Tidsmaskinen

 

erwin neutzsky-wulf
flemming fürst

Tidsmaskinen.

Tilegnet min mor.

Erwin Neutzsky-Wulff.


Tilegnet fremtiden.

Flemming Fürst.


... jeg så i et glimt en verden, der fungerede.

Det første brev er afsendt 7/1 1972.


© Erwin Neutzsky-Wulff og Flemming Fürst, 1972
Printed in Denmark by Multivers, Copenhagen, 1972

ISBN 87 87422 34 4

En del af oplaget er stillet til rådighed for boghandelen og biblioteker gennem forlaget MULTIVERS, København.

Jeg har altid haft en drøm om at lave musik.

Men for at lave musik må jeg have et instrument, og for at kunne udtrykke musik må jeg kende mit instruments funktioner.

Så sker der det, når jeg øver mig i timevis på en enkelt lille trille, at jeg bliver så optaget af instrumentet, at jeg glemmer, det var musik, jeg ville lave. Jeg bliver "trilletekniker". Herregud, når alt kommer til alt, er musik jo bare først at lave en tone og dernæst lave en anden tone, altså med andre ord triller i massevis. Selvfølgelig skriver jeg en lærd afhandling om min opdagelse, og der bliver oprettet en skole til uddannelse af "trillespecialister". Der bliver skrevet tykke bøger om specielle aspekter ved oktavtrillen og om tertstrillens kommercielle udnyttelse, jo i sandhed, aldrig har ånden hævet sig så højt, aldrig før i universets historie har nogen eller noget stået over for en lignende epoke, den sande forståelse af al musik, den kommercielle udnyttelse af musikkens kræfter i menneskets tjeneste. Og dog! Vil I tænke jer, en dag kom jeg på den afsindige tanke, at musik er andet end triller. Jeg forsøgte sågar at komponere et lille stykke, og fordi jeg syntes, det var godt, spillede jeg det for andre.

Den var gal, det kan jeg såmænd godt selv indse, fra et "trillesynspunkt", og det er klart, at jeg måtte hjælpes med alle tilrådighedstående midler, thi det er jo ganske klart, at man ikke vil kunne fungere normalt i en verden af triller, hvis man pludselig hører noget andet, når der kun findes triller i virkeligheden, den såkaldte realistiske verden.

Men tanken om musik er blevet en tvangstanke, tænk, den vil ikke forlade mig trods moderne videnskabelig behandling med spændetrøjer og diverse medikamenter, som delvist skulle lamme min hjernes funktioner.

Det er, som om jeg atter husker min gamle drøm om at benytte instrumentet til at frembringe musik. En drøm gennem tidens uendelighed, en drøm, der går som en rød tråd gennem alle universers begyndelse og afslutning.

Misforstå mig nu ikke. Det er ikke min agt at bekæmpe trillen, fordi jeg har indset akkordens indlysende sandhed. Jeg ønsker at benytte det hele, samt forstå instrumentets funktioner så godt, at jeg kan begynde at spille med mere end een finger. Måske jeg endog med tiden kan spille sammen med andre musikere, man har da hørt om et orkester.

Men først og fremmest, lad os begynde med at undersøge instrumentets muligheder og funktioner. Det er meget vigtigt ikke på forhånd at opstille grænser, hvor tit hører jeg ikke fra fornuftige mennesker, at der eksisterer en grænse for erkendelsen, hjernen vil aldrig kunne forstå sin egen funktion. Hvilken naturlov henvises der til? Hvem eller hvad sætter denne grænse? Min personlige tro er, at det er trillerne. Det kan sikkert ikke lade sig gøre at forstå, hvad musik er, hvis man kun hører triller. Du vil temmelig sikkert tit finde mig ulogisk, men tænk engang, i en verden af kausalitet, i en verden, hvor alt tilsyneladende retter sig blindt efter bestemte fastlåsede naturlove, har jeg et instrument, der kan spille ulogisk. Hvilken pragtfuld mulighed. Tænk engang, mit instrument er andet end en pladespiller, og der er mulighed for at spille andet end "Prinsesse To-ben" i firefjerdedelstakt. Men husk endelig, det er kun en mulighed, det er ingen løsning.

I stedet for logik og ulogik bør vi måske indføre begreberne struktur og ikke struktur.

Spørg manden på gaden, hvad 5 B 7 giver som resultat. Han vil temmelig sikkert svare, at det ikke kan lade sig gøre, da 7 jo er større end 5. 5 B 7 er et paradoks, ja, et paradoks i et begrænset univers. For at undgå paradokset må vi udvide universet, men udvidelsen må have en struktur, der har den gamle som restriktion. En ny musik kan altså ikke blot konstrueres med ustruktur, der må foretages en tonal udvidelse.

Man må stadig kunne spille "Prinsesse Toben" i firefjerdedelstakt.

Kan hjernen overhovedet fungere ustruktureret? Hvis hjernen er en fysisk maskine, der ikke er underlagt mystiske metafysiske kræfter, så kan jeg ikke indse, hvorledes det skulle kunne lade sig gøre, udvidelsen er altså allerede tilstede, det er bare at opdage den.

Ja, jeg skriver "bare", men i virkeligheden er der et lige så langt spring som mellem abemenneskets uartikulerede brøl og Beethovens symfonier.

Jeg har valgt at benytte musik som illustration til min mening.

Sagen er den, at man godt kan beskrive Beethovens sonater matematisk-fysisk, idet en tone i fysisk forstand er en svingning, og musik bliver da et spørgsmål om talforhold mellem svingningernes frekvenser. Man kan så finde alle mulige "naturlove" i Beethoven, men her er sagens kerne. Det er jo kun en beskrivelse, det er ikke en forståelse. De fundne "naturlove" vil aldrig kunne benyttes til skabelse af ny musik. Processen går hele tiden den modsatte vej, når musikken er komponeret, så kan vi observere, at visse matematisk-fysiske lovmæssigheder tilfredsstilles.

Forklaringen er nok den simple, at vores matematik og fysik kun er en begrænset del af en virkelig matematik og fysik. Vore fysiske størrelser er udelukkende størrelser, som kan måles og vejes, altså størrelser, som i en vis forstand altid knytter sig til materien.

Men hvad med en størrelse som følelse eller f.eks. kærlighed, det er da fysiske størrelser på lige fod med en hvilkensomhelst normal fysisk størrelse, deres eksistens kan da næppe bestrides, selv om de ikke kan måles i meter og kilo.

Men det er ikke et spørgsmål om, at imaginære størrelser er bedre end reelle størrelser. det er et spørgsmål om udvidelse til komplekse størrelser. Min drøm er altså ikke at ophæve materien, men at benytte den som et musikinstrument.

Det musikalske begreb klang eksisterer ikke i vores normale fysik, det indeholder nemlig mere end blot sammensætning af fysiske svingninger, det indeholder det imaginære, som er musikkens udtryk. Men uden de fysiske svingninger bliver der næppe nogen musik, og uden dette mystiske imaginære til at styre instrumentet bliver der næppe heller musik.

Man kan måle, at vi kun benytter 7% af vores hjerne, og ønskedrømmen er selvfølgelig så at finde en metode, hvorved vi kan bruge noget mere, tænk, hvor intelligente vi da alle ville blive. Men hvem siger, at de resterende 93% skal benyttes materielt?

Vi har stirrer os så blinde på at finde alle elementarpartiklers elementarpartikel, at vi totalt har afskåret os fra enhver anden forståelse af universet.

Vi har stirret os så blinde på materien, at vi kun kan forestille os bevægelse i rum, vi ler hånligt ad fantaster, der taler om bevægelse i tid.

Vi vil beherske, med vores største intellektuelle frembringelse, stenøksen, skal vi s'gu nok hugge verden til, så den passer til vores opfattelse.

Selv det uendelige univers er vi på tærskelen til at beherske, tænk, vi har allerede nået månen.

Men tænke anderledes, benytte instrumentets muligheder fuldt ud, kan vi nå det, inden det er forsent? Jeg har gjort en epokegørende opdagelse, at en Beethovensonate forbliver en Beethovensonate, uanset hvilket klaver jeg spiller på, og uanset hvilket nodeark jeg benytter.

Det forekommer mig da, at uendelig mange klaverer stort set indeholder de samme muligheder som eet klaver. Så pludselig forekommer universet mig ikke så umådelig stort længere. Det er, som om den enorme mængde materie reduceres i størrelse, hvis det altså er musik, jeg vil udtrykke.

Jeg har faktisk i den senere tid fået den fornemmelse, at min bevidsthed ikke afhænger synderligt af begreber som Flemming Fürst, Godthåbsvej 12, Danmark, Europa, jorden, men vi kan heldigvis i 1972 behandle den slags sygdomme, da vi er kommet meget langt i udforskningen af de psykiske processer.

Af og til stiller jeg mig selv det mærkelige spørgsmål, om hvornår universet opstod, og hvornår følelsen og bevidstheden opstod, og jeg kommer hvergang til det mærkelige resultat, at det altid har været der og altid vil forblive der, men selvfølgelig ikke i en begrænsning. Tager jeg en del af en cirkel, kan jeg tale om en begyndelse og en afslutning, men selve cirklen kan jeg ikke indse har det.

Og således er det, så længe jeg binder mig til bestemte intervaller på cirklen, fødes og dør jeg, men hvad om jeg istedet prøvede at identificere mig med cirklen selv?

I stedet for at danne min bevidsthed af forskellige materielle størrelser, det bestemte sted bor jeg, den bestemte kone har jeg, den stol, det bord, de venner osv., så kunne jeg danne mit ego af tingenes struktur.

F.eks. er min kone så ikke den bestemte person med skæv næse og tykke ben, men kærligheden, i stedet for at se materielle genstande. i rummet ser jeg tid, nemlig genstandenes struktur i forhold til hverandre. Jeg ville da opfatte universets musik, og begrebet afstand ville blive lige så meningsløst, som det er i musik.

Ilden vil være den samme, uanset hvor den brænder.

Jeg har da muligheden for at forsvinde ud i universet gennem min egen hjerne.

Hvis dette er muligt, virker vores månerejser lidt dilletantiske.

Alt, hvad jeg behøver, er at ophæve den usynlige grænse, der er mellem den ydre verden uden for min hjerne og billedet af den inden i min hjerne. Men hvor skal vi begynde?

Personlig har jeg gjort det, at jeg har beskrevet hjernen matematisk-fysisk, så har jeg i det mindste et musikinstrument, hvor jeg kan finde tangenterne.

Hvorledes der så kan komme musik, er problemet i anden omgang.

Efter denne introduktionsskrivelse til dig tror jeg, at jeg vil blive mere teknisk, men foreløbig sender jeg dette og glæder mig til dit svar.

Venlig hilsen
Flemming Fürst

"... i en verden af kausalitet ... har jeg et instrument, der kan spille ulogisk", skriver du.

Dertil er for mig blot at svare, at det har jeg også. Og det instrument sidder mellem ørerne.

Med "ulogisk" mener jeg blot "ikke-logisk". Jeg skal forsøge at forklare, hvad jeg mener.

Der opstod engang på jorden et molekyle, der var i stand til at forplante sig. Af simplere stoffer var det i stand til at danne nye molekyler i sit eget billede. Dermed var protoplasmaet født - molekylet var naturligvis proteinet - eller rettere protoplasmaer, udifferentierede klumper af protoplasma, eller endnu rettere: Mere og mindre udifferentieret protoplasma. Det mest differentierede "overlevede", af det overlevende igen det mest differentierede etc. Dermed var de første spæde skridt taget mod cytoplasma, mod organisering i celler og - mirakel - mod mennesket.

Selv højtuddannede biologer har svært ved at forestille sig, hvorledes dette kan være gået til alene ved naturlig udvælgelse. Men højtuddannede biologer har - ligesom andre dødelige - også svært ved at forestille sig, hvad en millard år vil sige.

Hvis det kniber med forståelsen af dette punkt kan vi forestille os "naturen" som en slags eksperimentator, der prøver at finde en "holdbar" art.

Naturligvis er denne sammenligning på visse punkter direkte vildledende. For det første lægger den noget teleologisk - målsøgende - ind i udviklingen, der nok hører hjemme i menneskets bevidsthed, men ikke i biologiske processer, for det andet er arten aldrig "holdbar", da den enten selv må underlægge sig den naturlige udvælgelses princip eller degenerere indtil uddøen. Hvor ufuldkommen sammenligningen ellers er, kan den være praktisk i dette tilfælde.

Hvilke egenskaber hører til en heldig art? Hvilke egenskaber hører overhovedet livet til? Som favorit på livsytringernes Top-l0 står som oftest bevægelsen, den selvbevægende bevæger, eller hvad man nu vil. I de simpleste levende væsner er, hvad vi ville kalde "handling" rent kemisk betinget - her taler biologen om forskellige taksier. Kuppet er naturligvis i denne forbindelse nervesystemet, der bygger på et elektrokemisk princip, (og for at tage det evigtunge gymnasieeksempel) vi brænder hånden, sensoriske nerver giver rygmarven besked, rygmarven de motoriske nerver i hånd og arm, de motoriske nerver i musklerne, vi trækker hånden til os. Alt i den skønneste orden. Men hvorfor får da også hjernen besked? Hvorfor føler vi smerte? For at vi ikke skal gøre det en anden gang.

Hvorfor føler vi da vellyst? For at vi skal gøre "det" en anden gang. Lyst-(ulyst-)princippet er simpelthen hr. Naturs næste geniale opfindelse: En lille bule på rygmarven kaldet "hjerne", en bule, der har og får flere anvendelser med tiden. Intelligensen vokser, og før du kan nå at sige "The Origin of Species by Charles Darwin", er du et menneske. Tilbage til udgangspunktet:

Jeg har et ikke-logisk instrument i hovedet. Rettelse: Jeg har et delvist ikke-logisk instrument i hovedet. Noget af det kører på logik, noget på lystprincippet, denne sære blanding af logik og ydre sansning og indre sansning, sansning af muskler, der spændes og slappes; og atter noget på denne sære blanding plus mere logik, det, vi kalder følelse, kærlighed, had, altruisme etc.

Ja, musik er mere end toner. Det er toner plus min private opfattelse af dem, dels med logikken, dels - og måske navnlig - med den ikke-logiske del af min hjerne. Men dette vil heller ingen videnskabsmand benægte.

Hjernen kan fungere "ustruktureret", som du siger, og gør det.

Jeg har en masse spørgsmål. F.eks.: Hvordan kunne man tænke sig, det var muligt at rejse i tid? Og det er det mindste af dem. Jeg er særdeles interesseret. Hvordan kan tid være lig med "genstandenes struktur i forhold til hverandre"?

Navnlig een passage interesserer mig dybt. Du vil "ophæve den usynlige grænse, der er mellem den ydre verden uden for din hjerne og billedet af den inden i din hjerne".

Umiddelbart synes dette kun muligt gennem den filosofiske doktrin, der kaldes solipsisme (og som fastholder, at kun jeg eksisterer den ydre verden, mine medmennesker inklusive, er en drøm), men nærmere eftertanke afslører endnu en mulighed: Kun vi eksisterer, jeg og mine medmennesker, og vi er i virkeligheden kun adskilt af vor egen illusion om adskillelse. Eller, som Sagredo udtrykker det i "Dialog om det enogtyvende århundredes to vigtigste verdenssystemer":

Hvad er det, der gør, at vi føler os som personligheder? At vi siger "jeg" og "du" og "han"? Stoffet. Vi ser os omgivet af stof, der synes uden forbindelse med lignende tænkende stofansamlinger. For vi er eet allesammen ... I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, nej, illusionen om himlen og jorden, om stoffets eksistens. Universet, det fysiske univers er i sandhed en af Hans tanker. En tvangstanke. En illusion, som Han, vi ikke længere kan slippe ud af. Og dog.

Ved kærlighed, ved at elske hinanden - selv vore fjender - kan vi overvinde stoffets, adskillelsens og dødens illusion og blive eet i og med Gud i udvikling, der aldrig ender.

Musik er mere end toner, og litteratur er mere end bogstaver. Jeg har forsøgt at stille nogen nogenlunde intelligente spørgsmål og knytte nogenlunde intelligente kommentarer. Hvor meget jeg egentlig har forstået af det hele, vil vel vise sig, når jeg forstår mere.

Det almene indtryk af dit brev var det stærkeste. Indtrykket af et menneske, der benytter den slagne landevej og alligevel pludselig befinder sig hinsides alle vejskilte. Jeg spekulerede på, hvordan jeg selv ville reagere. Jeg besluttede at skrive et digt.

Et digt om et menneske, hvis hverdagsunivers er det begrænsede, og som alligevel pludselig befinder sig ansigt til ansigt med uendeligheden. Jeg prøvede at finde et metrisk skelet, jeg kunne hænge hele herligheden på, noget, der udtrykte det begrænsede. Jeg fandt det, men også, at det var uforeneligt med det danske sprog. To linjer dæmrede. Det var: My world is black and round, all is well. Sådan er materialismen, tænkte jeg, og skrev:


(The) Glorious Song of Limitations!!!
One-way is every street,
notning's free.
Finite is fine and neat,
finite's me.

I am not ten feet tall,
I'm no bird.
Two-ways a coin may fall,
ne'er a third.

Over the edge my ship
shall not sail.
Two-ways a coin may flip.
world and jail.

Bound for no port, yet bound
in a shell.
My world is black and round,
all is well.

'Tis on a misty Earth
I draw breath.
It is a misty birth,
life and death.

Then on a misty day
there is light,
excruciating ray,
thing called sight.

This is my chance, so why
will I blow it?
'Tis but a painted sky.
I know it.

Skriv snart igen. Jeg venter med ilde dulgt utålmodighed.

Venlig hilsen
Erwin Neutzsky-Wulff

Dit brev har øjeblikkelig sat en masse tanker igang i mig, så jeg vil til en begyndelse i hast nedskrive dem, så de ikke bliver væk igen. Derfor, tilgiv, hvis det følgende synes rodet og løsrevet fra enhver sammenhæng, jeg skal nok forklare sammenhængene senere.

En ting, der tilsyneladende er nok af i universet, er tid. Jeg vil nu til en afveksling forestille mig universet, ikke opbygget af materie, men af dette mystiske fluidum, der kaldes tid. Hvis jeg nu lukker øjnene og udelukkende beskriver universet ved hjælp af hørelsen, så opdager jeg, at to identiske toner forskudt fra hinanden i tid inducerer en ny opfattelse, som jeg kalder rum. (Det er dette fænomen, der benyttes i stereofonisk lydgengivelse).

Med andre ord: Det, jeg kalder rum, er den samme identitet blot forskudt i tid. Men svingningen, der svarer til materie, er jo blot en tidsmæssig cyklus, altså en krumning af rummet i tiden. Jeg kan altså opskrive:


Tid + identitet = rum.
Rum + krumning = materie.
Materie + bevægelse (energi) = tid.
Nå! det "klare øjeblik" er forsvundet igen, jeg håber, det med tiden lykkes at fastholde det.

Jeg vil nu til en begyndelse beskrive for dig, hvorledes jeg kom derud, hvor der ikke findes flere vejskilte. Naturvidenskab har altid haft min store interesse, specielt matematik. Beskrivelse af verden ved hjælp af logiske sammenhænge repræsenterede for mig den eneste rigtige fremgangsmåde. Talteori syntes jeg, var uhyre interessant. Jeg lærte, hvorledes alle tal helt op til de hyperkomplekse kunne udvikles. Men tilbage blev der et lille nagende spørgsmål. Hvorfra kom egentlig ettallet? Nåja, dette ettal voksede på uforklarlig vis frem af min intuition, fordi bevidstheden er hævet over naturen.

Tiden gik, og en skønne dag lærte jeg om udvalgsaksiomet. Det går i princippet ud på, at der i enhver mængde kan vælges et element i mængden. Så meldte spørgsmålet sig igen. Hvad i alverden er det, som er i stand til at foretage sådanne valg? Og forklaringen blev den samme. Bevidstheden står uden for naturens system. Det var sørens, her troede jeg, at det var videnskab, og så indfører man Gud som aksiom.

Jeg udbad mig sågar en forklaring hos læreren, og han forklarede mig så, at "hjernen er et klaver, sjælen spiller på". Ved diskussioner med andre mennesker blev forklaringen stort set den samme, og "forøvrigt ville vi aldrig få svar på dette spørgsmål". Jeg arbejdede med datamater i nogle år, men datamaten kunne ikke benytte udvalgsaksiomet, for udvalgsaksiomet er et aksiom, der står uden for vores ellers udmærkede matematiske system. Jeg måtte erkende, som sikkert alle andre, at maskinen slavisk følger de programmer, som jeg vorherremenneske koder den med. Forøvrigt er maskinens hukommelse i princippet et kartotek, og hvorledes maskinen kan bevidstgøre et kartotek, er der sikkert andre end mig, der ikke kan forstå.

Skulle jeg simpelthen opgive problemet og begynde at gå i kirke igen? Af gammel erfaring vidste jeg, at der ingen løsning var at hente der. Der var simpelthen ikke andet at gøre end at konstruere en datamat, der kunne programmere sig selv ved hjælp af sin fysiske funktion. Jeg tænkte da, at hjernen nok ikke som sådan kunne programmere sig selv, men den kunne konstrueres, så den blev programmeret af det ydre fysiske miljø. Ideen var altså ganske enkelt at konstruere en maskine, der kunne lave en tilordningslov mellem en ydre sansekombination og en bevægelse.

Det synes ved første øjekast ret umuligt at konstruere en maskine, der tilordner rumlige strukturer til bevægelse, men på den anden side er det jo heller ikke synderlig interessant.

Det, der har interesse, er, at maskinen oversætter en bevægelse i de fysiske omgivelser til en bevægelse af musklerne. Dvs. maskinen skal operere med begrebet tid i stedet for begrebet materiel form.

Hvis maskinen er i stand til at transformere den ydre fysiske tid til sin egen tid, der er hurtigere end den fysiske tid, er den ikke underlagt omgivelsernes kausalitet længere. Dette er livets grundkim, en mekanisme, der kan transformere tid, så mekanismen bryder omgivelsernes kausalitet.

I praksis kan hjernens tidsbegreb defineres ved hastighed af de processer, der foregår. Hastighed, afstand og tid er nemlig knyttet sammen i relationen

Hastighed = afstand/tid

Men kan tid også udtrykke en fast form?

Se funktionen på figuren

Jeg kan godt til ethvert tidspunkt lade svare en bestemt position og dermed beskrive kurvens form. Jeg kan også oplyse, hvor hurtigt kurven ændres i de pågældende tidspunkter (Det kaldes matematisk at beskrive funktionen ved dens differential).

Du har skrevet til mig om udvikling af liv set fra vores sædvanlige videnskabelige synspunkt.

Selvfølgelig tror jeg også på det, du der skriver, men jeg tror på en ting til, nemlig at processernes relative hastigheder spiller en væsentlig rolle for udvikling af liv.

Som du så, har datamaten ikke stor mulighed for at udvikle sine fast strukturerede former til nogetsomhelst, men blev de kombineret med tidsbegrebet i form af relative hastigheder, så ville måske disse relative hastigheder være en gensidig styringsmekanisme af den totale proces ved en slags kapløb mellem processer (eller, om du vil, udvælgelse). Hvad er tid? Rent fysisk må jeg definere tid som en bevægelse. Af hvad? Ja, umiddelbart kan jeg ikke forestille mig anden bevægelse end bevægelse af materien, og denne bevægelse er relativ. Hvis du kan acceptere, at enhver matematisk kurve kan beskrives ved hjælp af tid, nemlig de hastigheder, kurven ændres med (det er dette fænomen, der benyttes under optagelse af lyd på en almindelig båndoptager), så kan du faktisk beskrive en fast form ved hjælp af tid. Men selve formen fremkommer først, når jeg sammenligner kurven med en anden kurve, f. eks. tidsaksen i koordinatsystemet, der jo er en ret linje, tidspunkt for tidspunkt. Hvis jeg kalder kurverne "genstande" ud fra den betragtning, at enhver genstand kan beskrives ved en matematisk kurve, så får jeg, at genstandenes eller kurvernes form er et andet udtryk for det, jeg kalder tid.. Derfor er hjernen i stand til at lave bevidsthedsmodeller af faste former, selv om den kun opererer med begrebet tid i form af kemiske reaktionshastigheder.

De spørgsmål, du har stillet, er de mest vanskelige at besvare. Jeg har ikke lige noget konkret svar, så du straks synes, det hele er klart, ideen er vel netop, at vi efterhånden får "lirket os ind" på problemerne, så vi i fællesskab med hver vores forudsætninger eventuelt kan få opstillet noget.

Det andet som interesserer dig, kan jeg også nu kun give grundideerne i. Ophævelsen af grænsen mellem den ydre og den indre verden.

Grundtanken var følgende:

Når hjernen er i stand til at lave bevidsthedsmodeller af den ydre fysiske verden, så kunne det tænkes, at det skyldes en overensstemmelse mellem de funktioner, som definerer den ydre verdens eksistens, og de funktioner, som definerer hjernen, altså med andre ord, jeg forestiller mig, at hjernen principielt set er en miniaturemodel af universet, således at forstå, at de processer, der definerer materiens eksistens, og de processer, der definerer bevidsthedsbilledernes eksistens, er struktureret ens. Det, som definerer en indre verden som en del af en ydre, kan eventuelt skyldes, at hjernens funktion kun er ækvivalent med en delfunktion i universet. Kunne det lykkes mig at udvide min hjernes funktion, så den ikke længere blot er en delfunktion, men simpelthen er ækvivalent med universets funktion, så er det ikke længere muligt at skelne det indre fra det ydre. Atombomben har bevist, at masse er ækvivalent med energi, men al energi er i princippet kinetisk energi, der er ækvivalent med bevægelse, der er ækvivalent med tid.

Altså: Den faste materie er i en eller anden forstand ækvivalent med tid, ligesom bevidsthedsbillederne er ækvivalente med tid, hvis det passer, at hjernen er en "tidsmaskine", dvs. en maskine, der kan transformere tid.

Skal det udtrykkes matematisk, det, jeg her har prøvet at anskueliggøre, er der følgende intelligensmaskiner:

1) Computeren, der som logisk regnegrundlag har en begrænset mængde rationale tal (eksisterer som maskine).

2) Computeren, der som logisk regnegrundlag har uendelig mange rationale tal (den sædvanlige naturvidenskabelige beskrivelse).

3) Computeren, der som logisk regnegrundlag har de reelle tal (benyttes til abstrakte naturvidenskabelige beskrivelser).

4) Computeren, der som logisk regnegrundlag har de komplekse tal (benyttes til at simplificere visse tekniske regneprocesser, idet man så bortkaster alt imaginært ved fortolkning). Min personlige tro er, at hjernen er en sådan computer.

5) Computeren, der som logisk regnegrundlag har de hyperkomplekse tal (benyttes til beskrivelse af relativitetsteori). Min personlige tro er, at universet er en sådan computer.

Man kan bevise, at det ikke er muligt at foretage yderligere udvidelser af talsystemer.

De forskellige computere er indeholdt i hinanden, således at forstå, at 5) er den største, og 1) er den mindste.

De regneprocesser, der kan foregå i 1), kan altså også foregå i 5).

Hvis 1) forsøger at "beskrive verden", er det altså ikke et spørgsmål om, at 1) beskriver verden forkert i forhold til 5)'s beskrivelse. 5) kan blot udføre regneprocesser, som 1) overhovedet ikke er i stand til at udføre.

Hvis mit univers er en ret linje, er det umuligt at beskrive en cirkel. To forskellige punkter på linjen har "intet med hinanden at gøre".

Men to punkter på en linje kan udmærket være forbundet med en cirkel, hvis mit univers er planen.

Hvis mit univers er en plan, er cirklen og ellipsen to forskellige figurer. Men hvis mit univers er rummet, er cirklen og ellipsen forbundet ved simpel drejning af planen. Jeg har tegnet et glas oppefra og fra siden for at illustrere dette.

Men hvad i et firedimensionalt rum? Vil jeg måske der finde sammenhænge mellem størrelser, som er adskilte i det tredimensionale rum?

Jeg beklager meget, men verden er firedimensional, tre rumlige dimensioner og en tidsdimension.

F.eks. vil en svingende elektrisk ladning påvirke en anden elektrisk ladning, så den også svinger, selvom ladningerne er adskilte fra hinanden med rum. Vi kalder det elektromagnetiske kræfter og taler om en udbredelse af radiobølger i rummet.

Men måske vi også kunne forklare fænomenet firedimensionalt geometrisk ved hjælp af firedimensionale figurer, som "hænger sammen" i et firedimensionalt rum, men ikke gør det i et tredimensionalt rum.

De "mystiske" ting, jeg har oplevet som psykotisk, har faktisk en hel del med dette at gøre, men lad os gemme alt dette til senere.

Lad os indtil videre prøve at få styr på de todimensionale og firedimensionale regnemaskiner.

Vender vi tilbage til den simple mekanisme, der kunne transformere tiden ved hjælp af kemiske processer, så vil de bevægelser, der kommer ud af maskinen, selv påvirke maskinen, da den jo befinder sig i en ydre materiel verden.

Hermed er grunden lagt for selvprogrammering, altså spiren til intelligensen. Nåja, så kunne der ske det, at mere og mere af den ydre verden indlemmedes i selve maskinen, altså, at sanseorganer og bevægelsesorganer så at sige hele tiden rykker ind i maskinen selv

Jeg anskueliggør med følgende billede:

Men hvad sker der den dag, maskinen har udvidet sig så meget, at den beskriver sig selv?

Min maskine blev såkaldt sindssyg, men det var spændende, pludselig så jeg den ydre verden i en ny sammenhæng. Abstrakte menneskelige begreber som f.eks. kærlighed fik pludselig en konkret fysisk relevans.

Det drejer sig på en eller anden måde ikke længere om materiel overlevelse. Ved at konstruere bedre destruktionsmidler end de andre. Det er umuligt for mig at konstruere en "kærlighedsbombe", så jeg kan destruere dem, der har atombomben. Jeg kan kun føle medynk med et væsen, der besidder så stort magtpotentiel, at det kan destruere sig selv otte gange. Lad os blot acceptere udviklingskriteriet om, at den stærkeste overlever, men ændre det til, at den, der bedst forstår at benytte sine muligheder, overlever.

Ja, af en eller anden grund har vi alle fået et elektrokemisk laboratorium mellem ørerne, der er udstyret, så ethvert normalt laboratorium ligner "Den lille kemiker". Jeg undersøger i al stilfærdighed dette laboratoriums muligheder, da det nu engang er der.

Udviklingen kan beskrives, som vi kender den fra Darwin, men om fænomener som kærlighed og skønhed også kan beskrives på den måde, eller om de er fysiske objekter i en dimension, vi ikke fatter, det kan ikke besvares lige nu.

Jeg knyttede engang sammen, hvorledes abebrølet blev til Beethoven set ud fra et overlevelsesprincip. Vores æstetiske opfattelse er ganske enkelt et produkt af, om vores hjerne kan udføre en regneoperation, så den kan opløse indtrykket fra omgivelserne. F. eks. kan en falsk tone fortolkes som stammende fra en lydkilde, der bevæger sig og står stille på engang. Altså simpelthen en paradoksal fysisk situation.

Tak for dit brev. Jeg har på fornemmelsen, at dette samarbejde bliver frugtbart. Jeg skynder mig ned med brevet, så vi kan komme videre.

Venlig hilsen
Flemming Fürst

I dit "klare øjeblik" opstiller du følgende tre ækvivalenser:

1) Tid + identitet = rum.

2) Rum + krumning = materie.

3) Materie + bevægelse (energi) = tid.

ad 1) Jeg forstår godt dit argument med de to identiske toner (forskudt i tid}, men sæt istedet to synsindtryk. Sluk en lampe, og tænd den igen - to identiske synsindtryk (i al fald ligeså identiske som tonerne) adskilt i tid, men hvor bliver rumligheden af? Jeg kunne sådan set bedre forstå, hvis du havde påstået: Rum + identitet = tid (to fuldstændig identiske objekter adskilt i rum giver faktisk et vist indtryk af tid - i det mindste af bevægelse). Det kunne vel egentlig tænkes, at alting sker "samtidig", og at vore sanser derfor også modtager alle indtryk ”samtidig", men at hjernen ordner billeder, der ligner hinanden, efter lighed og dermed i "tidsfølger". Tag en filmstrimmel, og del den i "frames", læg så stumperne ned i en hat, og forsøg at sortere dem på hensigtsmæssig vis, så vil du forstå, hvad jeg mener. Dette ville også forklare "deja vu" som en slags dobbeltspaltning: Hjernen spalter en gang for meget, og noget ganske og aldeles "nutidigt" spaltes i en "nutidig" og en "fortidig" oplevelse, der i uhyggelig grad ligner hinanden. Vi har fornemmelsen af, at vi har "været her før".

ad 2) Ifølge relativitetsteorien krummer materien jo rummet; det modsatte, at se materien som en funktion af rummet, er vel ikke egentlig i modstrid med den moderne fysik, men er det første ikke enklere? Måske er der i virkeligheden slet ingen mening i at tale om rum uden materie, måske ikke engang om tid. Måske er verdenslinjen et punkt i den femte dimension. Måske er månen en grøn ost. Måske er der i. virkeligheden slet ingen mening i at tale om jordens krumning. Måske er der i virkeligheden slet ingen mening i den slags spekulationer. Måske er der i virkeligheden slet ingen mening i at benægte, at jeg er en forbenet, forbandet materialist. Og dog vil jeg så gerne lære!

ad 3) Jeg kan selvfølgelig godt se, der er en forbindelse mellem materie, bevægelse og tid, men ikke, hvorfor din ækvivalens ikke ligeså gerne kunne have heddet: Materie + tid = bevægelse, eller noget helt halvsyvende. Jeg tror. du skimter sammenhænge, store sammenhænge, men de er implicite. Lad os arbejde sammen på at gøre dem så eksplicite, at din hund sluger en hundekiks og råber "Heureka!", altimedens min egen ditto ryster bebrejdende på hovedet og stønner: "Elementary, my dear Wulff!" Okay?

Hvorfra kom ettallet?. Ja, hvorfra kom tallene? Jeg er så naiv at tro, at de kom af god gammeldags tællelyst, skabt af en eller anden usympatisk gnier, der ville være sikker på, ingen stjal af hans får eller kameler. At man så siden (blandt andre) har fundet den egenskab ved tallene, at man kan deducere sig frem til hele talrækken ud fra ettallet alene, ja, det koncentrerer naturligvis interessen om ettallet, som om det alene af alle tal havde krav på guddommelig (eller i det mindste immateriel) oprindelse.

At man "indfører Gud som aksiom", er vel så meget sagt, men det er rigtignok ikke få filosofiske kastanjer, Han i tidens løb har måttet rage ud. Der er ligefrem folk, der har specialiseret sig i at proppe ovennævnte herre ind simpelthen overalt i de huller, der til enhver tid er i vor viden. Læreren med "hjernen er et klaver etc." skulle vel ikke tilfældigvis tilhøre denne kategori? Jeg kender en fyr i Slagelse:

Udi Slagelse bo’de en underlig mand,
imod ham var Aquinas det reneste vand,
han var faktisk en temmelig vigtig person,
når på afstand han hørte en vild diskussion,
fik han straks blod på tanden.
"Det er Gud!" sagde manden.

Universet er stort, stadig er der dog blandt
kloge folk dem, der si'r, der må være en kant
omendskønt den er længere væk, end vi ve’,
men hvis det er en kendsgerning, hvad er så det,
der er uden for randen?
"Det er Gud!" sagde manden.

Fra atomer til stjerner til træernes skud,
37 rod 3, det er altsammen Gud,
Det var håbløst, og Slagelse vidste det godt,
folk, der så ham, begyndte at græde så småt
og at slå sig for panden.
"Det er Gud!" sagde manden.

Ak, naturvidenskab, hvor du slipper en vind,
trænger straks okkultistiske smådjævle ind,
blot en ordre fra dem, blot et ord, blot et nik,
så’e det sket med den Aristotelske logik.
"Det er Gud!" sagde manden.
Gu’e det ej. Det er Fanden!!!

Undskyld - jeg følte mig inspireret!?!

Bevidstheden står uden for naturens system. Ja, sådan synes det jo. Men er det nu ikke, fordi vi opfatter os selv som så - fandens - vigtige personer. Hvis en sten falder, finder vi dog ikke på, at stenens fald "står uden for naturens system". Vi siger: "Stenens fald" er bare en anden udtryksmåde for "Stenen falder". Nuvel, "Bevidsthed" er bare en anden udtryksmåde for "I hjernen forløber visse processer".

Men det er vel egentlig også disse processer, du er ved at komme under vejr med? Nej, at begynde at gå i kirke igen er sandelig ingen løsning. Så skulle vi også begynde at komme der, hvergang vi ikke kan løse en regneopgave.

Det er et morsomt sammentræf(?), at den maskine, du har tegnet i dit brev, og som du betragter som "spiren til intelligensen", vel i virkeligheden er en slags primitiv refleksbue. At hjernens tidsbegreb bygger på hastigheden af nogle af dens egne processer, lyder heller ikke usandsynligt. Men nej, jeg kan ikke acceptere, at enhver matematisk kurve kan beskrives ved hjælp af tid (alene). En sådan beskrivelse må kræve to dimensioner; tiden er kun en. Skal vi beskrive den tredimensionale verden, bliver det endnu værre, og har vi brugt tiden til at beskrive blot en af de rumlige dimensioner, hvormed skal vi da beskrive tiden selv? Jeg har muligvis misforstået dig, men jeg kan ikke se, hvordan een dimension skulle kunne beskrive fire. Og hvordan skulle hjernen iøvrigt opfatte farve, tæthed, varme, kulde, lyd, lugt, smag etc. etc.? Hvordan beskriver du dem ved hjælp af tid?

Igen: Hvordan kan bevægelse være ækvivalent med tid?

Nu er vi ude i spørgsmålene. Jeg kan da altid stille dem. Dem, du ikke umiddelbart kan besvare, kan vi måske "lirke os ind på".

1) Har universet bevidsthed?

2) Hvis ja til 1), kan denne bevidsthed så indvirke på universets processer (som vi f.eks. med kemikalier kan indvirke på Hjernens processer)?

3) Kan universets bevidsthed komme i forbindelse med vor bevidsthed (er kommunikation mulig?)

Jeg tænker mig muligheden af, at det ville lette på forståelsen, hvis du beskrev nogle af dine personlige oplevelser (Er det ganske udelukket, at jeg selv kunne få den slags oplevelser?) Jeg tror, de har betydet meget for din forståelse; de kunne muligvis have samme betydning for min - intet er nu engang lettere tilgængeligt end det, der appellerer til det visuelle.

Jeg har en virkelig stærk fornemmelse af, at hvis vi kan udtrykke, hvad du har set, har vi gjort et virkelig solidt stykke arbejde.

Venlig hilsen
Erwin Neutzsky-Wulff

Jeg tror, jeg vil gemme diskussionen af "de klare øjeblikke". Som du selv skriver, er der nemlig ingen grænser for, hvad man kan forestille sig af muligheder, men der mangler et diskussionsgrundlag. De mennesker, jeg har truffet, som forsøger at tænke ikke-materialistisk, er det simpelthen håbløst at diskutere med, fordi forudsætningerne altid ender I et spørgsmål om at tro på et eller andet, som ikke har nogen relation til den realistiske verden. Så når det kommer til stykket, er jeg selv en ligeså forbenet materialist, som du er. Jeg tror på de ting, jeg sanser (hvad andet skulle jeg tro på?) men jeg sanser også ikke-materielle størrelser som f.eks. skønhed og kærlighed og bevidsthed. Men der, hvor nogle mennesker "forklarer" med Gud og sjæl eller lignende begreber, prøver jeg at finde nogle naturlige relationer. Mine forældre har for tvivlet forsøgt at gøre mig til et religiøst menneske (og en god samfundsborger), men der var altid et paradoks, der gentog sig i min ellers så lydige barnehjerne. Hvis Gud skabte verden, hvem skabte så Gud? Og hvis Gud kunne skabe sig selv, hvorfor kunne verden så ikke ligeså godt skabe sig selv?

Tænk, jeg fik lyst til at gøre oprør mod den hierarkiske tanke, at Gud stod på toppen af kransekagen, og at jeg var et lille nul i bunden.

Når det kom til stykket, var denne verdensopfattelse blot en afspejling af mine forældres samfundsopfattelse.

Men nok om det.

Du kan ikke indse, hvordan man af en dimension kan få flere.

Jeg kan fortælle dig, hvorledes man gør det i matematik, når man konstruerer flerdimensionale (helt op til uendelig-dimensionale) vektorrum.

Der er givet en endimensional mængde med en vis sammensætningsregel for elementerne. Lad os for nemheds skyld forestille os tallene med almindelig addition af tal (det kommer til at svare til de euklidiske rum, men "melodien" er den samme for de mere abstrakte rum).

Jeg opfatter nu blot talpar som elementer i en ny mængde (cartesianproduktmængden) og indfører en ny addition, nemlig en addition af talpar kaldet vektoraddition defineret ved, at vektoraddition af to talpar bliver det talpar, der fremkommer, når jeg adderer "koordinatvis". Eksempel: Parret (2,5) giver adderet til (3,1) parret (2 + 3, 5 + 1) = (5,6).

Jeg indfører også multiplikation med en skalar ved at multiplicere hver koordinat med skalaren.

Eksempel:

Skalaren 5 multipliceret med parret eller vektoren (2,3) giver som resultat (5 x 2, 5 x 3) = (10,15).

Min mængde af par kalder jeg et todimensionalt vektorrum, fordi der skal to tal til at beskrive et punkt i mængden.

Når jeg har opfundet koordinatsystemet, kan jeg vise, at planen er isomorf (svarer entydigt i struktur) med det todimensionale vektorrum.

Derfor tillægger jeg planen dimensionen 2.

Ideen er nøjagtigt den samme for tredimensionale rum, rummets punkter er taltripler, f.eks. (2,3,1).

Et n-dimensionalt rum består altså af punkter, der er n-sæt af tal, f.eks. (x1, x2, x3,....., xn).

Men det nu sagtens kan lade sig gøre at konstruere n-dimensionale rum, hvorfor har da intet menneske set andet end det tredimensionale? Det var et af de spørgsmål, jeg stillede mig selv.

Ligesom man kan indføre flerdimensionale vektorer, kan man indføre flerdimensionale tal. Tallene kræver blot lidt mere. De kræver, at man også kan tale om en multiplikation foruden additionen. I vektorrummene kan jeg kun multiplicere med en skalar (dvs. en størrelse af dimensionen 1), således at division, der er den modsatte proces af multiplikation, giver et entydigt resultat.

Hvis jeg konstruerer flerdimensionale tal, kan jeg vise, at de højst kan have dimensionen 4, hvis division skal være entydig. Tilmed er de firedimensionale tal således opbygget, at jeg højst kan have tre reelle dimensioner, den sidste bliver imaginær. (Man ser også fremstillinger med tre imaginære og een reel). Jeg skal senere i brevet komme ind på, hvad imaginære tal er for noget. Her er løsningen, tænkte jeg. Hjernen er en computer, der regner med flerdimensionale tal. Derfor beskriver den verden ved tre rumlige dimensioner og en tidsdimension.

Du kan ikke forstå, hvorledes jeg kan beskrive svingninger ved hjælp af tid alene. Det er rigtigt, jeg behøver faktisk to dimensioner, en tidslig og en rumlig. Men at afstande måles i meter, og tid i sekunder, er en konvention fra før relativitetsteoriens formulering. Jeg kan sagtens måle afstand i sekunder (eller tid i meter) ved at definere afstanden mellem to punkter i rummet som den tid, det tager lyset at tilbagelægge den. Afstand divideret med hastighed har enhedsdimension af tid.

Jeg vil nu vise dig, hvorledes man af endimensionale reelle tal kan få todimensionale komplekse tal. Vi opfatter nu de reelle tal som en del af nogle todimensionale tal.

Dvs. et tal er nu et par af reelle tal (x,y). For at gøre disse par af tal til tal selv skal jeg bruge en addition af par og en multiplikation af talpar. Men en delmængde af min talparmængde skal være isomorf med de sædvanlige reelle tal.

Jeg indfører addition af to talpar ved den sædvanlige vektoraddition (a,b) 0 (c,d) = (a + c, b + d) og beviser, at ligningen x 0 a = b, hvor x, a og b er todimensionale tal, har een og kun een løsning. Endvidere svarer de todimensionale tal med 0 på andenkoordinatens plads, altså tallene (x,0), til mine gamle, reelle tal på den måde, at x + y er ækvivalent med (x,0) 0 (y,0). Jeg indfører et produkt af to talpar på følgende måde: (a,b) 0 (c,d) = (ac - bd, bc + ad), idet jeg beviser, at denne definition af produkt er den eneste, hvor ligningen x 0 a = b har een og kun een løsning. End videre svarer de todimensionale tal med 0 på andenkoordinatens plads til mine gamle, reelle tal på den måde, at x . y er ækvivalent med (X,0) 0 (Y,0) (= (xy - 0.0, 0.y + 0.y + x.0) = (xy, 0)).

Men der er sket noget nyt. Hvis jeg danner produkter (0,l) 0 (0,1), får jeg resultatet (0.0 - 1.1, 1.0 + 0.1) = (- l,0), der jo er ækvivalent med det reelle tal - 1. Jeg kan altså pludselig løse kvadratroden af negative størrelser. Jeg har altså fundet nogle tal, der på engang er positive og negative.

Disse tal kalder jeg de imaginære tal. Jeg kan afbilde de imaginære tal på en tegning som en linje, der står vinkelret på den reelle akse, men tegningen er kun en model, i virkeligheden kan jeg jo ikke beskrive tal, der på engang er positive og negative, ved reelle størrelser. Dvs. hvis jeg forestiller mig et punkt på tallinjen, der svinger frem og tilbage, kan det lade sig gøre. De imaginære tal kan fysisk fortolkes som tid, og det kan derfor ikke undre mig, at enhver kendt tidsmåler er baseret på en svingning i rummet, f.eks. et almindeligt pendulur.

I den beskrivelse, du lige har set, er jeg gået ud fra de reelle tal eller det fysiske begreb afstand. Men jeg kunne nøjagtig lige så godt have gjort det modsatte. Jeg kunne nøjagtig lige så godt have beskrevet de reelle tal ved hjælp af de imaginære, eller afstand ved hjælp af tiden. Proceduren bliver den samme. Den ene metode er hverken mere eller mindre rigtig eller forkert end den anden. Min første indskydelse var, at hvis hjernen opererer med de imaginære tal ved at operere med tid, så kunne den ganske enkelt indføre de reelle tal i form af rumlige afstande ved at operere med par, derfor har jeg to øjne, to ører osv., og to hjernehalvdele til at beskrive rumlige afstande. Om min indskydelse er holdbar, kan vi jo diskutere.

Fysisk lyd er svingninger af materielle partikler i rummet som funktion af tiden. Hvis nu hjernen skal lave et billede af en tone, må det ganske rigtigt være et todimensionalt billede. Men hvis jeg betragter hjernen som maskine, hvorledes optræder da rummet? Som afstande mellem nervecellerne? Men hjernen har jo kun en begrænset rumlig udstrækning, så hvorledes kan den i denne begrænsning udtrykke alt det, der omgiver den? Jeg har spekuleret meget over dette problem, og det var herved, jeg fandt på, at man i stedet for at beskrive svingninger ved rum og tid kunne beskrive dem ved tid alene. Det er nu ikke helt rigtigt, at det kun er tid, men jeg vil prøve at anskueliggøre "fidusen".

På figuren ser du det grafiske billede af er oktav, Det er en matematisk funktion, der til hvert tidspunkt lader svare en afstand.

Nu laver jeg en fast inddeling på ordinataksen. Ud fra denne faste inddeling kan jeg beskrive enhver funktion ved hjælp af en serie af tidsintervaller på tidsaksen.

Hvert tidsinterval kan jeg lade svare til den hastighed, hvormed jeg bevæger mig fra eet punkt til et andet på afstandsaksen. Nu kan jeg lave en "hukommelsescelle", ikke med een celle, men med en hel serie af celler efter hinanden.

I denne serie celler kan jeg notere funktionens grafiske billede ved i hver celle at operere med en hastighed, der svarer til det pågældende tidsinterval på tidsaksen.

Det, der er fordelen ved denne hukommelsesenhed er, at jeg med et endeligt antal celler kan udtrykke et uendeligt antal funktioner. Det kan jeg ikke i en normal datamat, som også har en endelig cellekapacitet.

Du spørger, hvorledes f.eks. lugt kan udtrykkes i tid. Du lader dig narre af, at et bestemt lugtstof sætter en reaktion igang i bestemte sanseorganer, der så sender impulser til hjernen. Det vil jeg ikke bestride, at de gør, men det, du lugter, er ændringer i lugtsammensætninger. Prøv at lægge mærke til, hvis du skal lugte noget, så bevæger du hovedet og snuser med korte tidsintervaller. Og prøv at lægge mærke til, hvorledes du kan "vænne dig til" en konstant lugt, så du ikke lugter den mere. Og ændring i omgivelsernes sammensætning er sædvanligvis det, man forstår ved tid. Jeg vil ikke bestride, at man også kan finde den almindelige computers princip i hjernen, f. eks. i form af genetisk kode. Jeg tror blot ikke, fænomenet bevidsthed kan forklares på denne måde. Eksistensen af et kemisk stof, som skulle repræsentere sjælen, forekommer mig at være en meget primitiv tankegang.

Men da jeg begyndte min konstruktion af den "tænkende computer", forbandt jeg ikke begrebet bevidsthed med begrebet tid. Jeg opfattede genstandene i rummet karakteriseret ved deres former og kunne følgelig beskrive hver genstand som en matematisk funktion. Så fandt jeg ud af, at det var totalt umuligt at beskrive tingen ved hjælp af sig selv. Jeg kunne ikke beskrive cirkel ved cirkel, og trekant ved trekant. Hvor paradoksalt det end må lyde, kom jeg til den konklusion, at en genstand var en relation mellem andre genstande. En iøjnefaldende relation var relationen "forskellig", der matematisk svarede til regneoperationen ”subtraktion".

Jeg konstruerede da en maskine hvis struktur ses på følgende figur:

De små, runde celler kunne altså udregne differencer. Men spørgsmålet er, hvordan kunne denne maskine kodes uden brug af min menneskehjerne? Det var på dette sted, jeg så mig nødsaget til at indføre tiden ved at bevæge systemet. (I praksis ved at indføre nogle "sletningsbølger", hvis hastigheder varierede som funktion af den fysiske tid). Så fandt jeg ud af, at det egentlig var enklere at benytte tiden som relation i stedet for mine differencer.

Billedet viser en genstand, A, jeg kalder et ur, og en genstand B, jeg også kalder et ur.

Opfatter jeg A og B's bestanddele som identiske, er "differensrelationen" mellem A og B det, jeg normalt kalder tid. Da jeg sluttede, at hjernen, når den anbringes i en eller anden fysisk situation, bestemmer sin reaktion ved at analogisere med tidligere oplevede fysiske situationer, gik det galt for mig. Jeg kendte jo 'inputtet", nemlig sanseindtrykkene, jeg kunne registrere "outputtet", nemlig reaktionerne, jeg havde en psykologisk model og kunne beregne, hvad der stod i hjernen, dvs. tidligere hændelser i min tilværelse, altså, jeg fik "deja vu" i den helt store stil. Tilværelsen syntes at være som afspillet på en båndoptager, og, hvad værre var, denne indspilning kunne gentages i det uendelige til forskellige tider forskellige steder, og hvergang samme mønster. En komplet umenneskelig intelligensform, der prøvede at gøre mig til hulkort i en datamat. Jeg mindes min psykiatervens fremtidsperspektiver om, hvorledes "man" skal hjælpe alle de psykisk syge, dvs. efter hans definition de samfundsuegnede, med moderne kemiske behandlingsmetoder. Men hjælp! det er jo gaskamrene igen, dennegang myrder "man" blot ikke legemer, men sjæle. Dette var essensen i min psykose, som du bad mig skrive om, efterhånden som vi får opbygget nogle relationer, kan jeg nøjere beskrive det, men det er jo relationerne, der er interessante, ikke den konkrete røverhistorie.

For at komme ud af min "deja vu", måtte jeg simpelthen foretage mig noget absurd, og det var selvfølgelig årsagen til, at jeg blev indlagt. Jeg ved ikke, om du er i stand til at opleve noget lignende, men du kan jo prøve at forestille dig den logiske konsekvens af "udviklingen" og så spørge om, hvor fanden mennesket blev af.

Jeg vil prøve at kommentere dine spørgsmål.

1) Har universet en bevidsthed?

Det er jo ikke nemt at svare på, hvis den ikke på en eller anden måde manifesterer sig. Men på den anden side. Havde astronauterne fundet en æske tændstikker på månen, ville ingen have været i tvivl om, at intelligensvæsner tidligere havde været der. Nu ser vi imidlertid her på jorden et skuespil så ufatteligt stort, at vore måne projekter knap nok tør sammenlignes med, hvad der foregår i en fluehjerne, og det skuespil "forklarer" vo ved "tilfældighed" "udvikling". Det forekommer mig, at vi ligesom mangler dimensionssans, når vi samtidig selv synes, at vi er intelligente. Hvem har bevist, at intelligens nødvendigvis skal udtrykkes ved hjælp af en hjerne som vores? Og hvad forstås overhovedet ved intelligens? Mon ikke man altid kan "forklare" intelligens og bevidsthed, også vores, ved begreber som tilfældighed og udvikling?

2) Kan denne bevidsthed indvirke på universets processer? Det forekommer mig, at du også kunne have spurgt, om universet har en vilje. Du! Jeg ved såmænd ikke engang, om vi selv har det i virkeligheden, eller om alle processer styres af kausalitet.

3) Kan universets bevidsthed komme i forbindelse med vor? Jeg har en fornemmelse af, at vor bevidsthed er en del af universets bevidsthed, eller, som jeg har skrevet før, jeg tror, universet er en firedimensional regnemaskine, og vores hjerne er en todimensional. Spørgsmålet er, om vi kan finde en metode til at udvide vores todimensionale til en firedimensional. Isåfald ville vi sikkert blive universet selv, men det er jo også en form for kommunikation. Jeg har selv glimtvis oplevet en fundamentalt anden måde at tænke og opleve på. Det var simpelthen vidunderligt. En farve var f.eks. ikke noget, jeg så, det var noget, jeg var, om jeg så må sige. Der var en kolossal dybde i alting, men oplevelsen er ganske enkelt ubeskrivelig i mit almindelige grå hverdagssystem. Det mest iøjnefaldende er, at begrebet tid opfattes på en anden måde end sædvanlig. Måske jeg kan give dig en fornemmelse, måske ikke, jeg prøver med følgende figur:

Forestil dig, at alle de koncentriske cirkler er den samme cirkel. Forskellen mellem dem er jo kun et enhedsvalg. Du opdager da en dimension vinkelret på papiret og ud af papiret på engang. Så fornemmer du de imaginære størrelser. Eksemplet er måske dårligt, men det er noget af det bedste jeg kan finde på som visuel illustration.

Hvad mener du forøvrigt selv om spørgsmålene 1), 2) og 3)?

Jeg synes, det er meget spændende at skrive sammen med dig, og jeg glæder mig til dit svar.

Venlig hilsen
Flemming Fürst

Du skriver, at imaginære tal kan opfattes som punkter på tallinjen, der svinger frem og tilbage. Lyder fornuftigt.

Du skriver, at disse tal fysisk kan fortolkes som tid. Lyder også rimeligt.

Men så tager du også det store spring. At det skulle have noget med pendulure at gøre, er der - tilgiv udtrykket - ikke vel langt ude? Jeg nævner dette, fordi jeg synes, det skæmmer dit sidste brev, der ellers var så klart, som (tror jeg) nogen læser kunne ønske sig det. Bravo? Det er der, vi skal hen.

Men igen: Det sker, synes jeg - indrømmet: sjældent - at du bliver en anelse okkult eller mystisk, men det skyldes måske den kendsgerning, at dit område er et grænseområde. Pas på med det - jeg har selv til tider de samme tilbøjeligheder - det skulle jo nødig gå os som ham, der siger (jeg kan for min død ikke holde de versemagernykker i ave - forhåbentlig liver de en smule op i alt det tekniske og skæmmer ikke for meget):

Ak, Gud, jeg haver mit talent
dog ret så skidt forvalter.
Før var jeg uintelligent,
men nu forstår jeg altet.

Ja, gud, hvor har jeg været dum,
derfor jeg ret må grue!
Min dagligstue er et rum,
så rummet er en stue.

Og af og til er månen fuld
- hvor var jeg dog en tosse -
for tid er penge, penge guld,
og gul er månen osse.

Fra Einstein jeg de vise ord
at tid er rum, vil låne,
i dagligstuen står et bord,
så bordet er en måne.

Men mælk er også energi,
og energi er masse,
og Madsen bor i nr. 9
med fjernsyn og terrasse.

At verden bliver rarere,
såfremt vi ikke kriges,
er hermed godtgjort.
Klarere kan det vist ikke siges.

Og råber du: "Non sequitur!"
jeg svarer lisså bister:
Min ven, jeg fører ej discours
med gale og nazister.

Men spøgtilside.

Du er nået dertil, tror jeg, hvor din teorihypotese står helt klart for mig. Den er eksplicit og velformuleret. Det er det første skridt.

Det næste er at se på den og stille det væsentlige spørgsmål: Er den frugtbar?

Der er et krav til alle hypoteser om prøvbarhed, ja, ligefrem falsificerbarhed. Eksempelvis kan jeg nævne hypotesen: Hvis mennesket mister sine naturlige fjender (i dette tilfælde mennesket selv), uddør det (se "Psykisk Forum", nr. 1, 1972, side l0-12). Indbygget i denne hypotese er anvisningen på et eksperiment: Udryd en arts fjender, og se efter.

Væsentligt er, at eksperimentet ikke er principielt umuligt, omend vel ikke nogen videnskabsmand vil binde an med det af indlysende grunde.

Heldigvis (eller uheldigvis) blev, læste jeg for nogle måneder siden, netop dette eksperiment af vanvare udført. Nogle venlige mennesker slog i et bestemt distrikt de søde hjortes væmmelige naturlige fjender ihjel. Ganske rigtigt uddøde hjortene.

"Hvem siger, det også gælder for mennesker?" vil du sikkert spørge, og med god grund. At sige at den oprindelige hypotese dermed er bevist, ville være ækvivalent med at sige, at fordi det regner denne søndag, regner det altid om søndagen. Alt, der kan siges, er, at hypotesen er blevet styrket. Var arten ikke døet ud, ville vi have sagt, at hypotesen var blevet svækket (sandsynligvis falsificeret). Men en hypotese, der hverken kan styrkes eller svækkes, er klart ganske ubrugelig Vi siger, den er meningsløs.

Hvis jeg f.eks. fastholder, at alle sande wulfianister er monogame, kan denne påstand ikke falsificeres, for hvis en eller anden peger og siger: Se til ham der, han er wulfianist og polygam, så svarer jeg blot: "Ah, but then, surely, he is not a true wulfianist!" Påstanden er meningsløs.

Et andet eksempel på en meningsløs påstand er: Den bedst egnede overlever. For den bedst egnede er pr. definition den, der overlever. Alligevel har jeg sikkert tit og ofte betjent mig af netop den frase. Fordi den er en populær (og forvrøvlet) version af "Der er altid nogen, der overlever" eller lignende.

På tilsvarende måde kan vi undsætte udtryk som "Vold er vold" etc. Dette er sørgeligt nok ikke muligt med "Gud er til" - det er og bliver et meningsløst udsagn, et udsagn, det ikke er "frugtbart" at spilde vejr på, hvad angår begreber som sandhed og falskhed. Det er hverken sandt eller falsk. Det er ganske enkelt noget sludder.

Men en teorihypotese (forklarende hypotese) kan ikke falsificeres. Men, hvis den er "frugtbar", genererer den invarianshypoteser, der kan falsificeres (eller blot svækkes eller styrkes).

So, my dear friend, experimentation's the word!

Det vidunderlige er bare, at de eksperimenter har du allerede foretaget. Du har eksperimenteret med din hjerne - guderne skal vide, du har betalt dem dyrt nok. Og dine resultater? Dine rapporter?

Ved Gud i himlen, dem kalder manden røverhistorier! Røverhistorier!

De er det eneste, der kan frelse dit - imponerende, indrømmet - filosofiske univers fra at blive just that: Een stor røverhistorie!

Beskriv, mand - og ikke som til et dameblad - detaljeret dine oplevelser. Det er virkelig det bedste råd, jeg kan give dig. Blufærdighed er muligvis - jeg tvivler - en udmærket egenskab, men inden for naturvidenskaben har den ingen steder hjemme. Det er derfor, vi sidder her og skriver en bog i stedet for at tage på skovtur.

"Efterhånden" siger du.

Selvfølgelig burde vi tage det med ro. Selvfølgelig burde vi kunne tage det med ro. Men alas, det kan vi ikke. Af økonomiske grunde må bogen ikke overskride 80 sider. Jeg sidder i øjeblikket og skriver på side 65. Den absolutte højde - sørgeligt at sige - er endnu tre breve. Så jeg håber sandelig, du har fået sagt stort set, hvad du ville sige. Har du ikke? Det har jeg faktisk indtrykket af, at du har. Kun een ting finder jeg altså stadig mangler.

Men naturligvis er det helt op til dig selv.

Jeg vil i alle tilfælde - medmindre du da modsætter dig det - udgive.

Prøv at få så meget som muligt af det, du endnu mangler at udtrykke med i dit næste brev. Jeg vil så i mit sidste brev stille de sidste spørgsmål, som du så i dit sidste - det sidste - kan besvare.

Selvfølgelig er der intet i vejen for, at vor brevveksling kan fortsætte ud over dette punkt (hvis du vil), blot altså ikke med henblik på udgivelse - en trykt bog er altid et godt diskussionsgrundlag.

Du spørger, hvad jeg selv mener om mine spørgsmål.

1) Nej.

Resten giver sig selv.

Vor brevveksling har - i det mindste for mig - været en stor oplevelse. Dine teorier er spændende og konsistente. En "laboratorierapport" ville fordoble slagkraften - nåja, det er et personligt synspunkt. I al fald

venlig hilsen
Erwin Neutzsky-Wulff

Min kompliment! Du er den første overhovedet, der har forstået min hypotese, så pas på, du er sikkert snart moden til indlæggelse i spændetrøje på den lukkede afdeling, medmindre, som psykiateren forklarede mig, tilstrækkelig mange tror på det samme, så er det jo normalt, og normalitet behandler man ikke.

Nå, spøg tilside.

Det er klart, at en hypotese ikke har nogen videnskabelig værdi, såfremt der ikke kan foretages eksperimenter, der enten styrker den eller svækker den. Eksempelvis kan nævnes hypotesen "Der eksisterer en Gud". Denne hypotese er fuldstændig uinteressant, og det eneste "bevis", jeg har set for denne hypotese, er en ny hypotese, der udsiger, at "biblen er guddommelig".

Jeg har tidligere skrevet til dig om "udvalgsaksiomet" i matematik.

Man postulerer ganske enkelt, at der eksisterer en algoritme, der til enhver mængde knytter et element af mængden selv. Men intet menneske har nogensinde opstillet denne algoritme eksplicit.

Men udvalgsaksiomet benyttes ikke desto mindre i avanceret matematik, f.eks. til at føre eksistensbeviser med. De ting, man beviser, eksisterer, kan ikke udtrykkes eksplicit, og så mener jeg ganske enkelt, at et sådant bevis ingen reel værdi har. Som tankeeksperiment er det meget morsomt, og selvfølgelig, den dag, det lykkes et eller andet geni at opstille den postulerede algoritme, har man et kolossalt matematisk apparatur klart til brug. Det værste ved udvalgsaksiomet er, at det fører til forskellige paradokser (det nøjagtige antal er, såvidt jeg husker, syv), og dermed falder kravet til matematik som selvkonsistent logisk system.

Efter min ringemening er vi så derhenne, hvor en embedseksamen i matematik har samme værdi som en embedseksamen i ludospil, det kan såmænd være et meget fornøjeligt tidsfordriv at spille ludo, og kan man få andre til at indse vigtigheden af ludospil, ja, så har man en social position, hvor man kan konkurrere med andre ludospillere. Jeg har prøvet at anskueliggøre, hvad jeg har oplevet, ved at betragte mig selv og mine medmennesker som komplekse regnemaskiner.

Et enormt, meningsløst ludospil. På den lukkede afdeling prøvede jeg at "kommunikere" med de syge på den måde, at jeg til enhver tid overholdt spillereglerne for adfærdsmønstre, men hele tiden udtrykte tautologier, og sikke vi kunne kommunikere, der var hele diskussioner, hvor alle talte sort, men det fungerede.

Desværre kunne jeg ikke eksperimentere med de raske, som repræsenteredes af lægestaben, fordi de havde placeret mig med diagnosen "paranoid psykose", men jeg opdagede dog, at hvis jeg blot tilfredsstillede det sociale ludospil og blot sørgede for at svare, så dialogen blev en tautologi, ja, så syntes de alle, at det "gik meget bedre", og jeg fik sågar lov til at spadsere på hospitalets område.

Men tilbage til det konkrete eksperiment med bevidstheden. Min barndom har været lidt af et helvede, fordi min mor havde en meget bestemt opfattelse af, hvad børn skulle opdrages til.

Og metoden bestod ganske enkelt af vold, både fysisk og psykisk.

Spørgsmålet "Hvorfor?" blev ganske enkelt forsøgt slettet i min bevidsthed. Den eneste forklaring, jeg måtte acceptere, hvis jeg ville undgå afstraffelse, var "fordi jeg siger dig, at det er sådan". Skolens lærere gik fint i spænd med hjemmets ånd. De fik efterhånden gjort min hjerne til en ren refleksmaskine. Af lutter angst oplevede jeg, at jeg kunne fremkalde hallucinationer af de tekster, jeg havde læst, således at jeg ganske enkelt kunne stå og læse højt, når jeg blev afhørt i skolen. Hvor tit hørte jeg ikke fra min mor: "Tingene skal læres således, at hvis man vækker dig klokken tre om natten og spørger, hvad er skes gange syv? så svarer du øjeblikkelig rigtigt". Ja, det lyder utroligt, men jeg har senere i tilværelsen mødt en gammel klassekammerat, og vi har opfrisket minder om lærerne og deres metoder. Samen med min søster begyndte jeg en systematisk analyse af de hændelser, som stod i vore hjerner. Analysens princip var bestemt af de modeller, jeg havde konstrueret om hjernen. Hændelse på hændelse dukkede frem af underbevidstheden. Nu ville alt have været såre godt, såfremt vi ville have kunnet konkludere, at min mor blot har været et dumt svin. Men så enkelt er det jo ikke. Min mors reaktioner må jo være styret på nøjagtig samme måde som mine. Hendes komplekse regnemaskine må have fået indtryk fra omgivelserne, der netop blev til hendes reaktioner. Og jeg ved ikke, om du kan fornemme det, men pludselig åbnedes et kolossalt dyb under mig. Jeg blev angst. Angst for en underlig, imaginær intelligensform, som jeg så optegnet i de sociale mønstre rundt omkring mig. I panik prøvede jeg ganske enkelt at gemme mig. Jeg flygtede til nogle venner i Næstved, hvor jeg var kommet som barn.

Det har senere vist sig, at disse mennesker tilhører indre-mission, så det var noget nær det værste sted, jeg kunne tage hen. Jeg havnede midt i et fødselsdagsselskab af indre-missionske mennesker, og de mest mærkværdige samtaler begyndte at udspinde sig. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at det var indre-mission, så resultatet blev en så kolossal superangst, så jeg aldrig har oplevet noget lignende. Jeg prøvede fortvivlet de sociale attituder, men hvordan svarer man fornuftigt på et spørgsmål som f.eks. om edderkopper er grimme, eller om røde koraller er uhyggelige?

Og så skete det værste af alt.

Mine forældre dukkede op på arenaen. Nu oplevede jeg ikke længere min konkrete identitet, men umenneskelighedens undertrykkelse af mennesket. Jeg var Galilei på bålet, der måtte sværge, at jorden var flad, jeg var Kepler, der måtte bruge engle til beskrivelse af planetbevægelserne. Jeg var ofrene i de nazistiske eksperimenter, altsammen oplevet i eet punkt, hvor tiden stod stille. Atter engang flygtede jeg. En vild flugt ud over markerne, der endte i en lille have ved et forladt hus. Her forsvandt angsten, her var s'gu da noget, der fungerede, jeg så på månen, stjernerne, et æbletræ, græsset, stenene. Alverdens afsindige teorier og magtmidler vil ikke ændre det billede, jeg her så, jeg så i et glimt en verden, der fungerede, jeg følte mig fuldstændig fri, en frihed, der gjorde to politibetjentes fremtoning fuldstændig latterlig, da de med pistoler ved bæltet og stjerner på maven og løver i kasketten bistert bad mig følge med, så jeg kunne blive behandlet.

På hospitalet i spændetrøjen oplevede jeg den mest fantastiske krig i min egen hjerne. Den kan kort beskrives som det tænkende menneskes forsøg på at overleve umenneskeligheden. I min hjerne fandt jeg massevis af geometriske mønstre, som nydeligt var indprogrammeret, da jeg var et værgeløst barn, alle mulige sammenhænge, men ude af stand til at skabe antydningen af bevidsthed

Men de ville uden tvivl have gjort mig til en nyttig samfundsborger, der havde bidraget til udviklingen med endnu en nytteløs plasticduppedit.

De psykiske oplevelser, jeg havde i denne tilstand, er jeg fuldstændig ude af stand til at beskrive. Jeg kan ikke tegne eet af de geometriske mønstre, da der ligesom kræves en immateriel dimension, som jeg godt kan forestille mig, men ikke kan beskrive.

Jeg ser disse mønstre omkring mig, når jeg betragter menneskets meningsløse ludospil.

Luk op for fjernsynet, og se, hvorledes hundredtusinder samles i et stort massehysteri, fordi Kongen er død, som ethvert levende væsen dør, se militærparaderne, hvordan går det til, at mennesker kan opføre sig så idiotisk? prøv at lytte til morgenandagten i radioen, se, hvor de smider sig i støvet foran Pavens fødder, medens han gør underlige gebærder i luften foran sig. Ja, jer kunne fortsætte i timevis, men hvad er årsagerne? Mon årsagerne er at finde i den angst, jeg selv oplevede? Jeg tror, at skal man finde en mening med livet, er den bevarelsen og videreudviklingen af livet. Skal vi undgå at ende i det totale vanvid, må vi myrde Gud og hans forbandede jordiske lakajer med det våben, der hedder intelligens og bevidsthed.

Tænk, vi er så bange for pisken, at vi indretter vores adfærd efter noget så idiotisk som penge. Højt begavede mennesker følger sig beæret, når de modtager Nobelprisen, arbejderen i kulminen føler sig beæret, når han modtager nytårsgratialet..

Og altimedens prøver vi at overleve ved at producere flere børn, end vi slår ihjel. Samme tankegang som i plasticfabrikationen, det kaldes økonomisk overskud.

Nå, mine følelser fik overtaget, jeg prøvede at genkalde mig mine psykotiske oplevelser, og jeg håber, at du har fået en fornemmelse af dem. Som sådan kan de ikke benyttes til at bekræfte eller afkræfte min teori, da de jo er personlige. Jeg kan selv benytte dem, hvis jeg ser den "krig" realiseret, som jeg oplevede i min hjerne.

Men det er politik, ikke den politik, hvor forskellige grupper slås om magten, dvs. slås om, hvem der egentlig skal undertrykke hvem, men overlevelsens og udviklingens politik. Hvis det, der adskiller mig fra dyret, er menneskeligheden, så er det den, jeg skal overleve på og udvikle mig på. Guderne skal vide, at det er svært at indse, hvorledes det kan lade sig gøre i en verden, der hylder umenneskeligheden, men den dag, jeg står på barrikaden med et maskingevær, vil jeg opleve en død, der er tusind gange værre end nogen materiel død. Måske er løsningen den enkle, at menneskene finder hinanden, og de resterende myrder hinanden. Så går hele regnestykket op. Det vil vise sig, og bliver dette konsekvensen, så vil jeg med tilfredshed konstatere, at min model af hjernen ikke var helt gal. Der findes dog også en mere nærværende verifikation af hypotesen.

Du må nemlig ikke tro, at ideerne kom til mig fra den blå luft.

Jeg beskæftigede mig en overgang med at konstruere musikinstrumenter, nærmere betegnet violiner, og her var et veldefineret fysisk problem, hvordan får man instrumentet til at "klinge"?

For at undersøge det subjektive begreb "klang" mere analytisk eksperimenterede jeg med den psykologiske opfattelse af forskellige lydindtryk.

Du får en kort oversigt over resultaterne, idet jeg selvfølgelig er parat til at give en nærmere redegørelse, hvis det har interesse.

1) Sendes to identiske signaler ind i hvert sit øre, opfattes lyden som stammende fra en lydkilde inde i hovedet, også selvom signalerne har forskellig lydstyrke.

2) Sendes to identiske signaler ind i hvert sit øre, men forskudt en anelse i fase (dvs. i tid) af størrelsesordenen fem til tyve milisekunder, opfattes lyden som stammende fra en lydkilde uden for hovedet, lyden bliver "bred og rumlig". Dette er allerede kendt og benyttes i stereofonisk lydgengivelse, men endvidere opdagede jeg selv, at

3) hvis to identiske signaler udsendes fra to lydgivere i rummet, således at de dels er forskudt en anelse i fase og dels er lineært transformeret i fase i forhold til hinanden nogle få hertz, forvirres retningsbestemmelsen til lydkilderne således, at det opfattes, som om lyden "er i selve rummet". Ved denne form for lydgengivelse er det f.eks. ikke muligt at høre, at lyden kommer fra en højttaler. Jeg søgte patent på ideen, brugte en masse penge og måtte opgive sagen af økonomiske årsager. Men jeg fik en medalje med flotte underskrifter + 500 kr. + cigarer, smørrebrød og skulderklap, da jeg blev præmieret i Phillips' internationale "forsker- og opfinderkonkurrence".

Men videre til konklusionen! Rumsansen ved hørelsen er baseret på transformation og translation af tidsparameteren.

4) Endvidere observeres, at lyden fra f.eks. en violin opfattes som lyden fra en violin, uanset tonehøjden. Vi kan altså ohservere, at hjernen kan ækvivalere lydindtryk der fremgår af hinanden ved affin (dvs. lineær) transformation af tidsparameteren. Konklusionen er, at hjernen selv kan foretage sådanne transformationer.

5) For at gøre op med en gammel overtro stammende fra en fejlslutning af Helmholz undersøgte jeg min hørelses evne til at foretage harmonisk analyse af forskellige lydindtryk. Jeg fandt, at hørelsen ikke normalt kan foretage harmonisk analyse (prøv f.eks. at analysere gadelarmen, nej vel?) men at hørelsen kan foretage en analyse efter "kendte lyde" på en sådan made, at princippet i visse specielle tilfælde degenererer til harmonisk analyse (f.eks. i musik). Konklusionen er, at hjernen ikke foretager absolutte beskrivelser, men relative. Med andre ord er hjernens tidsbegreb et relativt tidsbegreb. På fem minutter er du i stand til at drømme en drøm af en times varighed.

6) Sammen med et par læger opstillede jeg en fysisk forklaring på det indre øres funktion (du kan få den, hvis du er interesseret) og fandt, at det indre øre virker som et lille koordinatsystem med tiden som den ene akse og rumlige udslag af svingningerne som den anden akse. Jeg forsøgte at verificere forklaringen ganske enkelt ved at lave en plasticmodel af det indre øre og studere, hvorledes det hele teede sig. Det, som er interessant, er, at der nu ikke behøver at være principiel forskel på konstruktionen af den del af hjernen, hvor synsindtrykkene dannes, og den del, hvor høreindtrykkene dannes.

Forskellen mellem syn og hørelse er givet ved forskellen mellem sanseorganerne.

7) Jeg observerer, at bevidstheden kun registrerer ændringer i påvirkning, f.eks. mærker jeg ikke meget til, at jeg har ur på, til trods for, at det øver et konstant tryk mod huden. Men ændring af påvirkninger er en funktion af tiden. Konklusionen bliver, at alle dele af hjernen virker efter et tidstransformationsprincip. Et interessant eksempel er, at du kan fremkalde farveindtryk ved rotation af nedenstående sort-hvide figur:

Forøvrigt er jeg ikke i stand til at bevise, at en konstrueret "tidsmaskine" vil få en bevidsthed, jeg er f.eks. ude af stand til at bevise eksistensen af din bevidsthed, jeg finder blot, at det er en rimelig antagelse, at andre mennesker har en bevidsthed som jeg selv, men eksistensen af bevidsthed hos andre individer end mig er og bliver en hypotese. Det kunne f.eks. tænkes (for at være lidt spidsfindig), at det netop er de indtryk, jeg havde været ude for, der giver bevidsthed som resultat. Dvs. hvis man vil studere bevidstheden som fysisk fænomen, er man ganske enkelt nødsaget til at vende blikket mod sig selv. Alverdens spidsfindige eksperimenter med regnorme vil aldrig fortælle os noget om regnormes bevidsthedsliv, kun om deres reaktioner. Er dette ikke psykiatriens svaghed? "Man" har så fandens travlt med at ekperimentere med "alle de andre", "man" skriver tykke journaler om reaktioner, som bedømmes ud fra et "normalitetskriterium", men hvornår studeres bevidstheden?

Jeg fortalte lægerne på hospitalet, at hvis de ville vide noget om psykiatri overhovedet, så måtte de om på den side af sprøjten, hvor nålen befinder sig. Men selvfølgelig, det "videnskabelige" begreb paranoid "forklarede" alt, det kan jeg da godt indse, det ligger jo i begrebet selv.

Du skriver, at du ikke kan forstå springet fra de imaginære tal til kukuret. Jeg forstår egentlig ikke, hvorledes man kan afbilde de imaginære tal på den reelle akse. Dvs. jeg kan godt indse, at afbildningen eksisterer, da jeg kan opskrive den eksplicit.

Det imaginære tal (0,x) svarer til det reelle tal (x,0). Men en matematisk afbildning, hvad svarer det til i den fysiske verden? Det svarer ganske enkelt til det, vi kalder en maskine. En maskine er ganske enkelt en relation mellem fysiske hændelser. I begrebet tid er indbygget begrebet gentagelse, prøv at forestille dig en talakse uden gentagelse af ettallet, det er ret umuligt.

Enhver kendt motor er baseret på gentagelsesprincippet i form af en cyklisk proces, og denne kan tilsyneladende afbildes ud ad en uendelig lang reel linje. "Hjulet kører henad vejen".

Uret er jo blot en maskine, men det er en maskine, der knytter sammen en cyklisk proces eller en svingning, som du kunne gå med til, kunne beskrives ved en imaginær størrelse, og en reel akse, nemlig urskiven. Uret er altså blot det, der fysisk svarer til den matematiske funktion (0,x) (over på) (x,0).

Vil du tættere på, må vi diskutere det nøjere, men tankegangen er meget vanskelig, det er indrømmet.

Til slut skal du have en okkult røverhistorie, jeg har oplevet, du kan tage den, som du vil, men jeg beretter fuldstændig detaljeret og sandfærdigt.

Vi havde brug for penge, så derfor tog jeg et tilfældigt job i "Danske Provinsbankers Forening". Forud for den sidste dag havde jeg bakset gevaldigt med at forstå bevidstheden, og jeg havde en del "deja vu".

Den sidste dag sad jeg og sorterede kartotekskort, og bortset fra min "deja vu" var alt såre normalt. Så på et tidspunkt så jeg på vores overordnede, Johnsen, og pludselig var det, som om jeg befandt mig i en anden verden. Nå, jeg skyndte mig at sortere videre på kartotekskortene, men kiggede alligevel på ham et øjeblik efter. Han så også på mig, og igen opstod denne totalt uforklarlige fornemmelse. Noget måtte jeg gøre. Jeg strøg en tændstik og så ind i flammen. I samme øjeblik for han op og sagde henvendt til en anden overordnet: "Så, Christiansen, nu behøver vi ikke aviser mere." Dernæst gik han ud og spurgte kontordamerne, hvorfor de skrev alt det papir, hvad det egentlig var for noget. Så gik han sammen med Christiansen, og jeg så ham ikke mere. Nå, jeg lod som ingenting og sorterede på livet løs. Men så begyndte det totalt uforklarlige. Nogle af bogstaverne i kartoteket begyndte at forsvinde, Der stod s'gu kun det bare papir på nogle af de små afmærkninger. Jeg lod stadig som ingenting og sprang ganske enkelt de bogstaver over, som var forsvundet. Men så begyndte også teksten på nogle af kartotekskortene i kartoteket at forsvinde. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at hele stakken af kort var vendt om og stod med bagsiden udad. Nå, jeg lod som ingenting og vendte i et snuptag stakken. Men da flere og flere bogstaver forsvandt, og flere og flere kortstakke vendte om, blev det totalt umuligt at sortere nogetsomhelst. Jeg gav op.

Jeg lod mig ikke mærke med, hvad jeg havde oplevet, men sagde blot, at jeg følte mig sløj, om jeg måtte gå hjem? Da jeg kom ned på gaden, passerede jeg en lille plads (skråt over for nationalmuseet), som jeg plejede at gøre. Der stod, fuldstændig umotiveret, en rød plydsstol. Alle mennesker gik forbi uden at ænse den, og jeg lod selvfølgelig også som ingenting. Men fungere normalt, det kunne jeg ikke, det endte med, at jeg blev indlagt. Jeg har ikke fortalt ret mange om episoden, og jeg er ude af stand til at forklare den ved fornuftens hjælp. Nå, det var historien, tag den, som du vil, du har jo selv bedt mig om at glemme min blufærdighed, men benytte den videnskabeligt, det tvivler jeg på, kan lade sig gøre, medmindre vi falder over en endnu ukendt årsagssammenhæng. Jeg er glad for, at du synes, stoffet er værd at udgive, men er det ikke lidt flot, at jeg er "medforfatter"?

Det er jo dig, der skriver det hele, jeg leverer jo blot lidt inspiration. Så derfor, dear Wulff, skulle bogen give overskud, synes jeg, det bedste, du kan gøre, er at gemme i al fald den andel, du har tiltænkt mig, til eventuel udgivelse af en ny bog, hvis du skulle få lyst til at skrive endnu engang. Det glæder mig, at du har fundet brevvekslingen frugtbar, og for mit vedkommende kan jeg fortælle, at det er første gang, jeg har ført en diskussion med andre end mig selv på et så at sige passende niveau. Jeg vil være meget glad, hvis brevvekslingen fortsætter, da diskussionen allerede på nuværende stade har afklaret en masse af de dunkle punkter, jeg har bakset med. Måske knapt så intens brevveksling, idet vi jo har en masse forpligtelser som mennesker, lege med den lille, elske konen, hygge sig med venner og bekendte osv. Måske vi også kan ses og føre en mundtlig dialog af og til, hvis du er interesseret.

Selvfølgelig når jeg aldrig at udtrykke, hvad jeg egentlig gerne ville.

Min drøm er at kombinere intelligensmaskinerne sammen med relativitetsteorien, men jeg er nok for ubegavet til at klare det selv. Måske en fortsat brevveksling vil føre til noget.

Jeg slutter foreløbig her og skynder mig ned til postkassen.

Venlig hilsen
Flemming Fürst.

Skulle du virkelig have misforstået mig?

Det, jeg står i begreb med at udgive, er ingen fortolkning af dine synspunkter (hvordan i alverden skulle jeg være kompetent til noget sådant?) det er selve brevvekslingen. Men det troede jeg, du var klar over? Forhåbentlig ændrer det ingenting. Rent bortset fra besværet med renskrivningen ville jeg dø af ærgrelse, hvis dine tanker ikke kom ud. Jeg siger: Dine tanker, for det er jo i grunden din bog, og den eneste årsag til, at jeg også gerne ser mit navn på omslaget, er følgende:

Ved nytårstide var jeg i fuld gang med en art projekt: En trilogi betitlet "Simplicio". Andet bind (Dialog om det enogtyvende århundredes to vigtigste verdenssystemer) er næsten udkommet, da pludselig du optræder på arenaen. Jeg har altid beskæftiget mig med det, man kalder "praktisk filosofi" (etik etc.); det, du beskæftiger dig med, har jeg aldrig turdet nærme mig. Jeg bekæmper systemet, du er - utvivlsomt i langt højere grad end jeg - et offer for dette system. Wulff, sagde jeg til mig selv, den mand skal skrive første bind af "Simplicio"!

Tja, det er altså mine planer - har du protester, må du råbe op.

Igen: Når jeg kun har tiltænkt dig halvdelen af overskuddet - og du kunne med god ret forlange det hele - er det netop af den årsag, du har anført: Jeg vil sætte min halvdel i udgivelse af andre bøger. Selvfølgelig er du da velkommen til at anvende din halvdel ligervis. Men kære, kære Fürst: s’gu da ikke på mine bøger!!!

Hvorom alting er, der bliver sikkert underskud, og det skal jeg nok tage mig af.

Jeg havde tænkt mig at kalde "vores" bog "Dialog" - bedre forslag er velkomne - og at tilegne min mor min halvdel af skriftet; hvis du vil gøre noget lignende med din halvdel, har du bare at meddele mig det herudover bliver bogen uforkortet afskrift af vore breve.

Dit sidste brev - det sidste - i bogen - må du gerne forme som en art efterskrift, men det må du selvfølgelig selv om. Det må du forresten gerne skynde dig lidt med, jeg skal snart levere min skrivemaskine tilbage (lejet), og jeg kan jo ikke renskrive det sidste brev, før jeg får det. Fra da af kan vi selvfølgelig skrive, nar vi har lyst engang hver fjortende dag, f. eks. Også jeg ser nemlig meget gerne, at brevvekslingen fortsætter - mødes kan vi naturligvis også af og til.

Jeg er både glad og smigret over at læse, at du mener, jeg er i stand til at skrive sammen med dig "på passende niveau". Guderne må vide, hvorfor. Der foresvæver mig noget om, at jeg indtil videre ikke har bidraget til diskussionen med andet end dumme spørgsmål.

Og så til dit brev, og til de sidste spørgsmål.

Jeg forstår ikke din brug af ordet "tautologi" i forbindelse med dit hospitalsophold.

Jeg kan godt lide din skildring af "de geometriske mønstre (også kaldet superego)". angsten og massemenneskets "bevidstløshed". Hvor du ender din skildring ("følelserne fik overtaget"), begynder wulfianismen. Tilbage er blot at anmode læseren om at læse første bind færdigt og fange an med andet.

I noget af alt dette er der dog en vis ambivalens. Du taler om at "myrde Guds lakajer", men i samme åndedrag om, at når du "star på barrikaden med et maskingevær", vil det være umuligt for dig at dræbe. Dette - men det er måske en fejltolkning - opfatter jeg som afmagt. Du vil ikke dræbe, men indser alligevel halvt ubevidst, at det er nødvendigt. Har du nogensinde overvejet, om ikke også "Du må ikke slå ihjel" er et "geometrisk mønster"? Men alt det kan du læse dig til, når du modtager dit frieksemplar af "DODEÅTVV".

Centralt anser jeg det også for at være, når du til at symbolisere noget negativt netop vælger mine yndlingsvåben: Maskingeværet og pisken. For mig er intet negativt forbundet med disse genstande. Men maskingeværet må lære at kæmpe for det gode, og pisken blive et kærlighedsvåben.

Af dine syv punkter finder jeg det sidste mest interessant, fordi jeg mener, det afslører den største svaghed ved din hypotese, idet den nemlig hænger på den påstand, at "bevidstheden kun registrerer ændringer i påvirkning", hvilket jeg ikke mener, kan passe.

Det er således rigtigt nok, at du ikke mærker urets tryk mod armen, men det er udelukkende, fordi du ikke har din opmærksomhed henvendt på det - stadige påvirkninger "glider ud af focus". Men hvis bevidstheden kun skulle kunne registrere ændringer, skulle det være umuligt efter et stykke tid at mærke uret, selvom opmærksomheden (eller bevidstheden, om du vil) er ufravendt henvendt på det, og det ved du ligeså godt som jeg, ikke er tilfældet. Min dom: En simpel converse fallacy of accident - det er sådanne tilfælde, jeg hentyder til, når jeg kalder dig "okkult".

Jeg er stadig en smule mistroisk over for "ækvivalent med" og "svarer til".

"Enden på sagen, når alt er hørt" bliver nok: Embedseksamen uden geni (og en knivspids galskab) er ikke meget værd. Ikke ret meget er mere irriterende end studerende, der betragter en ukonventionel ide som værende - ækvivalent med - en flueklat - i den ærværdige lærebog. Men der er også smattet i den anden grøft. Geni (og en knivspids galskab) kan uden embedseksamen let blive til den store, rene galskab. Læs dog for syv søren neurofysiologi eller sådan noget - jeg har også løst verdensgåden, men tog alligevel Logik i fjor (ug - ævbæv) - jeg mener det gravalvorligt. Du kunne udrette store ting.

Geni, galskab og embedseksamen, det er opskriften!

Geniet har du, det vil jeg i al fald godt gå med til, galskaben har du jo allerede attest på.

Held og lykke!

Din ven,
Ervin Neutzsky-Wulff.

Jo, jeg har faktisk misforstået dig. Jeg roede, du ville skrive en bog over brevvekslingen, men det er helt i orden, at du vil udgive selve brevvekslingen. Måske havde det foresvævet mig at kalde bogen for "Tidsmaskinen", dels som blikfang og dels, fordi jeg jo faktisk postulerer, at hjernen er en tidsmaskine, men du er sikkert hundrede gange bedre til at finde på en titel, end jeg er. Måske "Dialog om tidsmaskinen", jeg aner det altså ikke.

Du må altså ikke føle dig smigret over, at jeg synes, du er i stand til at skrive med mig på "passende niveau". Jeg regner såmænd ikke selv mine åndsevner for noget særligt, jeg prøvede blot at udtrykke, at jeg synes, det har været en dejlig brevveksling, og at jeg tror, samarbejdet bliver frugtbart i fremtiden. Jeg har såmænd ikke fundet nogen evig sandhed, jeg har højst fundet begyndelsen til en metode, hvorved vi mennesker kan forstå os selv og hinanden. Og jeg har forsøgt det for at prøve at få skabt muligheden for dannelse af det alternativ, der engang må afløse den nuværende umenneskelige samfundsorden, og som tilhængere af det etablerede system jo altid påberåber sig, mangler.

Måske anvendte jeg ordet "tautologi" forkert. Det, jeg mente, var, at selv den mest tossede snak havde et vist mønster, og jeg sørgede for, hele tiden at svare i overensstemmelse med mønsteret.

Når Magnus f. eks. troede, at han befandt sig på Hovedbanegården, ja, så var jeg blot medpassager, der kunne fortælle ham, hvilken kupe han skulle gå ind i for at komme til Valby. I stedet for at skabe en absurditet i den stakkels hjerne ved stædigt at fastholde, at dette er et hospital, skabte jeg det modsatte. Nar Magnus påstod, at nogen havde sparket ham bagi, ja, så var det tilstrækkeligt at sige "undskyld, jeg gjorde det ikke med vilje", så futtede han videre på sin Hovedbanegård.

Hvis derimod nogen fortalte ham, at han vrøvlede, blev han aldeles rasende, og store, stærke plejere tvang ham under hylen og skrigen "ned med nakken", og lægen kom styrtende med sine sprøjter. Med overlægen var det såmænd stort set det samme. Når han ordinerede, at man blev spændt fast til sengen, til man var faldet til ro, ja, så var det s'gu bare med at spille rolig på trods af den enorme klaustrofobi, man ganske naturligt føler i en sådan situation. Så var ens reaktioner, som lægen forventede, og han konkluderede, at nu går det bedre, selvom samtlige problemer stadig stod uløste i hjernen. Du misforstår mig totalt, hvis du tror, jeg vil myrde Gud og hans lakajer ved at slå dem i hovedet med en økse. Jeg kan kun acceptere een form for vold eller magt, og det er den, der er i argumentation. Det, jeg vil slå ihjel, er en tankegang, og det våben, jeg vil benytte, er en anden tankegang, hvis grundlag er i overensstemmelse med de gældende naturlove og ikke blot er baseret på fritsvævende postulater.

At Magnus snakker sort på den lukkede afdeling, berettiger ikke mig til at antaste Magnus' person, ikke engang til at spærre ham inde, men jeg må hindre, at hans syge tankegang bliver en del af min egen, så jeg ikke også begynder at køre i tog allevegne.

Nu er katastrofen sket, fordi vi nu engang udvikler os fra noget laverestående til noget højerestående, vi er alle mere eller mindre sindssyge. Det drejer sig ikke om at hælde patentmedicin på dem, vi tror, er sindssyge, det drejer sig om at finde en metode, så vi gensidigt kan hjælpe hinanden ud af det kollektive vanvid, inden det ender galt.

Spørgsmålet, om bevidstheden kun kan registrere ændringer, eller om den også kan registrere en konstant påvirkning, er et kildent spørgsmål, du har ret. Men når man nu, som du argumenterer, drejer opmærksomheden hen på et eller andet, så er det jo egentlig et spørgsmål, om "man" er i stand til at dreje nogetsomhelst, eller om det hele hænger modsat sammen, nemlig, at opmærksomheden drejes af påvirkningerne. Det er et spørgsmål, om vores vilje - ovenikøbet kaldet fri - er andet end en illusion. Hvordan skal vi nogensinde afgøre, om vi i virkeligheden kunne gøre andet end det, vi faktisk gør? Selvom hjernen er en kompleks regnemaskine, så kan den jo aldrig sætte sig ud over naturlovene, uden at det hele bliver totalt indiskutabelt.

Men når du siger, at opmærksomheden rettes mod en konstant påvirkning, så kan du kun tale om lokal konstant påvirkning. Hjernen modtager jo hele tiden indtryk fra sanseorganer forskellige steder i legemet, og, forskellen mellem den lokale konstante påvirkning og andre påvirkninger er ikke konstant på noget tidspunkt. Hvis hjernen skaber sin bevidsthed, ikke ved at måle absolut, men ved at måle relativt, så er det særdeles diskutabelt, hvad der er konstant og ikke konstant.

Prøv at bemærke, at opmærksomheden kun kan samles om en ting. Hvis jeg samler opmærksomheden om den konstante påvirkning af uret, så er der et eller andet, der glider ud af bevidstheden. Man kunne tænke sig, at det, der glider ud, er det, som urets påvirkning sættes i relation til.

Til slut, tak for dit gode råd om embedseksamen. Men jeg er bange for, at det eneste, jeg kan opnå papir på, er galskaben. Min begavelse er alt for tung og træg til, at jeg kan få en eksamen, der har nogen værdi.

Jeg kan jo se de eksaminer, jeg allerede har. En kneben første-karakter i matematik. Ser du, det har altid været sådan, at det, de andre syntes, var fuldstændig indlysende, det kunne jeg bruge måneder til at fordøje. Endvidere er der det, at de muligheder, der findes på universitetet, er specialmuligheder. Enten læser man matematik, og så kan man undervise, eller man læser fysik, og så kan man også undervise eller forske fysik, eller man læser ditten, eller man læser datten. Jeg kunne tænke mig at sætte tingene sammen, en slags koordination af de forskellige grene, men det fører ikke til en embedseksamen.

Samfundet har brug for dygtige specialister, og det bliver jeg ganske enkelt aldrig. Men lykkes det mig, selvfølgelig sammen med andre, blot at komme eet lille skridt videre, så er jeg såmænd også yderst tilfreds.

Mange hilsner fra
din ven
Flemming Fiirst.