Oprørske verdener

 

Poul Anderson

Poul Anderson: Oprørske Verdener.
(The Rebel Worlds, 1969)
Stig Vendelkærs Forlag, 1974, oversat
af Grete Andersen. 198 sider,
kr. 15,00.

På en fjern planet mindes et væsen af en art i samlesæt (der skal tre dyr til at danne, hvad vi vil kalde et individ) sit (hauns, deres) møde med de tåbelige mennesker, som har så mange sære ting for, kontrasteret til hauns eget liv i serenitet og "ethed", en pseudobuddhisme, der mere end en gang har tiltrukket en sf-forfatter. Og det må da også tilstås, at mange af sf-litteraturens personer føler så overfladisk og handler så irrationelt, at der er en lettelse i kontemplationen af en art med en så bestikkende amøbe filosofi: Hvad skal vi med personlighed, når alting kan gå op i alt, uden at læseren et øjeblik bliver klogere af den grund?

Handlingen i handlingsromanen Oprørske Verdener, der for størstepartens vedkommende er henlagt til de handlendes, d.v.s. terranernes verden, udgøres hovedsagelig af et trekant-drama af en ikke længere helt overraskende type. Han-A elsker Hun, som tilhører Han-B, og er på trods af et brændende begær ædel nok til at sikre, at Hun, der i mellemtiden har små-forelsket sig i Han-A, slipper uskadt frem til Han-B, hvad der i grunden ikke er nogen, der bliver særlig lykkelige af (det er det fine ved det). I denne forbindelse ikke at forglemme, at en han er en han, der holder sig ung ved hjælp af antisenilitetsserum og, når han irriteres eller overraskes, høres at udstøde et "Ved Kaos!", og naturligvis ikke mindst, at en hun er en hun - med undtagelse af rum-skurken, som er en sadistisk bøsse. Skiftevis kæderygende og i ulastelig retstilling kaster Han-A (Kommandør Flandry) sig ud i kampen for opretholdelsen af lov og orden i et galaktisk imperium med 1.000.000 (count them!) sol-systemer, behørigt assisteret af øgle-mænd med stråle-pistoler.

Lyder det som space opera? Det er space opera. Men ærligt talt, det er forbandet dygtigt lavet.

Vi har læst det før, det meste af det, og det irriterer os. Men vi kan også godt lide at læse det igen, sålænge hver side smager efter mere, og det gør den.

Figurerne er skematiske, kærlighedsforholdet mellem hovedpersonerne forbliver et ugeblads-postulat, og forfatterens private små-filosofoeren undervejs gennem lysårene...

Men den mand kan skildre et rumslag, så man taber vejret! Efter et skibbrud på en anden planet kommer der mudder ud af ørene på læseren og den tekniske jargon er for en gangs skyld ikke til at skyde igennem, virkelig overbevisende hypersludder, på HIS MAJESTY'S SHIP ASIENEUVES kommando bro! - prisgivet luftbårne barbarer (kan man forestille sig noget værre?) eller midt i et komplot mod en degenereret ogudsvævende kejser ved navn JOSIP III der heldigvis er "for dum til at hans ondskab egentlig kan få nogen effekt" (hvilket er betryggende).

Noget livsvigtigt budskab til menneskeheden indeholder Oprørske Verdener næppe, men det er sf-underholdning, når den er bedst, stemningsfuld og spændende. Tør man håbe på, at science fiction en dag går hen og udvikler sig til prophetic fiction - ikke nødvendigvis steril fremtids-forskning, men farverige billeder af det, som er universelt, snarere end lokalt og kommunal-politisk? Måske.

Indtil da er vi i al fald godt underholdt med forfattere som Poul Anderson.

Erwin Neutzsky-Wulff