OBS OBS Tegneserienyt

Og så har vi totalt uopfordret fået tilsendt følgende. Vi ved ikke hvad det er for noget, eller hvad vi skal bruge det til, så vi har altså bare anbragt det i bladet:

 

LFFP (Landsforening For Frelste Pædagoger) har netop afsluttet en undersøgelse angående TEGNESERIER og udgiver i anledning heraf en pjece, »Tegneserien og dens virkning på børn og voksne i forskellige samfundslag sociologisk og kulturpolitisk set ud fra en pædagogisk synsvinkel«. Den er fås i boghandlen, er på 632 sider og koster 86,75. heftet,

Det er LFFPs uforgribelige mening, at tegneserien er - som det hedder - den monopol-kapitalistiske imperialismes ukristelige og fascistiske håndlanger, idet den opmuntrer til vold, kriminalitet og sadisme. Man nøjes dog ikke med at kritisere, men skitserer også, hvordan man kunne tænke sig at forbedre tegneserien og - som det hedder - hæve dens niveau. Først og fremmest må volden ud af serierne. LFFPs forfattere og tegnere har været i sving og lavet et eksempel på en ikke-voldelig kriminalserie, der omhandler en gruppe unge aktivister, der uddeler protestnoter mod jordskælvet i San Francisco 1906. Batman og Robin indfinder sig, og der opstår en voldsom (men ikke voldelig)kulturdebat, hvori den unge retsforkæmper sættes til vægs. Tilsidst viser det sig imidlertid, at Batmans Butler Alfred E. Neumann er den egentlige skyldige, idet det er ham, der har anbragt anti-revisionistisk propaganda på statsministerens skrivebord. Som man ser - som det hedder - behøver en serie absolut ikke være voldelig for at være spændende. Man kunne f.eks. udmærket godt tænke sig en serie med titlen »Sheriff Pat Garrett og Billy The Kids sidste, frygtelige pudekamp«.

Dernæst må man drage omsorg for, at sex, dvs. det mandschauvinistiske patriarkis udnyttelse af det kvindelige legeme ikke længere får lov at florere i tegneserierne. Alle kvindelige personer bør herefter bære jakkesæt, og det må ikke - f.eks. med buler - antydes, at den mandlige anatomi adskiller sig fra den kvindelige. Mænd skal i serierne føde børn ligesom andre mennesker. Skurke må ikke optræde, medmindre disse angives som værende yderliggørende højreorienterede, idet helt/skurkforholdet er fordummende og diskriminerende.

Missionærer skal være sorte, kannibaler hvide, udtruk som »dit sorte svin«, »gule japser« eller »Maos lille røde bog« må ikke forekomme i teksten. Alle tegneserie-figurer er født lige, og skal være lige, idet de har de samme rettigheder, er lige stærkem smukke, intelligente, med andre ord, er fuldkommen ens, ganske som i virkeligheden. Kønsdiskriminerende betegnelser som »pige«, »tøs«, »mandfolk«, »herr«, »fru og »frøken« må selvfølgelig ud af sproget. Hvis alle disse fejl - hedder det - og som især INTERPRESSE gør sig skyldig i, rettes, og infantile træk som sex, vold, persontegning, intriger, handling, fantasi og humor udryddes af serierne, er der en chance for at tegneserien kan blive et medium, som også voksne menneske kan befatte sig med.

Wulff