Ondskabens rødder

 

Flemming Chr. Nielsen

Ondskabens rødder
roman af Flemming Chr. Nielsen
141 sider, Vintens Forlag
kr. 34.50.

Nu er det ligesom den danske sf-fandom begynder at røre på sig. Flemming Chr. Nielsen, der selv er en ivrig sf-læser og iøvrigt velkendt som anmelder ovre på fastlandet, har tidligere udgivet nogle mindre filosofiske og mytologiske værker. Men nu debuterer han som romanforfatter i en stil, hans kolleger har kaldt mytologisk krimi-science fiction.

Det er en fin science fiction-roman, Flemming Chr. Nielsen har skrevet, hvad der måske er en ekstra årsag til at gøre opmærksom på i og med, at den ikke er særlig højrøstet. Forfatteren har undgået de store armbevægelser i skildringen af et parcelhus, der beboes af en journalist og én ting til, en ting, der ligeså stilfærdigt, men snigende uhyggeligt gør opmærksom på sin eksistens.

Et træ, hvis grenes yderste spidser viser interesse for at kigge ned gennem skorstenen, som uforknyt skyder små, grønne skud op i journalistens køkkenvask. Vi beroliges ikke af blikkenslageren; tværtimod uddyber hans håndværksmæssige selvtillid fornemmelsen af dette, som er så hverdagsagtigt og uhyrligt på samme tid. Finest er måske scenen, hvor vi med en kop kaffe i den sol-døsige have. For pludselig trækker kamaraet sig tilbage, og vi ser md øjne, som ikke burde være der. Den påfølgende uvirkelige brydekamp på tagryggen mellem mand og et træ (solstik, selvfølgelig) er blændende dygtigt lavet. For vi ved aldrig, om uvirkeligheds-fornemmelsen er årsag til eller forårsaget af det utrolige, som sker. Vi fastholdes, som vi skal, af en tæt historie, at en drømmens logik, uden plads til noget "jamen".

Det ville være synd at røbe mere af bogens handling. Det bliver til mere end ét dødsfald, til en blodig kamp med en besynderlige vækst, som gradvis overtager huset.

Det er klar, at når grene begynder at kravle rundt som slanger og kvæle folk, må det skildres med en balance-evne, der aldrig eller i hvert fald sjælendt henleder tanken på små-fnisende Hollywood-frikadeller i kamp med (dvs. de klynger sig fortvivlet til) papmache og ståltråd. For Flemming Chr. Nielsen lykkes kunststykket måske ikke hver gang, men så, all right, tre ud af fire.

Kam man lide en god spændings-konstruktion, snigende uhygge og sf-genrens "hvorfor?", "Hvordan?", kan Ondskabens rødder anbefales. Jeg læste bogens 140 sider ud i ét stræk, og jeg gad se den læser, der kan lægge bogen fra sig på side halvtreds...

Erwin Neutzsky-Wulff