk, med gravrøverens vandalisme. Blot endnu værre, fordi han ikke havde været i religiøs ekstase eller blot og bar berigelsesøjemed, men af simpel misundelse og ødelæggelsestrang. Det måtte han leve med. Men han havde fået en slags oprejsning. Det var det væsentlige.

Få dage senere opdages tabet og efter endnu nogle dages forgæves søgen, underrettedes forfatteren, der ganske rigtigt ikke havde nogen kopi.

Samme aften fik Scherning besøg af Niernwald. han for forbi forfatteren ind i lejligheden, og Scherning fulgte efter. Niernwald så op og ned ad vægge og reoler og vendte papirerne på skrivebordet. Så vendte han sig mod Scherning, der vidste, hvad den unge mand ville spørge om, og hvad han måtte svare. Først i det øjeblik ville gengældelses sværd falde på Nernwalds hoved med den fornødne vægt.

- Hvor er det?

- Jeg har brændt det.

Niernwald sank ned på en stol. han hamrede næverne i skrivebordsfladen og gav sig til at hulke dybd og indtrængende. Han løftede hovedet, og tårerne blev til sorte striber fra de knistrende øjne. Læberne bevægede sig, men såvidt Scherning kunn høre, sagde han ingenting. Den underlige mumlen gjorde ham ligesom roligere. Så smilede han bittert og sagde:

- Du, kan ikke standse mig, Scherning. Jeg skriver noget bedre. Han rejste sig og forlod lejligheden.

Scherning sad tilbage, han skammede sig og følte sig elendigt tilpas. Der var intet tilbage af sejrsstoltheden, ikke engang frygt følte han, fordi han havde afsløret sig selv, kun skamfuldhes og livslede.

- Også dette vil jeg komme over, mumlede han for sig selv. - Også dette.

Scherning sov forbavsende godt den nat, og da han vågnede den følgende morgen, var han fast besluttet på at glemme alt om Niernwald. Af en eller anden grund var han overbevist om, at den unge diger ikke ville fortælle til en sjæl, hvad Scherning havde gjort med hans manuskript, og han kunne da heller ikke bevise noget. Scherning ville selvfølgelig nægte.

Når han så længe havde stået i skyggen af det unge geni, tænkte han, var det, fordi han selv havde søgt tilflugt i hans skygge. Scherning havde på det sidste undervurderet sig selv ved altid at drage sammeligninger til Niernwald, og det havde været en slags litterært harakiri. For slet ikke at tale om den effekt, det havde haft på hans mening om sig selv, at han var begyndt at kopiere ham. Scherning havde en force, men den lå et helt andet sted end Niernwalds. Niernwald var den direkte efterkommer af romantikkens sturmunddrangweltschmertzere. Scherning var nærmest humorist.

Selvfølgelig! Han havde grebet det helt galt an. Niernwald var kendt for at mangle humoristisk sans i betragtelig grad. En vittig revselse fra Schernings hånd, en morsom pastiche, og han ville være på bølgelængde med mesteren. Selvfølgelig kunne han da slå den alvorlige poet med det lange ansigt på hjemmebane!

Den formiddag skinnede digtersolen atter på Schernings myreflittige skarnbasseryg, forbenene krydsede poetisk hinanden over følehornene, der surrede af himmelsk inspiration, som de slog store sving hen over de elegante strofer, beskedne, elskværdigt ironiske, men absolut litterært antagelige. Så var der et citat fra «Ungermann» (elegant omdøbt til «Tunge Mand»), der simpelthen skulle med, han dansede ind til sin reol. Niernwald var jo i virkeligheden fantastisk let at parodiere: Den tunge stil, de mørke metaforer, de erotiske symboler, hele det fantastiske tegnsprog, der vred sig ud af Den Stores pen; det var let at forenkle til burleske.

Måske var han for ivrig. Scherning hørte til de få, der skrev med fyldepen, og da han vendte tilbage til skrivebordet, var blækhuset væltet, og det øverste manuskript ark i bunken en stor, blå sø. Scherning bandede. Det var det sidste, vittige ark, der var blevet ødelagt. Han læste tilbage og rekonstruerede den tabte side, så godt han kunne. Han fandt citatet, satte bogen på plads i reolen og fortsatte. Det her var noget for vennerne på «Den gule rose». Det skulle de høre. Scherning var ikke slået endnu, åh nej, ikke og langtfra.

Han gik ud i entreen, tog hat og frakke på og gik efter manuskriptet. Det var...Han var så sikker på, at han havde sat «Ungermann» på plads. Nå, nu gjorde han det i hvert fald.

Men da Scherning vendte tilbage sent om aftenen, lå «Ungermann» stadig på bordet, slået op på strofen:


«Halvlunken hjerteskulp! Gas-
mørke taler
gummimandskrampe i bryst.
Det er en halshugget hane,
der galer,
natten er råbende tyst...»

Allerede om tirsdagen havde han glemt søndagens uforklarelige hændelser. Onsdag morgen var han i særlig godt humør: I dag ville han gøre sit Niernwalderkampskrift færdigt. Hen mod frokost fik han en grim smag i munden. Han tog et par stykker smørerbrød, men de smagte ikke rigtig af noget, og sprkulerede på, om han monstro var ved at blive forkølet. Om torsdagen kunne han absolut intet smage. Han ventede et par dage med at gå til læge, men ugen efter var han alligevel indlagt. Han fik den besked, at hverken hans lugte- eller smagssans fungerede, hvorfor, kunne lægevidenskaben ikke oplyse. Tunge og lugteorganer var simpelthen følelsesløse. En følelsesløshed der bredte sig til hans ansigt, hans bryst, hans hænder. Han krop fungerede stadig, han kunne fører en pen, men han kunne ikke føle den mellem fingrene.

Efter en måned var følelsesløsheden komplet og hospitalets læger lige magtesløse. Han deltog i nogle revalideringsøvelser og blev udskrevet. Han vænnede sig til at bruge sine øjne og ører ekstra godt og til at indtage føde uden at kunne smage den. Lægerne forskede og fablede om en besynderlig kædereaktion, der ødelagde alle sensoriske nerver i hans legeme. Efter et år nærede han ikke længere noget håb om helbredelse, men han havde også så godt som vænnet sig til sit massive handicap.

En bølge af sympati skyllede i disse måneder ind over Sophus Scherning. Han blev ligesom kendt igen og fandt selv, at han skrev bedre end nogensinde. Stridsskriftet mod Niernwald var aldrig blevet til noget, men SCherning behøvede det ligesom heller ikke mere. Som tiden gik, blev hans tidligere handlinger med hensyn til kollegaen ham mere og mere uforståelige. Han glemte ham fuldstændig og helligede sig forberedelsen af det come-back, som det lod til, han kunne håbe på som en slags treårs-fødselsdagsgave.

På trods af den frygtelige ulykke, der havde ramt ham, blev han endelig - måske for første gang efter mødet med Niernwald - den gamle Scherning. Livet fik atter mening.

Indtil han en morgen vågnede og opdagede, at han intet kunne høre.

Tilbage til hospitalet.

Processen fortsatte. Selvfølgelig var der ingen, der havde hjerte til at fortælle ham det, men det var vel næppe heller nødvendigt. Han ville miste alle sine sanser. Også synet. Og hvad ville der så være?

Når man intet sansede! Det måtte være helvede. Tusinde gange værre end døden. Han måtte begå selvmord, når det skete. Men hvordan? For at begå selvmord måtte han have kontrol over sin krop. Det kunne han ikke have, når ogå synet svigtede. Og selvom han kunne, hvordan skulle han så finde gashanen eller et andensalvindue? Det måtte gøres nu. Kunne han ikke betro en eller anden hvervet? Hvem ville gøre det? En læge? Selvfølgelig ikke. Og selvom han ville - skulle han så ligge uden sanser og vide, at døden kom, men ikke hvornår - vente den hvert sekund. Nej, han måtte gøre det nu. Men sæt nu, det ikke bredte sig til synet? Så kunne han dog leve et tåleligt liv, skrive endda. Og hhvis det kom, kom det måske ikke pludseligt, som en lampe, der slukkes, men langsmot, så han havde tid. Hvad kunne han gøre? Hvorfor havde denne katastrofe ramt ham? Ham, og ikke en anden?

Han tænkte tilbage på den aften, hvor han brændte manuskriptet, brændte Peter Niernwalds verden. Han tænkte på Niernwalds underlige mumlen. Niernwald var jo okkultist - kunne han måske . . .? Var det ham, der tilintetgjorde verden for Scherning, som Scherning havde tilintetgjort den for Niernwald? Men hvis det var sådan, det hang sammen, hvis det var Niernwald, der havde sat den satanistiske proces i gang, måtte han også kunne standse den igen. Han måtte have fat i Niernwald...

Det var i det øjeblik, han tænkte denne tanke, at Schernings blik slukkedes.

Og i det øjeblik vendte hans sanser tilbage. Han så igen sit eget nøgne legeme, hørte sit hjerte slå, det smagte salt i hans mund, som sveden, der duftede fra hans armhuler, han var våd og varm og levende, og han kunne mærke det altsammen. Men verden var borte. Foruden ham var der kun et svagt lysende gulv, der stakte sig til alle sider for hans fødder, og ellers uigennemtrængeligt mørke. Temperaturen var ikke ubehagelig, og han kunne trække vejret. Han sansede atter, og han sansede, at han var i en ny verden.

Og lyset vendte tilbage, græs killede hans fødder, et brus af en horisont vældede op foran ham, altsammen for hurtigt til at fattes, og han sank i knæ. Det grønne rutchede i baner ned over blødt afrundede bakketoppe, havet tordnede på afstand, klipper tånede sig op over ham, måger skreg og cirklede og fløj på kryds og tværs i sære mønstre over havet, der ventede og blinkede og vendte og tudede i ørerne. Han gik, hoppede ned ad en bakke, gled og lagde sig til hvile, slog hovedet mod jorden, så skyerne hvinede forbi deroppe, og solen dansede i kreds med månen og stjernerne, der alle var oppe, tog hinanden i hånden og løb gennem dyrekredsens tegn på den skinnende, mørke sølvhimmel. Og som han lå der, genkendte han der hele. Det var Niernwalds verden, således som han magtfuld havde skildret den i sit hovedværk og strejfet den i sine utallige mindre bøger. Det var en verden, så levende og virkelig som nogen. Først nu forstod han det, og han velsignede i det stille digteren, der havde ladet ham forstå det. Han rejste sig og græd, hulkede, som Niernwald havde hulket over sit tabte værk, blot af lykke. Kvinder og mænd, nøgne som han selv, hilste ham fra hver bakketop, lagde sig og blev om natten. En lejrede sig ved siden af ham og tilbragte den med ham. Som store, levende, røde dobbeltkryds lå de alle som naglet til den grønne, uendelige plæne, da solen sod op.

Stod op og åd af mørket, sorte strimer fra det gnistrende øje, nærmere og nærmere kom den gulsorte rand, som om den åd havet og jorden og Niernwalds verden, som om den ville opsluge den som en vældig flamme.

Som når papir brænder.