Racehad

 

Der er to slags mennesker.

Hvide og sorte, kloge og dumme, herskere og beherskede. Sådan er det. Sådan var det. Det var derfor, han løb. Over ham snurrede himlen med de små skyer, der trak livsånden ud af ham i små gisp. Løb! Gem dig! Skoven var som en vældig hånd, der lukkede sig om ham uden at skjule ham for hans forfølgere. Her er han! skreg træerne. Hvem havde nogensinde bildt ham ind, at det var hans land? Græsset var vådt og klæbrigt og modbydeligt sejt at løbe i. Alle døre var lukkede. Men han måtte løbe, ind i de sorte firkanter mellem stammerne, og håbe, de ikke ville nå ham.

Han havde løbet hele livet. Run, boy! Hans far havde været en klog mand. Han var død i minen. Han huskede, hvordan han var løbet til ham med mad, den lille, spinkle mand, som var hans far; han så ham endnu stå i den lange række med de hvide øjne og de store, nervøse hænder. Han var hurtig, frygteligt hurtig, en hurtighed, livet havde lært ham, okay, løb hjem med dig, nejnej vent lidt - okayokay, og løb så hjem. Det forekom ham, at han aldrig havde set sin far forfra, altid så han til siden, efter overseeren; tilværelsen var som et stort dyr, hvis ånde han altid var sig fuldt bevidst, lige i nakken, et dødens åndesuk. så gik han hjem, den lille dreng med den tomme kurv.

Han så sin fader dø. Det var mest rygge og en sagte hvinen, der ikke kom nogensteder fra, men det var også den underligt lange, magre mand under bjælken, med læber, der flød over af purpur. Så kom han selv til minen.

Han blev intelligens-prøvet. Men det var de hvides prøve, fyldt med bogstaver og tal, han aldrig havde lært at tyde. Det var nemt for dem, lænet i dørfyldingen: »Og der ... og der ... og den der ...« Let for dem at more sig over hans kragetæer på det lyserøde papir. Det ser man jo:

Og de vil styre sig selv ... sorte djævle ... som børn ... skulle være taknemmelige! Han ville slå dem, men forlod dem blot, følte sig dum, beskidt, sort. Havde han været »intelligentere«, var han måske blevet overseer. Han var glad for, at han ikke var intelligentere. Han kendte een overseer, og det var nok. Som han stod der og ventede med armene over kors, når de kom op fra minen. Han lukkede munden op på arbejderne, som om det var kvæg. Og så gamle Sam, som ingen vidste, hvor gammel var. Måske var han kun fyrre, men han var alligevel allerede for gammel til at arbejde i minen. Overseeren kaldte ham Sam, og så kaldte de ham allesammen for Sam.

I sine yngre dage var Sam blevet ramt af flis i øjet og var blevet blind på det. Nu sad det lidt skævt og kiggede, forekom det, lidt ind mod næseryggen. Sålænge han kunne huske tilbage, havde overseeren hver aften gjort sig skeløjet, når han kom til Sam, med et frækt grin til sin hvide overordnede. Han var sikker på, at overseeren følte sig en lille smule hvid, hvergang han gjorde det. Den hvide boss var forlængst holdt op med at finde spøgen morsom.

Men overseeren blev ikke træt. Minearbejderne blev blot mere mismodige og trøsteløse, når de blev udskældt og mishandlet. De havde ingen at lade det gå ud over. Men det havde overseeren, og det gjorde ham værre end hans hvide boss.

Hvorfor havde de valgt ham? Han havde altid været stille, holdt sig for sig selv. Måske var det det. Minearbejderne havde opstillet nogle klagepunkter, han huskede ikke længere, hvilke. Han var gået til den hvide boss med dem, som i en drøm, og fordi det virkede så uvirkeligt altsammen, havde han ikke været bange, og havde talt uden at stamme. Bossen havde lagt hovedet på skrå, og set mistroisk, næsten ængsteligt på ham. Det gjorde ham stolt, stolt på en farlig måde, stolt, som ingen sort har lov til at være.

Hvad havde han vel også at være stolt over? Gud var hvid. Når han kom op om aftenen og solen sank uden protester, vidste han, at Gud var hvid. Det forekom næsten rimeligt, at det måtte være sådan. De hvide var skabt til det hvide papirarbejde i de hvide, fine kontorer, til deres hvide dragter og stave, til det fine solskin. De sorte var til for at arbejde i de beskidte miner. Var de måske ikke beskidte fra fødslen?

De lyse var skabt til lyset, de mørke til mørket. Logisk. Og så stod han igen i køen, og overseeren lukkede hans mund op. »Ahhh!« skreg han pludselig i hul overraskelse. »Dit svin! Dit svin!« Han slog ham i ansigtet, og holdt den lille gnistrende klump tæt hen til det. »Dit sorte svin. SORTE SVIN!« Hvor overseeren må have følt sig hvid i det øjeblik. Han viste bossen stenen, og bossen nikkede alvorligt. Så stak nogen ham i ryggen, og han tumlede frem. Verden forsvandt i en tåge, han faldt, og to politibetjente samlede ham op og stablede ham på benenen. »Jeg har ikke stjålet noget! Jeg har ikke stjålet noget ikke stjålet noget ...« skreg han, men tænderne klaprede i munden på ham, såæ det slog sludder for ham.

Så kom han til arbejdslejren. En dag var han begyndt at løbe igen. Og nu var de efter ham. De ville dræbe ham. De ville mase testiklerne på ham, som de havde truet med, han hylede uvilkårligt ved tanken, og trimlede videre.

Så blev han stående. Han kunne ikke løbe mere. Han klatrede med besvær op i et træ og lå stille. Et øjeblik efter kom Evans fra lejren forbi. Han kunne se EVANS LIGE NED I HANS LYSERØDE GRISENAKKE. Men Evans kunne ikke se ham. Det var aldrig sket før. Han måtte næsten fnise. Evans' nakke var blød. Manden så ud, som om han bare var en stor blære fyldt med varm luft. Måske var det det, han var. Han kom i tanker om et tal. 96. 96 hvad?

96 af befolkningen var sorte, det var 96 sorte og fire hvide, han kunne næsten se det for sig: 96 sorte mænd og kvinder med stokke, og fire lyserøde smågrise. Han ville le. Han ville græde. Han skammede sig. Så lod han sig dumpe ned fra grenen, han landede lige foran Evans. Han samlede en kæp op fra skovbunden. Så hvæsede han mellem tænderne: »COME ON BOSS!«

Evans' øjne blev store. Man kunne se, at alt, hvad han nogensinde havde lært og troet, han vidste om the blacks, for gennem skallen på ham i løbet af en brøkdel af et sekund. Og han kunne ikke bruge noget af det. Kæppen landede med et solidt brag på venstre side af hans ansigt. Han lå og sprællede på jorden klynkende og hvinende.

Hans banemand kunne ikke hæve kæppen igen. Han var selv ligså overrasket som Evans. Halvt i drømme hørte han Robertsons råb, bekymret: »Evans?! Where the bloody ...« Så forsvandt det i skoven. Den hvide mand holdt op med at klynke mellem bladene og gav sig i stedet til at stirre på den sorte.

Negeren lagde hovedet tilbage, han kunne høre skoven nynne. Der var to slags mennesker, for det gennem hans hovede. Dem, der bøjer sig, og dem, der står imod. Så så han atter ned på den hvide mand, og der var næsten medlidenhed i hans blik.

Der var to slags mennesker.