Anmeldelse af Sam J. Lundwall: Alice's World

 

Alice's World

Alice, Alice!
ovrs: Sam J. Lundwall 128 sider, Delta, stockholm


Alices verden
ovrs: Thorstein Thelle 144 sider, Fredhöis, Oslo

Her har vi en rigtig sf-fan! En mand, som holder af science fiction. Og hvad kan vel glæde en science fiction-forfatter mere end en mand, som holder af science fiction? Det uhyggelige er bare, at mange mennesker har en opfattelse af, at det, at man værdsætter forfatteres værker, er en tilstrækkelig forudsætning for selv at blive forfatter. Lad det være sagt: Det er det ikke. Hvad gør Lundwall så?

Han negler en gammel Bradbury-idé (den med planeten befolket af sagn-væsener og roman-figurer), der sætter ham i stand til at gylpe det meste af sin bogreol ud over 144 sider. Kan man ikke selv finde på fabler, kan man altid "låne" sfinxens gåde, det tossede te-selskab, en skærsommernatsdrøm. Det gør forsåvidt heller ikke noget, hvis ens tolkning af disse oldtidsminder er så tilpas original, at man så at sige giver dem en blodtransfusion (og det kan et par stykker af dem jo nok efterhånden trænge til). Men Lundwall skal bare have fyldt sin bog. Han kunne også have brugt vejviseren.

Hvad facit får vi, når vi subtraherer afskrivningsøvelserne? En pinlig ugebladsstil. En konfirmationspoesi, der i sammenligning får vor hjemlig Niels E. Nielsen til at fremstå som Apollo Musagetes, for nu at blive ved det mytologiske. Så er der selvfølgelig forfatterens enestående psykologiske indsigt, der beskriver hovedpersonen således: Hans øjne under det store, krøllede, sorte hår, var smelle. Næsen var stor og som et ørnenæb. Munden vidnede om beslutsomhed. Det er s'gu da litteratur hva'?

Men hvorfor tæve i det? Lundwall er sikkert en udemærket sf-læser. Lad os håbe, han holder sig til det i fremtiden.

Erwin Neutzsky-Wulff