Aruna

 

Novelle af Erwin Neutzsky-Wulff

I

"... disse baser kan under ingen omstændigheder tolereres," sluttede præsidenten. "Hvis de ikke nedlægges, vil det blive opfattet som en åben krigshandling mod dette land, og fuld gengældelse ..."

Martha slukkede radioen i bilen, hun var i øjeblikket alligevel for bekymret til at være i humør til musikprogrammet. Det lignede hende ellers slet ikke. Var krigsfaren virkelig så umiddelbart overhængende, som aviserne skreg. Nå, spekulere over det kunne jo ikke hjælpe. Nu sad Arthur selvfølgelig og kukkelurede i beskyttelsesrummet. Hvad det ikke havde kostet! Han ville "vænne sig til det for det tilfældets skyld". Du gode Gud! For Martha at se var Arthur håbløst nervøs. Det faldt hende ikke et øjeblik ind, at hun kunne have haft en finger med i spillet.

Og så disse frygtelige drømme!

Hvis det så endda havde været mareridt om den forestående krig, hvem havde ikke dem nu om dage, men det var om "sort stof" og uhyrer og prinsesser, for ikke at nævne endnu mere latterlige ting. Arthur havde ingen realitetssans.

På det sidste var det blevet rent galt. Psykoanalyse havde ikke hjulpet, og hun havde grebet til den sidste, desperate udvej. Nå, der var en parkeringsplads.

Hun havde bestilt tid hos dr. Allen, som vistnok var en charlatan, men hvad, det kunne jo ikke skade at prøve. Allen var i al fald charmerende og lyttede meget venligt til hendes lidelseshistorie; det var jo ikke til at få lukket et øje, som hendes mand skreg og hylede.

"Udmærket!" sagde han endelig. "Jeg tager gerne imod Deres mand. Jeg skal gøre, hvad jeg kan for ham!"

Det var de bedste nyheder, mrs. Mannering havde hørt i lang tid.

"De tror altså virkelig, De kan hjælpe min mand ..."

"Det har jeg ikke sagt, frue. Men jeg har lovet at forsøge." Dr. Allen opgav sin hvileløse vandring om skrivebordet, satte sig i stedet ved det og gav sig til at gennemblade journalen. "Deres mands sygdom skriver sig fra en traumatisk oplevelse i hans fortid. Han ..."

"Men, doktor, det samme siger de andre analytikere. Men hvilken? Arthur havde en meget lykkelig barndom."

Lægen affærdigede hende med en håndbevægelse:

"Jeg taler ikke om Arthur Mannerings barndom," sagde han. "Jeg taler om hans tidligere liv. Gennem hypnose kan jeg muligvis - muligvis - bringe ham til at erindre og genopleve den traumatiske oplevelse. Det er faktisk den eneste terapi, jeg tror, der har nogensomhelst chance for at lykkes."

"Men ... reinkarnation - er det ikke lige vel langt ude?"

Allen trak på skuldrene.

"De kender sikkert ligesom jeg mine kritikeres påstande til bevidstløshed: Patienten genoplever ikke tidligere eksistenser, men derimod, hvad jeg pådutter ham ved suggestion. Nuvel, det samme sagde man om hypnose for ikke længe siden, og psykoanalysen i det hele taget med for den sags skyld. De må ikke glemme, at De kom til mig. Jeg skal sandt for dyden ikke overtale Dem til noget!"

Mrs. Mannering fik betænkningstid, men hun benyttede den næppe - allerede efter Arthurs næste mareridt gik hun ind på dr. Allens eksperiment, hvis farer han ikke lagde skjul på. Arthur selv var efter at være trukket ved håret rundt til et lille dusin forskellige hjernevaskere parat til hvadsomhelst. Det havde han nu forøvrigt altid været, hvad Martha angik. Hans trængsler var dog langtfra endte.

For at få den rette respons på hypnosen, måtte analytikeren gennemgå endeløse tête-à-têter med sin patient, der var om muligt endnu mindre begejstret for denne sjælløse rutine. Så lang tid forløb med disse forberedelser, at det til sidst var svært at fæste lid til, at dagen nu endelig oprandt.

"hvis alt går vel, mrs. Mannering - og Gud forbyde, at det skulle andet - vil Deres mand i morgen i tanken være ikke hundrede, ikke tusind, men nær ti tusind år tilbage i tiden, fem tusind år, før de første pyramider blev bygget."

Den sidste nat drømte Arthur slet ikke. Det var sådan set ærgerligt, for Arthur vækkede hende altid med skrig og skrål, og i nat kunne hun alligevel ikke sove. Hun lå vågen og tænkte på eksperimentet. Og på doktoren. En imponerende mand, meget indtagende. Næsten for indtagende til at være ærlig. Nå, alt det ville få sin afgørelse i morgen. Måske, tænkte hun, burde hun ikke have giftet sig med Arthur. Han var et skravl, altid syg af nervøsitet over ingenting. Hvis han så var en - interessant neurotiker, men der var ikke noget mere spændende ved Arthur end en buschaufførs mavesår.

Martha sov.

"Nu kan De komme ind. Jeg har bragt Deres mand tilbage, og han skulle begynde at tale, hvad øjeblik det skal være!"

"Så er han i ... for så længe siden ..." Martha sad og så på Arthur og erindrede, hvad tænkt den nat. Hvis bare hun havde været rig. Hun ville ikke have haft noget mod den tanke, at Allen tog hende for pengenes skyld. Hun kunne have financieret hans eksperimenter! Mon doktoren ville være interesseret i at flygte med hende på Arthurs invalidepension?

"Jeg ..." Det var Arthur, der havde fremkaldt en lyd midt imellem et utilfreds grynt og en pibende snorken, og doktoren så triumferende på Martha, som om han lige havde forløst et seksbenet næsehorn. "Jeg ... er ... Sri ..."

Martha rynkede på næsen. Temmelig udramatisk. Og så alligevel - ikke helt naturtro.

"Jeg er Sri ..."

II

Han havde ligget og set solen stå op. Han var ikke interesseret i solen. Men kort efter solopgang kom dyrene for at drikke. De kom lidt spredt, vejrende, blinkende mod den røde skive. De lagde ørerne bagover og kom nærmere med sænkede hoveder, de spredte sig ud omkring vandhullet, vandrede distræt i rette vinkler mellem hinanden. Sri ventede. Han så de lyse manker, og vinden, som var imod, som den skulle, bragte ham duften af pelsens klatter af stivnet ekskrement, bagt af solen, mindende om det knitrende bål, der gjorde disse sprællende tingester spiselige. Han koncentrerede sin opmærksomhed i synssansen om det rette øjeblik. Så rejste han sig med een bevægelse, der samtidig jog spyddet ind under øret på det nærmeste kid. Da ungen var holdt op med at spjætte, var han atter alene. Han krøb op i et træ efter at have dækket kiddet med blade og lagde sig til hvile. Han sov ikke, han hvilede, gyngede med benene på hver side af en gren med lukkede øjne. Han lå mod solen, og indersiden af hans øjenlåg var røde. Tanker meldte sig, og han mærkede ikke længere den hårde stamme mod sin ryg. Han hævede sig og flød bort, han rullede i vandet, han sov, det rykkede i ham, træstammen var atter hård, og han gnubbede sig mod den. Han tænkte og døsede og tænkte. Han sov. Han gik. Han gik op ad et plan, der skrånede bort fra ham, men som han ikke kunne se. En blå kugle lyste et stykke borte og røbede et lille stykke flade, der fjernede sig med samme fart, som han nærmede sig det. Han var sig kun bevidst, at han gik mod nord.

Pludselig eksploderede den blå kugle og sendte en regn af guldæbler ud over landskabet, der blev synligt. Skråninger og bakker, stålblå uden uregelmæssigheder eller spor af neget levende. De hævede sig og hævede sig for hans blik, og over dem alle et rødmende bjerg af blodig is, der fladede ud i toppen. På dette planernes plan stod en kvinde i sort klædning, og de gyldne bolde susede om hendes hovede som en glorie. Hendes gyldne hår var spredt vidt ud over skuldrene, hun havde røde øjne som et rovdyr, og under de kvindelige træk glødede en til misdannelse grænsende sanselig mund, i hvis vige to spidse, hvide tænder glimtede. Der var en sådan kraft i dette ansigt, en sådan kvindelig styrke, at Sri ikke behøvede at tænke, at han aldrig ville glemme det; han havde altid vidst det. Jorden kom op imod ham i et forvirret sekund, og han landede i græsset under træet. Det var noget, der aldrig var sket før. Hans ankel gjorde ondt, men intet syntes brækket. Han lagde kiddet over skuldrene og gik hjemad.

Den næste dag brød han op mod nord.

III

Sikke noget sludder.

"Aruna?" Det var det, hendes mand var blevet ved med at gentage. Hun rystede på hovedet ved tanken. Martha havde gjort kort proces med den gode doktor. Hvis det kostede 25 dollars i timen at få bugt med Arthurs mareridt, så måtte han s'gu vænne sig til dem.

Havde det da ikke allerede hjulpet?

Jo, Arthur havde ikke drømt de sidste par nætter. Men hvad beviste det? Martha havde opgivet Arthur. Hun havde andre planer. Arthurs sygelige nervøsitet kastet havde kastet noget af sig - eller kunne - hvis hun spillede sine kort rigtigt. Sæt han gik hen og døde? Han var jo nervesvækket, plaget af idelige mareridt, ja, han havde ofte talt til sine venner om det tjenlige i at tage sig af dage. Sæt, han gjorde alvor af truslen. Arthur var for fej. Men hun kunne da give Arthur en hjælpende hånd, som ingen behøvede at få noget at vide om. Ikke engang Arthur. I al fald ikke, før det var for sent at gøre noget ved det.

Forsikret for 100.000 dollars. Det var ikke dårligt. Et nyt liv. Doktoren? Nej, han duede ikke. Noget bedre. Noget bedre end Arthur skulle ikke være vanskeligt at finde - med 100.000 i baglommen. Arthur måtte dø. Og han måtte dø på en sådan måde, der lignede selvmord. Martha grublede. Og så begyndte hun at beklage sig. Lade ængstelig - det kunne han ikke stå for. Alle disse indbrud, ville han ikke købe en pistol?

Det ville se godt ud, tænkte hun. "Arthur Mannering køber sig en pistol og skyder sig dagen efter!"

Og så gik Arthur Mannering ud og købte en pistol.

IV

Sri gik mod nord i tre dage; længere tog det ham ikke at nå egne, han aldrig havde set før. Han fandt en landsby, hvis beboere tog vel imod ham, og snart lå han på sin seng i en hytte og talte stjernerne gennem vinduet. Han havde vanskeligt ved at falde i søvn, og da det endelig lykkedes ham, vågnede han ikke lang tid efter. Det var stadig nat. Han ville vende tilbage til stjernerne, men de var der ikke. Kun et par stykker lige under vinduets øverste begrænsning. Han prøvede at huske og kom til det resultat, at de manglende stjerner dannede en kugleformet plet i vinduesudsnittets nederste halvdel. Han kneb øjnene sammen og kunne se kuglen; ikke langt fra, hvor han var, fandtes en enorm kuppel, der skyggede for stjernerne. Men den havde ikke været der tidligere på natten. Han klædte sig på og gik ud. Adskellige af landsbyens beboere stod og kiggede på det samme som han. Så trak de på skuldrene og gik i seng. Til sidst stod bare Sri og glanede. Så lagde han sig også.

Solen fik himlen til at lyse og danne en skarp kontrast mod kuplen, der var sort om natten, da Sri atter vågnede. Han var den første på benene og gik hen og vækkede et par af de andre unge mænd. Sammen begav de sig afsted mod kuplen, der var mindre og nærmere end de havde troet, vel ca. ti mand høj. De tog mod til sig og rørte ved den, dens overflade var glat, men ikke blank, jævn, men sej og elastisk. Det tog ikke landsbyens folk stort mere end en eftermiddag at glemme den. Da den ængsteligste af befolkningen til egnens store moro havde berørt tingesten, var dens ufarlighed afgjort. Da man heller ikke kunne finde på noget at bruge den til, opgav man den som værende uden interesse. Sri var i mellemtiden brudt op.

Endnu fire dagsrejser senere forstod Sri, at han var på rette vej, thi han fandt hele fire stykker af de selvsamme gyldne bolde på størrelse med æbler, som han havde set i sin drøm. I den næste landsby, han stødte på, havde alle beboerne fundet guldæbler. Særlig kvinderne fandt dem henrivende, nogle af dem havde både to og tre, som de gemte under deres senge. De var, sagdes det, blevet udspyet af en underlig vulkan, der pludselig var sprunget op af jorden få dage tidligere. Sri forstod, hvad de mente. Ikke langt fra bopladsen tronede en af de sorte kupler.

Guldæblerne havde vakt stor opstandelse i den lille by. De blev byttet bort for enorme mængder mad eller klæder, alle ville eje dem, en pige havde endda gjort sig til morder for at få fat i nogen fra en yngre søster, der havde særligt mange. Hun blev forvist fra bopladsen for denne forseelse, og da Sri den næste morgen skulle videre, bad hun så mindelig om hans følgeskab til den næste by på hans vej. Sri indvilligede. Pigen havde fået konfiskeret sine æbler, men havde nået og grave et enkelt ned et stykke uden for byen, før hun blev fanget. Det hentede hun, og landsbyen forsvandt i horisonten.

De fandt ikke den næste by lige med det samme, og en morgen, da de vågnede, var æblet blevet sort og blødt. Pigen - Eni hed hun - blev en kende skuffet, men nænnede alligevel ikke at skille sig af med sin skat. Tilsidst løb kuglen ud i en klat på jorden, som var umulig at transportere.

Sri vidste ikke sine levende råd. De kunne ikke tage det sorte stof med, men Eni ville heller ikke forlade det. Og godt nok var den lille tæve en morderske; Sri kunne alligevel ikke bringe det over sit hjerte at efterlade hende som bytte for rovdyr. Mens han tænkte, gik solen ned, hvad der midlertidig løste hans problem.

Han vågnede ved, at noget køligt berørte hans hånd, og tænkte, at det måtte være Eni, der alligevel var kærligt anlagt. Men det var det sorte stof. Det vendte og drejede sig, vred sig som en slange, udvidede sig og trak sig sammen som et stykke glødende jern på en ambolt. Ind imellem lå det helt stille ligesom for at få vejret. Sri flyttede længere ind i skoven og lagde sig atter til hvile.

Solen stod op, og Sri gik hen for at vække den sovende pige. Inden han nåede det, fik han igen øje på det sorte, der var stille, men havde antaget en umiskendelig form: Det var en dragt af en slags. Eni vågnede og betragtede den med mistro og forbavselse. Så foreslog hun, at de skulle forlade tingesten og fortsætte, hvad der glædede jægeren umådelig.

Han gik ned til floden og vaskede sig, her var mange dyr, og han tænkte, at det vel ikke kunne være så vanskeligt at skaffe sig morgenmad på dette sted. Han havde haft sit spyd med til floden, nu greb han fastere om det; en hjort var i syne. Forsigtigt listede han nærmere, dyret syntes ikke at opdage ham, men fjernede sig ikke desto mindre hele tiden så meget, at han ikke kunne nå det med spyddet.

Til hans store ærgrelse førte det ham mod lejren, hvor Eni sikkert ville skræmme det væk. Ganske rigtigt: Der var hun, blot hun nu ikke fik øje på ham og advarede hjorten! Nej, hun var øjensynligt optaget af noget andet. Sris opmærksomhed var delt, han havde eet øje på pigen, han følte sig usikker, var sikker på, at hjorten alligevel i sidste ende ville opdage ham, men blev alligevel liggende i krattet.

Eni gik rundt om den underlige dragt i mindre og mindre cirkler. Tilsidst knælede hun ned og berørte den, men trak umiddelbart efter hånden til sig, som om hun havde brændt sig. Alligevel berørte hun den igen.

Hjorten begyndte at fjerne sig, og Sris greb om spyddet løsnedes. Nu så han kun pigen og det, hun foretog sig, på en gang fascineret og ude af stand til at røre sig ved det sære syn. Eni afførte sig sine klæder og holdt dragten op foran sig, så begyndte hun at tage den på, den dækkede både hænder og fødder, den strammede over hendes knæ, gnistrede i skridtet på hende, lagde sig som en ny hud over hele hendes legeme. Tilsidst forsvandt ansigtet og derved sammenføjningerne, som om der aldrig havde været nogen. Han tænkte, at hun måtte blive kvalt, og hun begyndte også snart at kæmpe, hun flåede i dragten, slog næsten knude på sit eget legeme, som hun rullede sig krampagtig i det dugvåde græs. Så blev hun liggende stille, men hun trak stadig vejret. Hun var forpustet, men kunne tydeligvis ånde gennem stoffet.

Hun lignede næppe en kvinde mere. Han fik den tanke, at hendes krop var borte under dragten, fuldstændig erstattet af det sorte stof. Han tænkte på, hvordan det ville være at røre ved og vidste det i samme nu. Han kastede spyddet fra sig, greb fat i en træstamme, brækkede sig og ejakulerede kraftigt på samme tid. Så for han afsted over markerne mod nord, rystende og hulkende som et frysende barn.

V

Den næste landsby, Sri stødte på, var tom. Kun hævede den sorte kuppel, som han havde lært at genkende, sig over jorden. Rundt omkring lå de gyldne æbler, nogle var bristet og havde efterladt klatter, andre havde dannet fuldt færdige dragter, der ventede på deres kvindelige ofre. Og Så? Når kvinderne havde iført sig dragterne, hvad så? Så blev de uimodståelige for landsbyens mænd og kunne føre dem, hvorhen de ville, nej, hvor den ville, den store runde tingest, hvis forbandede afkom nu skød op som paddehatte overalt i landskabet.

Sri betragtede kuplen. Hvis der havde været en åbning i den, var den i al fald borte nu. Og en åbning måtte der have været, Sri kunne også gætte hvor.

Det var der landsbyens mænd havde efterladt deres klæder i en lille bunke.

Sri sov dårligt den nat. Han stod op ved gry, men følte sig stadig træt og vendte tilbage til søvnen. Han genså planet, den blå kugle eller kuppel, der snart var som stål, snart sort, snart blank, snart mat, guldæblerne, det røde bjerg og Aruna, som kaldte stumt på ham. Drømmen trøstede og styrkede ham, og han genoptog sin vandring.

Han vandrede gennem en verden i opløsning, men han vandrede ind i sin elskedes favn. Om der ville komme nogen verden efter denne, interesserede ham ikke. Kun Aruna, Aruna, som ventede på ham, højt mod nord, ved verdens ende.

Verden efter verden ville forsvinde i det sorte stof, i den store matte enhed. Alting ville blive som det, glat, men ikke strålende, jævnt, sejgt og dødt. Men hver gang det skete, ville han være der, på vej mod nord, mod den blodige is og Aruna. Hun ville se på ham - drømme med sine rovdyrøjne, hendes mund ville drive af blod, levende rødt blod, ikke og aldrig det forbandede sorte stof. Han brød op og gik mod nord og Aruna.

VI

Pistolen, han havde købt, lod ham ikke sove roligere den nat end nogen af de andre. Han vågnede badet i sved og konstaterede til sin lettelse, at han ikke havde vækket Martha.

Hvad var disse drømme? Skygger af fortiden? Nutiden? Fremtiden? Alt var så anderledes og dog så forunderlig velkendt. Drømmene afspejlede en halvglemt kærlighed, men også et had, der var overordentlig aktuelt. Hadet til Martha, der var hans mor så uendelig, frygtelig lig. Hans mor, som aldrig havde ladet ham være en mand. Martha, som han vidste, hadede ham. Og krigen! Han vandrede gennem en verden i opløsning.

Den næste dag forsøgte hans kone at dræbe ham. Hun trykkede pludselig pistolen mod hans tinding og trykkede af. Kun en refleks af en bevægelse reddede hans liv, så han slap med en sveden tinding. Rædselslagen styrtede han ud af stuen og ned ad kældertrappen. Han låste sig inde i beskyttelsesrummet.

Martha bønfaldt ham om at åbne den svære ståldør. Det hele havde været en spøg, kunne han vel forstå! Hun opgav efter nogle timer.

I dagevis hørte han ikke fra hende. Så var hun der pludselig igen med et nyt trick:

"Arthur! Slip mig ind ... hørte radioen - bomber om minutter! Arthur! A-r-t-h-u-r!"

Det var, som om stål- og gasbetonbeholderen blev rystet af en mægtig næve, Arthur blev kastet om, og det sang i hans ører, så han straks mistede hørelsen. En usynlig kraft hev i hans indvolde og hev dem fra hinanden, hans øjenæbler bulede, og han kunne høre sin hjerne tordne de sidste takter af en af Sjostakovitjs symfonier, før den opgav at fungere.

Da han vågnede havde han fået hørelsen igen og vistnok forstanden. Men der var kun hans egne fodtrin at lytte til og fundere over. Han blev i rummet, sålænge han havde mad, formentlig henved tre uger. Så åbnede han forsigtigt døren.

VII

Han kunne ikke gå op ad kældertrappen, for der var ingen. Men det var heller ikke nødvendigt. Grunden, hvor hans hus havde stået, lignede et tomt badekar.

Den store by var som blæst væk af et vindstød, der var knap nok ruiner tilbage. Intet levende var at se.

Han søgte efter mad i to dage.

I tre. Han fandt intet.

På den fjerde fandt han liget af naboen. Den stakkels mand havde overlevet i det beskyttelsesrum, han på Arthurs foranledning havde ladet bygge, blot for at dø af sult og tørst. Arthur så ud over landskabet, det var stålblåt, næsten uden uregelmæssigheder eller spor af levende. Solen brød frem fra en sort sky og strøede gyldne dråber ud over landskabet som en våd hund, der ryster sig. Den sorte, fine, glatte skal, som havde huset ham og hans så længe, var borte. Den havde været et æg, og noget havde sprængt skallen.

Ægget var udruget.

Liget var endnu varmt, og han drak af den røde, levende væske. Så vendte han sig og begyndte at gå mod nord, hvor en skikkelse havde rejst sig. Der ventede med udbredte arme den højtelskede, længe savnede Aruna.