Om science fiction

 

af Erwin Neutzsky-Wulff

Somme tider forekommer det mig, at det, science fiction-interesserede mennesker i grunden får mest tid til at gå med, er at diskutere hvad science fiction egentlig er for noget; at finde en plausibel definition. Hvad er det, der får os til at samordne så forskelligartede værker son Mary B. Shelleys Frankenstein, Jules Vernes Rejsen til månen, H. G. Wells Tidsmaskinen og Aldous Huxleys Fagre nye verden, Poes noveller og Lovecrafts fantasier? Jeg har vanskeligt ved at se, at spørgsmålet er så vigtigt, som den megen aktivitet omkring det synes at antyde, men vil alligevel give et bud.

For at begynde et sted kan vi starte med etymologien. Fiction svarer cirka til skønlitteratur på dansk, mens science nærmest må oversættes med naturvidenskab, "biblioteksmæssigt" set. Altså to genrer, som vi må vente at finde på to forskellige reoler, den ene skøn-, den anden strengt faglitterær. Vi synes altså at stå over for et ægteskab mellem to genrer. Nogle nærliggende skud er: Populærvidenskab? Romaner, der skal vække interesse og forståelse for videnskaben, altså noget i stil med Palle Laurings Danmarkshistorie? Men dette er ikke tilfældet. Det synes tværtimod, som om fiction er hovedperson, "mål", mens science er et middel. Science fiction-genren har den samme målsætning som al anden skønlitteratur: I en eller anden udstrækning at fortælle læseren noget om verden, som forfatteren ser den. I faglitteraturen forsøger forfatteren at gøre sig usynlig af hensyn til objektiviteten. Den skønlitterære forfatter skriver altid i en eller anden forstand om sig selv, eller rettere om menneskets (forfatterens) forhold til sit miljø. "Miljø" her taget i sin videste betydning.

Men science fiction-forfatteren gør det altså på en bestemt måde: Han tager science til hjælp. Det kan synes overflødigt at gå så meget i dybden med det etymologiske. Måske er science fiction i virkeligheden et dårligt dækkende ord. Måske, ja, men dets stædighed (ingen andre betegnelser er slået rigtig an) tyder på det modsatte.

På hvad måde hjælper science forfatteren til at sige, hvad han vil, "kommunikere", få sit "budskab" igennem? Hvad er det for en science?

Science-fiction ligner en tilgrænsende genre en hel del. Denne genre er eventyret. Der er imidlertid i det mindst én væsentlig forskel på de to, som måske bedst kan udtrykkes som en forskæl mellem læserne af de to genrer. Læseren af et eventyr spørger ikke: Hvorfor? eller Hvordan? på samme måde, som en science fiction-læser gør det. Prinsens sværd er bare fortryllet; og prinsessen kan nu engang kun vækkes med et kys. Man kan henvise til en eventyrtradition, man kan "tyde" og "tolke" eventyret, men når man spørger, hvorfor prinsessen vågner, når hun bliver kysset, venter man aldrig at få den forklaring, at prinsen har munden fuld af lugtesalt. En sådan forklaring forventes imidlertid i science fiction. Og det er denne forventning hos læseren, og forfatterens anstrengelser for at imødegå og opfylde den, der i grunden svarer til ordet science i science fiction.

En eventyrforfatter kan udtrykke sig allegorisk (og begge genrer hører sådan set under det overordnede begreb "allegori") uden at tanke på, om billedplanet er urealistisk, for det er jo kun et billede. Men for at et værk kan accepteres som science fiction, må billedplanet kunne holde. Det må være "realistisk".

Og "realistisk" i denne forbindelse betyder ikke nødvendigvis "trivielt". Det, der sker på billedplanet, behøver aldrig at have fundet sted på realplanet, i virkeligheden. Men billedplanets begivenheder skal kunne udledes af virkelige begivenheder, og at denne udledning er mulig skal forfatteren bevise. Heraf science.

Ligesom det er tilladt mig at sige: Hvis jeg slipper mine nøgler, falder de, fordi det (selvom det er en hypotese) kan udledes af tyngdeloven, på samme måde er det tilladt en science fiction-forfatter at sige: Tænk, hvis tyngdeloven bliver ophævet af en maskine, forudsat han giver en, så vidt hans evner strækker, plausibel forklaring på, hvordan maskinen gør det. Samtidig skal ikke bare stolen svæve, men også bordet. Og hvis bordet ikke svæver, skal der vare en plausibel forklaring på det.

En sådan forklaring er unødvendig i eventyret. Hvilket naturligvis ikke betyder, at sådanne forklaringer aldrig gives i eventyret (magi, f.eks., hvis man kan kalde det en forklaring); vi forventer den bare ikke, de er ikke nødvendige. Denne typiske egenskab ved science fiction har forledt nogle til at tro, at det er alt, hvad science fiction er: En art hjernegymnastik; en logisk opgave. Hvad nu hvis. Her må gentages, hvad tidligere blev sagt: Science er midlet, forfatteren anvender til at få sit "budskab" igennem. Men selvfølgelig er det også dette middel, der er science fiction-genrens kendemærke og egentlige tiltrækning.

Eventyret har kun glæden ved at få fortalt en historie at byde læseren (+ meningen, hvis den ikke er gået tabt). Science fiction-genren har dertil den logiske opgaves thrill, der næsten danner hele grundlaget for kriminalgenren. Det er denne blanding af fantasi og logik, der løser op for hverdagen, tillader os at se dens problemer i et nyt lys på en måde, der er givende for et tænkende menneske. Efter min egen ringe mening kan ingen anden genre byde på tilsvarende fordele.

Science fiction-genren er fri på en egen måde. På trods af, at eventyrdigteren ikke er bundet af krav til rationalitet, er hans opgave egentlig mere bunden. Tradition er ofte en strengere herre end logik.

Der er ikke noget "hvis", der er forbudt i Science fiction, blot det har sin rod i hverdagens og rationalitetens verden, sådan son et hundreddimensionalt univers har sin rod i hverdagen, fordi vi nu engang lever i et univers ned tre dimensioner (fire, om man vil). Derfor er der heller ikke den tanke, som ikke kan finde sit billede i netop denne del af litteraturen.

En science fiction-bog er det altid en ganske speciel glæde at få i hånden, hvadenten det er en forrygende, sprogligt eksperimenterende, dimensionssprængende snedighed, eller en rammende og ond dystopi, hvor uhyggen måske netop ligger i den kendsgerning, at scenen og tiden er os så nær; hvadenten det er en vidunderlig bug-eyed rumodyssé eller en okkult bibel (her har vi et grænseområde inden for genren, som jeg selv sætter stor pris på, og hvor "forklaringen" som regel er af parapsykisk art - men altså stadig er der!). Altsammen selvfølgelig forudsat, at bogen er godt skrevet, fortæller, hvad den nu ellers måtte have at sige, på en fængslende måde. For selvfølgelig findes der (næsten) lige så mange dårlige sf-romaner, som der findes dårlige socialrealistiske dittoer. Videnskaben har filosofferne; skønlitteraturen har Science fiction-forfatterne, og så længe den har den, er den ikke så ilde faren endda.

Erwin Neutzsky-Wulff