Draculas grusomme døtre

 

I en audiens 2. august i år fortalte jeg Djævelen, at jeg røbede hans største hemmelighed i et skrift, hvis læsere hovedsagelig var børn, idet jeg mente et sted at have læst, at »helvede hører sådanne til«. Da lo Satan.

I sortebogen, LIBER NIGER, som er alle hermetiske skrifters oldefader og gudfader til bøger som »The Black Missal« og »Darkhold«, nærmere betegnet i afsnittet VIRUM-SAGATUM har jeg læst, at »sanguis est animus, et homo carne raptoque, sanguine et animos edendo vivit«, dvs. blod er sjæl, og mennesket lever af kød og rov, nemlig ved at drikke blod og dermed sjæl. Det er »verdens ældste tørst«, FIRMITAS NOSTRA.

Hvem kan skelne mellem liv og vanvid og død? Hvem er besiddelse af den dertil fornødne visdom? Er vanvid ikke død, og død vanvid? Er fornuftens død ikke, hvad vi forstår ved begge dele? Thi fornuften må nødvendigvis være kortlivet og dødelig i en verden, der er som vor: vanvittig. Disse mine planer for i går, i dag og i morgen, må de ikke forsvinde i det store perspektiv, i univesets store plan eller planløshed? Men denne, min sorg, min lykke, min kærlighed, min vrede, forgår disse? Kan disse forgå? Den sorg, jeg føler, følte andre før mig, vil endnu andre føle efter mig. Den er evig. Jeg er evig. Kun tid og sted er foranderlige.

Vanviddet eller døden er som et mønster, der brydes, en orden, der forsvinder, det, vi kalder fornuft, men mønstrets komponenter forgår ikke. Som en vandflade, der brydes af den tørstige vandrer, sætter den i bevægelse, der ikke vil standses, før dens ringe nå ukendte bredder. Og således som fornuften holder blodtørsten i ave, således dræber blodtørsten fornuften, når den freede drikker af vore sjæle, og vi bliver som han. POCULUM EXHAURI, NE TUTE POCULUM SIS! er livets evige lov: Tøm bægret, at du ikke selv skal blive bæger for en anden!

Efter denne regel lever den mægtige DRACULA (og lever!)

Dette er fortællingen om hans tre døtre:

Edith Evans, »pretty Evie« var efter sigende en tid - det var i begyndelsen af 1870'erne - Londons smukkeste kvinde. Langt lyst hår, et aristokratisk ydre, der langtfra at hæmme det overgivent tiltrækkende ved hende, forlenede det med noget »ekstra«. Dette belyses bedst af de historier, der verserede om hende. Hun var i virkeligheden af fornem byrd, en ærkehertuginde fra fastlandet, tyske eller russisk (hun læspede en smule, hvad der af forelskede ungersvende udlagdes som en eksotisk accent). Hun var hovedrig (sagde man). Men hun var ligeså dekadent og pervers, som hun var smuk og fremtrædende, og ingen rolle passede hende bedre end den at behage det andet køn.

Hun var »ypperstepræst i elskovstemplet«.

Hun ledede en sekt af nymfomane kvinder, der som indvielse måtte sværge, at de ville tilfredsstille ikke mindre end 666 mænd årligt.

Hun var spion. Hun var alt mellem himmel og jord. Hun var, hvad hendes tilbedere helst så i hende. Hun var en ydmyg tjenerinde, hun var en herskesyg, dæmonisk kvinde, halvt dyr, halvt gud, og tredjerangspoeterne skrev flerelinede vers om hende:

»Milord«, said PRETTY EVE to me,
»My word I give Thee on't
that I Thy faithful dog shall be
if Thou darest prick my c...!«

Og så videre.

Hun hørte med til enhver dannet ung mands opdragelse.

Havde de blot anet, de kære rendestensdigtere og grønskollinger, hendes virkelige herkomst! Hun var såmænd præstedatter fra Sussex. Ikke et ondt ord om hende. Hun levede af mænds gavmildhed, men hvilken kvinde (respektabel eller ej) gjorde ikke det i de tider? Og tog vel imod sin lillesøster Emily, da hun kom til den store by, pengeløs efter forældrenes utidige død, og lærte hende det eneste håndværk, hun kendte. Min læser vil måske indvende, at prostitution er prostitution, men det var det ikke dengang. Der var dem, der solgte sig selv for en twopence, og der var dem, for hvem det hundreddobbelte var en lille opmærksomhed. Det var de sidste, smukke Evie tilhørte. Hun kom de rigtige steder, traf de rigtige mennesker, mænd forelskede sig omend kortvarigt i hende, elskede hende og gav hende rundhåndet pengegaver. Der var alt.

Hendes bekendtskaber var givetvis utallige. Endnu i 1920'erne masturberede utvivlsomt utallige prælater til mindet om hende. Blandt hendes tilbedere var også Grev Ernst von Cradlau, der var en underlig mand. Hans alder var ubestemmelig, han bevægede sig med stor, næsten rovdyragtig spændstighed, men hans øjne syntes til tider at have set århundreder. Han var egentlig ikke tiltrækkende, dog fascinerede han Evie, der dog havde råd til at vælge og vrage, og hun begyndte så småt at opmuntre ham, hvad han snarere syntes at reagere på af høflighed end af trang. Sommetider forekom det hende, at han betragtede verden som et stykke legetøj, han egentlig var for voksen til at lege med, men som dog alligevel stadig formåede at fastholde ham. Eller måske snarere som en voksen, der iagttager børns leg og resignerer over dens uskyldighed, og hans manglende evne til at leve sig ind i den, tilbagelænet, smilende ad den alvor, de implicerede synes at lægge i den. »Hvor langt er ikke mine ønsker, mine mål, mine begær fra disses!«

Men Cradlau skulle i al fald begære hende, besluttede Evie. Før eller siden ville han knæle for hendes hvide, guddommelige krop, præcis som de andre. Og hun havde tid til at vente.

En nat drømte hun. Hun drømte, at hun vågnede og rejste sig i sin seng.. Noget havde vækket hende, en svag støj, en forandring i belysningen. Hun følte sig frygtelig svedig, og hun slog dynen til side, kun for at opdage, at hendes natkjole var badet i blod. Drømme er jo sjældent logiske, og hun blev ikke særlig forskrækket, men stod ud af sengen, tog natkjolen af og stillede sig nøgen foran det store spejl. Fra hendes skød løb livsensblodet stille og dannede en sø, der badede hendes fødder og bredte sig ud på gulvet og ind under sengen, alt imens hendes hud blev hvidere og hvidere, næsten blålig i tonen. Hun mærkede, hvordan hendes krop tømtes, og blev behageligt søvnig. Så vågnede hun.

Cradlau så hun aldrig mere noget til, men hendes næste elsker opdagede to små mærker som nålestik på hendes hals. De forsvandt aftenen efter, og en ugestid efter havde Evie glemt både dem, den besynderlige drøm og Grev Cradlau.

Der var så meget andet at tænke på.

En ung officer havde friet til Emily, og Emily var selvfølgelig rasende smigret og meget glad. Hun havde straks takket ja, men var blevet lidt mere betænkelig efter en samtale med storesøster. Hvis det havde været for en nat, havde Evie sagt, havde det været helt i orden. Men for livet? Så måtte man betænke sig virkelig godt. Hvad hun ikke røbede var, at hun faktisk fandt officeren i bund og grund usympatisk, nedladende og smålig. Først nu gik det rigtigt op for hende, hvor stor pris hun egentlig satte på sin lillesøster. Hendes skæbne var faktisk i stand til at holde hende vågen om natten.

Emily var en usædvanlig køn pige, tænkte hun ved sig selv en sådan nat, måske endda kønnere end Evie selv, hvis skønhed var af en mere håndgribelig type. Det mørke, fyldige hår, de store, sanselige, men sunde træk. Den perfekte elskerinde, den perfekte mor. Især var hendes hals ualmindelig yndig. Det havde hun egentlig aldrig lagt mærke til før, men det var den faktisk. Så hvid og så blød. Havde hun været en mand, havde hun bestemt forelsket sig i hende.

Liv. Det var det rette ord, når man skulle beskrive Emily, livskraft, netop den livskraft, den styrke, hun i den sidste tid af en eller anden grund havde følt sig tappet for. Hvis bare Emily kunne dele den med hende for et øjeblik, så ville hun sikkert kunne finde en løsning på alle sine og søsterens problemer. Hendes tanker vendte tilbage til officeren, men ikke ret længe, så svævede søsterens bankende strube atter som en hvid tåge for hendes øjne. Hun rejste sig op i sengen og gned øjnene. Hun havde pludselig fået en afsindig lyst til kødsuppe. Hun smilede uvilkårligt af sig selv og skænkede sig et glas vin. Det smagte af en eller anden grund ualmindelig rædselsfuldt, tyndt, flovt. Hvad hun behøvede var noget tykt, varmt, sødt, salt, skarpt, sådan som en bøf smager, når den er rigtig rød. Uret viste halv fire. Det var jo ganske absurd.

Hun begyndte at ryste, men det var ikke feber, det var en indestængt ophidselse. Den forbandede lejesoldat! Men det var heller ikke det.

Hun prøvede at rationalisere sin ophidselse med allehånde påskud og imaginære irritationsmomenter. Det gik ikke. Hun var heller ikke brunstig - hun prøvede hele registret igennem: Sulten, tørstig, rastløs? Noget trængte sig på, en anelse, men hun rystede den af sig. Forsigtigt åbnede hun døren til søsterens værelse, og da hun fik øje på Emily, sortnede det af en eller anden grund næsten for hendes øjne. Natkjolen var gledet ned, så hendes ene bryst var blottet. Evie trak forsigtigt stroppen på plads. Hun måtte bøje sig over den sovende for at komme til at gøre dette, og nu kunne hun ikke længere trække sig tilbage. Varmen fra den nøgne hals slog hende op i ansigtet som en glødende vind, der holdt hende fast, som var hun lænket til sengen. Evie prøvede desperat at tænke på noget andet, men hun kunne ikke. Det var de samme ideer, der blev ved med at passere revy: Den hvide, bløde hals, der var som et tyndt silketørklæde, der kan flænges med en tanke, under det varmt rødt kød og blod, rødt levende blod.

Evies ansigt nærmede sig uendelig langsomt søsterens hals, men ikke fordi Evie kæmpede imod, det, der havde kæmpet imod var for længst dødt. Hun nærmede sig langsomt for nydelsens skyld, nydelsen ved først at kysse halsen med øjnene, så strejfe den tynde, hvide hinde med læberne, og så...

Emily vågnede og skreg. Hun forsøgte at skubbe sin angriber bort, men hendes slag bibragte ikke den uhyggelige mordmaskine anden rystelse end den, ekstasen byder på. Evie kærtegnede med tungen sine sylespidse hjørnetænder, som hun først nu blev opmærksom på, nu, hvor hun vidste, hvad hun skulle bruge dem til. Emily mistede bevidstheden.

Evie stønnede, orgasmen for som et glødende spyd gennem hendes rygmarv, og hinden bristede for anden gang.

Hun drak.

Fra den dag mistede Emily gradvist sin interesse for officeren, der til sidst, frem for at skyde sig en kugle for panden, valgte en anden ung dame, en datter af major Barley, Patricia. Også Evie var fra da af lidt mere tankespredt end ellers, når hun var sammen med sine tilbedere, hvad flere af dem tog hende ret så ilde op. Søstrene Evans var blevet »sære«. Og de blev hurtigt glemt til fordel for mere interesserede, indtagende og »levende« bekendtskaber.

Hvis en kvinde nogensinde har været oprigtigt indtaget i en mand, var Patricia Barley det i sin unge officer, Robert Thornton. Hvorfor? Det var ikke så meget hans udseende, for det var såmænd ret almindeligt. Heller ikke hans optræden, for den var en anelse hoven. Det var kort sagt hans - øjne, der betog hende. Kun når hun så ind i dem og så hans kærlighed, kunne hun føle sig lykkelig og tryg. Hans øjne var alt, hvad hun gad eje i denne verden.

Hvem kan skelne mellem liv og vanvid og død? Hvem er i besiddelse af den dertil fornødne visdom? Er vanvid ikke død og død vanvid? Er fornuftens død ikke, hvad vi forstår ved begge dele?

Som en vandflade, der brydes af den tørstige vandrer...

Nu er vi nået til slutningen af min fortælling, da den ellers ville blive for lang.

Vi er til et af de sidste selskaber, hvortil søstrene Evans nogensinde blev indbudt. Til stede er også det unge forlovede par, officeren og miss Patricia. Hvad nu? Officeren har forladt sin udkårne og konverserer livligt Emily Evans. Patricia sidder i et hjørne med blikket i den lille skål, hun har dannet af sine hænder i skødet, mens en ældre dame giver hende gode råd med hensyn til Roberts fortid som Emilys bejler. Patricia siger ikke noget.

Patrica drømmer, hun står foran sit spejl, og blodet tapløber af hendes skød. Bag hende står Emily og ler højt.

Patricia siger ikke noget.

Ægteparret, det nybagte ægtepar mr. og mrs. Thornton, ligger i deres ægteseng. Patricia sover ikke, hun tænker på sin imaginære rivalinde, hun tænker på, at hun ikke ville kunne bære at miste ham, miste kærligheden i hans øjne. Hun er tørstig og med en pervers logik går hun ud i køkkenet og finder en kniv.

...sætter den i bevægelse, der ikke vil standses, før dens ringe når ukendte bredder...

DRACULA, den evige, den umættelige, den almægtige rejser sig af skyggerne og nikker velvilligt til sine døtre, Evie, Emily og Patricia. De tre strækker armene ud som korsfæstede af deres eget begær, så tager de to hinanden i hånden og den tredje retter blikket mod sine samlede hænder. Hvem kan skelne...? De er døde. De er levende. De torteres. De er lykkelige.

Jo, min læser, de er lykkelige. For Evie og Emily har omfavnet hinanden i søsterlig kærlighed, og Patricia holder i den lille skål, hun har dannet af sine hænder, sin elskers øjne.