Strand

 

Novelle af ERWIN NEUTZSKY-WULFF


MINE DAMER og herrer!

Lad mig begynde med at udtrykke min store glæde ved at se auditoriet så fyldt af videbegærlige unge og gamle Jorden-interesserede. Jeg har altid selv ment, at Jorden er den af alle galaksens primitive kulturer, der har mest at tilbyde forskeren, og byder derfor den store interesse velkommen, som pludselig synes at være opstået omkring netop dette emne.

Hvad jeg vil forelægge i dag er ingen højlærd disputats, men et simpelt forsøg på at belyse nogle dunkle punkter i et sprog, også lægmand vil kunne fatte. Mine teorier er, som det vil være nogle af tilhørerne bekendt, resultatet af indgående studier, og jeg tør dog også uden at prale påstå, at de har nydt en vis anerkendelse i vide kredse. Ja, jeg vil endda gå så langt som til at sige, at mysteriet omkring Jordstammens besynderlige ritual, "Strand", nu endelig er løst. Jeg skal her ikke undlade at henlede mine tilhøreres opmærksomhed på den hjælp og støtte, flere af mine kolleger har ydet mig i opklarings- og udredningsarbejdet af denne spegede affære.

FÆNOMENET »Strand« er først beskrevet af Ngisy i forrige århundrede. Ngisy definerer begrebet »Strand« som »et sted hvor folk vasker sig i fælleskab«. Hans samtidige og fornemste kritiker, Dåthokæ, har derimod flere gode argumenter.

1) Man vasker sig ofte, før man »tager til stranden«. Altså kan renselse ikke være formålet, og der må være tale om noget rituelt.

2) Dåthokæ påpeger endvidere, at Ngisys definition passer på begrebet »badstue« eller »badeanstalt«; derimod ikke på »Strand«.

Men hvad, spørger Dåthokæ, er formålet da? Han giver ikke noget svar. Derimod iagttager han et fænomen, som hans kollega overser, den såkaldte »solbadning«. »Solbadning« består i, at man lægger sig nøgen eller halvnøgen i solen, indtil ondartede forbrændinger resulterer, og huden antager en unaturlig, mørk farve. Her hypotetiserer Dåthokæ, at solens stråling er af betydning for dannelsen af et bestemt, for mennesket livsvigtigt stof, et »vitamin«. Han forkaster dog selv denne hypotese. Det er nemlig evident, at jordboen ikke solbader af denne grund, men for at opnå den mørke hudfarve.

Dette ses blandt andet af, at han indgnider huden med bestemte stoffer, der fremskynder misfarvningen. Igen er vi stødt på et fænomen af rituel karakter.

Nyest inden for strandforskningen er Suløkæ-gafas teorier, som jeg dog ikke finder, man kan fæste nogen større lid til. »Det masochistiske instinkt«, siger han, »er veludviklet i jordboen. Vi behøver blot at betragte hans selv-suffokation i »biler« og »busser« (sammenlign: Den totale neddykning, »drukning«, i strandritualet) for at fastslå dette. Det er ikke hudfarven, der tilstræbes, men irritationen og smerten ved de forbrændinger, solen skadelige ståler bibringer. Dette er en udbygning af det før omtalte »rutschebane-syndrom«.Laquo;

Dette synspunkt kan af de tidligere anførte årsager ikke accepteres.

VI ER nu nået frem til mine egne teorier, og jeg skal til en begyndelse anføre de ting, små og store, der ledte mig på sporet.

Det begyndte småt, næsten tilfældigt. Jeg kom ind i en kirke og fik øje på en altertavle, der forestillede nogle herrer, der fik vasket fødder af, hvad jeg antog for at være en tjener, en mand med sort fuldskæg og et hvidt gevandt. I mit hjertes uskyld spurgte jeg en indfødt, om der var nogen særlig grund til, at tjeneren var kommet med på billedet af de fornemme herrer.

»Tjener? Hvilken tjener?« spurgte den indfødte. Disse mennesker er skikkelige og flinke, men står på et meget lavt intellektuelt stade. Så uskyldige og tillidsfulde som børn. Jeg pegede på den hvidklædte, og den indfødte fór tilbage med et forskrækket gisp. Jeg forstod, at jeg havde gjort eller sagt et eller andet, der var tabu.

»Det er ingen tjener. Det er Herren! Det er Frelseren, Guds enbårne søn...«, og således fortsatte den forskrækkede, sortklædte mand at lovprise den ydmyge tjener på billedet. Det gik op for mig, at fodvaskningen var en rituel handling, som kun de allermest agtede borgere kunne foretage. Jeg havde nu en nøgle, jeg manglede bare at finde døren, den passede i. For nu vidste jeg, at jeg blot behøvede at se på, hvem der foretog omtalte rituelle handling, så ville jeg straks vide, hvem der regnedes højt i det primitive samfund.

Det lod imidlertid til, at fodvaskningen ikke længere praktiseredes i sin oprindelige form, men var gået over i noget, man kaldte »skopudsning«.

»Skopudsning« går ud på, at jordboen ifører sig to beholdere, som dækker fødderne fuldstændigt. Derpå males disse beholdere, kaldet »sko«, sorte. Bemærk hele tiden farven »sort«'s betydning. Den vil vi vende tilbage til. Den sortklædte, som jeg senere erfarede, fungerede som en slags leder i en del af religionsudøvelsen, en såkaldt præst; og så denne idé med at male skoene sorte med »sværte« (af »svart« = sort). Herfra var springet ikke langt til min første konklusion: De såkaldte »skopudsere« udgjorde samfundets overklasse. Jeg ofrede følgelig disse speciel opmærksomhed. Og så syntes alting pludselig at falde på plads.

I alle store byer var skopudserne sorte af hudfarve, »negre«. Der var enkelte af en blot lidt lysere lød, men næsten ingen hvide. Skopudsningen, forstod jeg, var forbeholdt en herskende klasse af negre.

Og når en mand bliver bedre egnet til religionsudøvelse af at bære en sort dragt, hvor meget bedre egnet er så ikke den, hvis hud er sort? Det var jo faktisk overordentlig logisk. Jeg var nu sikker på at være på ret spor. Negrene gav de hvide del i deres egen ophøjethed ved at male disse sidstes sko sorte. Sort var simpelthen den hellige farve, som alle ritualer søgte mod.

Jordboere er overordentlig klassebevidste, og der hersker et enormt skel mellem hvide og sorte. Der er således sæder i de offentlige transportmidler, som kun sorte må benytte, man har separate toiletter osv. De sorte lader ikke et øjeblik de hvide glemme, hvem der regerer.

Efter at være nået så langt, begyndte jeg at spekulere på, om jeg ikke kunne bruge mine opdagelser til endnu mere. Der måtte dog, tænkte jeg, opstå en vældig utilfredshed og misundelse i den hvide del af befolkningen som en følge af den omtalte diskrimination. Kunne de hvide være tilfredse med den almisse af skosværte, de overlegne sorte fra tid til anden nedlod sig til at uddele? Nej, tænkte jeg, det kan man umuligt være tilfreds med. Man kan ikke dagligt omgås mennesker, man anser for fuldkomne, uden at forsøge at ligne dem.

Og hvad gør man så?

Man prøver at opnå den mørke hudfarve, som naturen så grusomt har nægtet en ved at lade sig brænde af solen! Så vildt og inderligt er altså ønsket om at komme til at ligne det guddommelige forbillede, at mennesker piner sig selv i dagevis, blot for at blive en anelse mørkere i huden. Dermed var solbadningen forklaret. Men hvordan med badningen i havet?

Det kan synes unødig hårdt, men fungerer altså på den måde.

JEG begyndte at gå skellet mellem hvide og sorte nærmere efter og fandt, at intet sted var segregationen så skarp som på toiletterne. Hvad, vil nogen måske spørge, er et »toilet«? Godt spurgt, for netop denne genstands rituelle betydning er jo åbenbar.

Et toilet er et sted, hvor man opbevarer jordboernes ekskrementer. Hvorfor? Hvorfor kører man dem ikke blot ud i en skov og lader dem gøde jorden? På grund af deres rituelle natur. De bliver nemlig ikke i »kummerne«, men føres ved hjælp af et omhyggeligt rørsystem, hvorhen? Til stranden, hvor de gør badevandet beskidt, eller med et andet ord: Sort. Her har vi altså den anden måde, hvorpå mennesket kan få del i overmenneskets guddommelighed: Når man stiger op af vandet, er man sort.

SKULLE nogen stadig være i tvivl om mine teoriers rigtighed, kan jeg anføre:

1) Badningen nedstammer direkte fra den religiøse handling »dåb«. Den begynder med rituel stænkning med det hellige vand og ender med total neddykning. Blot er de oprindelige hellige ord: »Jeg døber dig i Faderens, Sønnens osv.« erstattet med andre, der har en lignende betydning: »Ti, tyve, tredive, fyrre osv.« Enkelte nøjes med at »soppe«. Foden symboliserer for jordboen hele legemet, derfor kan han nøjes med at sværte skoene eller dyppe tæerne i vandet. Der har dog været dem, der gik ind for total indsværtning, bl.a. den noksåbekendte pastor Al Jolson.

2) Adskillige ritualer, der nærmer sig mysteriespil i kompleksitet, udspilles i vandet, således:

»Badebold«, flere mennesker kaster en kugle til hinanden, symboliserende fællesskabet.

»Vandski«, en mand bindes og trækkes efter en båd, fastspændt til to brædder, som triumfatorerne i sin tid trak krigsfanger efter stridsvogne. Symboliserer menneskets afhængighed af naturen. Mange af disse ritualer er overordentlig smukke og viser, i hvor nær pagt med naturen det er muligt at leve.

Endelig har vi:

»Surfing«. Her har vi igen det rituelle skib, som de vandskiende bærer i mindre format på fødderne, en art »sko«. »Surfing« går ud på, at jordboen gentagne gange forsøger at søsætte »skibet« , også kaldet »board« eller »strygebrædt«, men hver gang kastes tilbage mod land af bølgerne. Det er uhyggeligt at se, hvordan jordboerne kan få hele eftermiddage til at gå med denne absolut formålsløse handling, men vi må også beundre dem for deres udholdenhed. Skibet kan selvfølgelig ikke søsættes. Ritualet symboliserer menneskets afmagt over for naturen.

VI MANGLER nu kun at beskrive et af »Stranden«s mange ritualer, den såkaldte »sand-kicking«.

Den væsentlige seksuelle aktivitet foregår mellem kønnene, men som i så mange primitive kulturer dyrker mænd i høj grad seksuel omgang med hinanden, et fælleskab som kvinder er udelukket fra. Når en mand vil angive, at han ønsker, at en anden skal blive medlem af fællesskabet, sparker han sand i øjnene på den pågældende. Denne sidste reagerer forskriftsmæssigt ved at melde sig ind i en såkaldt »gymnastikforening«, hvis formål det er at udvikle overflødigt muskel- og fedtvæv. Når dette er sket, er applikanten optaget og kan nu sparke sand i øjnene på andre endnu ikke optagne mænd, og så fremdeles.

JEG håber, jeg har fremstillet mine teorier på forståelig måde for tilhørerne. Teorier, hvis holdbarhed i lyset af kendsgerningerne ikke længere kan betvivles.

Lad dette være en lære for dem, der påstår, at videnskaben er begrænset, at vi ingenting opdager, andet end hvad vi selv lægger ind i tingene.

Videnskaben formår det utrolige!

Jeg skal i min næste forelæsning beskrive, hvorledes dårlige forfattere på Jorden straffes med det, der kaldes »Penge«...

ERWIN NEUTZSKY-WULFF

Født 1949. Studerer filosofi ved Københavns Universitet og skriver free lance til aviser og blade. Debuterede 1971 med essayet »Dialog om det 21. århundredes to vigtigste verdenssystemer« og har siden udgivet essayet (»Tidsmaskinen«, »Etik«), digte (»Udstillingsbilleder«, »666« og »Parantes begynd«) og prosa (»Kærlighed« m.m.). Hans gennembrudsbog var »Adam Harts opdagelser« (1972): fem gysernoveller med litterære stilpasticher. De er alle udkommet på alternativforlaget Multivers.