Tredive Sølvpenge

 

Skæbne - hvad er det?

Er skæbnen blind, er det tilfældigheder, der styrer vore liv? Tilsyneladende. Og dog kan man sommetider komme i tvivl. Spekulere på, om monstro skæbnen i virkeligheden alligevel har en mening med alt, hvad den gør, blot er denne mening, dette mål, så fjernt, skæbnen går ad så mange og lange omveje for at nå det, at menneskehjernen løber sur i det.

For Marcus at se, var livet et meningsløst tilfældighedernes spil. Ville han måske ikke dø nu, fjernt fra sit fædreland og sin elskede Livia? Hvad mening var der vel i det?

Denne meningsløse erobringskrig, der stillede tusinder af romerske soldater ansigt til ansigt med fænomener, de intet kendte til og følgelig var forsvarsløse overfor? Som nu denne »werwulf« eller »versipella«, som romerne kendte den som, et yderst sjældent fænomen der, hvor han kom fra. Her vrimlede de store skove med dem. Alligevel havde han forladt lejren, fordi han ikke kunne holde ud at lytte til sine kammeraters erotiske pralerier, var gået ud i mørket for at samle tankerne og rette dem mod det sted, han nu aldrig skulle komme til at gense. Og så havde den været foran ham: Werwulfen, og han havde afskudt pil efter pil imod den, alt til ingen nytte. Han var træt og syg af sorg og længsel, da han lagde sin sidste pil på strengen ...

Det er betegnende for et menneske, hvordan det tilbringer sit livs sidste timer. I den romerske soldats sjæl rådede kun en håbløshed, der strejfede ligegyldigheden; jøden Jakob derimod var fuld af selvmedlidenhed. At tænke sig, at han, som havde siddet tilbords med de mest agtede af Jerusalems borgere, at han nu måtte tigge for at tjene til livets opretholdelse. Hvad tjente det overhovedet til, at opretholde sådan et liv?

Han ville hænge sig, ville han. Og han kendte lige stedet og stilede straks mod det. Forbi templet, forbi det hus, der engang havde været sæde for hans blomstrende veksellererforretning, forbi den romerske statholders borg og ud af byen. For foden af et stort træ gravede han det hampereb frem, som han havde holdt skjult for verden, men mest for sig selv. Og så gjorde han forberedelser til at hænge sig.

I samme øjeblik råbte en anden jøde ham an. Jakob holdt inde, til han var kommet helt hen til ham.

»Min ven!« sagde den fremmede, »Undskyld, jeg spørger; men det var vel ikke muligt, at jeg kunne få lov til at købe det hampereb af dig, som du står med der?«

Jakob undskyldte mange gange, han skulle selv bruge det.

»Jamen, jeg har mere brug for det end du, thi jeg er det ulykkeligste menneske på jorden, og jeg må straks hænge mig, før jeg mister modet!«

»Præcis på samme måde har jeg det!« svarede Jakob fortrydelig. »Min ven, jeg undgår helst at være uhøflig, men hvis du vil hænge dig i dette reb og i dette træ, må du virkelig vente, til det bliver din tur!«

Nu begyndte den fremmede at græde og vride sine hænder. Han slog sig for rystet og sønderrev sine klæder og råbte: »Se: Her er tredive sølvpenge, det er alt, hvad jeg ejer i hele verden; dem vil jeg give dig for dit reb, og så får du det endda straks tilbage, når jeg har brugt det!«

Nu kom veksellereren op i jøden, og han indvilgede. De tredive sølvpenge byttede ejermand, og den fremmede hængte sig.

Nu så Jakob lidt skævt først på posen med de tredive sølvpenge og så på manden, der svingede i vinden, og han begyndte så småt at spekulere over, hvorvidt hans beslutning monstro ikke havde været forhastet. Han ville dog tænke over sagen endnu en dag, og vendte tilbage til Jerusalem og de levendes land.

Næppe var han imidlertid kommet ind til byen, før en skægget herre fik øje på posen med de tredive sølvpenge. Han begyndte at snakke om vind og vejr, og det endte med, at han forhørte sig hos Jakob, om han dog ikke kunne tænke sig at invenstere de penge i noget, der var absolut sikkert og umagen værd. Jøden var ikke meget for at give sin nyvundne skat fra sig, men tænkte dog som så, at hvad der kommer let, går let, og gav den skæggede femten sølvpenge. På det næste hjørne traf han en gammel ven, der netop havde hørt, hvor dårligt det var gået ham, om han ikke ville spise til middag med ham og slå sig ned i hans hus, indtil han kom på fode igen. Om det nu var held, eller det var pengeposen, der gjorde det, havde han efter fjorten dage endnu sine femten sølvpenge, og havde dog haft både kost og logi så længe. På den femtende dag opsøgte den skæggede ham igen, denne, sagde han, havde haft held med sine forretninger, og gav den forbavsede jøde ikke mindre end hundrede sølvpenge for de femten, han havde lånt.

Fra da syntes alting at gå godt for Jakob, han fik sig en ny veksellerbod, og blev atter en holden mand. Og alt dette, alt dette skyldtes, det indså han klart, de tredive sølvpenge, han havde fået af den hængte. De sidste femten af de oprindelige ville han aldrig give fra sig, men have hos sig som lykkeskillinger, eller endnu bedre: Han gik til en dygtig sølvsmed og lod ham lave en armring af den. Jakob var stort set tilfreds med resultatet, nok mindede ringen måske lige lovlig meget om et hampereb, men hvad herregud, der var jo også en vis forbindelse der. Mest af alt behagede sølvsmedens ærlighed ham, denne gav Jakob fem sølvpenge tilbage, thi det havde kun krævet sølvet fra de ti at lave armbåndet.

Desværre kunne han ikke gå med det, det snærede så underlig, ligesom en bøddelløkke, men han kunne da havde det i sin taske sammen med de tiloversblevne mønter. Således udrustet drog han en dag til Rom i forretninger. Han havde altid drømt om at se byen. Den havde ganske vist et frygteligt rygte, og Jakob udsøgte sig det horehus, der havde det værste. Han lod alle sine penge blive liggende på sit værelse på kroen, kun medtog han det beløb, som han mente, han kunne tillade sig at spendere på sådan et sted. Hvor ofte hørte man ikke om folk, der var blevet trukket i deres lange skæg af den slags piger, og havde været heldige at slippe med skjorten i behold. Han tog ingen chancer.

Det ulykkelige var jo blot, at hvis han også efterlod sit armbånd og de fem sølvpenge, så lod han jo sit held blive hjemme, og havde han i grunden råd til det? Altså medtog han i sin taske det beskedne beløb til horen, ringen og de fem lykkebringende mønter.

I glædeshuset udvalgte han sig en sorthåret, velskabt kvinde ved navn Fulvia. Hun var en køn pige, villig og dygtig til sit håndværk; hun havde mest romerske soldater som kunder og agerede med samme veloplagthed hest og rytter. Hun fik sin betaling, og jøden fik også sit og faldt i en dødlignende søvn. Fulvia rejste sig forsigtigt og åbnede tasken, hun fandt armbåndet og tog det på, samlede også en af sølvmønterne op, men slap den straks igen, hun havde skåret sig på den.

De fem mønter var blevet taget frem så mange gange af Jakob, at de var helt tyndslidte og skarpe som knive i kanterne. Han havde en vane, når han tænkte, med at tage mønterne op og slibe dem mod en væg, det hjalp ham til at koncentrere sig om økonomiske problemer og - mente han bestemt - sikrede, at de beslutninger han fattede, var lykkebringende. Fulvia suttede på fingrene og lod mønterne være. Underlige ting, den mand havde; også armbåndet var sært, det ligesom snørede sig sammen, og hun kunne ikke få det af. Når hun trak i det, trak det ligesom igen, ja førte hende ligefrem ved håndleddet, som var det det yderste led af en kæde, der fastholdt hende. Det rykkede i hele hendes krop, og hun satte hælene i gulvet, da hun blev trukket hen mod en af væggene, der lagde armbåndet sig til hvile på stenen med et metallisk smæk, og hun var lænket til muren. Hun følte trang til at skrige, men turde ikke - hvad ville jøden ikke sige, når han opdagede, at hun havde bestjålet ham.

Posen bulede, der var noget, der ville ud, fem små lysbolde hoppede ud over dens kant og svævede i luften i symmetrisk formation. Så brød den ene ud ad geleddet og kom hen imod hende, hurtigere og hurtigere. Det var en af mønterne, der vippede og roterede sindssvagt i den tomme luft, beskrev en bue under hendes ene bryst. Dennegang skreg hun, den havde lavet en fin rift i huden. Ingen hørte hende, jøden end ikke vendte sig i søvne.

Hun halede i ringen, men det var nytteløst. I næste øjeblik angreb de fem lysende skiver hende som en rasende bisværm.

Rift efter rift efterlod de i den nøgne, lænkede piges bløde kød, vandrette og lodrette blødende striber overalt på huden, dog koncentrerende de sig om hendes underliv og hals. To timer varede torturen, og næppe noget menneske har vel lidt en mere smertefuld død. Så slap endelig ringen, og hendes slappe krop slaskede til jorden, med det kønne hoved næsten skilt fra kroppen. Mønterne svirrede i en enkelt kreds over hende og blev til fem små smæk mod gulvets fliser.

Nu begyndte bordelværten så småt at spekulere over, hvor Fulvia blev af; selvom jøden betalte godt, var der dog andre kunder at tage sig af. Han gik forsigtigt ind. Og der lå jøden, mæt og tilfreds sovende, og der på gulvet Fulvias mishandlede lig. Det var ikke første gang, værten havde hørt om den slags kunder. De var i alle henseender bad for business. Han kunne selvfølgelig tilkalde soldaterne. Men så blev det måske kendt, at man sommetider tog lidt mere for ydede tjenester, end kunden indvilgede i. Nu f.eks. ringen der: Den havde hun vel hugget fra ham, og den var ikke til at få af. Men selvfølgelig skulle jøden da ikke komme fra det, det omskårne svin! Jakob vågnede aldrig mere. Værten flækkede skallen på ham med en økse og begravede de to i samme mødding, Fulvia endnu med ringen på håndleddet.

De fem mønter beholdt han selv, men ikke længe. Ligene blev fundet, og da man tidligere havde mistænkt værten for at bestjæle sine gæster, var man ikke længe om at fælde dommen: Rovmord, korsfæstes.

Som sædvane var, delte de to soldater, der bevogtede korset, den dømtes klædning mellem sig, men da de skar den op i sømmene, fandt de, at der var indsyet fem tyndslidte sølvmønter i foret. Den ene foreslog at dele dem, to til hver, og spille om den sidste, men det endte med, at den ene af dem, Marcus, vandt dem alle fem og gav dem til sin elskede Livia. Men Livia var en pige med ben i næsen, der ikke ønskede, at der skulle være penge imellem hende og Marcus, som endnu ikke havde friet, og besluttede at give ham pengene igen i en anden form.

Skæbne - hvad er det?

Er skæbnen blind, er det tilfældigheder, der styrer vore liv? Tilsyneladende. Og dog kan man sommetider komme i tvivl. Spekulere på, om monstro skæbnen i virkeligheden alligevel har en mening med alt, hvad den gør, blot er denne mening, dette mål, så fjernt, skæbnen går ad så mange og lange omveje for at nå det, at menneskehjernen løber sur i det.

Marcus havde forladt lejren, fordi han ikke kunne holde ud at lytte til sine kammeraters erotiske pralerier, var gået ud i mørket for at samle tankerne og rette dem mod det sted, han nu aldrig skulle komme til at gense. Og så havde den været foran ham: Werwulfen, og han havde afskudt pil efter pil imod den, alt til ingen nytte. Han var træt og syg af sorg og længsel, da han lagde sin sidste pil på strengen. Den pil, Livia havde givet ham med på rejsen som lykkebringer.

Pilen med spidsen, der var støbt af de fem sidste af de tredive sølvpenge.