Fredens dal

Skrevet af Erwin Neutzsky-Wulff tegnet af Per Sanderhage

 

Hvad får en ruineret til at tro fuldt og fast på, at han vinder den store gevinst i lotteriet i over morgen?

Hvad får en midaldrende kvinde, der er træt af sit ægteskab, til at tro, at en tyveårig mand vil forelske sig i hende?

Hvad får en flok blinde til at høre tålmodigt efter, når en, der er lige så ilde stedt som de selv, fabler om et forjættet land, hvor den blinde er kejser?

Jeg ved det ikke, men jeg ved, vi alle sammen, hver på vores måde, er på jagt efter Shangri-La. Somme mener at genkende det i den lønforhøjelse, han aldrig opnår, i de skaldede tusind mere om måneden, der vil gøre hans liv til et paradis. Andre bestiger bjerge og krydser floder for at finde det, og for dem er den lykkelige dal altid netop een dagsrejse borte. Til disse sidste hører min gode ven Nardo Rossi.

Han er Puerto-ricaner, trist barndom, efter hvad jeg hører, kom tidligt på kant med loven, Die Alte Geschischte. Så en dag hørte han en historie, der forandrede hans tilværelse, den historie blev hans livsmål.

Det var historien, legenden om de blindes Kristus, Doktor Morgan, selv blind, selv fattig, og dog de blindes velgører. Materielt, når hans fordums venner og kolleger gav en almisse, spirituelt ved som så mange åndelige førere og trøstere at love dem et paradis, et bedre liv end dette.

Kort efter at have afsluttet sine medicinske studier, påstod han, havde han for spændingens skyld sluttet sig til en ekspedition til Honduras' regnskove. Velankommen var han kommet bort fra de andre og havde opdaget en hule, der mundede ud i en tunnel. Der atter førte ham gennem en kratervæg ind i selve krateret, for årmillioner siden en aktiv vulkan, nu en frodig dal, som ikke fandtes på noget kort.

Kratervæggen var halvt gennembrudt af den glødende lava, men kun een af de talrige tunneller, der udmundede i dalen, gik helt igennem til den ydre verden, nemlig den Morgan var kommet af. Da han atter ville vende tilbage, forvirredes han af de mange gange og forsøgte af frygt for at fare vild i stedet at klatre over kratervæggen. Han var fantastisk adræt og nåede virkelig næsten over på den anden side. Femogtyve meter over jorden snublede han imidlertid og faldt. Han ramte selvfølgelig jorden med frygtelig kraft og blev slået bevidstløs. Da han vågnede, var han blind. Nærmest ved et mirakel nåede han beboede egne.

Det liv, han kom til at føre som blind tigger i århundredeskiftets London, var ikke at misunde ham. Han begyndte at drømme om at vende tilbage til dalen med sine nye venner og bygge en ny og bedre verden der for sig og sine.

En dag forsvandt han uden et spor. Man sagde, at han havde ført sit folk til det forjættede land, til "Fredens Dal". Mange troede det, Nardo Rossi troede det, selv om han fik historien på tredie hånd et halvt århundrede senere. Og så begyndte han at snakke. Til dem, der nu gad høre på ham - de fleste beværtninger har en stamgæst, der ved alt om, hvor Kaptajn Kidd begravede sine skatte ...

Nardo var usædvanlig påståelig, han vidste præcis, hvor indgangen var osv. Jeg drikker som regel en stille øl på det sted et par gange om ugen. Og efter et halvt års tid begyndte det så småt at kede mig. Jeg var hundrede procent sikker på, at hvis nogen virkelig tilbød at financiere en ekspedition, ville han bakke ud i løbet af no time.

Det gjorde jeg så.

Han greb mine hænder, påkaldte Guds Moder tre gange, og måneden efter var vi på vej.

Rossi er en sær blanding af drømmer og realist. Han leder efter Fredens Dal, men han tager skydevåben med. Selv fik jeg en Tommygun i favnen, da vi forlod helikopteren et sted i Honduras. Og efter et par dages forløb fandt Rossi virkelig en tunnel i en stejl klippevæg. Jeg regnede hele tiden med, at den ville ende om det næste hjørne (den bugtede sig en smule), men den fortsatte tilsyneladende uendeligt, og jeg begyndte så småt at spekulere på, om vi monstro gik i en tunnel, der løb på langs i kratervæggen i stedet for igennem den, da vi hørte, hvad i det mindste jeg mindst af alt havde ventet at høre: stemmer. De forstummede pludselig, og Nardo gjorde tegn til, at også jeg skulle tie og blive, hvor jeg var. Selv bevægede han sig forsigtigt videre med pistolen fremme og forsvandt kort efter omkring et hjørne. Næppe var han imidlertid ude af syne, før jeg hørte et halvkvalt råb. Jeg løb et stykke frem. Nåede hjørnet, men faldt og knuste i faldet min lygte. Jeg ventede totalt og uigennemtrængeligt buldermørke, da den slukkedes, men opdagede i stedet et svagt, gulligt lys, der syntes at hidrøre fra et punkt længere fremme i tunnellen. Havde jeg været lidt kvikkere til at rejse mig, havde jeg ikke siddet her i dag, for nu piftede en kugle tæt hen over hovedet på mig og kilede sig fast i klippevæggen bag mig. Jeg kunne se den skinne i det svage lys. På dette tidspunkt mistede jeg bevidstheden.

Da jeg genvandt den, befandt jeg mig sammen med min ven i et lille, aflåset skur uden vinduer. Solstrålerne trængte ind gennem sammenføjningerne i taget, og der var ulidelig hedt. Vi kunne begge mærke i vore arme skaller, at vi var blevet slået bevidstløse begge to, men kun min ven havde formået at gøre modstand. Tre skikkelser var pludselig sprunget frem af mørket på en underlig klodset, famlende måde. En havde holdt hans ben, en anden afvæbnet ham (han nåede at affyre et skud, der nær tog livet af mig), den tredie havde slået ham bevidstløs med en sten. Min ven gættede på, at hans tre angribere alle havde været blinde, hvad han tog som bevis for sine teoriers rigtighed. Selv følte jeg mig heller ikke længere fristet til at tvivle.

Efter en times tids forløb blev døren åbnet, og en gammel, hvidhåret og skægget mand kom ind til os, hvorpå den atter blev lukket. Han talte som ventet udmærket engelsk.

- Velkommen til Fredens Dal! sagde han.

Nardo så vantro på den gamle: - Er De - er de Edvard Morris?

- Edvard Morris var min far.

- Så nåede han altså frem med sin Hjord?

- Det gjorde han, ja.

- Er det ikke snart på tide at vende tilbage til civilisationen? spurgte jeg. - Forholdene er dog ikke i dag som for tre kvart århundrede siden. I det moderne samfund har en blind de samme rettigheder som enhver anden statsborger. Men det kan De jo selvfølgelig ikke vide.

- Nej, unge mand, det kan jeg hverken vide eller fæste lid til. Menneskenaturen ændrer sig ikke så let!

Han satte sig, og jeg bemærkede nu, hvad jeg ikke tidligere havde bemærket: Han var blind som sin far.

- Da min far var ung, troede han kun, der var een måde, mennesker kunne leve sammen på: som herskere og beherskede. Ved at vælge lægegerningen, følte han, gjorde han sit til at afhjælpe de herskendes værste misgreb. Det samfund, han levede i, var et samfund, hvor slaven bliver i samfundet, fordi han er slave, og herren bliver der, fordi han er mægtig og ønsker at blive endnu mægtigere: Min far så intet alternativ til denne tingenes tilstand.

Men da han blev blind, opdagede han endnu en måde at leve sammen på, den måde, hvorpå den blinde bærer den lamme, som er hans øjne. Folk, der ikke behøver hinanden på denne måde, vil altid være fjender, thi sådan er menneskets natur.

Den gale nikkede tænksomt hen for sig.

- Medfølelse? indvendte jeg.

- Er en almisse! Og en almisse er en ydmygelse. Den sunde hader den syge, den stærke hader den svage; vender vi tilbage, vil vi igen blive hadet og udstødt og ydmyget. Anderledes er det ikke.

Jeg kunne mærke, jeg blev rød: - Dette er absurd! Ingen hader en blind, fordi han er blind!

- Og krøblingene? Dem har vi mange af her. Dem uden arme, uden ben, de intetkønnede, de åndsvage? Nej, unge mand, De lyver for mig!

- Men der må da stadig fødes børn uden defekter. De må dog have en chance for at vende tilbage ...

Den gamle rejste sig, han rystede sin stok ad mig, og hans ansigt afslørede den forfærdeligste vrede: - Vende tilbage! råbte han. - Hvorfor? For at blive ligesom de andre, der kun tænker på magt og krig og ødelæggelse? Se på os, foragt os, om De vil: Vi er de sidste menneskelige væsener på denne klode. Fordi vi er forbandet nødt til at være det. Fordi vi behøver hinanden!

Tror De, jeg fødtes blind? Min far udførte denne barmhjertighedsgerning på mig straks efter fødslen. Med sine dygtige fingre, så dygtige som nogen seendes, fjernede han for evigt hovmodets forbandelse fra min sjæl. Sådan som vi fjerner den på vores børn, og De vil fjerne den på Deres!

I selv vil opleve forandringen. I vil blive hos os, for ingen kender udgangen. Vore forældre fortalte os intet. De tre, der førte jer hertil er alle blinde. Tro mig, venner, der findes værre skæbner end at finde Fredens Dal!

Nu sprang min ven op og faldt den gamle om halsen: - Tag mine øjne, min højre arm, min venstre hånd. Men Herre: Lad mig blive her hos dig og dine!

Den gamle nikkede. Så så han hen på mig: - Også du må inden et år vælge et kendemærke - en defekt, som du kalder det. Først da bliver du en af vore! Med disse ord forlod han skuret, idet min ven førte ham, og lod mig alene.

Den følgende dag blev jeg lukket ud. I tiden, der fulgte, så jeg mange "barmhjertighedsgerninger", men følte snarere medlidenhed end vrede. Med tiden lærte jeg at finde mig til rette med min skæbne og begyndte at spekulere over, hvilket handicap jeg skulle vælge. Jeg studerede indbyggerne for at finde det, jeg formodede ville genere mig mindst. Jeg havde allerede tilbudt at ofre min venstre hånd, men dette var blevet afslået af Morgan. Offeret var ikke stort nok, men han tilbød at tage begge mine arme, som han havde gjort det på min ven.

I min søgen efter det mindste af mange store onder mødte jeg Lisa, som var blind, og forelskede mig inderligt i hende. Var dette ikke det sikreste bevis på, at Morgan tog fejl?

- Kan De da ikke se det? Jeg mener: Denne pige er blind, og jeg er seende, men hader jeg hende? Nej, tværtimod. De med Deres "behøver"! Kærligheden, forstår De ikke, kærligheden tager slet ikke den slags smålige hensyn.

Had - had - had! Det er Dem, der hader, fordi De misunder den seende den evne, Deres far så grusomt berøvede Dem, De er den hadefulde, ikke jeg, ikke vi, ikke verden!

Men han vendte sig blot og gik.

Lisa blev gravid, skønt jeg havde lovet mig selv, at hun aldrig skulle blive det. Hun var ikke født blind, barnet ville blive fuldstændig normalt, indtil ...

- Lisa! sagde jeg til hende en dag kort før nedkomsten (og også kort før min egen frist løb ud), - Vidste du, at min ven næsten af vanvare dræbte mig, da vi kom ud her? Åh, gid han havde ramt rigtigt. Det ønsker jeg nu. Mon kuglen stadig sidder i tunnellen? Vent nu lidt! Hvis vi kan finde kuglen - den kan kun sidde et par meter inde - så ved vi, det er den rigtige tunnel!

Få dage senere havde vi fundet den. Det var selvfølgelig ikke vanskeligt at få min hustru til at følge med, hun syntes ganske vist, det var noget underligt noget, hendes mand havde for, men hun elskede mig jo. Og hvor jeg elskede hende, da jeg hjalp hende gennem åbningen.

Vores våben var selvfølgelig ødelagt for længe siden, men jeg fandt en økse i skuret. Nu ville jeg ud. Og ud kom vi - i løbet af et par timer var vi igennem og ude på den anden side. Min ven havde jeg ikke turdet informere om mit forehavende. Jeg vidste, at han aldrig ville være gået med til det, og måske havde han røbet os.

Jeg vidste, der lå en landsby ikke langt borte, men skønt vel ude af tunnellen havde Lisa svært ved at følge med. Til sidst besluttede vi at overnatte i en klippehule.

Midt om natten vækkede hun mig. Veerne var begyndt. Jeg tilbød at hjælpe, men hun skulle nok klare det selv, sagde hun. Hun nærmest jog mig ud. En time, der føltes som en evighed, senere kaldte hun på mig. Fødslen var gået ualmindelig smertefrit. Hun smilede lykkeligt med våde øjne og pegede på barnet, der lå på det tæppe, jeg havde medbragt og udbredt på gulvet.

Han havde store, lyseblå seende øjne. På det punkt havde jeg ikke forregnet mig. Men dog på et andet. Lisa var født normal. Men begge hendes forældre var blevet født uden arme og ben.

Det var først, da jeg tredie gang huggede øksen i den stakkels, stakkels, rædselsfulde ting, der var min søn, at jeg til fulde forstod, hvad den gamle mand havde ment.