Udstillingsbilleder

 

Hun var sorthåret, sortøjet og med en figur som en pennetegning. Af Rubens. Jeg havde en mistanke om, at hvem, der end havde lavet hende, var blevet forstyrret i sit arbejde og ville give en net lille sum for at få hende tilbage til farvelægning; så jeg fulgte efter hende. Det var vanskeligere, end jeg umiddelbart havde troet, at forfølge sådan en skive lys og skygge. Hun var klaprende skygger på fortovet, til hun pludselig strakte armene i vejret og med et forskrækket gisp absorberedes af et neonskilt. Så krøb hun horisontalt over hustagene, en yndig skyline af faldende vand var hun, dumpede ned på en skarnkasse som en sort kat, sneg sig gennem en port, vertikalt, og stod atter på det oplyste fortov, som om hun aldrig havde forladt det. Jeg vidste, at hun havde forladt det, omend kun i sekunder. Eller var det mine øjne? Nonsens. Hvor hun havde været, måtte de også have været.

Men hvor hendes øjne havde været?

Nu spadserede hun pænt på fortovet. Sommetider sprang hun ganske vist ud foran en sporvogn, strakte atter armene, gabede, gled op over taget, greb stangen, videre op; men hun var på det gode, gamle fortov igen, før man kunne sige Rembrandt.

Hun var selvfølgelig ikke altid lige høj. Sommetider knækkede hun midt over, og hendes hoved spadserede på muren helt nede ved jorden, eller hun gjorde sig lang og kiggede ind gennem førstesalsvinduerne.

Men hvad hun så?

Vi var kommet ind i de snævrere gader, og hun var blevet højere, men gjorde sig mindre. Nu var hun under to meter og næsten handy. Hun spadserede ind på en maleriudstilling. "Nu bliver kunstneren glad", tænkte jeg.

UDSTILLINGSBILLEDER

af Erwin Neutzsky-Wulff (dvs. billederne er af min meget gode ven, Palle Toft, men bogen her, den er af mig, så copyrighten er vores begge tos, selvom den er Printed in Denmark by Multivers (det er et forlag), Copenhagen 1972.

Palle Toft, født 1948, udstilling Zena Gallery, Frederiksberg september 1970, og Polyteknisk Læreanstalt, Lundtofte maj 1971, illustrator på Erwin Neutzsky-Wulff: Dialog om det enogtyvende århundredes to vigtigste verdenssystemer.

Erwin Neutzsky-Wulff, født 1949. Tidsmaskinen, Adam Harts opdagelser, Sexogtres Limericks m. fl.

© Erwin Neutzsky-Wulff og Palle Toft. ISBN 87 87422 44 1

There's a waving sea, and it's a-wavin' to me.
I am gonna be just where I wanna be.
And in the heavens there's an angel's choir.
Sweet Jesus, I have never been higher!
Gonna travel to the land
on my grand-ma's picture.
Gonna lie down in the sand
on my grand-ma's picture.
And I don't wanna know,
and I don't wanna see
any other world!

There's a rising sun upon the Glory of God.
There's a weeping willow with a gentle nod.
And in the houses there are children born.
Sweet Jesus, it's a beautiful morn.
Gonna travel to the land
on my grand-ma's picture.
Gonna lie down in the sand
on my grand-ma's picture.
And I don't wanna know,
and I don't wanna see
any other world!

Hun gik ind på en maleriudstilling.

Hun stillede sig foran et stort billed, der var vanskeligt at beskrive, det var noget med to blokke med en vej imellem. Hun stirrede på det. Så så hun sig til begge sider - først til venstre, og så til højre - men hun så mig vist ikke. Så greb hun med begge hænder om maleriets øverste kant og svingede sig over på den anden side, hvor hun landede med et blødt bump. Så begyndte hun at gå og var snart ude af syne.

Jeg ræsonnerede som så, at når jeg havde fulgt hende så langt, kunne jeg vel også følge hende de to centimeter, jeg beregnede lærredets tykkelse til, så det gjorde jeg. I samme øjeblik dukkede en lille mand op i horisonten. Han havde et over- og fipskæg, der fik ham til at se ud, som om han altid var ifærd med at fortære en vindrose. Han havde også en imponerende næse med et helt kontinent af en rød skjold på, samt museøjne og hår som en antik gulvmoppe. "Jeg kan ikke", sagde han, og det lød jo unægtelig sørgeligt.

"Jeg kan ikke få det frem! Jeg har set det, men jeg kan ikke gengive det."

Det gik pludselig op for mig, at jeg ikke havde lagt mærke til, hvilken retning pigen havde taget. "Undskyld," sagde jeg altså, "De har vel ikke set en ung pige komme her forbi?" og beskrev hende.

"Det må være min datter", sagde mandslingen. "Hun er gået hjem til sin mor", og han angav retningen.

"Men hjælp mig, hjælp mig med mit billed!" Og jeg vendte mig om, og der stod virkelig et maleri på et staffeli. Det forestillede et udsnit af det udstillingslokale, jeg netop havde forladt, og jeg måtte beklageligvis give

"skabelse" eller "klodernes party"

På den første dag, såvidt jeg har forstået,
sagde Gud: "Bliv lys!" og lys, det blev der fluks;
men jeg tænker på, hvordan det mon var gået,
hvis Han aldrig nogensinde havde sagt det Fiat Lux.
Så havde men'skehedens saga sikkert vær't lysere,
vi kunne være ble'd ved bålet og fortalt gysere,
i stedet for at gå ud i solen og gøre dem til virkelighed.
Det var blevet meget bedre, hvis jeg havde været med.

På den anden dag, da gjorde Herren skellet,
altså skellet mellem himmel og så hav,
men mon Han nu derved gavned' almenvellet?
Thi i samme stund til diskrimination Han stødet gav.
Der havde næppe vær't så mange kranieknusere,
hvis skellet mellem men'sker havde vær't lidt diffusere,
i stedet for nu, hvor der er forskel mellem fornuft og tåbelighed.
Det var blevet meget bedre, hvis jeg havde været med.

På den tredje dag, da gjorde Herren landet,
som vi allesammen går og vader på,
men hvis Han nu havde lavet noget andet,
hvis den gamle herre havde villet nøjes med det blå,
så var vi allesammen sluppet fri for bordellerne
og bare svømmet rundt og klapret artigt med gællerne,
i stedet for nu, hvor vi har porno gaderne op og gaderne ned.
Det var blevet meget bedre, hvis jeg havde været med.

Se, således går det, hverengang jeg læser
om dengang, da Herren skabte alle ting.
Jeg bli'r nå'd så unzufrieden; jeg gi'r næser
til vorherre for de mange små fadæser rundt omkring.
Der burde også være indlagt værn mod babyerne,
det burde altid regne Scotch and Water fra skyerne,
i stedet for nu, hvor det jo faktisk frister mig mest at rende min vej.
Og hvad Fanden vil Vorherre eg'ntlig gøre uden Mig?

Maleren viste mig sit mislykkede billed.

"Jeg kan ikke få det til at ligne", sagde han. "Originalen er meget mere beskidt, mere ulden, mete flosset. Og farverne! De er alt for kulørte, for nydelige - det er det, der er i vejen: Det er for pænt, det er, hvad det er."

Jeg syntes, jeg ville trøste ham lidt.

"Det er da ganske godt", sagde jeg.

"Nej, det er ej, nej, det er ej, ikkenikkenej", sagde maleren og hoppede op og ned som en gummibold, "det er dårligt, det er et meget dårligt billed".

Nå, der er grænser for, hvor høflig man skal være, så jeg indrømmede: "Det er dårligt". "Synes De virkelig det?" sagde kunstneren og så meget ked ud ad det. Så opgav jeg ham og begyndte at gå i den angivne retning.

Jeg kom op på en bakke og så ned i en dal, og dernede gik pigen, jeg søgte. Dennegang overraskede jeg hende, og hun nåede ikke at stikke af. !Vil du gifte dig med mig?" spurgte jeg hende selvfølgelig.

"Det kan jeg ikke".

"Hvorfor ikke?"

"Fordi jeg ikke er rigtig klog".

Så spurgte jeg hende, hvorfor hun ikke troede, hun var rigtig klog, og forsikrede hende, at jeg kendte mange lykkelige ægteskaber, hvor begge ægtefæller var splittergale, men det ville hun ikke tro på.

"Min far er gal. Men jeg er galere.

Min far har vrøvl med maven. Han lider af en uhelbredelig sygdom, der kaldes Talent, og nu er der stødt Teknisk Kunnen til, og det kan godt være en temmelig ubehagelig kombination til tider. Han drømmer om nat-

"izkof"

The Philosopher:
Molecule, molecule
why turn to stone,
stones that I reap
in the fields I have sown?
Stones to be found
will be stones to be thrown;
molecule, molecule,
why turn to stone?

Molecule, molecule,
why turn to tree?
Trees much too high
to be climbed in by me,
heavy with fruit
that my table won't see.
Molecule, molecule,
why turn to tree?

Molecule, molecule,
why turn to beast?
Beasts the good God
might have spared us at least;
upon the child
in the cradle they feast.
Molecule, molecule,
why turn to beast?

Molecule, molecule,
why turn to Man?
Man was Man's foe,
since the heavens began,
killing his kind
like no lioness can,
molecule, molecule,
why turn to Man?

Molecule, molecule,
why turn to God?
Why tread the path
that no mortal has trod?
Know that the road
of Presumption is broad!
Molecule, molecule,
why turn to God?


The Molecule:
Foolish Philosopher,
you are like me:
Both we are only
- in order to be;
look for an answer,
but please let me - be,
foolish Philosopher.
Why turn to - me ... ?

Hvordan skal man læse en forfatter,
Goethe, Schiller eller Moliere?
Hvordan skal man vise, at man skatter
frugterne, som kundskabstræet bær'?
Ge
nerelt kan ingen svare,
jeg
personlig kan jo bare
alt
så prøve at forklare,
hvod'n jeg synes, man skal læse Wulff.

Hvis et sted jeg rammer nå'd alvorligt
eller din moralske storetå,
eller noget simpelthen er dårligt
og komplet umuligt at forstå,
LE
Den bog, du har erhvervet,
LE
blev ikke til på Bjerget.
LE
ja, grin dig halvt fordærvet.
Sådan syn's jeg, man skal læse Wulff.

"place by the river"

Come, come, come to the place by the river,
I'll be there at eleven p. m.
Come, come, come, take care to deliver
your shoes and your socks
in a Safe Deposit Box,
'cause you sure as sugar won't need them.

Come, come, come to the place by the river,
don't waste time on a-pickin' a hat!
Though you've torn your dress, you won't shiver;
it sure wouldn't hurt
if you sacrificed your skirt,
'cause you sure as sugar won't need that.

Come, come, come to the place by the river,
come, come, come, in the river we'll be,
till I've cleansed your heart and your liver,
that's what we will do,
'cause I've always needed you,
and you sure as sugar will need me!

"Min far", sagde pigen og så bedrøvet ud, "har mareridt.

Han drømmer om andre verdner - fantasi altsammen, selvfølgelig - og så forsøger han at male dem. Men det kan han ikke. Og så knækker han alle sine pensler og tager bad i grøn farve. Og der falder han så i søvn og drømmer om en ny verden, som han selvfølgelig heller ikke kan male, og så drikker han så meget terpentin, at min mor bliver helt bange for ham.

Han er fuldstændig vanvittig.

Men jeg er galere. Jeg blev gal i morges. I morges havde far malet et mærkeligt billed, og hvis jeg ikke tager meget fejl, sidder han og knækker sine pensler over det nu oppe på højen. Jeg ville ikke bare male den verden. Jeg ville bo i den. Og så drømte jeg, at jeg besøgte den. Det var forfærdeligt!"

"Det er slet ingen drøm", sagde jeg selvfølgelig. "Jeg så dig. Jeg kommer fra den verden. Men hvorfor vil du så gerne bo i den?"

"Åh, jeg ved ikke. Denne her er så - så flad. Den har jo kun to dimensioner, ved du nok?"

"Jeg kan da se tre!"

"Ja du kan se tre, men det er jo bare, fordi du tænker dig til den sidste".

"Med andre ord", sagde jeg, "Den tredje dimension er imaginær i denne verden og eksisterer kun i kraft af, at der er nogen, der tror på den?"

"Det er jo lige det, jeg står og siger".

"Men hvad sker der så den dag, folk holder op med at tro på den?"

"Så bliver verden - vores verden - todi-

"reflection"

Dig and dig and dig I do
like my conscience tells me to,
to the reaches of the mind,
dust to dust is all I find.
Made-up hate of made-up people,
made-up love that's just no good,
faith, but even that's too feeble
to convince me that I could
anything but be a mole
in the wastes of my soul.

Made-up fear of made-up foe,
mirror on the wall, hello!
Dig and dig and dig I do
like my conscience tells me to.
Made-up hate of made-up people,
made-up love that's just no good,
faith, but even that's too feeble
to convince me that I could
anything but be a mole
in the wastes of my soul.

"Men", sagde jeg, "hvis den tredje dimension i jeres verden kun eksisterer, sålænge folk tror på den; hvad så, når folk holder op med at tro på den?"

"Ja, det siger jo næsten sig selv, ikke?" svarede pigen, "Så kommer Mørket. Men det har jeg lært i skolen, at man ikke skal tænke på."

"Du må hurtigst muligt med tilbage til min verden. Der kender vi ikke den slags fænomener. Vil du virkelig fortælle mig, at folk her aldrig har hørt om min verden?"

"Nejda, vi har hørt om den. Jeg har lige læst en bog, der hedder 'Uhyret fra den Tredje Dimension', men det er en science-fiction-bog, og den slags er der jo ingen, der tager alvorligt."

"Ligemeget. Tilbage til min verden!"

"Hvordan?" sagde pigen.

"Hvordan gjorde du det?"

"Gennem min fars maleri".

Selvfølgelig! Hvad jeg havde antaget for et maleri, var selvfølgelig bare et vindue ind i denne besynderlige verden. På min side så man hendes verden igennem det, og fra hendes selvfølgelig min.

"Gennem maleriet. Men det var ikke det, jeg mente", sagde den sortøjede.

"Hvad jeg mente, var, at jeg virkelig ikke er sikker på, at jeg kan vænne mig til dybde efter at have været flad så længe. Det har også sine fordele, ved du. Man får ikke så mange slag og skub, når man er flad, som når man er dyb. De glider udenom, så at sige."

"Men Mørket!"

"Mørket taler vi ikke om", sagde hun og begyndte at løbe, glide, op i trækronerne, op over bakkerne, som skyggerne blev længere.

"Vent!" råbte jeg, men hun hørte mig ikke,

"non-emo"

Non-Emo, han bli'r aldrig vred,
Non-Emo kommer intet ved.
Non-Emo begår aldrig mord;
han ku' aldrig bide af sin bror,
han har aldrig haft en en'ste tand.
Hver en vietnameser elsker han;
at han gik fra konen,
var jo ikke hans skyld, vel?
Non-Emo-Emo-Emo-Emo-E-Emotionel.

Non-Emo, det er vor tids Baal:
NON-EMO INTERNATIONAL.
Non-Emo er den værste sot,
when you got it, bist du doch schon tot,
c'est la plus moderne des maladies,
moritvri, venner, det er vi.
Help me, hilfe, au secours,
nåenej, du er jo selv
Non-Emo-Emo-Emo-Emo-E-Emotionel.

Frederikke Olsen, stud. magister,
hader mig med samt min "Dialog".
"Med sentimentalitet jeg frister",
er en "fræk og farlig demagog".
GRÆD
og lad dog, Frederikke,
GRÆD
det "objektive" ligge.
GRÆD
min ven, og skam dig ikke.
Sådan syn's jeg, man skal læse Wulff.

Når du lærer, høner og så haner
uden forskel blev til jorden sendt,
og du siden læser Wulff og aner:
Det her er vist ikke rigtig pænt,
SAVL
dog, venner i forening,
SAVL
og glem så al forbening,
SAVL
det er jo kunstens mening.
Sådan syn's jeg, man skal læse Wulff.

"vejs ende"

Nu holder vejen op og vender
sit blege hoved imod sky,
og jeg er standset op og sender
en venlig tanke til min by,
hvor der var varme øl og hænder,
og alt var til at forudse.
Nu står jeg her, hvor vejen ender;
jeg kommer alt for sent til te.

Hvad gør jeg nu? Går jeg tilbage
og stiler mod en hjemlig egn?
Hvad ellers? Men der er en hage:
Det er, som vejen er i vej'n.
Så! Læg sig, Fido, dæk for pokker!
Den vej går virkelig for vidt!
Jeg haler op i mine sokker
og ta'r de første tusind skridt.

Nu holder vejen op og vender
sit blege hoved imod sky,
og der er langt til øl og hænder,
og endnu læng're til min by.

... nu kan jeg se, hvor vejen ender,
der holder vejen op påny!
Der holder vejen op og vender
sit blege hoved imod sky.

Jeg havde nærmest indtrykket af, at hun allerede havde glemt mig.

Jeg gik og gik og kom til en stor by. Den var fyldt med mennesker.

Der var pæne herrer i jakkesæt med flip og mappe under armen, som så meget betydningsfulde ud, der var gravide mødre, der var håndværkere, der byggede huse og gader, der var generaler med ordner og borgmestre med sakse og silkebånd, der var præsidenter og skorstensfejere og filosoffer og forfattere, og den ene var mere betydelig og betydningsfuld end den forrige, og sådan blev det ved.

Men de havde allesammen det tilfælles, at når man så dem an, sådan lidt fra siden, forsvandt de.

Jeg søgte pigen i byen, men fandt hende ikke.

Så hørte jeg lige med et en sagte tuden.

Det lød som ulve.

Så løb en stormvind gennem byen og væltede husene.

"Perspicio fortvnam", sagde generalen og faldt på næsen.

"Om vi dog bare havde ført en mere forsvarlig boligpolitik!" sagde borgmesteren og knækkede sammen.

"Round and round and round she goes", mumlede præsidenten, og det gjorde han virkelig.

Skorstensfejeren var død. Selv tog jeg filosoffen og rev midt over. Det var mere humant, syntes jeg. Forfatteren hang i en lygtepæl og flagede. På halv.

Så vendte jeg mig om, og mine værste anelser blev bekræftet. Det var Mørket, der kom ind. Jeg for afsted i den retning, jeg var kommet. Gud være lovet og priset, at jeg kendte vejen ud.

epilog

I can hear the preacher shouting from a-far,
says: "Brethren! Wherever you are:
There's a brighter future lying just ahead,
it'll be a wonderful world, when we're all dead!
No wars, no hate, no prostitution!"
Lord, sometimes I feel so low.
We're on the Wheel of Evolution,
and that is all we'll ever know.

I have got a gun, and now you've got one too;
man, I'm gonna level with you:
We are gonna have it out with who knows whom.
You don't agree, little man? Well, that's that: Boom!
You say: "Respect our constitution!"
I say, baby, take it slow:
We're on the Wheel of Evolution.
And that is all we'll ever know.

På bakketoppen sad stadig maleren. Han havde virkelig knækket alle sine pensler og stukket stumperne i ørerne. Han så meget fornøjet ud, så jeg besluttede mig for at lade ham blive, hvor han var.

"Hvor er maleriet?" råbte jeg. Han svarede, men jeg kunne ikke høre, hvad.

Nu kom Mørket ind. Dybden forsvandt, verden forsvandt, bid for bid. Bag den rand, der hele tiden rykkede nærmere, sås kun det tomme rum.

"Hvor er maleriet?"

"Maleriet?" sagde maleren og blinkede med øjnene.

"Det var dårligt. Det var et meget dårligt billed. De sagde det jo selv!

Så jeg brændte det."