Det bedste guld

Fortalt af E. Wulff

 

O. I. Yearn - Oliver Isaac Yearn - var Yearn-slægtens sidste skud. Yearnerne gik tilbage til Kain og Abels tid, og de var selvfølgelig kommet til den nye verden, Amerika, ombord på »Mayflower«. Det kunne dokumenteres, at George Washingtons bedste skolekammerat havde været en Yearn. Vorherre må have haft mere end almindelig kludder i regnskaberne den dag, Oliver blev født ind i den familie. Klanen samledes om hans vugge, bedstefaderen Jacob Yearn, faderen Isaac Yearn (mormonpræst med en svaghed for Dickens), moderen Elisabeth Yearn, broderen Jeremy Yearn (som egentlig skulle have heddet Pip - jævnfør »Great Expectations« - hvad moderen dog i sin tid havde set sit til at forpurre). Oliver Isaac Yearn missede benovet mod det fine selskab.

Jeremy og Oliver voksede til hinandens modstykker. Jeremy kastede sig over sine studier (han ville være læge), mens Oliver på niende år kastede sig over - eller kæmpede sig igennem - Latinskolen. Yearnerne havde »leddiggang er roden til alt ondt« på væggen (i soveværelset, hvorfor Elisabeth Yearn da også nedkom en tredje og fjerde gang), så Oliver begyndte at tegne. Han kunne ikke tegne. Men han kunne hellere ikke blive fri. Oliver havde en drøm. Han ville blive meget dygtig til at tegne, håbede han, til at tegne pengesedler. Desværre blev han aldrig dygtig nok. Overflødigt at sige, at de evigt påholdende, men dog til stadighed lige fattede Yerner begyndte at kede Oliver. Det er vist engang sådan, at manden med lædersofa drømmer om svaler på gavlen, og manden med den landlige idyl om byens luksus: Hvilket vidunderligt ord for Oliver Isaac Yern! Det skønneste i verden. Næst efter frihed.

Frihed, ville hans far have udtalt, var gået Oliver på hjernen. Hans barndomshjem forekom ham et fængsel, han ville give sit liv for at slippe ud. Og i sin flugt fra dette løb han lige lukt ind i et, der var endnu trangere: Vandbeholderen, hvor kontorpersonalet stod i kø længst muligt for at få slukket deres imaginære tørst, var fangevogter der, og han følte sig længere fra sit mål end nogensinde. Navnet hjalp ham, og han avancerede hurtigt til en nogenlunde overordnet stilling. Mange havde slået sig tiltålt hermed, havde udskiftet drømmen med tilfreds- hed og »megen fritid«, som han i sin tid havde ladet sig lokke af. Men der er visse mennesker, der simpelthen ikke kan gå på akkord med deres drømme dertil drømmer de for ofte og for intenst. Disse mennesker når deres mål eller går deres ødelæggelse imøde.

Han tog af kassen og fortrød straks den følgende dag. Intet skete. Det gik kun gradvist op for ham, hvorfor intet skete.

Sæt Dem i pengemandens sted: Ham her med de store skejser! Han har penge, men vil gerne have flere. Og så finder han en begavet ung mand, der er i stand til at få pengene til at yngle. Til gengæld for den fortjeneste, han således giver pengemanden, skal den unge mand selv have ti procent af samme. Det er i al fald aftalen. Men pengemanden opdager hurtigt, at hans ansatte hæver halvtreds procent af fortjenesten. Først bliver han selvfølgelig meget opbragt. Han vil afskedige ham. Ja, han vil melde ham til politiet. Men så tænker han sig om. Som det er nu, får han til stadighed halvtreds procent. Skiller han sig af med spekulanten får han nul. Så han beholder ham. Fortæller spekulanten, han ved, han tager halvtreds procent og billiger det? Nej, selvfølgelig ikke. Ville det måske ikke af den fremadstræbende yngling blive opfattet som en opfordring til at tage femoghalvfjerds?

Så A mistænker B, og B mistænker, at A mistænker B og så videre. Gang dette princip med tusind, så har De et moderne firma. Ingen aner længere, hvem der tager hvad af fittefadet, og man er også ligeglad. Sålænge det fungerer. Og fungere gør det. Blande politiet ind i sagen for 50.000 dollars skyld, når det måske er sin egen chef, man angiver? Ikke tale om!

Nu havde Oliver altså fået penge. Sådan set brugte han dem fornufftigt. Han begærede luksus, og luksus fik han. Impossante, men ikke alt for kostbare møbler, to halvdyre, men gavmilde elskerinder, der kun tog en anelse mere end de gav, et nydeligt Penthouse med udsigt over Los Angeles, og en enkelt andenudgave af Dickens (førsteudgaven var for dyr), som han højtideligt brændte ihukommende sin kære, nu afdøde far, hvis efterladte formue netop havde dækket begravelsen og en blikkenslagerregning.

Oliver kunne have levet lykkeligt forever after, hvis det ikke havde været for en vis Robert Burns, der endda i påfaldende grad savnede lighed med den store engelske poet, hvis navn han bar. Burns havde været ansat i samme firma som Oliver, men var nu blevet fyret godt og vel halvandet år efter at Oliver var »gået af med pension«. Han beklagede i sit inderste og også temmeligt højlydt, da han ikke havde været lige viis og modig som Oliver, især nu, hvor han manglede 2.000 dollars. Særligt irriterende var dette, nu da hans kære onkel Edvard endelig syntes at have bestemt sig for at forlade denne verden for at efterlade sin dyrebare nevø sin halve million.

»Onkel Edvard og den halve million« havde været den stående vittighed på kontoret. Hvergang Burns skulle låne blot til bussen hjem, forsikrede han sit offer om sin evige taknemmelighed, der ville blive omsat i klingende praksis, såsnart onklen stillede træskoene. Burns havde, cåvidt vidstes, slet ikke nogen onkel.

Oliver afslog blenkt. Burns svarede, at han jo var medskyldig i bedrageriet, eftersom han vidste, at Oliver var den skyldige, men ikke meldte det til politiet. Så var det vel heller ikke mere end rimeligt, at han fik part i udbyttet. Han forlod Olivers taglejlighed med 2.000 dollars på lommen.

Tre måneder senere var han der igen. Og endnu en måned senere. Begge gange bad han om og fik 5.000 dollars (som selvfølgelig meget snart villle blive betalt tilbage - nu lå onkel Edvard praktisk talt på dødslejet).

Oliver forstod, at han endnu engang havde skiftet sin celle ud med en, der var endnu trangere. Han var fuldstændig i denne mands kløer. Han var ikke i tvivl om, at Burns ville rippe ham for den sidste dollar han havde. Og så?`Ville han så stikke af med et afskeds brev til politiet? Eller presse ham yderligere?

Der var een vej ud af dilemmaet. Han kunne melde sig selv her og nu. Opgive sin drøm, sin frihed, sin verden. Men hvad var der så tilbage at leve for? Indsatserne på spille- bordet var ved at blive for høje, og spillet var nået et punkt, hvor den lille mand trækker sig ud. Men netop på dette punkt af spillet kan visse mennesker ikke hales fra spillebordet ved hjælp af ti vilde kraner.

Burns måtte dø. Han var jo i en fortvivlet financiel situation (hvornår var Burns ikke det), selvmord ville ikke være usandsynligt. Han fik fat i en pistol, brød ind i Burns hus med megen støj, stillede sig på lur ved foden af trappen og ventede på sit offer, som han vidste sov på første sal.

Mens han således stod og ventede, fik han tid til at undre sig. Han havde aldrig tidligere besøgt kollegaen, og han havde ventet, at det hus, han altid talte om, at han blev nødt til at sælge i næste uge, var en ruin. Her var faktisk meget pænt. Det vil sige: Her manglede et maleri, det sås tydeligt af den hvide firkant, her var et spisebord, men ingen stole. Jo, det kneb tydeligt nok.

- Er her nogen? mumlede en stemme oppe i mørket. Så kom Burns stavrende ned af trappen. Da han var ud for Oliver pressede denne pistolen mod hans højre tinding og trykkede af. Han sløbte liget midt ud på gulvet, åbnede et vindue, trykkede pistolen fast i ligets højre hånd, sigtede ud af vinduet og trykkede på aftrækkeren. Nu ville man ikke undre sig over, at der ikke fandtes krudtslam på hånden. Så lukkede han vinduet udefra. Han havde støjet gevaldigt med hasperne og væltet en del møbler, som han dog huskede at rejse op igen, for at få Burns til at vågne, men ikke knust ruden, ikke ødelagt noget i eller fjernet noget fra værelset. Ingen ville mistænke indbrud.

Hvad Oliver imidlertid ikke vidste, var, at Burns netop den aften havde fået at vide, at hans onkel Edvard var død og havde efterladt ham noget over den halve million dollars, han havde fablet så ivrigt om i årtier. Dette faktum gjorde ikke blot Olivers forbrydelse meningsløs (det ville han være kommet over med tiden), den gjorde den åbenbar. For hvem begår selvmord tovl timer efte, at man er blevet en halv million rigere? Så stor kærlighed til onklen tiltroede ingen Robert Burns.

Så nåede da Oliver Isaac Yearn, hvad syntes vejs ende: En dom på livsvarigt fængsel, som skulle afsones i et af de beds bevogtede statsfængsler i verden, ikke fordi vagtpersonalet var så forfærdelig udemærket (tværtimod var det vist en anelse sløset), men simpelthen fordi det var selvmord at vove sig ud i den sump, der ti kilometer i alle retninger omgav fængslet, uden motorbåd og tung bevæbning. Og bådene passede man godt på.

Overflødigt at sige, at Oliver fik tid til at tænke. Han fandt, at hans liv havde været en stor flugt fra fængsler, og at hvert flugt havde ført ham ind i et endnu frygteligere og trangere. Der var en uhyggelig logik i dette, den samme uhyrlige paradoksale logik, der trøstede ham med, at fra nu af kunne vejen kun føre til større frihed, thi et trangere fængsel end den celle, han havde fået tildelt i denne omgang, kunne vel næppe tænkes. Alene denne tanke var næsten nok til at få ham til at fæste lid til, at hans sidste, store flugtforsøg ville krones med held.

En klogere mand havde anet, at den, der ikke flygter fra sig selv, er dømt til at flygte for resten af verden lukt ind i evigheden. Kort før hans ankomst var en fangefaktisk flygtet, en vis Spraak. Man havde ikke set ham siden. Fangerne sagde, flugten var lykkedes, vogterne, at han var druknet i sumpen. Hvad der var sandt, vidste ingen, og hvad der var sandsyn- ligt vovede Oliver ikke at tænke nærmere over.

Spaaks flugt satte en bølge af flugtforsøg igang. De fleste blev afværget næsten, før de var rigtig igang, men det lykkedes dog ikke mindre end yderliger tre mænd at forsvinde i det grønne. Den ene hed Seak, den anden Heir. Den sidste var Oliver Isaac Yearn. De forsvandt med en måneds mellemrum. Oliver slog en vagt ned og tog hans pistol. Så begav han sig ud i sumpen.

Han var et ynkeligt syn, som han vadede igennem dyndet, et lille rødhåret insekt i den store mose med flænget skjorte og skælvende kæber.

Hvor han hadede sumpen! Fængslet. Ja, Oliver hadede al slags ufrihed, men intet hadede han så indædt som sumpen, det var et fysisk had, en væmmelse, der gennemrystede ham for hvert skridt. Han faldt og mistede sit våben, han roede desperat efter det og fik dynd i munden, stanken var ubeskrivellig. Tilsidst kunne han ikke holde den ud mere, han rejste sig, registrede tabet og vadede videre. Noget hvidt tittede frem i krattet. Det var Seak. Seak, som havde været borte i to måneder, han vadede altså stadig rundt i cirkler. Men hvad levede han af? Planterne kunne han dog ikke æde - eller kunne han?

Seaks øjne var kuglerunde, de stirrede unaturligt, munden var halvåben i et savlende grin, som han roede nærmere ved de store arme slaskende i store buer frem og tilbage over hofterne. Han gik rundt om Oliver og betragtede ham med en tilsyneladende glubende interesse. Så lallede han væk. - Seak! Seak! han reagerede ikke. Han havde utvivlsomt mistet forstanden. Det var jo opmuntrende.

Efter endnu en times halvt vadende, halvt svømmende helvede fik han atter øje på noget, det ikke syntes at høre sumpen til. Det var et hus, et gammeldags hus med gavle og høje vinduer. Et øjeblik var han ikke sikker på, det ikke var et stort stykke sortgult, trøsket træ, sumpen havde formet til en maridtsagtig skabning. Hyggeligt var det sandeligt ikke at se til. Men det var tag over hovedet, det var ly for solen, og det var formodentlig nogenlunde tørt. Hans fødder var så følelsesløse i dyndet, at han sommetider greb sig i at spekulere over, om de mon stadig var der.

Mens han stod og betragtede huset, mærkede han en hånd på sin skulder, og han snurrede rundt med den tanke, at det måtte være den gale Seak. Men det var Spaak, og han så ganske normal ud: - Kikker du på huset? spurgte han lidt overflødigt, men det var en høflighedsfrase, der varmede. Oliver nikkede.

- Det er en gammel svend, vedblev Spaak. - Fra det attende åruhndrede, mindst. Det blev bygget af en fyr, der myrdede sin kone, menneskelige følelser har rystet dets mure, til det selv har fået liv, ja, måske har det bevidsthed, selvom et hus hverken har øjne eller øre at sanse med, eller en tunge til at udtykke sine tanker ved hjælp af. Nåja, det er bare sådan en ide, jeg har. Man gå indenfor og få tørret tæerne, så kommer jeg!

Oliver begyndte at gå mod huset. Han vendte sig, Spaak var forsvundet. Eller var det ham, skikkelsen på stenen foran huset? Kunne han være nået frem så hurtigt?

Nej, det var ikke Spaak, det var Heir, den sidste af de tre flygtninge. Men han sad i en underlig stilling. Hans øjne var lukket fast i og hans hænder tvang ligesom skålformede ørerne frem i en underlig unaturlig stilling som en slags sindbillede på en, der lytter intenst. Men han kan ikke have lyttet, for han reagerede overhovedet ikke på tiltale.

Oliver passerede ham. Den store dør ind til huset var åbent. Endelig slap han ud af det evige forbad. Han trådte ind i hallen, vinden fik døren til at smække i bag ham, så lidt op igen, den knirkede faretruende på hængslerne.

Hans øjne vænnede sig lidt til mørket, og han fik øje på Spaak. Men denne gang var der noget unaturligt stift ved hele hans væremåde.

- Tag plads, Oliver, tag plads! Oliver tog plads.

Spaak sad længe helt stille med lukkede øjne, som om han tænkte intenst på et eller andet. Så sagde han:

- Huset, ja. Huset. Det fik bevidsthed. Men det kunne ikke se. Så kom Seak. Han blev husets øjne. Han kunne ikke undslippe. Huset var ham for stærkt. Han kunne aldrig fjerne sig mere end en kilometer fra huset, for så ville kontakten være brudt, og det kunne huset ikke tillade. Så kom Heir. Han blev husets ører ..

Oliver gloede på Spaak. Han var tydeligvis ogsåblevet gal. Han ville ikke høre mere på det vås. Han måtte videre nu. Men han kunne ikke rejse sig. - Tilsidst kom Spaak, sagde Spaak. - Og han, ja .. Spakk nikkede, stadig med fast lukkede øjne, han blev husets stemme. Jeg er huset!!!

Oliver begyndte at svede. Et ubehag og en rædsel, han trods sin klaustrofobi og sin meningsløse tilværelse aldrig tidligere havde kendt, bemægtigede sig ham ganske.

Spaaks nikken gik over i en lige så melankolsk hovedrysten: - Oliver Isaac Yearn! Hvornår vil di lære, at vi alle er fanger af tid, rum og lejlighed, og at den, der forsøger at undslippe eet fængsel, flygter ind i et andet og endnu snævrere? Du, Oliver Isaac Yearn, som begærer friheden så inderligt, skal for evigt være min, husets fange, du skal fuldende mit billede af den sump, jeg elsker så højt, men som du hader, lugte, smage og føle den .. for evigt ..